<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_25">I fjerde måned</h1> <div> <b>Bag</b> hans øjenlågs rødgule lærred flimrede billederne forbi, så hurtigt, at han dårligt kunne nå at registrere dem. Han så pludselig Hanne for sig. Blide Hanne. Skrøbelige Hanne. Hanne, der gav sig helt hen til ham. Hanne, som ville give ham alt. Hanne, som han ikke ville tage imod. Fordi hun ikke var perfekt. Fordi han syntes, hun havde for små bryster. Fordi hun havde for tykke lår. Fordi hun ikke havde regnet verden ud men naivt forventede det gode i mennesker og var så let at såre. Fordi hun var for nem. </div> <div> Inden i er du i virkeligheden et følsomt menneske, sagde hun med sprød stemme og prøvede at fange hans blik over cafébordet. De sad på Kultorvet. Der var jazzfestival. Solen bagte. Han havde allerede drukket sin cafe au lait og sad og trommede rastløst i aluminiumsbordpladen, mens han lod blikket feje fra den ene ende af pladsen til den anden. </div> <div> Hendes ord trængte ind i ham og fik irritationen til at vokse. Hendes sædvanlige følsomme sludder. Et band på scenen et stykke derfra sendte disharmoniske guitartoner ud i luften sammen med den huggende rytme fra en uregelmæssig taktart skabt af en trommeslager, der lignede den sidste overlevende fra Woodstock. </div> <div> Han fangede hendes blik i et sekund. Hun havde sagt det uden ironi. Hun mente det. Selvfølgelig mente hun det. Hun sagde aldrig noget, hun ikke mente. Han krummede tæer og bed sig i kinden for ikke at sige noget uovervejet. For at få hende til at holde op med at kigge på ham med de øjne, der var så fulde af overgivelse og svaghed. Der var så forbandet ærlige. Han rømmede sig. </div> <div> Hvorfor siger du sådan noget? Hvad skal jeg bruge det til? Han kunne allerede på det tidspunkt selv høre irritationens disharmoni i sin stemme. Hendes udtalelse var en fortsættelse af en samtale, de havde haft på vejen hen til caféen. Han ville hellere have været i biografen, men de havde ikke kunne blive enige om en film. Han ville se en actionfilm. Hun ville se en romantisk film. Diskussionen var blevet personlig, og han havde beskyldt hende for at være en uhelbredelig romantiker. </div> <div> Ja, havde hun svaret, jeg er romantiker, jeg tror på det bedste i mennesker. Ellers er der jo ingen grund til at leve. Hvis verden var ond. Hvad skulle vi så i den? </div> <div> Du må bare se i øjnene, at der hele tiden foregår en kamp. En kamp mellem udbyttere og de udbyttede, mellem overhunden og underhunden. Hvis du ikke er overhunden, bliver du underhunden. Sådan er det overalt. Det er et grundvilkår. Det er det, som bringer udvikling og gør os dygtigere. Som Darwin sagde: survival of the fittest. </div> <div> Det giver jo ingen mening, sagde Hanne. Vi er her vel for at gøre gode ting for hinanden. </div> <div> Han lo hårdt. </div> <div> Det er kun bonus. Som udgangspunkt kæmper vi for at overleve. Sådan ser jeg det. Se dig omkring. Der er krige i hele verden. Naturen bliver udbyttet. Folk dør af sult. Det er ikke en god verden. Vi lever bare tilfældigvis i et smørhul. </div> <div> Derfor kan man vel godt tro på det gode. </div> <div> Tro du bare, men de barske realiteter siger noget andet. Tro kan ikke bruges til noget. Tro er bare noget, vi dulmer nerverne med. </div> <div> Hun havde sukket og sluppet hans hånd, som hun havde grebet i et forsøg på at overbevise ham om det gode i menneskene. </div> <div> Han blev et øjeblik helt trist over, at hun slap ham så uventet, men følte sig samtidig lettet over at komme på afstand af hende. Hendes blødhed irriterede ham. Han kunne ikke forklare hvorfor. Han blev flov over hende, når de var ude. Følte måske at hun ikke spillede efter de sociale noder, der gjaldt i et offentligt rum. Det var noget andet, når de var hjemme. Så kunne han for det meste slappe af. </div> <div> Hendes påstand om hans følsomhed gjorde ham rasende. Han ville godt have undgået det vredesudbrud, der var på vej, men det slap ud – ude af hans kontrol. Han rejste sig brat. </div> <div> Jeg går hjem. Jeg gider ikke høre på det pjat. </div> <div> Hun så tavs på ham. Prøvede at skjule sin tristhed. De omkringsiddende kastede skjulte blikke på grund af hans vrede. De lo ad ham, følte han. For at slippe bort fra latterliggørelsen forlod han hende uden at se sig tilbage. Han følte alle på caféen kiggede efter ham, inden han forsvandt ned ad en sidegade til Kultorvet. </div> <div> Da hun kom hjem til lejligheden, ventede han på hende. Grebet af en selvretfærdig harme. Det var hendes skyld, han havde været nødt til at gå. Hvis hun da i det mindste bare kunne holde sin kæft. Hun begyndte at græde. Hvorfor gjorde han sig så hård? Han vidste, hun havde ret, men kunne ikke give hende ret. Han måtte for alt i verden holde fast i, at han havde handlet korrekt, da han blev vred og forlod caféen. </div> <div> </div> <div> Ludvig sukkede. Han havde været en meget umoden person dengang. Det var hans skyld, at hun kom så langt ud. Han kunne sagtens have hjulpet hende. Men han gjorde ikke noget. Skubbede hende bare endnu længere ud. </div> <div> Skubbede hende? </div> <div> </div> <div> Havde han været på perronen, som de påstod? </div> <div> </div> <div> Han åbnede øjnene. </div> <div> Leonard stod i døren. </div> <div> Forstyrrer jeg? spurgte han og trådte uopfordret ind. Ludvig trak på skuldrene. Leonard kløede sig i nakken, trådte hen til vinduet og stirrede ud over det bakkede græslandskab med de spredte træer. Kriminalkommissæren rømmede sig og talte uden at vende sig mod Ludvig. </div> <div> Det ser ud, som om du slipper med en behandlingsdom. Harrison har redegjort for dine vrangforestillinger. Diagnosen er klar. </div> <div> Leonard lød næsten ærgerlig. Som om han syntes, han var gået glip af noget. Han vendte sig mod Ludvig og mødte hans blik uden at fortrække en mine. Ludvig stirrede tomt tilbage. Uanset om han var skør, eller alle andre var involveret i et komplot mod ham, havde han besluttet ikke at blotte sig. Han ville flygte, når lejligheden bød sig. Måske allerede, når de skulle tilbage til lejligheden. </div> <div> Leonard fastholdt hans blik, og de stirrede på hinanden uden at blinke, indtil Leonard rømmede sig og gik hen og kiggede på tegningen af manden med hunden. Han kiggede et øjeblik på nummerpladen på bilen i baggrunden. </div> <div> Du tegner godt, sagde han, vippede på hælene og nikkede anerkendende mod tegningen. Ludvig nikkede forsigtig. </div> <div> Leonard spurgte: Er det en du kender? </div> <div> Ludvig svarede: Bare en fantasifigur. </div> <div> Han ser ikke rar ud? </div> <div> Næ, fantasien kan rumme mange grimme ting. </div> <div> Så længe det bliver udtrykt kreativt, gør det jo ingen skade. </div> <div> Ludvig nikkede. Leonard slap tegningen med blikket og kiggede igen på Ludvig. </div> <div> Jeg har været tilbage i arkiverne og set på den gamle sag med din ekskæreste. Der var noget som overraskede mig ved obduktionserklæringen. </div> <div> Alle mente, hun var blevet dræbt ved sammenstødet med toget, sagde Ludvig tørt. </div> <div> Naturligvis. Det er heller ikke det, jeg sigter til. Men det fremgik, at hun var gravid i 4. måned. Vidste du det? </div> <div> Leonard fastholdt Ludvigs blik. </div> <div> Det gjorde du vel? </div> <div> Ludvig sukkede. </div> <div> </div> <div> Hun havde dækket op med levende lys, da han kom hjem fra skolen. Der duftede af nybagt brød og mørbradbøfferne sydede på panden. </div> <div> En dyr rødvin var trukket op og stod på bordet. Han blev stående i entreen med alle alarmklokkerne ringende for sit indre øre. Hun så dejlig ud, da hun kom ud til ham iført en stram rød kjole, der fremhævede hendes talje. Hun kyssede ham varmt på munden og førte ham ind til bordet i spisestuen. </div> <div> Sid ned og nyd det, sagde hun og trak stolen ud for ham. </div> <div> Er der noget vi skal fejre? spurgte han prøvende. Hun smilede og så hemmelighedsfuld ud. Tankerne svirrede gennem hovedet på ham. Ville hun fri til ham. Han anede ikke, hvordan han skulle håndtere det. Måske havde hun vundet i et eller andet lotteri. </div> <div> Hun vuggede ud i køkkenet på høje hæle og kom tilbage med kødet. Han havde allerede skænket et glas rødvin op og fik lyst til sex, da han så på hendes frodige skikkelse. Lyst til at tage hende direkte i sofaen. Han undertrykte følelsen. Han havde på fornemmelsen, at han skulle holde hovedet koldt. Hun satte sig og skænkede op til sig selv. </div> <div> Tillykke, sagde hun og løftede glasset til en skål. </div> <div> Tillykke? Med hvad om jeg må spørge? </div> <div> Du skal være far. </div> <div> Hun så på ham med en blanding af glæde og bedende underdanighed. </div> <div> Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere. </div> <div> Alt i ham vendte sig. Han ville ikke være far. Han ville ikke have et barn med hende. Det havde han allerede fortalt hende flere gange. Det burde hun da have forstået. Hvordan skulle han sige det? </div> <div> Jeg er i fjerde måned, sagde hun og rundede maven med en blid hånd. </div> <div> Er du sikker på at jeg er ... øh faren? røg det ud af ham. Hendes ansigt krakelerede som en rude, der blev slynget en sten imod. Hun skjulte ansigtet i hænderne og græd. Stortudede. Hulkede og krummede sig sammen på stolen. Han vidste ikke, hvordan han skulle manøvrere sig ud af den pinagtige situation. </div> <div> Vi har jo talt om det. Jeg vil ikke have børn. Hvordan kan det være sket? Har du droppet p-pillerne? </div> <div> Hun svarede ham ikke men rejste sig og løb ind i soveværelset. Hendes vinglas væltede, da hun sprang op, og væsken sprøjtede ud over bordet og drev ned på han bukser. Han blev siddende. Han ville ikke have børn med hende. Han ville ud af det forhold. Hun måtte få en abort. Han vidste tiden var overskredet. Hun havde ventet med at fortælle det, til tiden var overskredet. Et forsøg på at tvinge ham. </div> <div> Han ville ikke tvinges af hende. Hun skulle ikke manipulere med ham på den måde. Han rejste sig, forlod lejligheden og gik rundt i gaderne i kvarteret, indtil aftenskumringens blåtoner blev afløst af gadelygternes lange skygger. Han så ikke, hvor han gik, kun sine hastige skosnuder mod den slidte grå fortovsbelægning, hvor udtrådte cigaretter og gammelt tyggegummi dannede vekslende mørke mønstre. Så gik han hjem. Hun havde ryddet op og havde slettet alle spor af den romantiske middag, da han trådte ind i lejligheden. </div> <div> Hun sad og så en naturudsendelse på tv. Han sagde ikke noget. Hun slap ikke tv’et med blikket, da han listede forbi. Han gik i seng. Var stadig ikke faldet i søvn, da hun lagde sig i sin side af sengen. Men han lod som om han sov. Orkede ikke endnu en scene. </div> <div> <br/> </div> <div> Leonard iagttog hans ansigt. </div> <div> Naturligvis vidste du det. Men du ville ikke have barnet vel? </div> <div> Ludvig trak på skuldrene. </div> <div> Hvor gammel ville barnet have været i dag? Syv? Vidste du, det var en dreng? </div> <div> Ludvig nikkede. Hun havde fortalt det dagen efter. Hun havde været til ultralydsscanning. Det var en dreng. Han havde bedt hende holde mund. Han ville ikke vide noget. Hun måtte få det fjernet hurtigst muligt. Det ville hun ikke. Det kunne hun ikke. Hun elskede barnet. Deres dreng. Han følte sig fanget. Blev som et såret dyr, der sad fast i en rævesaks. Var parat til at miste det ene ben for at komme fri. Han hvæsede af hende. </div> <div> Du kan ikke bo her mere. Jeg vil være alene. Jeg kan ikke holde dig ud. Du skal være ude af lejligheden inden for en uge. Jeg vil ikke have noget med barnet at gøre. Det er ikke mit. Hører du? Det er ikke mit. </div> <div> Hun stirrede på ham med øjne fulde af undrende smerte. Han gjorde sig hård og kold. Det var hans reptilhjerne, der havde taget over. Et primitivt overlevelsesinstinkt fra evolutionens barndom. Selvfølgelig kunne han se sig selv udefra. Og afskyede det han så. </div> <div> </div> <div> Jeg lagde mærke til, at du har indrettet et drengeværelse i din lejlighed. Tænker du på barnet ind i mellem? spurgte Leonard og gik over mod døråbningen mod gangen. </div> <div> Det er til vores barn. Natalies og mit. </div> <div> Leonard stirrede på ham med sammenknebne øjne. </div> <div> Karen Harrison fortalte ellers, du var ved at komme til dig selv igen? </div> <div> Ludvig bandede indvendigt over sin fortalelse. </div> <div> Ja, altså, jeg mener selvfølgelig det barn, jeg i min vrangforestilling troede, vi skulle have. Hvis hun altså havde eksisteret. I virkeligheden. </div> <div> Leonard granskede ham og nikkede. </div> <div> Nå, men jeg kom blot for at sige, at vi har ført dine forklaringer til protokols. Din beskikkede forsvarer har godkendt, at du får en behandlingsdom. Eftersom du er under psykiatrien, skal du ikke møde i retten. Det gør Karen Harrison på dine vegne. Det er rent formalia. Behandlingsdommen følger retningslinjerne på området. </div> <div> Leonard holdt inde. </div> <div> Han sagde: Så du skal ikke regne med at se mere til mig. </div> <div> Ludvig nikkede uden at møde hans blik. Leonard forsvandt ud på gangen. Lyden af hans skridt mod linoleummet fortonede sig hurtigt og gik i et med de andre baggrundslyde. Lyden fra tv’et, der viste tegnefilm. To af de indsatte, der grinede over et alle andet. Den skramlende lyd af en bakkevogn på vej fra køkkenet til en sengeliggende patient. </div> <div> Ludvig sukkede. Leonard var irriterende. Man kunne ikke regne med ham. Han var givetvis i ledtog med de andre, selvom han prøvede at optræde som en neutral iagttager. Det var for at få ham til at hoppe i. Det var næsten lykkedes, da han kom til at tale om Natalie, som om hun var en virkelig person. </div> <div> </div> <div> Han var nødt til at lægge en plan. Ludvig rejste sig fra sengen. Han havde brug for tegningen, hvis han slap ud. Han pillede den ned fra væggen, foldede den sammen og stak den i baglommen. Da hans blik faldt på væggen, som drengen var forsvundet igennem, løb der en kuldegysning over hans ryg. Han skuttede sig. Lyden af Ivans stemme fik ham til at snurre rundt. </div> <div> Skal du tilbage til lejligheden? </div> <div> Ludvig nikkede. </div> <div> Sørg for at komme hurtigt væk, når du stikker af. Det er svært at gemme sig. Jeg har prøvet det. De er hurtigt ude efter én. </div> <div> Hvad får dig til at tro, at jeg vil stikke af? </div> <div> Det er en alt for god chance at gå glip af. </div> <div> Jeg stikker ikke af. Jeg skal bare helt igennem det. De har ret. Jeg lider af tvangsforestillinger. </div> <div> Så siger vi det, lo Ivan og kløede sig på næsen. Han gik over i sin private afdeling og satte sig tungt på sengen. Ludvig gik ud på gangen. Hele hans krop sitrede, mens han tænkte på, hvordan han kunne slippe væk fra vagterne, som ville mandsopdække ham på hele turen. Karen Harrison var ikke noget problem. Hun ville næppe kunne stille noget op. Men de to muskelmænd var ikke sådan at slippe af med. Det krævede hurtighed og held. </div> <div> Han risikerede, at blive nødt til at flygte med håndjernene på. Hvis det lykkedes, skulle han finde en måde at gemme sig på og en måde at få håndjernene af på. Men først og fremmest skulle han regne ud, hvornår det bedste tidspunkt for en flugt var. Det var givetvis, når de forlod lejligheden efter besøget. Dér ville hans overbevisende opførsel have fået dem til at slappe af. Måske kunne han ligefrem få dem til at tage håndjernene af ham? Hvis han over for Karen Harrison gav udtryk for, at han havde indset sine vrangforestillinger og var indstillet på at gennemgå en grundig terapi for at blive helbredt. Måske kunne han overtale hende til at droppe håndjernene på vejen hjem? </div> <div> Hans skridt førte ham ned til tv’et, hvor en lille gruppe patienter sad og lo over et bizart optrin i en tegnefilm med Roadrunner. Han slog sig ned i en lænestol og lod døsen fra medicinen overvælde ham. Det var først i morgen. Det var først i morgen, han skulle være klar. Han faldt i søvn med hovedet mod ryglænet til lyden af Anders And, der skældte ud på en bi. </div> </body> </html>