<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_18">Besøgstid</h1> <div> <b>Ludvig</b> Werge? lød det fra døren. Ludvig vendte sig. Det var kvinden fra træværkstedet. </div> <div> Du har besøg. </div> <div> Hvem? </div> <div> Vil du have besøg nu? </div> <div> Er det Natalie? </div> <div> Håbet skød op i hjertet på ham. </div> <div> Nej, det er din nabo, Flemming. </div> <div> Ludvig fnyste. Det var Flemming, der havde anmeldt ham. Hvad ville han dog her? </div> <div> Vil du have besøg, eller hvad? spurgte kvinden utålmodigt. </div> <div> Ludvig var i vildrede. Men besluttede sig for at holde hovedet koldt. Måske havde Flemming fortrudt, og måske kunne han hjælpe med at rede trådene ud. Han nikkede. </div> <div> Det er okay. </div> <div> Så kom med her, sagde kvinden og begyndte at gå ned ad gangen. Ludvig skyndte sig efter hende. Ivan så stjålent efter ham fra sin seng, hvor han lå og læste i et gammelt nummer af Se & Hør. </div> <div> Ludvig indhentede kvinden, inden de kom til den første sluse. Han fulgte med hende gennem dørene. Da de kom ud på den anden side, bad hun ham vende ryggen til hende og gav ham håndjern på. </div> <div> For en sikkerhedsskyld, sagde hun og skubbede ham videre ned ad gangen. Ludvig prøvede at notere sig alle kendetegn fra de gange, de gik i. Men de lignede hinanden. Det flød sammen for ham, selvom der muligvis var et system i de farvekoder, der smykkede de hvide vægge og dørene. Endelig kom de frem til besøgsområdet. Han blev lukket ind i et lille lokale. Flemming sad der allerede på den anden side af en glasvæg. Samtalen skulle foregå gennem nogle små huller i glasset. </div> <div> Flemming så op og smilede høfligt og måske en lille smule forlegent, da Ludvig trådte ind. Kvinden skubbede ham ned på stolen ved glasset og forlod lokalet igen. Ludvig stirrede på sin nabo. Hans hår sad perfekt, og han var klædt i et moderigtigt gråt jakkesæt. </div> <div> Ludvig spurgte: Hvad vil du? </div> <div> Flemming rømmede sig og forsøgte at glatte ud: Jeg ville bare se, hvordan det gik. Om du var blevet dig selv igen? </div> <div> Det er jo dig, der slår hende. Så indrøm det dog. </div> <div> De fandt din sæd i hende. Det er en alvorlig sag. </div> <div> Hun ville selv. </div> <div> Det siger voldtægtsforbrydere altid. </div> <div> Hvorfor lyver du om, at det var dig? Hun fortalte mig, at du slår hende jævnligt. </div> <div> Jeg aner ikke, hvad du fabler om. Gitte og jeg har verdens bedste forhold. Jeg kunne aldrig finde på at lægge hånd på en kvinde. </div> <div> Hvorfor er du her egentlig? </div> <div> Jeg er bekymret for dig. Det ligner dig slet ikke. </div> <div> Ludvig rejste sig. </div> <div> Jeg vil ikke tale med dig. Luk mig ud! </div> <div> Han forsøgte med de bagbundne hænder at banke på døren ud til gangen . </div> <div> Flemming lænede sig frem mod glasset. </div> <div> Jeg har et tilbud til dig. </div> <div> Et tilbud? Hvad fanden mener du? </div> <div> Ludvig snurrede rundt. </div> <div> Jeg vil trække min anmeldelse tilbage på visse betingelser. Ludvig satte sig tungt i stolen igen. Han lagde mærke til, at der var enkelte grå hår i Flemmings mørke tindinger. Men i stedet for at vidne om alderens forfald, tilførte de ham en aura af elegance og vid. </div> <div> Trække den tilbage? Hvordan? </div> <div> Som sagt på visse betingelser. </div> <div> Betingelser? Hvad taler du om. Du er jo fuld af løgn. </div> <div> Jeg har haft et møde med Grossman. </div> <div> Ludvig stivnede. Talte Flemming og Grossman sammen om ham? </div> <div> Hvad? </div> <div> Du skal holde op med at rende ham på dørene med dine fantasier om Natalie. </div> <div> Fantasier? </div> <div> Hun eksisterer ikke Ludvig. Kun i din fantasi. Han kender ikke noget til hende og ønsker blot at være i fred. </div> <div> Hvad mener du? Findes ikke? Han har selv skabt det barn, hun bærer på. </div> <div> Ludvig, hun findes ikke. Du bliver nødt til at se kendsgerningerne i øjnene. </div> <div> Ludvig fik blanke øjne af fortvivlelse. Hvad var det Flemming sagde? Han havde jo selv spist middag sammen med ham og Natalie flere gange. Han måtte da vide, at det var usandt. At Natalie var virkelig. Af kød og blod. </div> <div> Hvorfor siger det det? </div> <div> Fordi det er sandt, Ludvig. Fordi det er sandt. </div> <div> Ludvig granskede Flemmings ansigt for finde en sprække i facaden, der kunne afsløre, at han godt selv var klar over, at han løj ham op i hans åbne ansigt. Men Flemmings perfekte ansigt var som en nyslået golfbane. Fuldkommen udtryksløst og perfekt i sine linjer og kurver, der på harmonisk vis føjede sig ind i hinanden, uden antydning af brudflader eller underliggende konflikter, og skabte forestillingen om en mild sommerdag med let skydække og en kølig brise, mens man slog de atten huller på greenen, inden man afsluttede dagen med en kølig drink i klubhusets restaurant i uforpligtende samtale med sine golfbekendtskaber. </div> <div> Ludvig knugede hænderne på ryggen, hvor de ukomfortable håndjern føltes endnu strammere, nu hvor han havde lyst til at kaste sig over Flemming og strangulere ham. Men både glasset imellem dem og de snærende håndjern forhindrede ham i at følge sin impuls. </div> <div> Du er et svin, Flemming. Et stort svin. Hvad er der i det for dig? Hvad giver Grossman dig? En klækkelig rabat? Et ekstra barn helt gratis? For helvede Flemming, jeg havde aldrig troet, du kunne være så led. </div> <div> Flemming fortrak ikke en mine og sagde: Gitte har det allerede bedre. Hun er stadig indlagt, men har det allerede meget bedre. De flytter hende snart. Hun bad mig hilse. Hun har ondt af dig. Det må være forfærdeligt. </div> <div> Din lort. </div> <div> Du kan stadig slippe for anklager, hvis du trække dine beskyldninger mod Nanotech og Grossman tilbage. Hvis du indser, at Natalie er et produkt af din fantasi. Det må være udløst af den tragiske oplevelse, du havde med din ekskæreste. Din afdøde ekskæreste. </div> <div> Hvad er det, du ævler om? Jeg har ikke nogen afdød ekskæreste. Hvad snakker du om? </div> <div> Kom din ekskæreste ikke ud for en ulykke? Fortalte du ikke det, en dag du var inde hos og spise med? Alene naturligvis. </div> <div> Flemming smilede udglattende. Ludvig lod skuldrene falde. </div> <div> Det var efter vi slog op. </div> <div> Og påstod du ikke, at du mødte ”Natalie” lige efter det? </div> <div> Det er rigtigt. Jeg mødte hende kort tid efter det skete. </div> <div> Hun sprang ud foran et tog, ikke? Var det ikke det, du fortalte? </div> <div> Hun blev muligvis skubbet. </div> <div> Af hvem? </div> <div> En eller anden sindsforvirret person. </div> <div> Og det var ikke dig? </div> <div> Nu stopper du. Politiet forhørte mig. Jeg var på arbejde på det tidspunkt. </div> <div> Men de fandt aldrig manden, vel? </div> <div> Nej. Det gjorde de ikke. Måske sprang hun selv. </div> <div> Kan du ikke se sammenhængen? </div> <div> Hvad? </div> <div> Du opfandt Natalie for at... </div> <div> Ludvig fór op og sparkede på døren ud til gangen. Kvinden fra træværkstedet kom ind, lagde armene over kors og mønstrede Ludvig. </div> <div> Problemer, Werge? </div> <div> Jeg vil ikke være her. Den mand er sindssyg. Fuld af fucking løgn. </div> <div> Kvinden kastede et hurtigt blik på Flemming, som sad helt roligt og iagttog Ludvigs ophidselse. Flemming trak let på skuldrene, som om han ikke forstod, hvad der foregik. Han børstede et usynligt fnug af jakkeærmet. Kvinden sendte ham et indforstået smil. Nærmest undskyldende. Flemming kvitterede med et nik og rejste sig. Idet Ludvig blev ført ud, rødmosset af vrede, drejede Flemming rundt og gik ud ad døren i den anden side af lokalet. </div> <div> Ludvig lod sig skubbe ned ad gangen, mens han prøvede at lægge en dæmper på sin ophidselse. Han indså til sin rædsel, at Flemming havde opnået præcis, hvad han var kommet efter. </div> </body> </html>