Drømmen om Natalie

Drømmen var over ham i det øjeblik, hans øjenlåg faldt i.

   

Hun sidder i et lille rum på en briks. Væggene er hvidmalede, gulvet grå beton. Lyset falder diffust gennem det lille vindue, som er placeret helt oppe under loftet. Det er umuligt at kigge ud. Umuligt at vide, hvor hun befinder sig. Der er et toilet i hjørnet. Af stål. Uden bræt. Hun får ikke lov til at forlade stedet. Kun en time til gårdturen. Men heller ikke fra gården kan hun se andet end himlen. De høje mure af rå beton forhindrer hende i at tage bestik af landskabet og stedet. Hun aner ikke, hvor hun er. Hun græder sig i søvn hver aften. Har for længst opgivet at råbe om hjælp. Der er ikke andre end manden, som hører hende. Han kommer med mad og eskorterer hende ad gangen til gården, når hun skal have luft. Hun tænker meget på barnet. Bare tanken om, at det er meningen, at det skal komme til verden i dette fængsel, får alt til at stivne i hende. Flugt synes umulig. Den eneste vej ud er gennem manden. Det er ham, som er nøglen til frihed. Men hun kan ikke regne ud, hvordan hun når ind til ham. Det er oplagt ikke en mulighed at bruge sex. Han virker ligeglad med hende som kvinde. Han svarer ikke, når hun siger noget til ham. Også selvom hun har prøvet på flere forskellige sprog. Han ligner en nordeuropæer, med sit kommunefarvede hår og vandblå øjne. Men det er umuligt at sige, om han er dansker, tysker eller polak. Han afleverer blot maden gennem lemmen og henter det tomme service. Hun har valgt at spise. Det er bedre for hende selv og barnet. Hun må samle kræfter. Vente og se. Nogen må da gøre noget. Ludvig og politiet. De må da gøre noget. Hun tænker tilbage på den nat, de hentede hende. Det var et chok at vågne op bag i bilen. De havde spændt hende fast til en båre. De bar masker, elefanthuer, og sagde ikke noget. Hun ville skrige, men tape lukkede lyden inde. Hun forstod ikke, hvad der skete. Kun langsomt begyndte hun at se et mønster. Det var, da Grossman dukkede op. De holdt stille et sted, og han kom ind i bilen og inspicerede hende. Hun kunne se, at det var mørkt udenfor. Lægen sagde ikke noget. Tjekkede bare hendes fysiske tilstand og forlod hende igen. Da forstod hun, hvad der var sket. Han havde krævet sit tilgodehavende indfriet. Taget hvad han mente, var hans ejendom. Døren blev lukket igen. De kørte i mange timer. Hun vidste ikke hvor længe, fordi hun atter faldt i søvn. Hun følte sig meget tung i kroppen.

   Hun prøver at tænke sig til, hvordan hun skal komme bag mandens panser, ind bag ved de tomme vandblå øjne, der synes at opfatte hende som et laboratoriedyr. Han er nøglen. Han er hendes eneste vej ud. Men hun er nødt til at finde ud af, hvordan hun kommer i kontakt med ham. Hun græder stille, som hun har gjort det ofte, siden hun blev anbragt i cellen.

Ludvig slog øjnene op. Ivan rystede ham blidt i skulderen. Der var aftensmad. Tv’et var slukket og de andre havde allerede forladt opholdsarealet. Ludvig kom på benene. Drømmen om Natalie sad stadig i ham som et sug i brystet, en trykken over solarplexus, der fik tårerne til at stå frem i øjenkrogene. Han gned sig i øjnene og fulgte efter Ivan hen mod indgangen til spisesalen. 

   Der blev serveret krebinetter med sovs og kartofler. De to muskuløse plejere overvågede, at han slugte sine piller og sank dem med et glas vand til. Da han havde sunket, kom de hen til ham. Den ene holdt ham, mens den anden, idet han anbragte en gummiblok mellem hans tænder, sørgede for, at han ikke kunne bide sammen, mens vagten med en finger i en gummihandske sikrede sig, at hans mundhule ikke gemte på nogle af pillerne. 

   Da de havde konstateret, at alt var, som det skulle være, trak de sig tilbage til deres observationspost ved væggen. Ivan prøvede at gøre sig usynlig, da han lavede sit sædvanlige nummer med pillerne. De havde åbenbart ikke ham i kikkerten, så han slap af sted med endnu engang at gemme sine piller i lommen.

   Efter aftensmaden besluttede Ludvig, at han ville gå tidligt i seng. Han skulle samle kræfter.