<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_17">Terapi hos Harrison</h1> <div> <b>Han</b> slog øjnene op med den ubehagelige fornemmelse af, at nogen iagttog ham. Ivan stod ved halvvæggen og stirrede på ham med stikkende øjne. </div> <div> Ludvig var tør i munden men fik udstødt et: Hvad glor du på? </div> <div> Du skal ikke tage pillerne, de giver dig, sagde Ivan. Han vendte sig mod vinduet og kiggede adspredt ud på hesten, der var kommet tættere på i sin græsning. </div> <div> Hvordan undgår du det? </div> <div> Det gamle trick. Gem dem under tungen, men lad som om du spiser dem og opfør dig, som om du er påvirket af dem. </div> <div> De kan da ikke være så dumme? </div> <div> Jo, det er de faktisk. De orker ikke at rode rundt med fingrene inde i munden på alle for at tjekke det. De giver dig en kop vand og ser dig skylle den ned. Og hvis du ikke flipper ud, tror de, at det er på grund af pillerne. </div> <div> Hvad med det, jeg fik i suppen? </div> <div> Det er noget andet. Det gør de, når nye kommer ind. Men det duer ikke at give det i maden til hverdag. De kan ikke kontrollere dosis. Så det er i pilleform. Nemt at undgå. </div> <div> Gør alle det? </div> <div> Nej, man skal kunne styre sig uden medicinen. Ellers nytter det ikke noget. Så har de andre måder at få dig til at sluge på. </div> <div> Hvordan? </div> <div> Du ved vel, hvordan man tvangsfodrer gæs, ikke? Det minder om det. </div> <div> Ludvig gøs. I det samme stod en af de muskuløse mænd i døren. </div> <div> Du har tid hos Harrison, sagde han og så tvært på Ludvig. Ludvig kom op fra sengen med et suk. Manden i det hvide tøj var allerede på vej væk, ned ad gangen. Ludvig kom halsende efter ham. De gik gennem en sikkerhedssluse og gennem et område, der bar præg af, at det var et sted personalet opholdt sig. De passerede et par skriveborde, hvor nogler kvinder sad og skrev på computer. Endelig standsede de foran en dør, der stod på klem. </div> <div> Du skal ind her, sagde manden og stillede sig afventende med armene over kors. Ludvig skubbede døren op og trådte indenfor. Karen Harrison så op fra skrivebordet, der var anbragt i den ene side af lokalet. Hun smilede venligt og rejste sig. </div> <div> Kom ind og sid ned, Ludvig. </div> <div> Hun slog ud med hånden mod to bløde stole betrukket med lysegrønt betræk. Ludvig gik hen og satte sig, og Karen Harrison tog plads over for ham og rømmede sig. </div> <div> Hvordan har du det? </div> <div> Fint. </div> <div> Er du kommet på plads? </div> <div> Ja. </div> <div> Kan du lide at være her? </div> <div> Det var måske ikke det første hotel, jeg ville vælge, hvis jeg skulle på chartertur. </div> <div> Hun smilede. Han var glad for, at de var på bølgelængde. </div> <div> Du skal nok indstille dig på, at det bliver et længere ophold. </div> <div> Ludvig trak vejret dybt. Nu gjaldt det om at finde ud af, hvad grundlag det hele byggede på. Så han kunne sno sig uden om og forklare Karen Harrison, hvordan det hang sammen. Han var hverken skizofren eller psykotisk. </div> <div> Fortæl mig om dit og Natalies forhold, sagde Karen Harrison. Ludvig åndede lettet op. Måske var hun blevet klogere siden sidst? </div> <div> Vi mødtes for syv år siden, begyndte han og så hende ganske tydeligt for sit indre blik. Hendes blidhed, hendes skønhed. Hårlokken som hun med en hurtig håndbevægelse distræt fejede væk fra øjnene. </div> <div> Vi mødte hinanden hos nogle fælles venner, sagde Ludvig. Han fortsatte: Jeg tror, det var kærlighed ved første blik. Det var bare så rigtigt det, der gnistrede mellem os. Vi var på bølgelængde, som man siger. Tunet ind på samme station. </div> <div> Hun kunne lide U2 og gamle ABBA-hits. Hun elskede italiensk rødvin og lange traveture i naturen. Vi var begge en smule venstreorienterede, men ikke mere end at vi satte pris på vores gode jobs og de økonomiske privilegier, det gav os. Hun var meget aktiv i miljøpolitik. Dér var hun lidt foran mig. Men jeg støttede hende ét hundrede procent, det gjorde jeg. Jeg beundrede hende faktisk for det arbejde, hun udførte. Vi passede selvfølgelig sammen på et dybere plan end det. Det var noget kemisk. Vi havde fantastisk sex fra den første gang, vi gik i seng sammen. Hvis jeg var typen, der troede på noget med sjæle, ville jeg tro vores sjæle allerede kendte hinanden. Fra tidligere liv du ved, som nogen tror på. Ikke jeg, selvfølgelig, men følelsen kan jeg genkende. Vi kendte hinanden på forhånd. Det hele passede sammen. Det var et perfekt forhold. Ganske enkelt perfekt. </div> <div> Karen Harrison nikkede og noterede på sin blok. </div> <div> Flyttede I sammen med det samme? </div> <div> Ja, faktisk. Der gik tre uger, så stod hun i min lejlighed med alle sine ting. Hun havde forladt sin kæreste. På det tidspunkt boede jeg i en lejlighed på Østerbro. Det var en hyggelig gammel herskabslejlighed med stuk og buede vinduespartier. Fuld af charme. Jeg havde købt den for de penge, jeg arvede efter mine forældre, da de døde i en bilulykke. Jeg var det eneste barn, så jeg arvede huset og sommerhuset. Jeg solgte det hele for at købe lejligheden. </div> <div> Kort tid efter, at vi flyttede sammen, solgte jeg Østerbro-lejligheden. Vi købte lejligheden ved havnebassinet i fællesskab. Alt var den rene lykke. Det lyder så banalt. Men vi skændtes aldrig. Vi havde et godt sexliv. Vi kunne lide vores jobs. Hun havde sine gamle veninder, som hun så. Hendes forældre havde hun kappet forbindelsen til. Der var en eller anden konflikt, som hun aldrig rigtig fik forklaret mig, hvad gik ud på. Jeg så ind i mellem nogle gamle venner fra studietiden. Men det var ikke så ofte. Vi var vel egentlig mest for os selv. Naboerne, Gitte og Flemming var de første, vi så regelmæssigt sammen. Det var hyggeligt, men ikke noget, der gik dybt. Vi havde egentlig nok i os selv. </div> <div> I var meget alene? </div> <div> Ja, vi behøvede ikke andre. Og så var der jo også arbejdet. Dér fik vi tilfredsstillet behovet for yderligere social kontakt. Det var rigeligt. Vi nød vores liv i tosomheden. </div> <div> Så der var ikke nogen af dine venner, der nogensinde mødte Natalie? </div> <div> Nej, det tror jeg faktisk ikke. Det var ligesom to verdener. Det var ikke noget, der bare kunne forenes. </div> <div> Hvorfor ikke? </div> <div> Tjahh ... Jeg ved det ikke. Jeg havde en fornemmelse af, at hun ikke ville bryde sig om mine gamle venner. Og så havde jeg måske også en snert af jalousi. Jeg ville ikke have, at mine venner skulle føle sig tiltrukket af min kæreste. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg bange for at miste hende. Jeg følte, det var et mirakel, at hun ville være sammen med mig. Jeg frygtede, at andre kunne finde på at lægge an på hende og måske have held til at vriste hende fra mig. Så hellere undgå den situation. Holde dem adskilt fra hinanden. </div> <div> Så hun mødte aldrig dine venner? </div> <div> Nej, faktisk ikke. </div> <div> Karen Harrison grundede, mens hun noterede et eller andet på sin blok. Ludvig slappede af. Han havde fornemmelsen af, at Karen Harrison virkelig lyttede til ham. </div> <div> Han slap hende med blikket og lod øjnene hvile i den lille gårdhave, der lå udenfor. Kontoret vendte ind mod bygningens centrum. Og en stor atriumgård med grønne planter og områder med kampesten, efter japansk inspiration, inddelte dekorativt rummet, hvor gangstier ledte rundt mellem de forskellige afdelinger. Midt i det hele bugtede en kunstig bæk sig. En lille bro i kraftigt ædeltræ slog en elegant bue over bækken, der blev til en dam med et springvand efter at have passeret under broen. Der var ingen mennesker i atriumgården. </div> <div> Har du nogensinde besøgt Natalies arbejdsplads? </div> <div> Ludvig rettede igen blikket mod Karen Harrisons ansigt. </div> <div> Hendes arbejdsplads? Nej, egentlig ikke. Hun har heller ikke været på min. Det falder ikke naturligt, vel? Er du gift? </div> <div> Karen Harrison nikkede vagt og rømmede sig. </div> <div> Og har din mand været her? </div> <div> Nej, der har ikke været nogen anledning til ... </div> <div> Der kan du se. Man komme ikke på sine ægtefællers arbejdsplads. Med mindre der er en helt særlig grund til det. Det er adskilte verdener. Ikke sandt? </div> <div> Det kan det være. Det er korrekt. </div> <div> Ludvig smilede. Karen viste ingen reaktion på hans smil. Hun så på sit ur. </div> <div> Vi slutter her. Vi taler sammen igen i morgen på samme tid. Der er nogle forhold, jeg skal have undersøgt i mellemtiden, sagde Karen Harrison og lagde blokken på bordet. Hun rejste sig. Ludvig kom på benene. Han følte sig stadig bedøvet, men det var som om samtalen med Harrison havde bragt ham i kontakt med følelsen af Natalie igen. Han havde svært ved at forestille sig, at hun skulle være stukket af med en anden mand. </div> <div> Karen Harrison førte ham hen til døren, hvor manden i den hvide T-shirt ventede. Tavst blev Ludvig dirigeret tilbage til afsnittet. Han prøvede, mens de gik, at danne sig et overblik over stedets indretning, men opgav. Gangene forgrenede sig i det uendelige, og han fik hurtigt det indtryk, at det nærmest var umuligt at finde enden på gangene. </div> <div> Så snart de var inden for døren i hans afsnit, forlod plejeren ham med et tavst nik, og han var overladt til sig selv. Han gik langsomt videre ned mod sit værelse og passerede en telefon, der hang på væggen. Han havde observeret den tidligere, men havde også kunnet se, at den ikke havde noget tastatur. De indsatte kunne ikke ringe ud fra den, men kunne åbenbart godt modtage opkald på den, hvis nogen udefra blev stillet ind til telefonen. Et kamera i loftet overvågede telefonen. </div> <div> Da han var lige ud for telefonrøret ringede den. En kort hidsig elektronisk lyd, der mest af alt mindede om en togfløjte. Han stoppede op og så sig omkring. Der var ingen i nærheden af telefonen. En gruppe indsatte, der sad i en sofagruppe og spillede kort et stykke længere nede af gangen, syntes ikke at tage notits af ringelyden. Det var tydelig, at der ikke var nogen, som var indstillet på at besvare opkaldet. Telefonen ringede et par gange, inden Ludvig løftede røret af og tøvende sagde: Det er Ludvig Werge. </div> <div> Det var fan'me heldigt, lød det i den anden ende. </div> <div> Hvem er det? spurgte Ludvig. </div> <div> Det er Zukav. Jeg var ikke helt sikker på, at jeg kunne få fat i dig på den her måde. </div> <div> Zukav, er det dig? Hvordan fandt du mig her? </div> <div> Det er en længere historie. Men den korte er, at man med enkle midler kan hacke sig ind på overvågningskameraerne i bygningen. Jeg sidder og ser på dig i dette øjeblik. </div> <div> Ludvig vendte blikket forvirret mod det lille sorte kameraøje i loftet. </div> <div> Ja, hej med dig. Lige nu drejer det sig om, at vi får dig ud derfra. Det er Grossman, der trækker i trådene. Nanotech har midler og magt, som du ikke drømmer om. Og er der noget, som kan kontrollere mennesker, er det store summer af penge. Det virker altid. Jeg hader den slags. </div> <div> Hvad har du fundet ud af? spurgte Ludvig med hviskende stemme og skævede op og ned ad gangen for at se, om nogen holdt øje med ham. Der var ikke nogen vagter i nærheden, og de indsatte så ikke ud til at have nogen form for opmærksomhed rettet mod ham. Telefonen var selvfølgelig også beregnet til at tale i, så det var principielt helt i orden. </div> <div> Foreløbig har jeg fundet ud af, at du har ret i at sporet kan føre til Tyskland. Hun er blevet set ved Padborg i en sygetransport. En bekendt af mig arbejder dér. Han mente at kunne huske en mørkhåret kvinde i en sygetransport dagen efter bortførelsen. Jeg har en kontakt i Bremen, som måske kan være en hjælp. Jeg har sendt ham de tegninger, du sendte mig. </div> <div> Giver det nogen mening? </div> <div> Det vil han undersøge. </div> <div> Hvordan får du mig ud herfra? </div> <div> Det skal jeg lige regne ud. </div> <div> De siger, jeg er syg. Og jeg står anklaget for vold og voldtægt mod min nabo. Det er ret alvorligt. </div> <div> Jeg ved det. De har virkelig spundet nettet omkring dig. De er dygtige. </div> <div> Hvad kan jeg gøre herinde? </div> <div> Spil med på deres melodi. Giv dem hvad de vil have. Og hold øjnene åbne. Måske viser der sig en mulighed. Men bare tag det roligt, jeg skal nok finde på noget. </div> <div> Tak. </div> <div> Det er mit job. Jeg lægger på nu. De kan finde på at overhøre samtalerne. </div> <div> Zukavs stemme lød, som om den kom et sted langt væk fra telefonrøret. </div> <div> Så farvel da, sagde Ludvig og lagde røret på. Han stod et øjeblik og sundede sig. Samtalen med Zukav havde givet ham nyt mod. Med fornyet styrke i kroppen gik han ned mod sit værelse. Ivan kom ham i møde. </div> <div> Ivan sagde: Hvad så, mand. Fik hun skovlen under dig? </div> <div> Ludvig trak på skuldrene. Han vidste ikke, om han kunne stole på Ivan. Han kunne meget vel være spion for Harrison. Det var bedst ikke at betro sig til nogen. </div> <div> Hun er god nok, sagde han og gik ind og satte sig på sin seng. Ivan fulgte efter ham. Han søgte hele tiden Ludvigs blik med sine grå stikkende øjne. </div> <div> Husk nu, lad være med at spise medicinen, ikke? Så kan de ikke få dig. </div> <div> Ludvig trak på skuldrene. Rådet var godt nok, men der var ingen grund til at give anledning til at tro, at han var en rebel. Han måtte komme godt ud af det med Harrison, hvis han skulle gøre sig nogen forhåbninger. </div> <div> Ivan lagde en stor hånd på Ludvigs arm. Hans øjne fik en blank glans, der afslørede en form for bevægelse, der virkede ægte og noget usædvanlig for den store mand. </div> <div> Jeg har siddet her i femten år. Hver dag, når jeg vågner, håber jeg, at jeg får en chance for at slippe væk. De venter på mig derude. </div> <div> Hvem? </div> <div> Min familie. </div> <div> Hvorfor sidder du her egentlig? </div> <div> Jeg var nødt til at slå nogen ihjel. </div> <div> Nogen? </div> <div> Jeg skulle komme ud af huset, sagde politiet. Men jeg ville ikke lægge haglgeværet. De skulle ikke få lov at tage min familie. </div> <div> Den store mand dirrede, og tårerne begyndte at trille over hans ru kinder. De virkede ægte. Ludvig fortrød, at han havde mistænkt Ivan for at være spion. </div> <div> Jeg var nødt til at redde dem. </div> <div> Redde dem? </div> <div> Ja, fra politiet. </div> <div> Lykkedes det? </div> <div> Ja. </div> <div> Hvordan. </div> <div> Jeg skød dem. </div> <div> Hvordan kan de så vente derude? </div> <div> Deres sjæle venter på mig. </div> <div> Er du sikker på, at du ikke burde tage din medicin? </div> <div> Ivan kiggede uforstående på Ludvig. Det opstod et øjebliks tavshed mellem dem, hvor Ludvig overvejede, hvordan han skulle gøre sig gode venner med Ivan igen. Både hvis han var spion, og hvis han ikke var spion, var det en fordel at stå på god fod med den store mand. </div> <div> Vil du prøve at flygte? spurgte Ivan. Ludvig vidste ikke, hvad han skulle svare. </div> <div> Vil alle ikke det? </div> <div> Jo, men det er ikke alle, der gør noget ved det. Jeg har prøvet nogle gange. Jeg har visse erfaringer, ser du. Hvis man er to, kan man måske gennemføre det. </div> <div> Måske, sagde Ludvig og gik ind på værelset og satte sig på sengen. Ivan fulgte efter ham. </div> <div> De gemmer bilnøglerne i deres skabe. Personalet klæder om og har deres bilnøgler i skabene. Jeg ved det fra en, der skulle gøre rent i omklædningen sidste år. </div> <div> Og? </div> <div> Hvis man kan komme til skabene, kan man komme til bilnøglerne. Så er det ingen sag at slippe væk. </div> <div> Jeg regner med, at de lukker mig ud en af de nærmeste dage. Jeg fejler jo ikke noget, sagde Ludvig undvigende. Han havde ikke lyst til at melde ud til Ivan, før han var helt sikker på, hvor han stod. Desuden havde Harrison jo virket som om, hun forstod ham. Hun lignede ikke en, man købte for penge. </div> <div> Han rejste sig og kiggede ud af vinduet. Ivan sukkede bag hans ryg og gik over til sin egen side af rummet. </div> </body> </html>