En kvinde at have sex med  

Aftensmaden var den samme som dagen før. Frikadeller med sovs og kartofler. Han gemte sine piller under tungen og lagde dem behændig i lommen på træningsdragten. Han sad for sig selv og undgik Ivan, der sendte ham blikke, som  ville han ham noget. Efter aftensmaden gik han ind på værelset og lagde sig på sengen. Han gad ikke spille kort eller se film i opholdsstuen. Han ville bare være for sig selv. 

   En tung sorg, som han ikke vidste hvor kom fra, sneg sig ind over ham. Han prøvede at lokalisere dens kilde. Det var oplagt, at savnet af Natalie var det første, han kunne tænke på. Men under dette savn lå den uhyggelige fornemmelse af, at hun måske blot var en fantasi. At det liv, han havde levet de sidste syv år siden Hannes død, havde været styret af vrangforestillinger. 

   Hvorfor var han og Hanne egentlig gledet fra hinanden? I starten havde de selvfølgelig været forelskede, som folk er, når de møder hinanden. Og med forelskelsen følger den blinde tro på, at det skal vare for evigt. Han mødte hende på den café, hvor hun arbejdede om aftenen. 

   Han hang ud efter arbejde og var egentlig bare på udkig efter lidt kvindeligt selskab. Hun var rødhåret, glad og ville bare have et godt liv og troede, at han ville skænke hende det. Hun læste japansk og fransk litteratur. Han faldt for hendes blå øjne og hendes glade sind og flirtede åbenlyst med hende i baren allerede den første aften, han mødte hende. Hun lo ad hans vittige bemærkninger og nød hans øjne, der vandrede over hendes krop i det skjulte. Efter nogle uger blev han hængende til lukketid. Hun afviste ham ikke, men lukkede og låste døren og talte kassen op, mens han fik lov til at blive siddende på sin plads ved disken i den dæmpede nattebelysning til lyden af Wayne Shorters luftige saxofon. 

   Bagefter gik de gennem gaderne i den indre by uden noget mål. Kyssede hinanden i en port og endte til sidst hjemme hos hende i det lille klubværelse på Vesterbro, hvor hun boede. Han var ti år ældre end hende og havde fast arbejde. Det var fascinerende med en kvinde, der var så ung og forholdsvis uerfaren.

   Da de kom ind på hendes værelse tog han hårdt fat på hende og flåede nærmest tøjet af hende. Hun så ud til at kunne lide det, da han trængte ind i hende uden nogen form for forspil. Bagefter følte han sig som en veltilfreds hanbavian, der havde nedlagt en hun i flokken. Det var meget dyrisk og uden nogen tanke for, hvem hun egentlig var, ud over at han fandt tilfredsstillelse i hendes krops former og dufte. Hendes urkvindelighed. Hendes feminine underkastelse. Det ophidsede ham, og han tog hende igen efter nogle minutters pause. Hun var villig under ham. Sådan forsatte det nogle timer. De faldt udmattede i søvn i hinandens arme, mens lyset krøb gyldent frem over hustagene.

   To måneder efter flyttede hun ind hos ham ridende på toppen af en voldsom bølge af forelskelse, og de blev et rigtigt par. Hun begyndte at male værelserne og smide ud og nyindrette lejligheden. Han fandt sig i det. Det var egentlig dejligt med den nye friske energi, hun bragte ind i hans ungkarleliv. De havde det rart i perioder, men på et tidspunkt, da forelskelsen var blegnet, opdagede han, at han godt kunne undvære hende. Ikke at hun ikke var sød – for det meste. Som alle andre havde hun sine svære perioder. Men det gik over, og så havde de det hyggeligt sammen igen. Men hun betød ikke noget særligt for ham som person. 

   Han kunne bare ikke tage sig sammen til at sige det til hende og få afsluttet forholdet. Det var for bekvemt at have hende i lejligheden. Det gav ham en følelse af ro, at han ikke skulle ud og finde en kvinde at have sex med. Hun var jo altid lige i nærheden. Men det kunne lige så godt have været en anden, indså han til sin egen overraskelse, en aften de elskede.

   Da hun blev færdig med sine studier, fik hun job på et gymnasium og begyndte et nyt liv med nye kollegaer. Han håbede, at hun måske ville falde i med en kollega på hendes egen alder, men i stedet begyndte hun at blive endnu mere fikseret på at være sammen med ham i sin fritid. Og hun begyndte desuden at tale om børn. Det var, da talen begyndte at falde på børn, at han hev i nødbremsen.

   Men i stedet for at fortælle hende, at han syntes, de skulle gå hvert til sit, begyndte han at blive grov over for hende for at få hende til at sige fra og forlade ham på eget initiativ. Han vidste, det var dumt af ham. Og hensynsløst, men han kunne ikke få sig selv til at sige sandheden.

   En tilfældig aften kunne bringe det hele op til overfladen. Hun kunne finde på at kalde på ham fra stuen, mens han opholdt sig på sit arbejdsværelse.

   Kommer du ikke ind og ser den her film, det kunne være hyggeligt?

   Nej, tak du ødelægger den bare med snak og dumme spørgsmål.

   Hvorfor taler du sådan?

   Hvordan? Jeg siger bare sandheden. Lad mig være i fred.

   Det kan du ikke være bekendt, Ludvig.

   Hold nu med at forstyrre mig. Jeg læser noget vigtigt.

   Vi laver aldrig noget samme mere.

   Hmmm ...

   Ludvig?

   Jeg orker ikke den diskussion nu. Jeg er dødtræt.

   Han kunne finde på at rejse sig og lukke døren ind til sit arbejdsværelse og sove på sofaen. 

   For ikke at forstyrre dig, ville han mumle bag morgenavisen, når hun om morgenen spurgte, hvorfor han havde sovet på sofaen. Han ville fryse hende ud. Fordi han var en kujon. Han turde ikke se hende i øjnene og indrømme, at han ikke elskede hende. Det var så banalt. Men jo længere tid der gik, uden at han fik det sagt, jo mere pinligt blev det for ham, og jo mere grov følte han, at han behøvede at være over for hende for at få hende til at trække sig. Og jo mere grov han var, jo mere servilt opførte hun sig.

   Han troede, at hun endelig ville forlade ham, da hun gik hjemmefra efter hans sidste sårende bemærkning. Sønderknust af tårer. Han følte til sin egen overraskelse en form for smerte, da han endelig troede, at det var forbi. Prøvede endda at stryge hende over armen, som en slags undskyldning, da hun var på vej ud, men hun undgik ham og forsvandt ud af døren. Hendes trin lød taktfast på trappen. Løb han efter hende for at trøste hende?

   Han kunne ikke huske det bagefter. Fra det øjeblik hun gik ud af lejligheden til politiet kom og afbrød undervisningen på hans skole, havde han ingen klar erindring. Det var som en tåge. Uden form eller retning. 

   Meddelelsen om hendes død ramte ham i mellemgulvet. Han indså, hvor dumt et svin han havde været. Og han indså, at han måske alligevel elskede hende på en måde. At hun var blevet knust af sin kærlighed til ham. At han aldrig ville komme sig over sin egen grusomhed.