Viceværten stod og reparerede en lampe ved cykelskuret. Han kiggede langt efter Ludvigs følgesvend, da de gik ind i opgangen. Men han spurgte ikke om noget.
De kom op i lejligheden, og Ludvig viste drengen køleskabet og spurgte, om han var sulten. Drengen nikkede. Ludvig fandt nogle rester af kylling og ris frem, som drengen satte til livs med en glubende appetit. Mens han spiste, iagttog Ludvig ham. Han lignede ikke en, der havde et sted at bo. Han lignede i det hele taget ikke en, der havde noget sted at være eller nogen, der tog sig af ham. Ludvig hentede en af Natalies soyamælk frem fra køleskabet og skænkede et stort glas, som drengen skyllede ned. Der bredte sig et afslappet udtryk i hans ansigt. Han lænede sig tilbage i stolesædet og slog en bøvs. Deres blikke mødtes, og drengen lo en lydløs latter. Ludvig tog sig selv i at smile for første gang, siden han vågnede den morgen.
Da drengen-uden-ord havde spist, lagde Ludvig en stak papirer og en blyant frem foran ham.
Ludvig sagde: Hør her. Hvis du kan tegne, kan vi måske finde ud af at tale sammen?
Drengen-uden-ord nikkede og smilede bekræftende. Han greb behændigt blyanten og begyndte at tegne. Han var dygtig, kunne Ludvig se. Med hurtige streger fik han tegnet et kvindeansigt.
Det var Natalie.
Ludvig greb om bordkanten
Ved du, hvor hun er?
Drengen rystede på hovedet.
Men du har set hende?
Drengen nikkede.
Ude hos Grossman?
Drengen rystede på hovedet. Han begyndte at tegne en bygning. Det var en mørk bygning med små vinduer. Ludvig kunne ikke genkende den.
Hvor er det henne?
Drengen trak på skuldrene. Han vidste det ikke.
Men du har været der?
Han nikkede.
Hvorfor ved du så ikke, hvor det er?
Drengen tegnede sig selv løbe hen mod en lastbil. I næste billede sprang han på lastbilen og gemte sig på ladet. På den sidste tegning krøb han frem af mørket og forlod lastbilen, der holdt ved Grossmans klinik.
Så Grossman er involveret?
Drengen nikkede.
Ludvig sukkede. Natalie befandt sig et sted, som via en lastbil var forbundet med Grossmans klinik. Så meget kunne han konkludere. Han kiggede en ekstra gang på lastbilens nummerplade. Tre bogstaver og et utydeligt nummer. Mørke bogstaver på lys baggrund. Det kunne være en tysk nummerplade. Drengen forstod tysk.
Det ringede på døren. Ludvig fór sammen. Han første indskydelse var, at det var Natalie, der var vendt tilbage. Han sprang op og gik hurtigt hen og åbnede. Flemming stod udenfor. Han smilede venligt, mens han forsøgte at kigge ind i lejligheden over skulderen på Ludvig.
Hej, Flemming, hvad vil du? Jeg har lidt travlt.
Jeg ville bare høre, hvordan du havde det?
Jeg har det okay, sagde Ludvig og gjorde mine til at lukke døren igen. Flemming lagde en hånd på døren.
Kan jeg ikke lige komme indenfor?
Det passer ikke så godt lige nu, svarede Ludvig.
Har du besøg?
Hvorfor tror du det?
Jeg synes bare, jeg så nogen.
Holder du øje med mig?
Har du brug for hjælp?
Nej, ikke nu. Ellers tak, du.
Du skal endelig sige til, hvis du har brug for hjælp.
Flemmings blik flakkede over Ludvigs skulder. Ludvig trak i døren for at få den lukket, men Flemming slap den ikke.
Ludvig kiggede på Flemmings ansigt og kunne pludseligt mærke, at han egentlig ikke kunne lide ham. At dømme efter Flemmings rastløse trippen og forgæves forsøg på at få indblik i hvem, der opholdt sig i hans lejlighed, var det ikke usandsynligt, at han havde en eller anden interesse i at se nærmere på drengen-uden-ord. Hvorfra han overhovedet vidste, at drengen opholdt sig hos Ludvig, kunne han ikke regne ud. Den eneste, der havde set dem gå ind i ejendommen, var viceværten.
Ludvig trak døren hårdt til og tvang Flemming til at slippe sit greb for ikke at få sine fingre klemt mellem døren og karmen. Ludvig drejede vrideren rundt og overhørte Flemmings protester på den anden side af døren.
Luk nu op, Ludvig. Hvad sker der med dig, Ludvig. Slap nu af og luk op.
Han kiggede gennem dørspionen og så, hvordan Flemming ærgerligt slog ud med hånden, drejede rundt og gik tilbage til sin lejlighed.
Efter et øjeblik vendte Ludvig tilbage til køkkenet, hvor drengen-uden-ord havde lavet en ny tegning på papiret. Det forestillede en mand, Ludvig ikke havde set før. Manden var lille og spinkel, kronraget med et par stikkende sorte øjne. Han var klædt i et ulasteligt jakkesæt og en kridhvid skjorte. Manden stod foran en retlinet bygning, hvor to stiliserede falke indrammede en tung dør. Manden holdt et instrument i den ene hånd, som lignede en kvægstav af den slags, der kunne give voldsomt stød. Bag manden havde drengen tegnet to sorte kongepudler med blottede tænder.
Ludvig stirrede på tegningen. Det løb ham koldt ned ad ryggen.
Hvem er han? Hvor har du mødt ham? Hvor er det i det hele taget henne?
Drengen rystede på hovedet og slog ud med armene. Ludvig lagde mærke til hans slidte tøj og hans snavsede udseende.
Du trænger til et bad. Kom her.
Han gik ud til badeværelset. Drengen fulgte med. Han viste ham ind, og gav ham et rent håndklæde.
Se at blive vasket. Jeg har noget tøj, du måske kan bruge.
Drengen nikkede og begyndte at trække sit tøj af. Ludvig gik ud af badeværelset og videre ind i soveværelset, hvor han fandt noget gammelt træningstøj, som drengen måske kunne passe. Han havde lagt tøjet sammen i en bunke på sengen, da det ringede på døren. Var det nu Flemming igen?
Han gik forbi badeværelset og lagde tøjet ind på bordet ved spejlet. Drengen stod allerede bag bruseforhænget, og vandet pjaskede. Dampen slog op fra gulvet, fyldte rummet og fik spejlet til at dugge. Ludvig lukkede døren igen og gik ud for at se efter, om Flemming stadig stod derude. Det ringede atter på døren, inden han nåede frem og kiggede ud af dørspionen.
Til hans overraskelse var det Gitte, han så. Hun havde en lille rød kuffert i den ene hånd og så ud til at have grædt. Ludvig åbnede døren.
Er der noget galt?
Gitte sagde: Han har gjort det igen.
Hun gik uden tøven ind i lejligheden og lukkede og låste døren bag sig. Ludvig opgav at få hende ud igen. Han var vel også nødt til at tage det alvorligt, hvis Flemming virkelig var voldelig.
Hvad har han gjort?
Slået mig.
Hun trak med en hurtig bevægelse op i blusen og viste sit ene bryst. Hun havde ingen bh på. Brystet så helt normalt ud, så vidt Ludvig kunne se.
Lige her. Han slog mig lige her det svin, hvæsede hun og hulkede igen. Ludvig stirrede på det velformede bryst. Han følte en instinktiv lyst til at røre ved det, men holdt sig tilbage. Kunne ikke overskue konsekvenserne. Hun var jo ulykkelig, og han havde sit at slås med. Men uden for hans kontrol voksede hans lem i bukserne, mens Gitte blev stående med brystet blottet og med en pegefinger viste, hvor Flemming angiveligt skulle have slået hende. Prøv lige at se, sagde hun, næsten hviskende.
Ludvig bøjede sig frem for at se, om der var noget tegn på vold. Gitte løftede med en let hånd brystvorten op, så han kunne se den tydeligt. Hans ansigt var kun få centimeter fra hendes hud.
Han er så frygtelig. Jeg kan ikke holde ham ud.
Det var som om hans hjerne blev koblet fra, og en genetisk urgammel energistrøm mellem øjnene og hans erigerede lem var den eneste impuls, han havde bevidsthed om.
Han var blikket og pikken i et lukket dunkende kredsløb. Måske var det den sidste tids pres, han gav efter for. Måske fulgte han blot den dybe impuls, som altid lå bag civilisationens fernis. Han stirrede på de små dun, der blev tættere ind mod brystvortens mørke pigment. Han syntes at kunne fornemme, hvordan den trak sig sammen og rejste sig en smule, mens han stirrede på den, og han indsnusede den milde parfumerede duft af hendes hud, hendes sved og de hormoner, som udskiltes fra hudens kirtler.
Uden at han egentlig tænkte over det, ja, netop fordi han ikke tænkte over det, førte han læberne helt hen til brystvorten og tog den i munden. Den reagerede øjeblikkeligt ved at blive hård. Han suttede begærligt på den, og Gitte greb fat om hans nakke og pressede ham ind mod sig. Brystet fyldte hele hans mund, mens han lod tungen glide i hurtige bevægelser over den erigerede brystvorte. Gitte trak ham endnu tættere på sig og lænede sig op mod væggen i entreen.
Hans hænder fik deres eget liv og gled over hendes hofter og fandt vej op under kjolen og ind under trussekanten. Hendes venusbjerg var let behåret, skeden åben, varm og våd, da han lod fingerspidserne glide langs kønslæberne og fandt klitoris’ hårde punkt. Hun stønnede svagt og gik lidt i knæ for at sprede benene og give hans fingre plads. Han masserede hende, mens hun vred sig og vuggede frem og tilbage mod ham. Han gled op ad hende med munden og fandt hendes læber og lod sin tunge møde hendes.
Hun åbnede hans bukser og trak dem over han hofter. Hans lem sprang frem. Større end nogensinde. Hun greb med begge hænder i knagerækken bag dem, løftede sig op, spredte benene og trak ham ind mod sig ved at lægge dem om hans hofter og stramme til og jage hælene i hans baller, som sporede hun en hest. Han var oppe i hende på et øjeblik. Det var som om han altid havde hørt til der. Oppe i hendes varme, hvor han ikke kunne mærke, hvor han selv holdt op, og hun begyndte. Han holdt sig helt i ro. En bevægelse for meget, og han ville komme i hende. Han ville udsætte øjeblikket, hvor det hele var slut og kunne alligevel næsten ikke vente.
Gitte vuggede mod ham, og han gav endelig slip. Orgasmen steg fra hans fodsåler over lænden og endte som en perlende fornemmelse over issen, mens han lod udløsningen strømme ind i hende og kunne mærke hendes sammentrækninger omkring sig. Hun bed sig i læberne, undertrykte et skrig, der blev til en langstrakt guttural tuden. Han blev ved med at støde op i hende, uden at lysten blev til smertelig ømhed. Det var som om han var i frit svæv, uden nogen grænser, uden at ramme jorden. Hun jamrede sig og stødte tilbage mod ham. Langsomt gik de ned i takt for til sidst at stå helt stille. Han holdt op med at kysse hende og stirrede ind i hendes blik.
Hun smilede.
Det var godt. Det var virkelig godt, sagde hun og sænkede benene mod gulvet og fik fodfæste. Hans pik var skrumpet ind og gled ud af hende. Hun samlede benene og trak ned i blusen og skjulte sit bryst. Hun lagde armene om hans hals og trak ham ind til sig. Et fnuglet kys strejfede hans læber. Med famlende fingre trak han op i bukserne og lukkede dem. Han så ind i hendes ansigt. Ind i hendes irrisers stjerneunivers. Hun var smuk.
Det ringede på døren.
Han fór sammen. Gitte lagde en finger over læberne og trak ham ind i soveværelset, der lå ud til entreen. Med en hovedrysten fik hun fortalt, at hun ikke var der, så puffede hun ham ud i entreen for at åbne døren. Han gik tøvende frem mod den. Det ringede en gang til. Han lagde øjet mod dørspionen. Det var Flemming. Han virkede, som om han var i affekt. Røde pletter blussede op på hans kinder. Han næsefløje vibrerede. Ludvig tøvede med at åbne. Lammet af sort samvittighed. Gitte stak hovedet ud fra soveværelset og skyndede lydløst på ham. Han skulle få det overstået og sendt Flemming væk, sagde hendes mimik. Han låste op og prøvede at se afslappet ud.
Har du set hende. Er hun her?
Hvem? Ludvig så spørgende ud.
Gitte, for helvede!
Spyttet fra Flemmings mund ramte Ludvig som en let støvregn. Flemming havde lagt alle sin pæne manerer fra sig. Han havde tydeligvis mistet grebet. Uden sine coach-inducerede målsætninger og netværksfremmende attituder var han et savlende vilddyr. Parat til hvad som helst.
Ludvig tørrede sig over ansigtet med underarmen og svarede: Nej, hun er ikke her. Kan du ikke finde hende?
Flemming sagde: Hun er skredet. Det var hendes skyld, at Sarah slog sig henne på legepladsen. Og nu vil hun ikke indrømme det. Hun vil aldrig indrømme sine fejl. Det gør mig vanvittig, at hun altid siger, at det ikke var hendes skyld, når der sker noget, som giver problemer. Det er aldrig hendes skyld. For fanden da. Nogen har altid skylden, er det ikke rigtigt? Hvad? Er det ikke rigtigt?
Ludvig trak på skuldrene.
Jo, det er det vel. Nogen har vel altid skylden.
Det er jo det, jeg siger. Hun vil bare aldrig indrømme det. Og så bliver hun fræk og nægter at diskutere emnet med mig. Jeg siger dig, det er ikke til at holde ud, den måde hun undviger mig på.
Har du slået hende? spurgte Ludvig.
Hvorfor tror du det? Har hun sagt noget?
Nej, men du virker ophidset.
Ophidset? Jeg er overhovedet ikke ophidset, sagde Flemming og tvang sin stemme ned fra falset til normalt toneleje. Han rømmede sig.
Nå, men hyggeligt at snakke med dig. Jeg må videre. Husk tennis i morgen.
Han løftede hånden og bakkede tilbage, mens han vinkede farvel. Ludvig vinkede tilbage med en enkelt finger.
Vi ses.
Han lukkede døren og gik ind til Gitte i soveværelset. Han kunne høre bruseren, der fortsat løb i badeværelset, inden han lukkede døren bag sig. Hun stod og stirrede på ham. Hun kvalte et lille fnis, tog hans hånd og trak ham ned at sidde på sengen. Hun satte sig ved siden af.
Vi kan gøre det en anden gang, hvis du har lyst, sagde hun og strøg ham over låret. Han fjernede hånden.
Måske er det ikke en god ide. Det her var en fejl. Jeg mistede sgu kontrollen.
Jamen, syntes du ikke det var dejligt?
Jo, men fordi noget er dejligt, er det ikke grund nok til at gøre det igen.
Gitte lavede en skuffet trutmund og kyssede ham på kinden.
Ludvig spurgte: Er det rigtigt, det med at Flemming slår dig?
Ja, gu er det rigtigt. Denne her gang nåede jeg bare væk, før han kom i gang. Det er det, han flipper ud over.
Du må melde ham til politiet.
Så ryger vores kontrakt med Grossman. De tager Sarah tilbage, hvis vi ikke holder os fri af loven.
Gitte så pludselig meget trist ud.
Hvor er hun nu? spurgte Ludvig.
De har hende på klinikken. Hun fik en flænge i hovedet, da hun faldt ned af vippen. Klinikken skal stå for al lægelig bistand. Det er en del af kontrakten.
Burde du ikke blive skilt fra ham?
Hun sukkede.
Jo, det burde jeg nok. Men så er der jo det med Sarah.
Hvis du nu stak af med hende?
Det er helt uoverskueligt at tænke på.
Gitte fik tårer i øjnene. Ludvig lagde trøstende armen om hende. Der lød støj fra badeværelset.
Er her andre end os? spurgte Gitte og gjorde store øjne. Ludvig slap hende med armen og nikkede.
Det er bare en dreng, jeg tager mig lidt af. Han er noget forkommen og har fået lov til at tage et bad.
Er du ikke betænkelig ved at invitere fremmede indenfor på den måde? Jeg mener, det kunne jo være en tyv, eller det, der var værre.
Ludvig ville ikke involvere Gitte i sit møde med drengen og trak på skuldrene.
Nogen gange må man hjælpe mennesker, som har brug for det.
Hvor fandt du ham?
Nå, bare nede på havnen. Han gik omkring og var ret forkommen.
Ludvig kom på benene. Han var nødt til at få Gitte ud af lejligheden. Han ville ikke have, at andre kendte til drengens eksistens. Af en eller anden grund fornemmede han, at det var bedst den forblev en hemmelighed.
Kom, du bliver nødt til at gå igen. Jeg er ked af det, men jeg har en masse, jeg skal ordne. Du bliver altså nødt til at gå.
Gitte rejste sig med et skuffet udtryk.
Jeg har ingen steder at gå hen. Hvor skal jeg gå hen?
Du må da have nogle venner?
Jeg har ikke nogle venner, sagde hun med en stemme, der dårligt kunne høres.
Hvad mener du? Alle har da mindst en eller to venner. Nogen fra dit arbejde eller din skoletid, hvad ved jeg?
Jeg har ikke nogen, jeg vil kunne være hos. De vil ikke kunne forstå det. De vil ikke kunne have mig boende.
Hvad med familie. Har du ikke nogen søskende?
Nej, jeg er enebarn og mine forældre bor i Spanien. Og Flemming har altid været jaloux på mine venner, så de er faldet fra. Måske er det også min egen skyld efter vi fik Sarah. Jeg havde ligesom nok i hende og mit arbejde. Og Flemming ville alligevel ikke have, jeg talte med andre. Han ville ikke have, at andre skulle vide, at han slog mig. Jeg har virkeligt ikke nogle venner. Kun nogle få bekendte. Du er min eneste ven.
Ludvig sukkede.
Jeg er ikke din ven, Gitte.
Jo, du er.
Hun lagde armene rundt om halsen på ham. Han prøvede at vriste sig fri.
Elsk med mig igen.
Han gjorde sig fri af hende og trådte et skridt tilbage.
Hold nu op, Gitte. Jeg kan godt lide dig, men det var en fejltagelse. Du må finde ud, hvor du kan tage hen. Måske på et krisecenter?
Hun rystede på hovedet og så modløs ud.
Jeg er nødt til at være her, når Sarah kommer tilbage.
Hun trak opgivende på skuldrene.
Jeg går ind til Flemming igen. Han må også være faldet ned nu.
Hun gik forbi ham med et lydeligt suk. Han forsøgte ikke at stoppe hende.
Hun gik ud ad døren og fortsatte gennem entreen til hoveddøren uden at se sig tilbage. Han kunne høre, hvordan hun lukkede den forsigtigt bag sig. Da hun gik hen til sin egen dør og ringede på, iagttog han hende, efter nogle sekunders tøven, gennem dørspionen. Han kunne se, hvordan hun strammede sig an, rettede sig op og gjorde sig klar til at vende tilbage til den mand, der slog hende. Døren blev åbnet på klem, og hun forsvandt ind i sprækken mellem døren og karmen. Døren gled i igen.
Ludvig trak sig væk fra dørspionen og lyttede efter drengen. Han kunne ikke høre lyde i lejligheden og gik hen og åbnede døren til badeværelset. Der var ikke nogen derude. Fugten hang på vægge og spejle. Der var tegnet en lille figur i duggen på spejlet. Den forestillede et øje. Ludvig trak døren til og gik ud i køkkenet. Der var drengen heller ikke. Hans hullede bluse lå smidt på gulvet. Ludvig samlede den op og lagde den på en stol. Døren til altanen stod åben. Han gik derud. Der blæste en kraftig vind, men solen lunede stadig, selvom den var på vej ned bag byens tage. Han kunne overskue hele havnebassinet fra altanen.
Ludvig gik ind i lejligheden igen og lukkede altandøren. Drengen kunne umuligt være kravlet ned den vej. Lejligheden lå på fjerde sal. Det ville kræve en usædvanlig akrobat at komme ned over facaden via de forskellige altaner. Han kastede et prøvende blik ned over facaden. Det var ikke umuligt. Med lidt snilde kunne det måske lade sig gøre. Han gik ind i lejligheden igen og gennemsøgte systematisk alle rum, men drengen var ikke at se nogen steder.
Ludvig undrede sig. Han kunne ikke være kommet ud af entredøren. Han havde siddet i soveværelset og hørt ham rumstere. Og efterfølgende var Gitte gået ud den vej. Han kunne ikke helt overskue det. Måske var han alligevel smuttet ud gennem altanen? Fordi han var bange for at blive opdaget af Gitte?
Ludvig stoppede op, da han hørte lyden af et skrig ude på opgangen. Han løb hen til dørspionen og kiggede ud. Gennem fiskeøjets forvrængede perspektiv så han Gitte, der tilsyneladende forsøgte at flygte ned ad trappen, men blev slæbt tilbage af en meget håndfast Flemming. Med den ene hånd havde han fat i hendes hår og med den anden hånd slog han hende på kroppen,igen og igen. Det virkede på Ludvig nærmest som om Flemming var meget omhyggelig med ikke at ramme hende i ansigtet så det ikke skulle give synlige mærker. Hun jamrede sig for hvert slag, der faldt. Det tog nogle få sekunder, så var de begge forsvundet ind i lejligheden og døren blev lukket bag dem.
Trappeafsatsen lå øde hen.
Ludvig havde slet ikke overvejet, om han skulle gribe ind. Scenen havde været så uvirkelig, at han ikke havde kunnet overskue, hvordan han skulle gribe det an. Hans fornuft sagde ham, at han burde gøre noget. Men synet af den rå udfoldelse af vold på trappeafsatsen havde lammet ham. Han fandt sin telefon frem fra inderlommen og ringede til Flemming uden egentlig at vide, hvad han skulle sige.
Hvad siger man til en mand, der banker sin kone? En underlig blufærdighed krøb ind over ham. Det virkede mere pinligt for ham at skulle konfrontere naboen med en anklage om hustruvold end det nøgne faktum, at naboen udøvede selve volden. Det gjorde heller ikke sagen bedre, at han inden for den seneste halve time havde elsket med Gitte. Også selvom det lige nu virkede som en fantasi af den slags, man kunne have om naboens kone, men aldrig ville kunne finde på at realisere. Han tastede nummeret til Flemmings telefon. Den ringede et par gange, inden der blev svaret.
Det er Flemming.
Glatte ord, der kælede for øregangene.
Det er mig. Ludvig.
Hvad kan jeg hjælpe dig med? Er du okay?
Jeg ville bare ... det lyder som om ... jeg kunne ikke undgå at høre, at det gik lidt voldsomt for sig inde hos jer ...
Nå, det er bare noget vi leger, du ved. Lidt dominans.
Dominans?
Ja, du ved, noget vi leger.
Jamen, jeg så du slog hende ude på trappen?
Det skal du ikke bekymre dig om. Det er helt under kontrol.
Er du sikker?
Kan man ikke have lidt privatliv? Godt nok er vi naboer, men alligevel. Privatliv, ikke? Det er vel okay?
Det var heller ikke for at ...
Nemlig. Du har forstået det. Så snakker vi ikke mere om det. Vi ses til tennis?
Øh ... ja.
Flemming lagde på. Ludvig stod med telefonen i hånden og stirrede på displayet. Han opdagede, at han rystede på hånden. Han gik lidt frem og tilbage på gulvet for at samle sig. Det havde været akkurat så pinligt, som han havde frygtet. Han kiggede ud. Det var ved at blive mørkt. Drengen var væk. Gitte fik tæv inde ved siden af. Natalie var ikke dukket op eller havde givet livstegn fra sig. Han kunne ikke overskue mere lige nu. Han gik hen til barskabet og skænkede sig en stor cognac og tømte den i et langt drag. Det sved i halsen, men hjalp ikke på forvirringen. Han satte sig i en læne stol og lod sig falde tilbage i sædet. Blundede. Forsvandt.