Ivan med arret

De kom ind til ham senere på dagen, efter at regnen havde silet gråt over landskabet i flere timer. Medicinens virkning var aftaget. Han overvejede, om han skulle gøre modstand. Deres muskuløse overarme i de stramtsiddende hvide T-shirts fik ham til at miste modet. Det ville ikke nytte noget. 

   Han lod dem iføre ham spændetrøjen, som den ene af dem havde haft i hånden, da de trådte ind. De sørgede omhyggeligt for, at den sad helt stramt. Han fulgte efter dem gennem de hvide tyste gange som en hund i snor. De sagde ikke noget. Kom kun med små korte kommandoer, der nærmest var uartikulerede strubelyde, når han skulle stoppe op ved sikkerhedssluserne, som blev åbnet med nøgler og fingeraftryksidentifikation. Eller når de skulle dreje til højre eller venstre af gangenes mange forgreninger. 

   Efter 10 minutter kom de frem til det åbne afsnit, hvor Ludvig kunne konstatere, at der også var andre, der delte skæbne med ham. De stoppede op i en lille opholdsstue, der lå som en udvidelse af gangen med gulv til loft vinduer ud mod det åbne landskab. Helt sikkert panserglas, vurderede Ludvig. Udsigten lignede til forveksling den, han havde haft fra sin celle. Kuperede græsmarker med svajende træer i markskellene under en blytung himmel.

   Mændene i de hvide T-shirts frigjorde ham hurtigt fra spændetrøjen og gennede ham ned i en stol. Den ene af dem hentede en bakke med en portion suppe, et lille brød og et glas vand.

   Spis, sagde han tonløst.

   Så forsvandt de to mænd uden yderligere forklaring. Ludvig sad tilbage med en tvetydig følelse af at være fri og alligevel ikke fri. Han kiggede rundt. Ingen af de andre så ud til at tage særlig notits af ham. De var alle mænd. De yngste var måske lige fyldt atten. De ældste så ud til at være tæt på femogtreds. De var alle klædt i privat tøj, som dog for de flestes vedkommende var træningstøj af en eller anden art. Der befandt sig elleve mænd i den lille opholdstue. Nogle af dem spillede skak. En lille gruppe sad på gulvet og så en gammel Charlie Chaplin film i sorthvid på en skærm, der var fastgjort til væggen og beskyttet af et tyk lag fedtet plexiglas. Ludvig mente, at kunne genkende en scene fra ”Diktatoren”. Nogle sad bare og stirrede ud i luften med tomme blikke. En af mændene rejste sig fra sin plads ved tv-skærmen og kom hen til Ludvig. Det var en lang mager fyr med karseklippet hår. Han ville have set tilforladelig ud, næsten venlig, hvis det ikke havde været for en langt ar, der løb fra panden over næsen, videre ud over den ene kind og endte ved mundvigen og tilførte den ene side af hans ansigt et diabolsk udtryk, når han forsøgte at smile.

   Hvad har du gjort? spurte han.

   Ludvig sagde: Gjort? Mig? Ikke noget. Slet ikke noget. Det hele er en misforståelse.

   Det kender jeg godt. Det hele er en misforståelse. Manden nikkede og smilede. Han sagde: Jeg hedder Ivan. Og dit navn?

   Ludvig, sagde Ludvig. Han undrede sig over, at han ikke var bange for en type som Ivan. Hvis han havde mødt ham udenfor bygningen, ville han helt sikkert have bevæget sig over på det modsatte fortov. Men her var han nærmest et behagelig bekendtskab efter et døgn i ensomhed.

   Ludvig smagte på suppen. Den smagte af salt. Han var sulten og labbede den i sig, mens Ivan kiggede på. Ludvig spiste brødet til og sluttede med at tørre skålen af med den sidste bid.

   De laver god mad, sagde Ivan og slikkede sig om munden.

   Ja, det er ikke så ringe, svarede Ludvig. Han kiggede sig omkring.

   Er det her, man holder til? Han vidste ikke helt, hvad han mente med ”man”, men han følte ikke, han kunne sige ”vi”. Han kunne ikke forlige sig med tanken om, at han nu var en del af gruppen af patienter i afdelingen. 

   Han var stadig, trods den nedslående samtale med Karen Harrison, indstillet på, at han ville komme ud inden længe. Spørgsmålet var bare hvor lang tid, det ville tage. Og hvor lang tid han havde at løbe på. Han skulle jo finde Natalie. Og drengen-uden-ord skulle hjælpe ham. Han rettede blikket mod Ivan, der var faldet i staver og fulgte filmen på tv-skærmen med hængende underkæbe.

   Kan man slippe ud herfra? spurgte han med dæmpet stemme, selvom han ikke kunne se noget personale i nærheden. Det virkede, som om man fik lov til at passe sig selv. Ludvig var dog overbevist om, at der var overvågningskameraer placeret i området. Han lod blikket glide rundt langs lofter og vægge og fik hurtigt øje på de små indbyggede kameraer, der sad og bulede ud som sorte øjne med jævne mellemrum i loftet. Ivan lod i første omgang, som om han overhørte spørgsmålet, men svarede efter nogle sekunder uden at kigge på Ludvig. Han talte dæmpet. Næsten hviskende.

   Jeg har prøvet. Jeg slog en vagt ned og stjal hans nøgler. Det var forrige år. Problemet er, at du også skal tage deres tommelfinger med. Det var et være svineri. Jeg nåede udgangen. Helt ude ved parkeringspladsen. De kom efter mig. Stedet her ligger i det åbne landskab. De kan se flere kilometer i alle retninger, og du kan ikke løbe fra dem, når de kommer på en terrængående motorcykel. De har nogle lange stænger med en løkke i den ene ende. To mand, en fra hver side lister løkken om din hals. Du kan intet gøre. 

   Ludvig sukkede. Det var, som han allerede havde konstateret, et top sikret psykiatrisk fængsel, han var havnet i. Selv med den grundløse anklage om vold og voldtægt han stod over for, virkede det helt ude af proportioner. Han var ret sikker på, at de mænd, han sad inde med, havde langt værre forbrydelser på deres cv. Der måtte være nogen i systemet, som manipulerede med ham og trak i trådene. Retsformanden og doktor Grossman? Det var oplagt. Måske andre inden for politiet. Hvorfor havde Flemming anmeldt ham? Var han med i sammensværgelsen? Og Gitte? Havde hun lokket ham i en fælde? Var hun med i komplottet? Havde hun udnyttet ham seksuelt, så beviset pegede hen på ham? 

   De personer, som havde bortført Natalie var tydeligvis magtfulde personer. Om det så var Grossman og hans folk eller nogle helt andre fra atomindustrien, som ønskede at stoppe Natalies arbejde for et renere miljø, så havde de haft held med deres forehavende indtil videre. Ludvig kunne ud fra Ivans flugtberetning konkludere, at det ikke var nok at slippe ud af bygningen. Man skulle også have folk udefra, som kunne hjælpe med at komme væk fra området i en fart. En hurtig bil eller en terrængående motorcykel var afgørende. En flugtplan skulle altså inkludere adgang til vagternes motorcykler. Ludvig grundede. Hvis der ikke skete noget meget hurtigt, måtte han finde på noget. 

   Ivan rejste sig og gik tilbage til tv-skærmen. Ludvig blev siddende. For et par uger siden var alt perfekt. De ventede barn og glædede sig til det nye liv. Med ét slag blev alt forandret. Hun var forsvundet. Han var spærret inde. Det var ikke til at fatte, at virkeligheden kunne ændre sig med sådan en hast. Han kunne pludselig mærke, at de havde puttet noget i suppen. 

   Det føltes, som om han fik trukket et stykke gennemsigtigt vat ned over hovedet. Han kunne se, men han kunne ikke mærke sig selv eller omgivelserne. Han forsøgte at kæmpe imod følelsen, men den var stærk. Han ville holde hovedet koldt. Han måtte tænke klart, finde på noget. Men uden at han kunne stille noget op, sneg sløvheden sig ind over ham, og han blev tung og ligeglad. Og selvom han vidste, han burde kæmpe imod, orkede han det ikke. Han affandt sig med at være spærret inde. Han affandt sig med at nogle andre bestemte over ham. Og han affandt sig med, at han skulle dele rum med elleve sandsynligvis psykopatiske voldsforbrydere og mordere. 

   Han blev siddende ved bordet i mindst en time uden at bevæge sig. Ivan ofrede ham ikke mere opmærksomhed. Og ingen af de andre syntes at have nogen interesse i ham. Han kom ud af sin skal, da en plejer prikkede ham på skulderen. Ludvig drejede hovedet og anstrengte sig for at fokusere på den kvinde, der stod ved hans plads. Hun var klædt i en hvid dragt. Jakke og bukser. Ved bæltet hang en stav.

   Vil du være venlig at følge med, Ludvig?

   Han nikkede og kom på benene. Det var egentlig lettere, end han havde forestillet sig. Selvom hjernen var behageligt sløvet virkede det, som om kroppen ikke var tilsvarende bedøvet. Kvinden skubbede ham forsigtigt ned ad gangen.

   Du skal se, hvor du skal bo, Ludvig. Du kommer til at dele rum med Ivan. Ham har du jo allerede hilst på, ikke?

   Han mumlede: Ja, flink fyr.

   Hun sagde: Han er god nok, når man ikke generer ham.

   De kom hen til døren, der stod åben. Hun viste ham ind i værelset. Der var to senge adskilt af en halvvæg. Et vindue ved hovedgærdet på hver seng viste endnu et udsnit af det åbne landskab omkring institutionen. Grønne enge med svajende poppeltræer i skellene. Der gik en enlig hest og græssede et sted i det fjerne op mod skovbrynet.

   I benytter toiletterne på gangen, sagde kvinden og fortsatte: I kan komme og gå som I vil, men skal selvfølgelig overholde dagskemaet. 

   Hun pegede på væggen, hvor der hang et skema over ugens aktiviteter. Ludvig bemærkede, at hans navn allerede var skrevet ind. Om mindre end en time skulle han i terapien hos Karen Harrison. 

   Inde bag den vatindpakkede sløvhed følte han et øjeblik en gnist af desperation, der dog hurtigt slukkedes. Han følelser var holdt op med at styre hans opfattelse af situationen. Med sine tanker kunne han dog stadige huske, at han var spærret inde, forhindret i at lede efter sin elskede Natalie. Det var kun et spørgsmål om at slippe fri af sløvheden. Undgå at få mere medicin i kroppen, så han atter kunne tænke klart.

   Kvinden viste ham klædeskabet, hvor der hang noget brugt træningstøj i grønne nuancer.

   Hvis du skulle få behov for at klæde dig i noget mere behageligt, sagde hun.

   Han var stadig klædt i den skjorte og de jeans, han var faldet i søvn i, inden han blev hentet af mændene med ambulancen. Det var nusset og klæbrigt af sved. Tøjet trængte til at blive vasket. Han nikkede og begyndte at klæde om.    

   Kvinden iagttog ham, mens han iførte sig træningstøjet. Det var lidt for stort, men det gjorde ikke noget. De andre var heller ikke for kønne at se på.

   Når du har været i terapien hos Harrison, skal du i værkstedet. Du kan vælge stof eller træ.

   Øh ... træ , sagde Ludvig uden at vide, hvad det indebar.

   Fint, det er mig, der kører træværkstedet. Så ses vi.

   Kvindens ansigtsmuskler fortrak sig i en grimasse, der angiveligt var et smil. Ludvig så tomt på hende. Hun drejede rundt og forsvandt. Han blev stående og kiggede på skemaet med ugens aktiviteter. Hver dag havde sin egen farve. Hvad dag var det egentlig i dag? Det måtte være den grønne dag. Terapi hos Harrison stod der ud for feltet, der dækkede tidsrummet fra fjorten til femten. Det gav en ufrivillig form for ro at vide, hvad der skulle ske den næste uge. At vide at der var taget hånd om det hele. Fra time til time. 

   Men han måtte ikke glemme, at han havde en mission. Det gjaldt om at komme fri af medicinens påvirkning. Det gjaldt om at komme fri, så han kunne mærke sig selv. Så han kunne gøre noget. Gøre noget? Hvis han orkede. Det kunne selvfølgelig udsættes nogle dage. Indtil han havde fået slappet af og genvundet sine kræfter. Nyttede det overhovedet noget alligevel det hele? Natalie klarede måske situationen selv. Han behøvede måske slet ikke at foretage sig noget. Det var jo anmeldt til politiet. Han kunne bare slappe lidt af. 

   Slappe af. 

   Han havde også haft det hårdt, alt for hårdt i dag. Og i går. Og i dagene op til, at hun forsvandt. Måske var hun virkelig bare stukket af?

   Så kunne det også være lige meget. Han havde virkelig brug for at slappe af nu. Lægge sig ned og tage en lur. Han gik hen til sengen og lod sig falde på maven ned på madrassen. Madrassen var blød og tyngden af kroppen, der gav efter mod lagnet, var som en rus. Han lukkede øjnene. Gav slip. Det var rart at give slip. Fred. 

   Endelig fred.