Slangen i halsen

Han vågnede tidligt og lå og stirrede gennem en sprække i gardinet ud i det grå morgenlys. Ivan snorkede højlydt i sin seng bag halvvæggen. Det var enerverende. Ludvig prøvede at lægge sig med det ene øre på armen og tæppet over det andet øre. Det hjalp en smule, men lydens insisterende rytme syntes at trænge igennem alt. 

   Til sidst stod han op og gik ud på gangen. Et par af de andre indsatte var allerede ud i fællesområdet. Ludvig satte sig ved et af bordene og så morgen-tv. De viste en tegnefilm med Anders And og Chip og Chap. Ud ad øjenkrogen anede han to af de muskuløse mænd i hvide T-shirts bevæge sig i retning af ham fra personaleslusen. Han gøs og håbede, det ikke var ham, de skulle have fat i. Men efterhånden, som de nærmede sig, kunne han regne ud, at det ikke var nogen af de andre i området, de havde deres opmærksomhed rettet imod. Han kunne ikke gøre noget for at forhindre dem i at gribe fat i ham og uden et ord trække ham over mod døren til spisestuen.

   Lad være at hive, jeg skal nok komme med, sagde han og prøvede at vride sig ud af deres greb. Men de tog blot hårdere fat, som om han var en genstridig gris, der skulle føres til slagtebænken. En af mændene, der havde dragetatoveringer på armene, åbnede døren med en nøgle, han havde hængende i et knippe i bæltet. De trak ham ind i spisesalen. 

   Køkkenpersonalet var i gang med at gøre klar til morgenmaden og klirrede med tallerkner og bestik i den ene ende af lokalet. De anbragte ham på en stol. Ham med tatoveringerne holdt hans hoved med et fast greb bagfra, mens den anden hentede hans medicinglas fra medicinskabet.

   Vi har fået at vide, at du snyder, Ludvig. Det er ikke tilladt. Så derfor hjælper vi dig  fremover med at få din medicin, sagde manden, der holdt ham. 

   Den anden tvang hans mund åben med et hårdt fingerpres mod kæbemusklerne. Med den frie hånd førte han en hård plasticslange ned i spiserøret på Ludvig. Slangen endte i en tragt. Ludvig troede, han skulle brække sig, men af en eller anden grund kunne han ikke. 

   Manden hældte pillerne fra glasset ned i gennem tragten og lod bagefter en sjat vand fra et andet glas følge samme vej. Ludvig kunne mærke vandet i maven og gøs. Nu kunne han ikke slippe af med medicinen. Manden trak slangen op igen, men den store bag ham slap ikke sit jerngreb. 

   Nu sidder du lige et øjeblik, så vi er sikre på, at de bliver dernede, sagde han med rolig stemme. Ludvig gjorde ikke noget forsøg på at komme fri. Det var formålsløst. Han kunne allerede fornemme, hvordan medicinen gik i blodet på ham. En mærkelig lethed bredte sig i kroppen. Han slappede af, og hvis han havde været bekymret over noget, da han stod op den morgen, havde han nu glemt, hvad det var. Grebet omkring ham blev løsnet.

   Så kan du godt selv gå tilbage til opholdstuen, sagde manden og hjalp ham på benene.

   Ludvig fornemmede et svagt, hjælpeløst smil, uden for hans kontrol, brede sig over sine læber, mens han gik hen mod døren til gangen. Han kom ud på gangen og gik ned mod opholdsstuen. Det føltes, som om han gik på en sky af vat. Han følte sig let og ubekymret. Det var utroligt, hvad medicin kunne gøre ved humøret. Da han passerede telefonen på væggen ringede den. Han stoppede op. Hvis det var Zukav, var medicinen enten ikke stærk nok, eller også var Zukav virkelig. Det sidste var usandsynligt. Det måtte være fordi, at medicinen ikke var helt ude i kroppen, at han stadig havde vrangforestillingerne. Han løftede røret og lagde det til øret.

   Ja?

   Det er mig, sagde Zukav i den anden ende.

Modsat de første gange politimanden havde ringet, følte Ludvig ingen form for ophidselse over at modtage det uventede opkald. Han var sikker på, at det hele var en fantasi, der udspillede sig foran ham på samme måde som en drøm, blot med den forskel, at han havde åbne øjne og ører.

   Hør her, Zukav. Jeg har ikke brug for at snakke med dig. Du er ikke virkelig, og gør kun det hele mere indviklet.

   Jeg ringer for at sige, at jeg er klar til at hjælpe dig, når du skal tilbage til lejligheden. 

   Du kan sige, hvad du vil, Zukav. Men det ændrer ikke ved, at du kommer fra min fantasi og ikke har noget med den virkelige virkelighed at gøre.

   De har sgu fået krammet på dig, Ludvig. De har virkelig fået krammet på dig. 

   Ludvig trak vejret ind og pustede langsomt ud. Det var fantasiens måde at komme ind under hans forsvarsværker på. En drøm kunne også sætte dybe følelser i gang, uden at det havde noget som helst med virkeligheden at gøre.   

   Han så Harrison for sig. Han stolede på hende. Tanken om hende gav ham styrke til at stå imod.

   Skal vi sige, vi slutter samtalen her?

   Ludvig, for helvede.

   Hav det godt, Zukav.

   Ludvig lagde røret på. Zukav forsvandt tilbage i den fantasi, han var udsprunget af. Som en ond ånd. Som en dæmon fra hans underbevidsthed. Det var en lettelse. Ludvig følte sig nærmest lykkelig i dette sekund. Han var på vej ud af det kaos, der havde styret han liv på det seneste. Det var med glæden boblende i kroppen, at han fortsatte ned mod opholdsrummet. Ivan kom ud fra værelset, da han gik forbi, og kiggede undersøgende på ham.

   Har de givet dig medicinen? spurgte han med løftede øjenbryn.

   Ludvig svarede ikke. Det var ikke det, der var sagen. Sagen var, at han havde det meget bedre nu. Det var det, det drejede sig om. At blive rask og komme ud herfra.

   Ludvig, har de tvangsmedicineret dig? Ivan gik lige bag ham og vred sine hænder.

   Hvordan fandt de ud af det?

   Ludvig var ligeglad. Han orkede ikke at tale med Ivan nu. Han havde bare lyst til at se morgen-tv og ikke høre mere ævl og kævl fra sin værelseskammerat.

   Han kom frem til opholdsrummet og tog plads i en tom lænestol og ignorerede Ivans spørgsmål, indtil hans cellekammerat opgav og gik tilbage på værelset. Endelig kunne han få fred til at se den tegnefilm, der blev vist på tv-skærmen. Tyve minutter senere kaldte de ind til morgenmad. 

   Han spiste sin havregrød alene, prøvede ikke engang at holde øje med, om Ivan gemte sine piller i lommen. Det var ikke hans problem, hvad Ivan gjorde. Han ville bare være i fred.

   Efter morgenmaden så han tegnefilm et par timer. Han kunne især godt lide de gamle Anders And film, der var så godt tegnet og animeret og fulde af morsomme idéer. Så kom kvinden fra træværkstedet, trak ham op af stolen og forklarede, at han skulle ud og køre sammen med Harrison. Han skulle have et par udendørsko på, som hun stillede foran ham på gulvet, så han selv kunne tage dem på. 

   Det var brugte løbesko, men de passede ham perfekt. Bagefter gav hun ham et sæt håndjern på. Han fulgte efter kvinden ud gennem slusen og videre ad de lange gange, der forgrenede sig i det uendelige, indtil de efter tyve minutter nåede frem til parkeringspladsen. Det var overvældende pludselig at stå under den åbne himmel. Vinden peb om murene og ramte huden på en overraskende voldsom måde, der var lige ved at bringe ham ud af balance. 

   Solen skinnede varmt mellem de spredte skyformationer. Han trak vejret dybt ned i lungerne. Under medicinens behageligt dulmende vatfornemmelse anede han en snurrende uro. 

   I det samme trådte Harrison ud af en dør i en af sidebygningerne og kom over mod ham. Hun var klædt i en rød, moderigtig og lidt sporty jakke, som gav hende et ungdommeligt udtryk. Hun smilede. Bag hende kom to af de muskuløse vagter, som skulle med på turen. De overtog Ludvig fra kvinden og skubbede ham hen mod en transportvogn, der holdt lidt længere borte på parkeringspladsen. 

   Den lignede den, han i sin tid var ankommet i. Harrison gik hen til sin egen bil og satte sig ind. Ludvig tog plads i et af sæderne og fik en sikkerhedssele på. Den ene af mændene satte sig ved siden af ham. Den anden gik rundt om bilen og hoppede ind på førersædet. Da bilen begyndte at køre, trak manden ved Ludvigs side et øjebind frem og anbragte det over Ludvigs øjne. Han sad i totalt mørke. De ville åbenbart sikre sig, at han ikke kunne lokalisere stedets beliggenhed, så en eventuel flugtplan kunne basere sig på viden om de geografiske forhold. Men han følte jo ingen trang til at flygte. Han var nærmest taknemmelig over, at han ville blive helbredt for sine vrangforestillinger.