<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_24">Gennem væggen</h1> <div> <b>På</b> vejen tilbage i bilen fik Ludvig nogle piller stukket i munden, som han slugte uden protester sammen med en tår vand fra en flaske. Han følte sig lettere omtåget, da de endelig holdt stille, og manden ved hans side tog øjebindet af ham. De to plejere måtte støtte ham frem til døren, hvor kvinden fra træværkstedet stod klar til at føre ham tilbage til hans afdeling. </div> <div> Hun efterlod ham foran hans værelse. Han prøvede at sige noget om, at han gerne ville skifte værelseskammerat, men ordene sad fast i svælget og kvinden var allerede langt nede ad gangen, da han endelig fik taget sig sammen til at tale. </div> <div> Svimmel tumlede han ind på værelset og smed sig på sengen. Da han havde ligget en times tid ringede klokken til eftermiddagste. Der var knækbrød og te i opholdsstuen. De kunne se tegnefilm, eller bare sidde og snakke ved et af bordene. Ludvig rejste sig. Han følte sig mere klar i hovedet. Havde lyst til at deltage i eftermiddagshyggen. Være en del af fællesskabet. Da han trådte ud på gangen, hørte han den klagende ringetone fra telefonen, der hang et stykke væk. Det gav et ryk i ham. Var det Flemming? For at glatte ud? Han havde jo haft ret i sin anklage. Eller i hvert fald delvist. Ludvig skiftede retning og gik hen mod telefonen. </div> <div> Han tog røret. Han kunne mærke, hvordan hans hjerte hamrede på trods af medicinens behagelige snurren i kroppen. </div> <div> <br/> </div> <div> Zukavs stemme lød anderledes. Som om han skulle anstrenge sig for at få ordene frem. Hans åndedrag lød hvæsende. Ludvig prøvede at tage sig sammen. Han havde været sikker på, at Zukav var en fantasi. I dette øjeblik tøvede han igen, samtidig med at han frygtede, at det hele var et udtryk for et tilbagefald. </div> <div> Ludvig, du må undskylde, jeg ikke udnyttede chancen til at få dig fri, da du var inde i byen i din lejlighed. Men de fik ram på mig. </div> <div> Zukav? Er det dig? </div> <div> Ja, for helvede, gu’ fa’en er det mig. Jeg er på skadestuen. De har lappet mig sammen. Tolv sting i baghovedet. Jeg ryger videre til Riget til observation. </div> <div> Zukav våndede sig. Ludvig så sig nervøst omkrig. </div> <div> Han sagde: Du er jo en fantasi. Det her kan ikke lade sig gøre. </div> <div> Hold nu op med det pjat. Hvis jeg var en fantasi, hvordan kan de så give mig sådan nogle læsterlige bank? </div> <div> Det kunne jo være et symbol på at medicinen virkede, tænkte Ludvig. At medicinen var ved at udradere hans vrangforestilling, men at fantasien kæmpede imod? Ludvig så sig undersøgende omkring. Ivan sad ovre ved tebordet og prøvede at fange hans blik. Han undgik ham og vendte ryggen til. Han hviskede ind i telefonen: Hvis du virkelig er virkelig, som du påstår, så kom næste gang, jeg er i lejligheden. Jeg vil prøve at få Harrison til at tage mig derhen allerede i morgen. </div> <div> Det er en aftale. Jeg tager mine forholdsregler denne gang. De får ikke ram på mig igen. </div> <div> Røret blev lagt på. Ludvig gjorde det samme og gik tilbage til tebordet. Hans hjerte slog så tungt, at han havde svært ved at skænke teen op og spildte på bordet. En af sygepasserne, der sad et stykke væk, sendte ham et undersøgende blik, som han undgik ved at se ned i bordet. Ivan rejste sig og kom hen til ham. </div> <div> Doper de dig meget? </div> <div> Ludvig trak på skuldrene. Ivan smilede et usynligt smil. </div> <div> Men de har ikke krammet på dig, vel? Du er ikke sådan at få krammet på, vel? </div> <div> Ludvig rystede svagt på hovedet. </div> <div> <br/> </div> <div> Efter teen gik han hen til en af sygepasserne, der holdt opsyn, og bad om at komme til at tale med Harrison. Han fik lov at tale med hende over sygepasserens interne telefon. </div> <div> Ja, Ludvig? Harrisons rare stemme lød i hans øre. </div> <div> Jeg vil høre, om vi ikke kan tage ud i lejligheden i morgen? </div> <div> Allerede? Jeg havde forestillet mig, der lige skulle gå nogle dage, mens du fordøjede dine oplevelser? </div> <div> Jeg vil meget gerne tilbage og se de sidste ting, så jeg kan komme videre i mit liv. Hendes garderobe, de andre ting, som var ”hendes”, mens jeg levede i min ... vrangforestilling. </div> <div> Jeg ved ikke rigtig, Ludvig. Den slags ting plejer at tage mere tid. Medicinen skal også have sin tid for at virke helt optimalt. </div> <div> Jamen, jeg er klar nu. Jeg er virkelig klar. Det var en meget vigtig dag i dag. </div> <div> Der opstod en lille pause, mens Harrison tænkte. </div> <div> Det må jeg sige, du gør virkelig fremskridt, min ven. Okay, lad mig lige se om der er hul i kalenderen ... Skal vi sige i morgen formiddag? Ja, jeg går ud fra, at du ikke har andet at tage dig til alligevel. </div> <div> Ludvig svarede: Tak. Det er jeg meget taknemmelig over. </div> <div> Harrison sagde: Det er kun godt, når patienterne selv går forrest. Det er et udtryk for motivation. Vi ses i morgen, Ludvig. </div> <div> Hendes sprøde indfølende stemme forsvandt fra hans øre. Han rakte den interne telefon tilbage til sygepasseren, der tavst tog imod den og lagde den i lommen. Ludvig gik tilbage til teen og tegnefilmen med Mickey Mouse. </div> <div> Det var, mens han sad og nippede til teen, at det gik op for ham, at han kendte den person, der sad et stykke fra ham på en stol i udkanten af gruppen og fulgte med på tv-skærmen i Mickey og Plutos vandring i naturen. </div> <div> Det var drengen. </div> <div> Drengen-uden-ord. </div> <div> Hvordan var han kommet ind i opholdsrummet? Hvordan var han i det hele taget kommet ind på institutionen? Ludvig rejste sig. Det summede i lemmerne af medicinen og af den ophidselse, der fyldte ham. Han gik med vaklende skridt hen til drengen og prikkede ham på skulderen. Drengen drejede hovedet og smilede genkendende til Ludvig. </div> <div> Hvad laver du her? Hvordan er du kommet her? spurgte Ludvig. De andre ved tv’et tyssede på ham. </div> <div> Ludvig nikkede til drengen for at få ham til at følge med væk fra tv’et. Drengen nikkede bekræftende, rejste sig og gik med Ludvig over mod hans værelse. Ludvig trak ham ind på værelset og spurgte igen: Hvad laver du her? </div> <div> Drengen smilede og pegede på tegningen på væggen, som Ivan havde haft hængende over sin seng. </div> <div> Er det dig, der har tegnet den? Ludvig kunne næsten ikke få ordene frem, mens han med en rystende finger pegede på tegningen. Drengen nikkede. </div> <div> Og nummerpladen? Er det mandens bil, du har tegnet? </div> <div> Drengen nikkede igen. </div> <div> Så vi kan finde ham via motorregisteret i det land han bor i? </div> <div> Ludvig greb ham i armen. </div> <div> Er det Tyskland? Har du set ham i Tyskland? </div> <div> Endnu et bekræftende nik. Ludvig stirrede ind i drengens tindrende blå blik. Han talte sandt. Hvis mandens bil kom fra Tyskland, så passede det med, hvad Zukav havde sagt. Han måtte give nummeret til Zukav. </div> <div> Hvordan er du kommet ind her? spurgte Ludvig, satte sig på sengen og klappede på madrassen for at få drengen til at sætte sig ved siden af. Han tog tøvende plads. </div> <div> Er der en vej ud herfra? </div> <div> Drengens ansigt lyste op i et smil, og han pegede på væggen. </div> <div> Hvad mener du? Der er ingen vej ud der, protesterede Ludvig og stirrede vantro på drengen. Drengen rejste sig og gik over mod væggen. </div> <div> Nej, hold nu op, stop, udbrød Ludvig, kom på benene og gik med lange skridt efter drengen. Han fik akkurat fat i hans skulder, idet drengen-uden-ord gik gennem væggen. Først foden, så fulgte benet og resten af kroppen. </div> <div> Ludvigs hånd stødte hårdt mod den kolde beton, da drengens skulder forsvandt ind i væggen, som en genstand, der sænkes ned i væske. Han stirrede på den hvide maling, som dækkede væggens rå betonflade. </div> <div> Drengen var væk. </div> <div> Han havde stadig følelsen af hans spinkle og varme skulder mod sine fingre. </div> <div> Ludvig famlede febrilsk over væggen for at finde en form for sprække eller mekanisme, som kunne åbne den. Men betonen var hård, glat og afvisende. En indskydelse fik ham til at snurre rundt. Ivan stod i døren. </div> <div> Hvad laver du? </div> <div> Ikke noget, du skal blande dig i, svarede Ludvig fuld af ærgrelse, gik tilbage til sin seng og satte sig tungt. Han vendte sig og kiggede på tegningen, der hang på væggen. </div> <div> Ivan blev stående i døråbningen og iagttog ham. </div> <div> Har du det godt? </div> <div> Ludvig rystede på hovedet. Han kunne mærke hjertet hamre i brystkassen. </div> <div> Nej, ikke så godt. Kan du ikke lade mig være i fred? </div> <div> Skal jeg kalde på personalet? </div> <div> Nej, gå bare. </div> <div> Han lukkede øjnene og så igen for sig drengens forsvinden gennem betonvæggen. </div> <div> Han kunne høre Ivans skridt, da han vendte rundt i døråbningen og gik ned ad gangen. </div> </body> </html>