Det åbne afsnit
Han kom til sig selv ved, at nogen trak ham over gulvet og med brutale greb i hans lemmer hev ham op på sengen og spændte ham fast. Han vred sig desperat i nogle sekunder blot for at konstatere, at han ikke kunne røre sig mere end et par centimeter. To unge mænd i hvidt tøj så surt på ham, som om han var et undsluppet dyr, de med besvær havde indfanget og tøjret. De forlod rummet uden at mæle et ord.
Han lå igen alene.
Det var ved at blive lyst udenfor. Fuglene sang. En solsort prøvede at overdøve en musvit. Lydene trængte ind gennem en ventilationsrist ved siden af vinduet. Solens stråler sneg sig akkurat over horisonten og farvede undersiden af skydækket over bygningen purpurrødt. Det lignede en ujævn plade af guld, der langsomt gled ind over landskabet, der bestod af spredte træer og marker, som endte i et skovbryn et stykke væk. Landskabets mørke silhuetter så ud som teaterkulisser. Lyset der reflekteredes fra skyerne faldt ind gennem panserglasset på sengen, hvor han lå og badede ham i et diffust glødende skær. Han kunne mærke, at han havde fået sine kræfter igen. Men remmene var stramme. Alt for stramme. Han kiggede ned over remmene, der holdt ham fanget. Hans hænder var fastlåste. Han kunne ikke se, hvordan han skulle kunne befri sig selv.
Døren gik op, og Leonard kom ind. Han så ud som om, han havde sovet i en lænestol. Håret var uglet, og han havde mørke rande under øjnene. Han holdt en kop kaffe i den ene hånd. I den anden havde han et stykke papir, som han viftede tilfreds med.
Ludvig, du kommer til at opholde dig lang tid bag tremmer.
Ludvig drejede hovedet så meget, det kunne lade sig gøre.
Hvad mener du?
Jeg har her resultatet af DNA-testen. Der er ingen tvivl om, at det er din sperm, som er efterladt i den hårdt kvæstede kvinde. Det er en ren tilståelsessag.
Hør engang. Det er rigtigt, at jeg har haft sex med kvinden, med Gitte, min nabo. Det var et uheld. Det var slet ikke meningen.
Det var ikke meningen, at du skulle have sex eller slet ikke meningen, at du ville slå hende i hovedet og brække hendes ribben?
Ingen af delene.
Så du har altså ikke slået hende?
Nej, selvfølgelig ikke. Det er hendes mand. Flemming slår hende.
Det er ham, der har anmeldt dig.
Kan du ikke se det? Han er jaloux.
Mig bekendt har der aldrig været noget fremme om, at han skulle slå hende. Til gengæld er jeg er sikker på, at du er typen, der kunne finde på den slags.
Hvad? Ludvig rykkede sig desperat i remmene.
Leonard gik ned i fodenden af sengen, så de kunne have øjenkontakt. Han smilede listigt og blottede en række små gule tænder med mellemrum.
Ja, en intellektuel type, der bor alene.
Alene! Jeg bor da ikke alene.
Leonardo overhørte Ludvigs protester og fortsatte: Under den hæmmede overflade gemmer sig uerkendte aggressioner mod kvindekønnet. Måske på baggrund af et dårligt forhold til sin egen mor. Måske efter et svigt fra en tidligere kæreste. Kender ingen mennesker ud over sine kollegaer, som han kun har et overfladisk forhold til. Lever isoleret. Fristes af naboens smukke kone med de store bryster. Prøver at komme i lag med hende, en dag hun går forbi hans lejlighed. Hun gør modstand og han gennemtvinger et samleje. Undervejs vil hun flygte, han bliver desperat og slår hende ned. Slæber hende ind i hendes lejlighed og prøver at få hende til at lade være med at sladre mod at love hende flere bank. Efterlader kvinden halvt bevidstløs og håber, hun ikke siger det til nogen. Hendes mand kommer hjem, og hun fortæller naturligvis det hele. Han anmelder det til politiet. Ja, resten kender du jo.
Det er jo løgn. Det hele er løgn. Jeg er gift. Min kone er bare forsvundet.
Jeg ved virkelig ikke, hvad du taler om. Det må du drøfte med psykiateren. Hun skulle komme forbi om ikke så længe.
Leonard viftede igen med papiret og tog en lille slubrende tår af kaffen, han holdt i hånden og så svært tilfreds ud ved smagen.
Gid alle sager var lige så lette at opklare som den her, sagde han og slikkede sig om munden. Han puttede papiret i lommen og gik med langsomme skridt ud ad døren, mens han nynnede en lille børnesang. Jeg gik mig over sø og land. Ludvig skreg sin desperation ud i rummet, da Leonard lukkede døren bag sig. Det gjorde ondt i halsen at skrige. Han fik tårer i øjnene.
Han lå længe og stirrede ud over markerne og så solen bevæge op på himlen. Det kunne kun være et spørgsmål om tid, før man fandt ud af, at det hele var en misforståelse. At han intet galt havde gjort, og at Natalie havde været udsat for en forbrydelse. Myndighederne var jo ikke dumme. De havde ingen interesse i at fastholde falske anklager mod lovlydige borgere. Det gav ingen mening. Det var kun en spørgsmål om at komme til at tale med den rette person, som var i stand til at sætte sig ind i tingenes tilstand. I sidste ende ville fornuften sejre. Sådan var det altid. Ludvig vidste som historiker, at der altid havde fundet vanvittige ting sted, men det havde også altid været fornuften, der havde sejret til sidst.
Tingene blev aldrig ved med at være vanvittige. Slet ikke i et land som Danmark, hvor domstolen var fri og uafhængig, og politiet var kendt for at være neutrale og effektive. Det kunne kun være et spørgsmål om tid. Landskabet uden for skiftede farve fra morgengyldent til daggrønt, mens himlen blev lysende blå og skyggerne gradvist kortere. Tanken om Natalie gav ham tårer i øjnene. Han kunne ikke bære at tænke på, at hun befandt sig et ukendt sted, fanget. Præcis som han. Hjælpeløs og uden at vide, hvad der var sket. Et øjeblik fortrød han deres ønske om at få et barn.
Det hele måtte have noget med det at gøre, uden at han kunne sige præcis hvordan. Hvis de bare havde valgt at leve videre med deres tosomhedslykke, var alt det her vel ikke sket? De havde kunnet sidde på terrassen i aften, drukket en god rødvin og filosoferet over livet, inden de dyrkede sex og så en sen film på tv. Det havde været så enkelt. Hvorfor havde de ikke stillet sig tilfredse? Hvis han havde været religiøs, havde han måske set det som en straf fra Gud, fordi de havde været for grådige. Grådige efter mere lykke. De havde overtrådt en af de syv dødssynder.
Men han troede selvfølgelig ikke på den slags. Manuskriptet til hans liv blev ikke koordineret fra et centralt sted. Han skrev det selv. Eller rettere skrev sig selv ind i den store historie, han var født ind i. Nu havde han desværre rodet sig ud i noget, han ikke kunne overskue. Han var gået uden for drejebogen og andre kræfter havde taget over. Det gjaldt om at komme tilbage på det rette spor. Tilbage til et liv, der var til at overskue og forstå. Det liv han havde kontrollen over.
Han skulle genvinde kontrollen.
Tanken gav ham fornyet optimisme. Han rykkede sig i remmene. De sad lige stramt. Han tog sig selv i at skrige igen og rykke i remmene. De overvågede sikkert rummet. Hvis han opførte sig desperat, ville de blive bekræftet i, at han var psykisk ustabil. Han måtte for alt i verden fremstå normal, så de ville lytte til ham.
På et tidspunkt kom en sygeplejerske ind med et måltid mad, som skulle indtages gennem et sugerør. For sikkerhedens skyld, forklarede den unge kvinde og smilede. Ludvig var lige ved at bryde ud i tårer over det smil. Han sugede begærligt den blendede væske op. Det smagte som lasagne.
Hun var sød, kunne hun ikke løsne remmene? Han kunne næsten ikke få vejret, prøvede han. Hun rystede beklagende på hovedet. Desværre. Han var bundet for sin egen sikkerheds skyld og af hensyn til personalet. Overlægen skulle først tale med ham, inden han kunne blive flyttet over i det åbne afsnit. Der behøvede han ikke være spændt fast. Han spyttede sugerøret ud.
Hvad taler du om. Det åbne afsnit? Jeg skal hjem. Jeg har ting, jeg skal ordne.
Hr. Werge, hør lige. Jeg har ikke noget at gøre med den side af sagen. Jeg serverer bare maden og giver medicin.
Medicin? Har jeg fået medicin?
Bare lidt i maden. Så De falder til ro.
Jamen, jeg er jo helt rolig.
Det er jo ikke til at vide, om det bare er skuespil.
Skuespil? Hvad mener du?
De må vente til overlægen kommer. De er klassificeret som yderst farlig. Vi kan ikke tage chancer, vel Hr. Werge?
Ludvig spruttede og vred sig inden for de få centimeter, som remmene tillod. Sygeplejersken smilede venligt til ham.
Jeg kan se, De har spist færdigt. Nu går jeg.
Han besindede sig og holdt op med at spjætte. Det var vigtigt, at han virkede normal.
Nej, bliv her. Jeg kan ikke holde ud at være alene.
Jeg har andre, jeg skal se til. Desuden er det her ikke et hospital. Det er en forvaring. Vi skal ikke tage os af de indsatte. Vi skal bare sørge for, at de får hvad de har brug for.
Jeg skal tisse.
Mener De det?
Hun kom hen til ham. Inden han kunne nå fatte, hvad der skete, havde hun ved at gribe fat i en mekaniske anordning vippet sengen op på højkant. Han hang nu lodret i remmene ansigt til ansigt med hendes unge ansigt. Han kunne se dunene på hendes overlæbe. Hun fandt en plastikbeholder i et skab på væggen, åbnede gylpen i han bukser med en kyndig bevægelse, trak hans lem frem og skubbede plastik beholderen op omkring det. Det føltes koldt.
Tis.
Jeg kan ikke, når nogen kigger på, mumlede han.
Jeg kigger væk.
Hun vendte ryggen til, mens hun med den ene hånd holdt beholderen fast foran hans lem. Han lukkede øjnene og tænkte på en brusende flod. Det var et trick han havde lært som barn, når han skulle tisse af inden sengetid og hans mor ventede utålmodigt på den anden side af døren. Det tog nogle lange sekunder før en lille spinkel stråle begyndte at strømme. Han pressede på og endelig flød det frit. Det føltes underligt intimt at stå og tisse foran en fremmed kvinde. Da han var færdig kiggede hun på ham, fjernede beholderen og tørrede ham hårdt med et stykke serviet. Derpå lempede hun hans lem tilbage i underbukserne og lukkede bukserne. Med en rask bevægelse tippede sengen tilbage i vandret position. Hun forlod rummet uden at sige noget.
Der gik nogle minutter, måske et kvarter. Ludvig havde ingen fornemmelse af tiden. Han døsede. Medicinen var begyndt at virke.
Efter et stykke tid, der lige så godt kunne have været et par timer som et kvarter, gled døren op. En ældre kvinde kom ind. Hun var klædt i sort sweater og lange bukser i en støvet mørkeblå nuance. Slacks hedder den slags vistnok, tænkte Ludvig. Bukser til ældre damer. Hun havde kort gråt hår og bar et par designerlæsebriller i en snor om halsen. Hun lignede formanden for den lokale litteraturklub i en by i provinsen. Dannet, kultiveret og venlig.
Det må være overlægen, konkluderede Ludvig lettet. Psykiateren der skulle hjælpe ham ud af miseren. Ludvig forsøgte at smile imødekommende fra sin fastspændte position.
Hun gik hen over gulvet i bløde rågummisåler. Kom hen til ham og begyndte at løsne remmene, der fastholdt ham på madrassen med hurtige fingre.
Sæt dig op, Ludvig. Vi skal have en snak.
Stemmen var myndig, men venlig. Han sukkede. Der ville heldigvis snart være en ende på alle problemerne.
Han kom med besvær op at sidde. Han skulle bruge begge arme for at holde balancen. Medicinen sløvede ham, men han kunne lige akkurat sidde i opret stilling på sengen. Kvinden trak en stol hen til ham og satte sig med rank ryg og kiggede direkte på ham med et lille forstående smil, der trak fine rynker op om hendes læber.
Jeg hedder Karen Harrison, sagde hun og gav ham hånden. Han tog den og sagde, han hed Ludvig Werge, men det vidste hun jo allerede. Hun nikkede og smilede.
Det er jo en alvorlig sag, du er anklaget i, sagde hun og så afmålt på ham. Ludvig nikkede.
Ja, hvis det var sandt. Men det er det ikke. Det hele bygger på en misforståelse. Eller det der er værre: En konspiration.
Karen Harrison lyttede og nikkede. Hun gjorde et par notater på en lille blok hun havde haft i hånden, da hun kom ind i rummet.
Konspiration?
Ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Efter at Natalie forsvandt er der sket en række besynderlige ting, som kunne tyde på, at der er nogen, der vil lukke munden på mig. Nogen vil have sat mig ud af spillet.
Ud af spillet?
Ja, det kan man vel kalde det. Politiet har været uvillige til at finde hende for mig, og der foregår mærkelige ting hos en vis doktor Grossman, som er i ledtog med retsformanden, som jo var med til at beslutte, at vi skulle betale for barnet eller aflevere det.
Barnet?
Ja, vi ventede os. Altså, det viul sige Natalie ventede sig. Barnet var lavet på Grossmans klinik. Du ved skabt af vores DNA og sat op i hende. Men vi havde overset en passus i kontrakten. De ejer barnet. Det ville vi ikke finde os i. Det var det, som startede det hele. De bortførte Natalie, for at kunne kontrollere barnet. Det var noget med en microchip, som skulle sættes op i fosteret. Vi ville ikke være med til det.
Det var en lettelse endelig at have et menneske foran sig der lyttede og forstod.
Var det derfor du ... forgreb dig på din kvindelige nabo? Karen bed i pennen og så ham direkte ind i øjnene. Han sukkede og prøvede at forklare sig.
Det var en banal misforståelse. Hun var ulykkelig og lagde an på mig, da jeg ville hjælpe hende. Det løb af med mig. De seksuelle impulser løb af med mig, simpelthen. Jeg ville egentlig slet ikke. Sex er jo vildt overvurderet. Mens det står på, er det selvfølgelig meget rart. Lystcenteret bliver stimuleret, og hvad ved jeg. Det ved du jo alt om som læge. Men bagefter er det ligegyldigt, når det er et overfladisk forhold, som det mellem mig og Gitte. Vi kender jo dårligt hinanden. Det var en fejltagelse. Helt klart en fejltagelse. Men bagefter bankede han hende. Hendes mand slog hende ude på trappen. Jeg så det selv gennem dørspionen.
Hvorfor meldte du det ikke til politiet?
Jeg orkede ikke. Jeg havde så meget om ørerne. Natalie var forsvundet. De ville jo alligevel ikke høre om Natalie. Jeg orkede simpelthen ikke at tale med dem.
Hvordan er Natalie?
Hvordan er hun? Jamen, hvad skal jeg sige. Hun er fantastisk. Jeg elsker hende. Hun er smuk. Perfekt. Klog og så prøver hun at gøre verden til et bedre sted. Hun prøver at bruge sin viden inden for maritim biologi til at gøre verden til et bedre sted.
Hvordan et bedre sted?
Miljøet er overbelastet. Dyrene dør ud. Og vi optager alverdens kemikalier i vores kroppe fra fødekæden, som er fuldstændig forurenet. Og et sted som Ishavet, som vi opfatter som rent og uberørt, er fuldstændig pumpet op med forurening. Isbjørnene er nærmest selvlysende af kemi. Det er helt ubærligt at tænke på. Vi går rundt her og gør ikke noget. Det er det Natalie kæmpede mod. Hun gjorde virkelig noget. Indtil de tog hende.
Tog hende?
Jeg ved ikke, hvem det var. De kom om natten og bedøvede os og bortførte hende. Jeg ved ikke, om det har noget at gøre med hendes kamp for miljøet, eller om det har noget med Grossman at gøre. Jeg ved det ikke. Jeg har nogle spor. Og der er en betjent, som har lovet at hjælpe mig helt privat.
Karen Harrison nikkede og bed igen forsigtigt i blyanten. Ludvig stirrede på hende. Var det ikke snart på tide, at hun slap ham ud og lod ham gå? Det var indlysende, at der var sket en fejltagelse.
Ludvig ... det jeg hører dig sige, tyder på, at du ikke er helt rask.
Forstående empatiske øjne. Han trak vejret dybt ind.
Hvad mener du med, ikke helt rask?
Du har tilsyneladende nogle vrangforestillinger, som vi bliver nødt til at se på. Og vi bliver også nødt til at give dig en behandling for dem, før du kan komme ud herfra.
Hun grundede. Han ville protestere, men hun stoppede ham med en let håndbevægelse. Det var ren magi. Han sank dybere ned i sædet.
Det overraskede ham, at hun havde den magt over ham. Hånden lagde sig igen roligt til rette på hendes ene lår.
Med hensyn til anklagerne om overgreb, må jeg overlade det til anklagemyndigheden at føre beviserne. Men de kaster naturligvis et særligt lys over dine andre oplysninger. Min rapport bliver kun en del af bevisgrundlaget. Dna-prøverne og vidnerne bliver det, der afgør, om du skal have en decideret behandlingsdom. Under alle omstændigheder kan jeg ikke anbefale en udskrivning herfra på det nuværende grundlag.
Hvad? Hvad er det du siger. At jeg er skizofren eller psykotisk?
Det er det, vi skal finde ud af og i hvilken grad. Der kommer til at gå noget tid. Du vil bliver overført til det åbne afsnit, som du deler med elleve andre patienter. Jeg har en gruppe, du vil passe godt ind i. Og så vil jeg tale med dig dagligt og se, hvordan din tilstand udvikler sig. Det kan være stressbetinget og aftage med tiden. Måske kan vi også være heldige, at medicinen virker hurtigt.
Ludvig prøvede at komme på benene, men de eksede under ham. Han greb ud efter sengekanten og formåede akkurat at genvinde balancen ved at holde fast i en af de remme, der var beregnet til fastspænding. Han mærkede Karen Harrisons lette hånd på sin arm.
Det er bedst, hvis du bliver i sengen, Ludvig.
Hendes stemme var blid og beroligende. Næsten kærlig.
Hans krop sitrede. Hun havde ret. Han ville ikke kunne gå hen over gulvet i den tilstand, han befandt sig i. Lige nu havde han ikke noget valg. Han lod sig falde tilbage i siddende stilling på sengen. Det susede for hans ører. Karen Harrison befandt sig et tåget sted i periferien af hans synsfelt. Han blev siddende, mens hun forlod lokalet. Han var igen alene.
Hvad mente hun med vrangforestillinger? Hvad mente hun? Han havde fortalt sandheden. Det kunne vel ikke være så svært at bevise, hvad der var sandt eller falsk? Han lagde sig ned. Han bemærkede pludselig, hvor hård og ubekvem madrassen var. Eller også var det hans krop, der værkede trods medicinen. Situationen var værre, end han havde forestillet sig. Men det måtte være muligt at ringe til nogen, som kunne hjælpe. Han måtte ringe til Natalies forældre. Selvom hun ikke så dem, måtte de da kunne gøre rede for deres datter. Forklare at man ikke kunne få fat i hende. At hun var forsvundet. Og Zukav, som havde sat sig ind i sagen. Han burde da kunne støtte hans beskrivelse af situationen. Man havde lov til et opkald, hvis man blev anholdt. Leonard var fra politiet. Så var han jo anholdt.
Ludvig råbte: Luk mig ud. Jeg har ret til en telefonsamtale.
Stemmen virkede lille og spinkel i rummet, som tilsyneladende var foret med lyddæmpende materiale. Han råbte en gang til, men blev igen mødt af en stædig og tør tavshed. Det var umuligt at sige noget om, hvad der foregik på den anden side af væggene. Om han var helt alene eller om der var andre i hans situation. Landskabet, som han havde udsigt til gennem panserruden, var mennesketomt, som det havde været det hele dagen. Regnskyer var begyndt at trække sammen på himlen og dannede vredsorte, forvredne former, der sendte et tungt metallisk lys ind over landskabet. Græsset på markerne syntes mere violet end grønt og træerne i skellene stod som mørke ånder og svajede melankolsk i vinden.