Brinck, Leonard Brinck

Han vågnede ved, at der stod tre mænd i hvidt omkring hans seng. Det grå morgenlys sivede ind gennem vinduerne og gjorde ham akkurat i stand til at skelne deres alvorlige ansigtsudtryk. Den ene af mændene så ud, som om det var ham, der bestemte. Han havde en kanyle i den ene hånd. Klar til brug.

   Vi giver dig lige noget beroligende, sagde han og jog nålen ind i låret på Ludvig, før han kunne nå at reagere. En bølge af angst jog gennem ham, inden en dulmende ro fik ham til at smile ufrivilligt. De løftede ham op på en båre og spændte hans arme fast, så han ikke kunne bevæge sig. Han følte heller ingen trang til det. Hans krop var tung som bly mod båren. Han stirrede stift op i loftet, da de fragtede ham gennem lejligheden og videre ud på trappen og ned til den ventende bil. Det var en almindelig hvid varevogn uden særlige kendetegn. De skubbede ham ind og smækkede døren i. Der blev sort omkring ham. Bilen satte i gang.

   Var det en drøm, han befandt sig i? Kunne man overhovedet tænke på den måde, hvis det rent faktisk var en drøm? Var det ikke sådan, at en drøm netop føltes så virkelig, at man ikke stillede spørgsmålstegn ved det, der skete? Var hans tvivl netop ikke et signal om at dette var virkelighed? Den skinbarlige virkelighed. Det var ikke til at fatte. Han ville have bevæget sig, hvis ikke remmene sad så stramt og bedøvelsen truede med at slå ham ud. Han havde ingen fornemmelse for tid eller sted. Mørket omkring ham var kvælende. Hvad foregik der egentlig? Hvor kørte de ham hen? Hvem var de, mændene?

   

Måske havde han været væk et øjeblik? Han vidste ikke hvor længe. Vognen standsede og den uklare lyd af dæmpede stemmer trængte fra førerhuset gennem væggen. Der blev taget i døren og den gik op. Aftenens kølige og fugtige luft trængte ind til ham. Han kæmpede for at åbne øjnene, der syntes limet sammen. Gennem de smalle sprækker, han med stor anstrengelse fik fremtvunget, kunne han fornemme lyset fra en udendørslampe i nærheden af bilen. Båren blev trukket ud i det fri. Han kiggede op i den klare nattehimmel, hvor stjernernes tåger lyste fra evigheden. 

   De bar ham ind igennem en dør og videre ned ad en gang, efter at have anbragt båren på en seng med hjul. Der var helt stille i bygningen, da han bevægede sig af sted. Kun lyden af deres fodtrin mod linoleum og den snurrende lyd fra et af sengehjulene, der var i uorden, kunne høres. De sagde ikke noget til hinanden. Endeligt stoppede de og trillede ham ind på en stue. De parkerede ham ved den ene væg med lyset tændt i loftet og forlod ham. Det var altid noget, at de havde tændt lyset.  

   Han skulle kæmpe for at holde øjnene åbne. Uanset hvad de havde sprøjtet  i ham, var det effektivt. På en paradoksal måde var han overbevist om, at selvom det ikke var en ønskeposition, han befandt sig i, så måtte denne bortførelse kunne bringe ham tættere på svaret om Natalies forsvinden.

   Han lå længe og prøvede at fokusere på en plet i loftet. Der var helt stille i rummet. Der var ingen lyde, som trængte ind. Intet der kunne hjælpe ham med at finde ud af, hvor han befandt sig. Han håbede, der snart kom en afklaring. Bare en eller form for afklaring. Der blev taget i dørhåndtaget. Han kunne i periferien af sit synsfelt akkurat skimte overkanten af døren, der gled op, men var stadig ikke i stand til at dreje hovedet og se, hvem det var, som kom ind i rummet.

   Han kunne høre fodtrin, der slentrede hen mod ham og standsede op bag hans hovedgærde. Bronkierne på den person, der stod bag ham, peb svagt ved udåndingen. Personen rømmede sig. Det var en mand, vurderede han ud fra lyden.

   Nå, Ludvig Werge, sagde manden og rømmede sig igen.

   Ludvig ville sige noget, men hans svælg og tunge var som to stykker tørt træ, der gned mod hinanden. Der kom ikke en lyd frem. 

   Lad mig klare det med ordene, sagde manden bag ham. Han fortsatte: Mit navn er Brinck, Leonard Brinck. Jeg er kriminalkommissær i politiet. Du befinder dig i øjeblikket på en psykiatrisk forvaringsanstalt til afhøring. Vi har fået oplyst, at du har voldtaget og tævet din kvindelige nabo. Anklagen er indgivet af hendes mand. Retsmedicineren har afsluttet sine undersøgelser, og der er spor af sæd i kvinden, som angiveligt ikke stammer fra hendes mand, hvilket understøtter, at der har fundet en forbrydelse sted. Kvinden har ikke selv kunnet afgive forklaring, dertil er hun for svækket. Vi vil tage et udskrab fra din mundhule og køre en dna-test for at se, om det er din sæd, der er fundet i kvinden og på hendes hud. 

   Ludvig kæmpede for at producere noget spyt, så han kunne sige noget, men det lykkedes ikke. Det blev kun til nogle knirkende lyde i struben. Han hostede tørt.

   Du er anholdt og alt, hvad du siger kan blive brugt imod dig i en retssal.

   Døren gik op og en ny person kom ind.

   Nu kommer lægen, sagde manden, der kaldte sig Leonard Brinck. Ludvig åndede tungt. Han var stadig omtåget af bedøvelsen. Lægen kom ind i hans synsfelt. Det var en 35-årig kvinde med kort lyst hår. Ingen makeup. Uren hud. Hun greb fat i hans kæbe og tvang den op med en professionel bevægelse, stak en plasticpind ind mod indersiden af kinden og skrabede med en fast hånd hen over vævet. Herefter tog hun pinden ud igen, stak den i en gennemsigtig beholder og skruede låget fast. Hun nikkede til kriminalkommissæren og gik ud igen.

   Det var så det tekniske, sagde Leonard og peb med lungerne. Nu skal vi blot afvente prøven. Han stod stadig bag Ludvig. Det var irriterende ikke at kunne se ham. Ludvig prøvede at bevæge hovedet, men det var fastlåst af remmene.

   Leonard bevægede sig med små skridt hen på siden af Ludvig og kom ind i hans synsfelt. Han var en tæt mand med dobbelthager og et par mørke øjne bag tykke briller i et kraftigt mørkt stel. Han bar en musegrå frakke, et dyrt jakkesæt og hvid skjorte med sort slips. Hans kranium var usædvanligt lille og en spids næse gav ham en vis lighed med en fugl. 

    Du behøver strengt taget ikke at være bundet fast mere, sagde Leonard venligt og begyndte at løsne de remme, der holdt Ludvig fast. Ludvig kunne mærke, hvordan presset på ham lettede. Lige så snart han følte, han var i stand til det, stemte han sig op på albuerne og vendte sig mod politikommissæren.

   Det kostede ham store anstrengelser at rette blikket mod Leonard. Alting virkede sløret. Det sortnede for hans blik. Han skulle bruge alle sine kræfter for at holde sig ved bevidsthed. Det var som om alle erindringer og tanker, han havde haft gennem et helt liv, blev afspillet på én gang inden i hovedet på ham. Som et tordnende flimmer af billeder og lyd. Han følte, han kunne brænde sammen hvert øjeblik, det skulle være. Han åndede tungt ind. Gispede efter vejret. 

   Spar på kræfterne hr. Werge, sagde Leonard og skubbede med en let hånd Ludvig tilbage på madrassen. Han faldt tilbage i liggende stilling med et suk. 

   I har ingen ret til at spærre mig inde her, mumlede Ludvig. Spyttet var vendt tilbage i munden. Han kunne endelig sige noget.

   Ret? Helt ærligt hr. Werge, sagde Leonard.

   Du er anholdt for voldtægt og grov vold, hvilke rettigheder tror du egentlig, du har? Jeg har 24 timer inden et grundlovsforhør til at gøre alt for at rejse tilstrækkelig bevis for, at du skal ind og sidde i mange år. Du har ingen rettigheder udover retten til at få en advokat til at forsvare dig over for en dommer.

   Ludvig følte en voldsom sorg strømme ind over sig. Det var himmelråbende uretfærdigt. Han havde ikke gjort noget ulovligt. Hvordan kunne de overhovedet anklage ham for den slags? Hvorfor havde Flemming indgivet den anklage. Det var jo løgn. Han havde selv banket hende. Han havde set det hele gennem dørspionen.

   Nu vil jeg gå ned og få mig en god kop kaffe, sagde Leonard. Han fortsatte: Så kan du ligge her og tænke lidt over, hvad du vil sige til dit forsvar. Og til din orientering. Det kan ikke betale sig at prøve at flygte. Vinduerne er pansrede, døren er låst udefra og kan ikke brydes op. 

   Leonard forlod rummet og lukkede døren bag sig. Et tydeligt klik fra låsen afslørede, at den blev låst udefra. Ludvig kæmpede sig på ny op på den ene skulder og forsøgte at få benene ud over sengekanten. Det lykkedes, men han kunne ikke nå gulvet uden at lade sig glide ud over kanten. Forsigtigt lempede han sig sidelæns på madrassen, indtil han nåede et punkt, hvor hans vægt af sig selv trak ham ud. Han landede ukoordineret på gulvet og måtte konstatere, at hans ben ikke kunne bære ham. Uden at han kunne forhindre det, faldt han sammen som en kludedukke på gulvet og trak i faldet lagnet af sengen i et forsøg på at hold fast i et eller andet. Han slog sig hårdt på albuen og hoften, men bedøvelsen gjorde smerten udholdelig. 

   Da han lå på gulvet og åndede tungt, fortrød han sit forsøg på at komme ud af sengen. Han bevægede sig en smule for at mærke, om noget skulle være brækket i faldet, men tilsyneladende var der ikke sket noget alvorligt. Med alle sine kræfter lykkedes det ham at rulle om på maven. Han begyndte at slange sig hen til døren. Han havde en forestilling om, at han, hvis han bevægede sig, så ville han måske slippe ud af bedøvelsen tidligere end beregnet. Langsomt fik han trukket sig frem over linoleumsgulvet. Han så dobbelt og måtte hvile hovedet på gulvet et øjeblik for at få styr på blikket. Han lukkede øjnene. Kæmpede for at åbne dem igen. Det gik ikke. Han forsvandt ind i bedøvelsens mørke.