Hannes død
Ivan stod og hang sammen med nogle af de andre ved tv-skærmen, da Ludvig kom tilbage til sin afdeling. De viste en gammel Anders And film. Anders And blev jagtet af en bjørn, fordi han havde generet den i dens hule.
Da Ivan fik øje på Ludvig, kom han over til ham.
Var det nogen fra familien?
Ludvig rystede på hovedet.
Besøger de dig slet ikke?
Ludvig lod skuldrene falde. Han kiggede direkte på Ivan.
Jeg har ikke nogen familie.
Ivan så på ham med medfølelse.
Nej, Ivan. Det er ikke ligesom med dig. De døde i en trafikulykke. De kørte galt.
Så deres sjæle venter også på dig?
Ludvig trak på skuldrene. Han orkede ikke at snakke om det. Da han mistede sine forældre havde det været et chok. Men han var kommet sig hurtigt over det. I forvejen havde han ikke den store kontakt til dem. Det var noget, han havde skåret væk. Hans forældre levede deres eget liv. I deres egen parallelle verden. Hans mor var sekretær i en lille virksomhed, der fremstillede glasfiberdele til bilindustrien. Hans far var ansat i DSB’s trafikkontor. De boede i et parcelhus i Hvidovre og levede et forholdsvis tilbagetrukket liv. De så nogle enkelte venner i weekenden og tog på campingferie til Frankrig i sommerferien. Han besøgte dem kun i forbindelse med sin egen fødselsdag, og når de selv fyldte rundt. Julen var han blevet væk fra de sidste femten år. Det var simpelthen for deprimerende. At se dem sidde der i deres stressless-stole og pakke de få gaver ud, som han i sidste øjeblik havde købt i Hvidovre-centeret på vejen derud. For det meste et slips med diskret mønster, som han vidste, hans far ville have på til næste jul og en flaske parfume af den slags, han troede, hans mor godt kunne lide. De var altid positive og glade for, at deres eneste barn besøgte dem. Men da han mødte sin første faste kæreste, kom han med en undskyldning, om at han skulle med hende i julen. Hjem til hendes familie.
Da han først havde meldt fra én gang var det lettere at finde på en ny undskyldning næste gang og blive væk fra juleaften i tiden fremover. De havde taget det pænt. Det var da godt, han havde fundet en kæreste. Var hun også universitetsuddannet? De sagde altid ordet ”universitetsuddannet” med stolthed. Han kunne næsten høre, hvordan de omtalte ham over for deres kollegaer og venner, når de sad og snakkede familie i kantinen eller på terrassen en lørdag aften. Det fik det til at krympe sig i ham. De tilhørte en anden verden. En anden tid, faktisk.
Han havde aldrig præsenteret dem for Natalie, eftersom de var døde, da han mødte hende. Han fornemmede, det ville have være for akavet, hvis det var sket. Hun var alt for sofistikeret, alt for meget Nordsjælland til, at de ville kunne være på bølgelængde med hende og omvendt for den sags skyld. Hun ville ikke forstå, at han kom fra den baggrund. Deres forhold ville have lidt skade. Hun ville have set ham med nye øjne. Kritiske øjne. Det var kun godt, at de ikke mødte hinanden. Bedst at holde de to verdener adskilt.
Ludvig tilbragte resten af dagen på ryggen i sin seng. Han afviste Ivans forsøg på at få en samtale i gang. I stedet spekulerede han på, hvad Zukav kunne finde på for at få ham ud i friheden igen. Måske kendte han nogen, der kunne hjælpe ham ud, eller også havde han en plan for, hvordan han selv kunne stikke af? Han var nødt til at komme ud i en fart og finde Natalie og afsløre det komplot, der var planlagt imod ham. De var alle, lige fra Leonard, Grossman og Flemming, sammen om at prøve at bilde ham ind, at Natalie ikke var en virkelig person.
Klokken 18.15 lød klokken som signal til, at der var aftensmad. Det foregik i en lille spisesal, der stødte op til opholdsstuen. Personalet åbnede den orange foldedør, da en elektronisk klokke lød i afdelingen. Der blev serveret frikadeller og kartofler. Medicinen blev udleveret af personalet ved maddisken i små blå plasticbægre. Ivan fangede Ludvigs blik over bordet for at minde ham om, at han ikke skulle sluge pillerne men i stedet gemme dem under tungen.
Han fulgte Ivans opfordring og skjulte bagefter diskret de farvede piller i en lomme på træningsdragten, inden han begyndte at spise. Maden smagte af salt og noget udefinerligt, som han ikke umiddelbart kunne sætte navn på. Måske var det sæbe? Eller et ukendt krydderi? Han spiste det af pligt. Han havde brug for kræfter, hvis han skulle tænke klart.
Efter maden var der te i opholdstuen, og de viste en film af Sergio Leone. Once Upon a Time in the West. De indsatte sad tavse og stirrede på skærmen mens de forelskede sig i den kvindelige hovedrolleindehaver. Ludvig gik tidligt i seng, inden filmen var slut.
Han lå i halvmørket. Der faldt lys ind over ham fra Ivans afdeling af rummet, hvor en lampe var tændt. Han vendte sig, så han havde blikket ind mod muren. Døren til gangen var lukket og holdt alle lyde ude. Han måtte afvente Zukavs udspil. Hvis Zukav ikke kunne få ham ud i morgen, måtte han igen tale med Ivan om, hvordan man kom ud af bygningen.
Sorgen over Natalie knugede om brystet. Fortvivlelse, der blev afløst af raseri, bølgede gennem ham og fik ham til at vende og dreje sig uroligt. På et tidspunkt kom Ivan ind, slukkede sin lampe og gik i seng. Efter få minutter lød hans pibende snorken i rummet. Det var umuligt at falde i søvn i den larm.
Han følte ikke, han havde sovet, da morgenalarmen lød i rummet. Det havde været lyst udenfor i flere timer. Han havde en murrende tyngde i kroppen. Alting syntes at fungere i slowmotion. Det kostede store anstrengelser blot at holde øjnene åbne. Han kunne høre, at Ivan allerede var ude på gulvet.
Der er morgenmad om en halv time, sagde Ivan. Han fortsatte: Hvis man ikke møder op, er der først mad igen til frokost. Og de kommer efter dig med pillerne, så det er nærmest umuligt at undgå at spise dem. Ludvig tog sig sammen og svingende benene ud på gulvet. Trætheden gav ham kvalme. Han famlede efter sit tøj på stolen. Ivan var allerede på vej ud af døren. Ludvig kom endelig på benene. Han følte sig helt hjemmevant. Det var underligt. Han havde kun været indespærret i et par døgn, men det føltes allerede som rutine. Som om dette triste sted skulle danne rammen om resten af hans liv. Det var skræmmende så hurtigt, man vænnede sig til nye forhold. Så hurtigt man vænnede sig til at være spærret inde. På vejen ud af værelset kastede han et blik på skemaet. Han skulle tale med Harrison allerede til formiddag. Han satte sin lid til, at hun ville løse op for alle de misforståelser, der var opstået.
Han gik hen i spisesalen og spiste morgenmaden, der bestod af frugt, havregrød og et blødkogt æg. Mens han tyggede iagttog han sine medfanger. De fleste af dem sad i små grupper og snakkede ubekymret, som om de var på en fælles udflugt med en skoleklasse og ikke spærret inde på en lukket afdeling i et psykiatrisk fængsel. Ivan holdt sig for sig selv, ligesom Ludvig. De sendte hinanden korte blikke, da de lod som om, de slugte de piller, personalet delte ud ved bordene.
En times tid senere sad han igen i stolen på Harrisons kontor. Den føltes blød og varm, og et kort øjeblik slappede han af. Hun så på ham på en måde, han havde svært ved at tolke. En blanding af professionel skarphed og medfølelse strømmede fra hendes blik. Han følte sig magtesløs efter få sekunder. Prøvede at finde en form for styrke ved at stirre ud på den japanske have bag hende. Den var uden tvivl smuk, men dens rendyrkede asketiske skønhed kunne ikke befri hans krop fra det fængsel, den befandt sig i.
Hun rømmede sig.
Nu skal du høre, Ludvig.
Han kiggede nervøst på hende. Hjertet slog tungt i brystet. Hun sendte ham antydningen af et opmuntrende smil. Det var kun en krusning på overfladen. En let trækning, der løb gennem ansigtsmuskulaturen. Ludvig krummede tæer.
Vi har undersøgt sagen omkring ... Natalie. Jeg bliver nødt til at sige det ligeud. Du lider af alvorlige forstyrrelser i din virkelighedsopfattelse. Hun findes ikke Ludvig. Det er en vrangforestilling.
Han stirrede tomt på Harrison.
Han sagde: Hun findes.
Kun i din fantasi, Ludvig. Hun er en person, du har opfundet. Som en reaktion på din kærestes død. Var det en hård oplevelse?
Ludvig stirrede igen ud på den japanske have. Han kunne ikke sige noget. Hun havde talt med Flemming. Det var tydeligt. Han var en af de få, der kendte til hans forhistorie. Hvor skulle hun ellers kunne vide det med hans tidligere kæreste? Hvordan havde Flemming båret sig ad med at overbevise hende om den løgn?
Hvorfor skal jeg finde mig i sådan en løgn? spurgte han.
Vi har bedt politiet undersøge sagen. Hun findes ikke. Der er ikke nogen person registreret på din adresse ud over dig selv. Natalie Werge kan heller ikke opspores i cpr-registeret. Der er ingen Natalie Werge.
Har de ikke tjekket lejligheden? Hun har en profil på Facebook.
De har været i lejligheden. Og der er personlige ejendele, som kunne tilhøre en kvinde. Men, Ludvig, det beviser jo ikke, at hun findes. Det er noget, du har iscenesat. Ligesom hendes profil på Facebook. Politiet undersøger, hvem personen på billedet er.
Det er jo hende. Det er Natalie, for fanden. Tag dig dog sammen.
Som jeg siger. Alt tyder på, at hun ikke findes.
Hvad med hende arbejdsplads.
Hvilken arbejdsplads?
Ja, Instituttet for marinebiologi.
Der kender man hende ikke.
Hvad med hendes forældre?
Eftersom vi ikke kan finde hende, kan vi heller ikke finde hendes forældre.
Det er et komplot!
Ludvig, prøv at høre en gang. Man kan faktisk være så syg, at man konstruerer og oplever en hel verden, som ikke findes. En del af én ved måske, at det er en løgn, men den anden del bliver ved med at skabe denne verden og bekræfte sig selv i, at den eksisterer. Din krise i forbindelse med din kærestes død kan have forårsaget det. Jeg ved, du overværede ulykken.
Nej, jeg var på arbejde.
Politiets rapporter siger, du overværede ulykken. At du rent faktisk kunne have skubbet hende ud, men at man frafaldt tiltale, fordi der ikke var bevis for påstanden.
Det er jo løgn.
Ludvig. Du er ikke i stand til at skelne virkelighed fra fantasi. Og du er ikke selv klar over, hvornår det sker.
Ludvig klamrede sig til stolens armlæn og prøvede at beherske sig. Han havde mest af alt lyst til at springe på Harrison. Men det ville blot bekræfte hendes diagnose. Hun iagttog ham med et vagtsomt blik.
Nu skal du høre. Jeg tror, du muligvis kan lære at forstå dig selv bedre, hvis vi tager en tur ind til lejligheden en af de nærmeste dage og får snakket tingene igennem og får set på de remedier, du har anvendt til at opbygge din vrangforestilling. For det lader til, at du på rimelig behændig vis har forsøgt at involvere dine naboer og andre i din verden ved at have ting fra en kvindes liv i din lejlighed og opbygge en profil på Facebook, som løbende kommunikerede med andre, herunder din nabo, som godt nok undrede sig over, at hun aldrig mødte din kone. Du bildte dem ind, at hun var udstationeret i Ishavet eller på Sydpolen.
Jamen, hvad med doktor Grossman. Han har jo mødt hende og skabt vores barn og anbragt det i hende.
Harrison så alvorligt på Ludvig. Næsten medfølende.
Hun sagde: Grossman har truffet dig tidligere ved en enkelt lejlighed, hvor du bad ham om et møde.
Der kan du se.
Men Natalie var ikke med til det møde, Ludvig. Du kom alene og ville høre om de nærmere omstændigheder omkring en designet graviditet. Han undrede sig over, at du ikke havde din kone med, men du fortalte, at hun var blevet forhindret i sidste øjeblik. Det var først, da du dukkede op på stedet fornyelig, at han blev opmærksom på, at der var noget galt.
Ludvig lænede sig frem. Insisterende.
Jeg var i retten med ham. Vi mødtes i retten om kontrakten. Har han ikke nævnt det?
Ludvig. Der er ikke nogen kontrakt. Og der har aldrig været et retsmøde. Kun i din fantasi. Det står ikke opført nogen steder. Din advokat er i øvrigt bortrejst og kan ikke kontaktes.
Prøv at høre her. Når man lider af skizofreni bilder man sig ting ind. Det er som om, du drømmer. Alt, hvad du oplever, føles helt virkelig. Du ved ikke, du drømmer, mens du drømmer. Alting danner en troværdig sammenhængende virkelighed. En del af dig vil samtidig forsøge at dække over objektive kendsgerninger, for at billedet ikke skal krakelere. Din fantasi arbejder med og får det hele til at hænge sammen. Lidt på samme måde som hvis du læser en roman. Du får ikke alle informationer af forfatteren og alligevel skaber du en hel verden inde i hovedet. Du kæder ting sammen og skaber sammenhæng. Det er en grundliggende menneskelig egenskab. Vi ønsker, at verden skal hænge sammen. Selv når vi er syge og lever i en fantasi. En fantasi kan ofte været sindets svar på et sammenbrud. Fantasien er psykens forsøg på at helbrede verden. At gøre den hel. Det er det, du har gjort Ludvig. Uden at du har vidst det, naturligvis. Det er derfor vi diagnosticerer det som en psykisk sygdom. Er du med?
Ludvig rystede på hovedet. Det kunne ikke være sandt. Han gned sit ansigt hårdt og lod alt det, han vidste om Natalie og hendes forsvinden løbe gennem hovedet. Kunne det hele være en forestilling? Forårsaget af Hannes død for syv år siden?
Han huskede, hvordan han blev ringet op på skolen. Han stod midt i en time om dannelsen af identiteten i det moderne samfund. Hun havde ligget på operationsbordet i fem timer. Man havde ikke kunne fastslå hendes identitet før nu. Derfor fik han det først at vide mange timer efter, at toget havde ramt hende. Han var blevet bedt om at komme ud på gangen af en kvindelig betjent.
Er du Ludvig Werge? havde hun spurgt.
Ja, svarede han og anede allerede, at noget var rivende galt. Han kunne nærmest se Hanne for sig. Ulykkelig over et skænderi de havde haft. Ulykkelig efter flere måneders krise i forholdet. Ulykkelig over at han havde slået op.
Er der sket noget ... alvorligt? spurgte han og vidste, at det kun udsatte øjeblikket, hvor han ville få en besked, der ikke var til at bære.
Hun er død. Hanne, din kæreste, er død efter et fald ned på banelegemet på Østerport station, sagde betjenten uden at fjerne blikket fra ham. Han sukkede. Det var som om, han allerede vidste det. En af den slags deja-vu oplevelser, der kommer som en overraskelse, men som på paradoksal vis ikke er en overraskelse.
Du skal lige komme med hen på stationen, sagde betjenten og skævede til eleverne, der kiggede ud til ham på gangen gennem den åbentstående dør.
Han aflyste undervisningen, lukkede døren og fulgte med betjenten. Hendes kollega ventede i bilen, der holdt ude på gaden. Folk gik forbi i deres egne tanker. Han satte sig ind på bagsædets ru stof, der udsendte et svag lugt af sved, bræk og sæbe. Den kvindelige betjent satte sig foran sammen med sin kollega.
Turen til politistationen var lang. Han følte sig på en måde skyldig i hendes død. Han havde skubbet hende fra sig de sidste par måneder. Havde været hård ved hende og havde alligevel udnyttet hendes tryglende underdanighed til at få sex, når det passede ham. Hun troede måske, det ville få ham til at skifte mening. Men han var på vej ud af forholdet. Hendes død gav ham sort samvittighed, men han følte ikke sorg.
Kort tid efter Hannes død mødte han Natalie. Kvinden han altid havde drømt om at møde. Hun var perfekt.
Harrison noterede på sin blok, mens Ludvig lod blikket hvile på sine hænder.
Hvad siger du til, at vi tager ind til din lejlighed i morgen og går det hele igennem. Jeg tror, det vil have en gavnlig virkning.
Hvis jeg er syg, hvad vil det så hjælpe?
Psykisk sygdom er noget kompliceret noget. I nogle tilfælde er mine patienter faktisk i stand til at lære at skelne mellem de forskellige virkeligheder, de lever med. De bliver ikke raske i traditionel forstand, men de lærer, at nogle dele af deres virkelighed ikke er objektiv og ikke deles af andre. Det kan være en stor hjælp og skabe ro i deres liv. En ro som på længere sigt virker helbredende.
Ludvig så på Harrison. Hun virkede oprigtig. Han kunne egentlig godt lide hende. Han følte sig tryg sammen med hende. Med en let hånd berørte hun hans arm.
Hvad siger du så?
Ludvig overvejede hendes forslag. Det var oplagt, at der lå en flugtmulighed i arrangementet. Han nikkede. Hun slap ikke hans blik.
Du skal ikke tænke på at flygte. Der er vagtfolk med. Du bliver lænket til dem med håndjern. Den tanke kan du lige så godt opgive med det samme.
Han sukkede. Selvfølgelig ville der være sikkerhedsforanstaltninger.
Hvad med den anklage politiet har rejst mod mig?
Harrison blev skarp i blikket.
Den står stadig ved magt. Men din psykiske tilstand gør, at du ikke modtager en almindelig dom. Du kommer til at afsone her og kommer i behandling. Når straffen er afsonet om fire til seks år, vil vi vurdere, om du er rask eller skal overføres til en almindelig psykiatrisk afdeling til videre behandling.
Ludvig gøs. Han sagde: Hvor mange år drejer det sig om?
Det er ikke til at sige. Det afhænger helt af dig. Jeg håber, vi kan gøre hurtige fremskridt. Du lader til at være indstillet på at se kendsgerningerne i øjnene.
Ludvig nikkede, for at vise samarbejdsvillighed. Det gjaldt om at holde alle muligheder åbne. En flugt blev lettere, hvis Harrison havde tillid til ham.
Skal vi sige, det er nok for i dag. Jeg undersøger, om vi kan arrangere en tur hjem til lejligheden allerede i morgen, sagde Harrison og lagde blok og kuglepen fra sig på bordet med et lille smæld.
Ludvig rejste sig og gik ud.
Kvinden fra træværkstedet ventede for at følge ham tilbage til afdelingen. Inden de kom tilbage til afdelingen gik de forbi medicincentralen, og han fik stukket fire piller i hånden.
Det er Harrison, der siger du skal have noget stærkere, sagde kvinde, da hun gav ham dem sammen med et glas vand. Han slugte dem uden protester. Uanset hvad det var for et stof, kunne han mærke, det gik i blodet med det samme. Alting sejlede for hans blik.