Ambulance

Han fór sammen ved lyden af fodtrin på trapperne. Det var blevet mørkt udenfor. Rudernes sorte spejle stirrede på ham. Han tumlede ud i entreen og så gennem dørspionen de orangeklædte mænd fra ambulancetjenesten bakse en båre med Gitte ned ad trapperne. Han åbnede døren og fulgte hende med blikket, da de passerede ham. Hun havde blod over ansigtet og var kun halvt ved bevidsthed. Vuggede livløst i remmene, der holdt hende fast på båren. Det forekom ham, at hun forsøgte at sige noget til ham. Flemming fulgte med bag båren. Ludvig fangede hans blik, inden de forsvandt ned ad trappen. 

   Hun faldt på gulvet i badeværelset, sagde Flemming på vejen og så lidende ud. Ludvig stirrede på hans ryg. Da de var væk, gik han ind i sit arbejdsværelse og fulgte ambulancens blå blink gennem vinduet, da den i høj fart kørte væk. Han følte, det var hans skyld. Han havde ikke grebet ind. Måske var det sket, fordi hun havde været inde hos ham, og Flemming havde opdaget det? Han skulle have hjulpet hende og ikke bare sendt hende tilbage i favnen på Flemming. 

   Da han ikke kunne se det blå lys fra ambulancen mere, gik han tilbage til stuen og tog en cognac til. Bagefter gik han ud i køkkenet og så på de tegninger, drengen havde lavet. Den skaldede mand med de to snerrende hunde gav ham kuldegysninger. Men han vidste ikke, hvad han skulle stille op med tegningerne. De indikerede en forbindelse mellem Natalies forsvinden, drengen, Grossman og nogle ukendte lokaliteter. Men han kunne ikke vide, hvor det var. Eller om Natalie befandt sig de pågældende steder. 

   Han måtte have fat i Zukav. Måske kunne han få noget ud af tegningerne? Han havde aldrig fået hans telefonnummer. Kun en mailadresse. Han fandt papirlappen frem fra lommen. Zukav@gmail.com, stod der. Han prøvede at ringe til Station 1. Men den vagthavende dér havde aldrig hørt om en Zukav. Han var ikke en del af korpset. Måske på en anden station i byen? Ludvig opgav at komme videre, åbnede sin computer på arbejdsværelset og sendte i stedet en mail til Zukav og bad ham ringe ham op hurtigst muligt. Han havde muligvis nogle informationer, der kunne bruges i opklaringsarbejdet. Måske var der et link til Tyskland. Han scannede drengens tegninger og vedhæftede dem mailen til Zukav.

  Efter at have sendt mailen, kunne han ikke gøre andet end at vente. Han satte sin lid til, at Zukav, som var professionel og havde påtaget sig opgaven, ville kunne gøre noget ud fra de nye informationer. I mellemtiden ville han prøve at få sovet. Han følte sig udmattet. Det havde været en lang dag. Han vaklede ind i seng og lagde sig med al tøjet på. Faldt i søvn. Det var som at styrte ned i en afgrund.