<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_20"> Tegningen på væggen</h1> <div> <b>Han</b> lagde sig på sin seng, da han kom tilbage til værelset. Han vidste ikke præcis om han drømte eller var vågen. Fra sin position på sengen lod han blikket glide rundt i lokalet. Ivan havde hængt tegninger op på væggen over sin seng. På grund af halvvæggen kunne Ludvig kun se et udsnit af dem, der hang øverst. Det var løse streger, som forestillede børn og voksne. Dårligt tegnede med en stærk rastløs og forvirret energi. </div> <div> Ludvig spekulerede på, om det kunne være de familiemedlemmer, Ivan havde skudt for at redde dem fra politiet. Ludvig hævede sig op på skulderen for bedre at kunne betragte tegningerne. Hans blik fangede en tegning, der hang lidt længere nede og var delvist dækket af en af de andre tegninger. Han kunne se en skaldet mand, der stod foran en bygning. Det var en helt anden tegnestil end de øvrige tegninger på væggen. </div> <div> Han kunne genkende stilen. </div> <div> Ludvig rejste sig, skyndte sig rundt om halvvæggen og løftede den tegning væk, som dækkede over den skaldede mand. Det lignede fuldstændig en af de tegninger, som drengen uden ord havde tegnet hjemme i lejligheden. Hvordan var den havnet her? Ved lyden af fodtrin bag sig snurrede han rundt. </div> <div> Ivan kom ind i rummet. Han så misfornøjet ud. Det var en uskreven regel i afdelingen, at man ikke uopfordret gik ind på hinandens område bag halvvæggen. </div> <div> Hvad laver du? Hans stemme var dyb og skurrende. </div> <div> Ludvig pegede på tegningen på væggen. </div> <div> Den der? Hvor kommer den fra? </div> <div> Ivan trådte frem og kiggede på tegningen, som Ludvig pegede på. </div> <div> Det ved jeg ikke. Det er ikke en, jeg har lavet. </div> <div> Må jeg få den? spurgte Ludvig. Ivan kiggede på den og hev den med en irriteret håndbevægelse ned fra væggen, hvor den havde været fastgjort med tape. Han rakte den til Ludvig. </div> <div> Værsgo, sagde han mut. Ludvig greb fat i tegningen og studerede den nærmere, mens han gik over i sin egen afdeling. Den lignede helt afgjort en af de tegninger, som drengen havde lavet. Men der var noget anderledes ved den. Der stod en bil i baggrunden. Man kunne se en nummerplade. Ludvig spekulerede på, hvilket land den kom fra. Ikke at en nummerplade kunne sige noget om, hvor Natalie befandt sig. Men bilens nummerplader kunne være et vigtigt spor. Den så tysk ud. Hvordan var den tegning havnet på Ivans væg? </div> <div> Hvad er der med den tegning? spurgte Ivan bag ham. Ludvig trak på skuldrene. </div> <div> Ikke noget. Det er bare, fordi jeg mødte en, der lavede en lignende tegning, som havde en forbindelse til Natalies forsvinden. </div> <div> Er det ikke en, du selv har tegnet?, spurgte Ivan og så mistroisk på ham. </div> <div> Hvad mener du? </div> <div> Ja, i går så jeg, du sad og tegnede i opholdsstuen. Kan det ikke være en tegning, du selv har lavet og så hængt op på min væg. </div> <div> Det giver da ingen mening. </div> <div> Nu er vi jo også erklæret sindssyge, ikke? Kan du ikke have glemt, at det var dig, der lavede tegningen og hængte den op? </div> <div> Ludvig granskede sin hukommelse. Han kunne ikke huske noget som helst om, at han havde tegnet. Og slet ikke den tegning, han stod med i hånden. Desuden kunne han ikke tegne på den måde. Så livagtigt. Det havde han erkendt allerede i en meget tidlig alder. Han kunne ikke tegne. Så han kunne ikke have lavet den tegning. </div> <div> Er du sikker på, at du har set mig lave den? spurgte han. Ivan nikkede. Helt sikker, sagde han. Ivan virkede oprigtig. </div> <div> I går havde han stadig været påvirket af medicinen. Der var under alle omstændigheder lange passager af dagen, han ikke kunne huske. Tiden flød sammen til en klistret masse, som ikke kunne skilles ad. Teoretisk kunne han godt have lavet en tegning. Hvis han ellers var i stand til at tegne. Men netop det faktum, at han ikke kunne huske det, kunne også være et tegn på ... et tegn på, at der måske var en side af ham selv, som han ikke kendte eksistensen af? En side af ham, som rent faktisk kunne have lavet tegningen? Det ville passe ind i Harrisons teori om hans fantasiverden. </div> <div> Nej, det var for langt ude. Han kunne ikke stå her og undsige sit liv og den måde, han opfattede det på, bare fordi Ivan påstod, at han havde lavet en tegning, som lignede tegningen, som drengen-uden-ord havde lavet tidligere. Det skulle i givet fald betyde, at drengen-uden-ord var et produkt af hans egen fantasi og at Natalie ... Nej det var helt umuligt. </div> <div> Ivan måtte tage fejl. Eller også var Ivan med i komplottet og skulle medvirke til at fange ham i spindet af løgne, som Grossman og politiet lagde ud over ham. Ludvig skævede til Ivan. </div> <div> Skal du med i træværkstedet? spurgte Ivan og smilede forsonende. Ludvig sukkede. Verden var ved at skride under fødderne på ham. Han måtte stole på sine sanser og sit intellekt. Han måtte finde et fast holdepunkt. Indtil videre besluttede han, at Ivan ikke kunne regnes for et fast holdepunkt. Hans påstand havde ganske enkelt for dramatiske konsekvenser. Han måtte stole på sig selv. </div> <div> Han var helt alene. </div> <div> Ivan gik ud af rummet. Ludvig fulgte med. Det nyttede ikke at spekulere mere lige nu. Han måtte se tiden an. Når han kom hen til lejligheden gjaldt det om at finde en mulighed for flugt. Men han kunne ikke snakke med Ivan om det. Indtil videre var Ivan igen kommet på listen over komplottets medsammensvorne. </div> <div> De gik ned ad gangen mod træværkstedet. Ivan gik lidt foran Ludvig, og det virkede, som om han allerede havde glemt deres samtale om tegningen på værelset. Han nynnede en lille melodi, der lød som Mester Jakob og lod sine fingre glide hen over væggen som et lille barn, mens de gik. </div> <div> De andre, der skulle i træværkstedet, stod allerede ved døren og talte dæmpet sammen, mens de ventede på den plejer, der stod for træværkstedet. Ludvig huskede hende fra turene til Harrisons kontor. I det samme kom hun ind fra slusen til personaleafdelingen og gik ned mod gruppen af mænd, der stod og ventede. Samtalen mellem mændene forstummede, da hun kom hen til dem og tavst åbnede døren. Mændene fordelte sig i rummet til de forskellige høvlebænke. Der lugtede af savsmuld i lokalet. Kvinden henvendte sig til Ludvig. </div> <div> Du skal stå ved den dér høvlebænk. Værktøjet må ikke forlade høvlebænken. Hvis jeg ser, at værktøjet ikke ligger på høvlebænken eller befinder sig i din hånd, trykker jeg på alarmen til vagterne. Overtrædelse af reglerne giver tre ugers karantæne. Et det forstået? </div> <div> Ludvig nikkede. </div> <div> Du skal lave en knagerække. Ligesom den, der ligger på mit bord. </div> <div> Hun pegede på en simpel knagerække, der bestod af et bræt med en række kroge. Ludvig gik hen til sin høvlebænk. Kvinden kom hen til ham med et bræt og en lille plastikpose med kroge. </div> <div> Værsgo at gå i gang. </div> <div> Ludvig tog imod materialerne og kvinden gik hurtigt tilbage til sin plads oppe ved lærerens høvlebænk. Ivans høvlebænk var lige ved siden af Ludvigs. Han arbejdede også på en knagerække. Han havde skåret brættet ud og var i gang med at slibe det. Ludvig skævede til ham. </div> <div> Det bliver meget godt med en knagerække, sagde han. </div> <div> Hvad skal du med den? spurgte Ludvig. </div> <div> Forære den væk. Som gave. </div> <div> Kender du nogen? </div> <div> Næ, men jeg kan vel give den til et børnehjem, smilede Ivan. </div> <div> Ludvig gik i gang med at save i sit bræt og samtalen sluttede. Ludvig koncentrerede sig om at save lige. Det var sværere, end han havde forestillet sig. Han havde aldrig været god til sløjd. De andre mænd i rummet var også fordybede i deres arbejde med knagerækken. Rummet genlød af raspende sandpapir og savklinger mod træ. </div> <div> Kvinden, der kørte træværkstedet, sad og gloede tomt ud over forsamlingen. Hun var omkring femogtredive år gammel. Hun havde en uformelig massiv krop, der blev delt på midten af et kraftigt brunt læderbælte. Hendes store muskuløse overarme stak ud under hendes hvide kortærmede uniformsskjorte. Hun var ikke en, man skulle lægge sig ud med. </div> <div> Når jeg kommer ud, vil jeg starte min egen forretning, sagde Ivan gennem lyden fra save og sandpapir. </div> <div> Hvad? spurgte Ludvig. </div> <div> Jeg vil starte min egen forretning, svarede Ivan lidt højere. </div> <div> Hvad skal du så sælge? </div> <div> Grøntsager og frugt. Jeg vil sælge bananer, salat, æbler og kartofler. </div> <div> Grønthandler? Hvorfor dog det? </div> <div> Det er noget alle mennesker har brug for. Det er noget alle bliver glade for. Jeg vil gerne arbejde med noget, alle bliver glade for. Det vil være et meningsfyldt job. Bare fornemmelsen af at stå med et modent æble i hånden. </div> <div> Ivan så drømmende frem for sig og holdt op med at slibe. Ludvig iagttog ham ud af øjenkrogen. Han virkede så oprigtig. Men det kunne være skuespil. Noget de havde bedt ham om - for netop at skabe en god forbindelse mellem dem. </div> <div> De var i sløjdlokalet i to timer. Herefter bad kvinden med kniplen dem om at pakke sammen. De måtte ikke tage noget med ud fra rummet. De skulle tilbage til opholdsstuen, inden der blev serveret frokost. Mændene forlod sløjdlokalet, mens de småsnakkede. Ludvig var den sidste, der forlod rummet, inden kvinden lukkede døren bag dem. </div> <div> Han lod sig med vilje falde lidt tilbage fra flokken, da de gik ned ad gangen, fordi han ikke havde lyst til at tale med nogen. Og fordi han ville undgå kontakt med Ivan. Han fik øje på telefonen på lang afstand. Det var som om den lyste fra sin plads på væggen. Da han var lige ud for telefonen ringede den. Det var kun et kort ring. Ikke særlig højt, næsten som en hvisken. Ingen af de andre syntes at bemærke det. Han havde stærkt på fornemmelsen, at det var til ham. Ludvig stoppede og løftede røret af. </div> <div> Han sagde: Ja? </div> <div> Det er Zukav her, lød det hæst i røret. </div> <div> Ludvig var klar over, at han var på gyngende grund. At tale til nogen som måske var ren fantasi. Men hvis Harrison havde ret i, at han opfandt den virkelighed, han bevægede sig i, så ville han jo netop ikke selv være klar over det. Måske kunne han alligevel få en slags bevis, hvis han bad Zukav om at forklare, hvordan tingene hang sammen. </div> <div> Er du noget i min fantasi? </div> <div> Ha, ha, den var god Ludvig. Hvis jeg var noget i din fantasi, så har du edderman’me en god en af slagsen, skulle jeg mene. </div> <div> Jeg mener det. Kan du bevise det? </div> <div> At jeg er virkelig? For helvede da, mand. Jeg er af kød og blod. Du har sgu da mødt mig, for fa’en. </div> <div> Ja, men det kunne jo let have foregået i mit eget hoved. Fortæl om, hvem du er. Fortæl mig om, hvad du laver i dit liv. </div> <div> Der blev stille i den anden ende af røret. Zukav rømmede sig. </div> <div> Okay, hvis det kan være til nogen hjælp. </div> <div> Jeg bor alene. Det er en lang historie. Jeg havde den mest vidunderlige kone. Men jeg bildte mig selv ind at hun udnyttede mig. Hun gad ikke tage et almindelig arbejde. Brugte tiden på alt muligt andet. Lod mig om at tjene pengene, mens hun malede lidt og tog på selvudviklingskurser. Det gik fint nok i en periode, især da vi havde små børn. Hun tog sig af dem, mens jeg arbejdede. Når jeg kom hjem flød huset. Hun havde ikke købt ind eller lavet mad. </div> <div> Og efter børnene kom, gad hun heller ikke sex mere. Jeg løb sur i det. Kunne ikke se, hvorfor jeg skulle slide og slæbe og ikke få noget ud af at forsørge hende. Og alligevel skulle jeg hele tiden have ørerne tudet fulde af, at mænd altid har undertrykt kvinder. Det var ikke til at holde ud. Jeg blev mere og mere sur, indtil jeg en dag ringede hjem og sagde, at jeg ikke kom hjem mere. Hun blev lidt ked af det, men sagde at det nok var det bedste. Jeg flyttede hen i en lejlighed for mig selv. Kort tid efter arvede hun sine forældres formue og kunne fortsætte sit lette liv. Jeg savnede hende. Selvom jeg havde slidt og slæbt for hende, kunne jeg ikke undvære hende. </div> <div> Jeg opdagede, at hun havde givet mig noget, som ikke kunne gøres op i tid. Noget som lå uden for tiden. Men hun ville ikke have mig tilbage. Hun fandt en ny mand, som hun kunne meditere sammen med. Hun sagde, at al ting blev skabt i tankerne, og at jeg selv var ansvarlig for det liv, jeg havde skabt for mig selv. Den var svær at sluge, skulle jeg hilse og sige. At jeg selv var skyld i, at jeg følte mig udnyttet. At hun blot havde ønsket et liv uden arbejde og havde fået det, mens jeg lige tilfældigvis passede ind i billedet, fordi jeg åbenbart havde en forestilling om, at livet skulle være hårdt arbejde. </div> <div> Zukav holdt inde med talestrømmen og rømmede sig. </div> <div> Ludvig sagde: Er du ansat i politiet eller hvad? De siger, du ikke er ansat der? </div> <div> Både og. Jeg gik på pension sidste år. Noget med nerverne. Mit hjerte begyndte at slå knuder. Springe slag over eller trække sig sammen som en varm knude i brystet på mig. Jeg kunne besvime ind over skrivebordet, når jeg arbejdede. Ret ubehageligt. Det endte med en sygemelding og derefter en førtidspension. Men jeg har stadig mine kontakter derinde. De giver mig opgaver, sådan på freelancebasis. Ting som er lidt delikate eller som kræver metoder, de ikke selv kan lægge ryg til. Du ved, indbrud på mistænktes bopæl og afhøringer i marken. Den slags ting, som de helst ikke selv vil hænges op på, men som kan fremme opklaringsarbejdet. </div> <div> Er det derfor, du har et kontor på Station 1? </div> <div> Ja, de har givet mig en nøgle til et ledigt lokale øverst oppe. Det er helt uofficielt. Så har jeg et sted, jeg kan være, når jeg ikke har lyst til at sidde derhjemme. Og der kan jeg også gå på politiets lukkede netværk og søge informationer. Det fungerer meget godt. </div> <div> Ludvig grundede. Zukav svarede overbevisende for sig. Det hang sammen. På den anden side, der var ikke noget i det, han sagde, der ikke kunne være et produkt af fantasien. Han måtte have noget håndfast, noget der kunne være objektiv realitet i. Noget andre også kunne erkende. </div> <div> Er du tilfreds? spurgte Zukav. </div> <div> Ikke helt, sagde Ludvig. Han fortsatte: Du bliver nødt til at vise mig noget, som beviser, at du er ægte. Et eller andet som andre også kan godkende. Noget fysisk, tror jeg. </div> <div> Jeg lover dig, når jeg får dig ud fra anstalten, så kan du jo gå med mig på en café. Hvis de serverer kaffe for mig, kan du for fa’en da se, at de ikke serverer kaffe for noget i din fantasi. Skal vi sige det? </div> <div> Jeg ved ikke rigtig. Det må jeg lige tænke over. Hvad ringede du egentlig for? </div> <div> Det er fordi, jeg har hørt, du skal på besøg i din lejlighed. Det er en oplagt flugtmulighed, som vi bør udnytte. </div> <div> Hvor ved du det fra? </div> <div> Jeg har mine kilder. Det er utroligt, hvad man kan med en computer nu om dage. Jeg vil hjælpe dig. </div> <div> De har vagter med, og de siger, jeg bliver lænket til dem. Det bliver svært. </div> <div> Jeg finder på noget. Stol på mig og vær klar. </div> <div> Har du fundet ud af noget mere om Natalie? </div> <div> Ludvig fik blanke øjne, da han udtalte Natalies navn. Hun var mærkeligt langt væk i hans erindring nu. Måske var det medicinen. Han kunne dårligt se hendes ansigt for sig. Var det sandt, at hun var en fantasi, ligesom alt det andet? Han kunne ikke helt udelukke det. Han kunne ikke udelukke noget. Alt var muligt og umuligt på samme tid. Det var så forvirrende. Ikke til at bære. Han trængte til vished. Zukavs rustne stemme afbrød hans tanker. </div> <div> Nej, ikke noget nyt. Men min kontakt i Tyskland arbejder på sagen. </div> <div> Findes hun? </div> <div> Natalie? Hvad mener du egentlig? </div> <div> Det er bare Harrison, min psykiater, der mener, at hun er en fantasi. Ligesom du er det. </div> <div> Hold nu op, mand. Tag dig sammen og kom op i omdrejninger. Det er et komplot mod dig. De vil forsøge at lukke munden på dig. Det må du forstå. Nå, men jeg må videre i teksten. </div> <div> Zukav lagde på. Ludvig stod et øjeblik med røret i hånden og lyttede til den bippende tone, der fortalte, at der ikke længere var nogen forbindelse. Var det hele blot noget, han havde forestillet sig? </div> <div> Han hængte røret på plads og gik ned mod sit værelse. Ivan kiggede på ham fra sin plads på sengen, da han kom ind. </div> <div> Hvad lavede du? </div> <div> Ludvig kiggede ud gennem vinduet på landskabet, der lå hyllet i en tæt tåge. Han havde slet ikke lagt mærke til vejret uden for i dag. Han tog det som et dårligt tegn. Han var virkelig begyndt at vænne sig til at være spærret inde. </div> <div> Jeg talte i telefon. </div> <div> Med hvem? </div> <div> Det kommer ikke dig ved. </div> <div> Jeg spurgte jo bare. </div> <div> Ja, og jeg svarede. </div> <div> Er vi i dårligt humør, eller hvad? </div> <div> Kan du ikke bare lade mig være i fred. Jeg skal tænke. </div> <div> På flugt? </div> <div> Ludvig svarede ikke, men lagde sig på sin seng, så han ikke kunne se Ivan. Ivan var tavs bag halvvæggen. </div> <div> </div> <div> Ludvig blev liggende på sengen i nogle timer og stirrede op i loftet. Der var et stykke tid til aftensmaden, men han gad ikke deltage i nogle af de aktiviteter, der blev tilbudt. På et tidspunkt forlod Ivan værelset for at spille bordtennis. Ludvig faldt i søvn og drømte om Natalie. Han forsøgte at redde hende fra den redningsbåd, han sad i, men hun sank ned i et iskoldt hav og forsvandt. Det mindede ham om en scene fra filmen Titanic. Hendes hud var blå og hendes blik stivnet i en blanding mellem forbløffelse og angst, da vandet lukkede sig over hende, og hun blev til en mørk skygge i det isgrønne vand. Han græd i drømmen og tårerne frøs til is på hans kinder. Han vågnede badet i sved. Drømmen havde været så virkelig. </div> </body> </html>