Afdelingen for forsvundne

Ludvig lukkede telefonen og trådte ud på parkeringspladsen. Bilen holdt på sin faste plads. Hun plejede at tage bilen til instituttet. Hun var ikke gået på arbejde, kunne han konkludere. Hans nabo var ved at stige ind i sin bil, en helt ny BMW, der holdt ved siden af hans og Natalies Citroën. Naboen så op og fik øje på Ludvig.
   Godmorgen.
   Godmorgen, Flemming, svarede Ludvig og prøvede at undgå det granskende blik Flemming sendte ham. De var gode bekendte, en egentlig ven ville han ikke kalde ham, selvom de boede dør om dør og spillede tennis sammen hver lørdag formiddag og ind i mellem mødtes sammen med konerne til små hyggemiddage med eksotiske retter og udvalgte årgangsvine, hvor herrerne endte med at spille computerspil, mens damerne snakkede mad, fitness og børneopdragelse. Han havde ikke umiddelbart lyst til at involvere Flemming i det problem, han kæmpede med lige nu. Måske dukkede Natalie op igen inden længe. Det var for rodet at forklare, og der var jo heller ingen grund til at gøre andre nervøse, hvis det hele var ubegrundet.
   Er der noget galt? spurgte Flemming og lagde sit ansigt i spørgende folder. Flemming lignede en mand, der var revet ud af en annonce for herremode. Ikke et hår sad forkert i hans mørke frisure. Hans hud var velplejet og fri for urenheder. Han var et venlig menneske, men det kunne ind i mellem være svært at opfatte ham som en virkelig person, når han lignede noget, der var blevet skabt i et billedmanipulationsprogram på et reklamebureau.
   Ludvig rystede lidt for kraftigt på hovedet.
   Nej, nej, egentlig ikke. Jeg har bare travlt, jeg skal på arbejde.
   Går det godt med eleverne i 3.g? Var der ikke noget med, at du ville prøve at få dem til at forstå baggrunden for det moderne menneske og dets identitet som individ. Ludvig orkede ikke at svare, men var alligevel imponeret over, at Flemming kunne huske, hvad de havde talt om for to måneder siden. Flemming så spørgende på ham. Han var gået væk fra sin bil og var åbenbart indstillet på at snakke. For at slippe fri for Flemming nikkede Ludvig kort og fiskede sin mobil frem og så på uret.

Jeg bliver simpelthen nødt til at løbe, sagde han efter et øjebliks kunstpause og smilede mekanisk. Flemming stoppede, lige før en ny sætning kom ud mellem hans læber. I stedet smilede han afværgende.

   Jeg har egentlig også travlt, sagde han og gik tilbage til sin bil. Ludvig vinkede og gik med lange skridt videre ned langs rækken af parkerede biler, mens Flemming satte sig ind bag rattet og kørte væk. Ludvig besluttede at gå ned langs kajen, selvom det ville forsinke ham en smule. Måske gik hun en tur dernede? 

   Der var mennesketomt på granitpromenaden. En mild forårsbrise fejede hen over vandet og krusningerne flyttede sig med en nervøs flakken hid og did på det stålblå vandspejl. Langt borte tudede et skib. Sikkert en krydstogtfærge med japanere, der lagde til i København for at fotografere den lille havfrue. 

   Ludvig gik hurtigt ned mod busstoppestedet og passerede den lille plads med legeredskaber i udhugget granit. Det så dekorativt ud, men han havde aldrig set et barn lege dér. Det havde heller ikke været arkitektens intention. Det skulle sende et signal om leg og kreativitet. Kun et signal, rigtige børn skulle det ikke have appel til. Det kunne jo forstyrre dem, der boede lige ud til pladsen. Man betaler ikke overpris for en liebhaverlejlighed ved havnen for at blive forstyrret af larmende unger. 

   Da de flyttede ind for fem år siden, havde de selv tænkt sådan. De ville ikke have deres liv fyldt med støjende børn. De havde nok i sig selv. Stedet passede dem perfekt. Men det havde ændret sig. Lige så stille og roligt var der opstået en fælles drøm om at få et barn eller to. 

   Måske skete det den dag, da Natalie så Flemming og Gittes unge for første gang for tre år siden. En lille fed baby, der strakte sig søvnigt og drak grådigt af Gittes velproportionerede bryst ved spisebordet, da de blev inviteret ind til det første nabotræf. Natalie havde selvfølgelig set babyer før, men nu var det som om, der gik noget op for hende. Hun ville selv være mor.

   Hun havde kigget op fra den lille pige, som hun sad og dikkede og mødt Ludvigs blik med et udtryk, som han ikke kunne tage fejl af. Han var blevet lidt skræmt. Havde de ikke en overenskomst? Men samtidig blev han dybt berørt af den ømhed og lykke, der strålede fra hende. Det betød virkelig noget for hende at få et barn, kunne han læse i hendes blik. Hun behøvede ikke at sige noget. Det var sat i gang. Hun holdt ved en stiltiende aftale op med at tage p-piller. Det var først, da der var gået et år, de begyndte at tale om, at der kunne være noget, der ikke fungerede, som det skulle.

   

Bussen stoppede samtidig med, at han nåede hen til vejen. Han steg ind og satte sig. Han overvejede, om han skulle ringe til politiet. Var det mon for tidligt? Hun havde reelt kun været savnet en times tid. Det var jo ingenting. Han kunne alligevel ikke lade være med at finde mobilen frem. Han søgte på Nettet og fandt nummeret til Københavns politi. Han vidste, det ikke var rationelt, men ringede alligevel op. Han måtte gøre et eller andet. Han kunne ikke bare gå på arbejde uden at gøre noget. Telefonen ringede et par gange, før der blev svaret. 

   Det er vagthavende, Københavns Politi, lød det i røret.

   Det var en kvinde. Hun havde en mørk, lidt grov stemme. Som om han var til ulejlighed. Ludvig tog sig sammen. Trak vejret dybt.

   Det drejer sig om min kone.

   Er hun forsvundet?

   Ja?

   Jeg stiller om.

   Der kom et stykke musik i røret. Noget klassisk, som mindede om en blanding mellem Mozart og Beethoven. Hvad det sikkert også var. Han ventede længe, mens bussen sneglede sig gennem morgentrafikken mod Hovedbanen.

   Ja? lød det i røret. Denne gang var det en mand, der talte. Ludvig sank sit spyt og præsenterede sig.

   Det er min kone. Hun er forsvundet. Hun var ikke i sin seng her til morgen. Jeg ved ikke, hvor længe hun har været væk. Måske er der sket en ulykke?

   Det kan vi ikke konkludere, sagde manden i den anden ende. Der kan være sket så meget. Vi kan ikke tage affære før efter to døgn. Ring igen, hvis hun ikke er dukket op inden for de næste to døgn.

   Jamen, der kan jo være sket en ulykke?

   Hvis der er sket en ulykke, ligger hun på hospitalet, og du vil inden længe modtage en henvendelse. Hvis hun skulle være død, er det alligevel for sent at gøre noget. Hun vil dukke op før eller siden. Død eller levende. Sådan plejer det at gå, bortset fra i de sjældne tilfælde, hvor de ikke dukker op. Men det kan man først konkludere efter flere måneder eller år.

   Jamen ... Kan I slet ikke gøre noget?

   Vi foretager os ikke noget, før der er gået to døgn, og vi har mere klarhed over situationen. Det mest sandsynlige er vel, at hun er stukket af med en anden mand.

   Det er umuligt.

   Det siger de alle sammen. 

   Ludvig krympede sig indvendig.