Fra rum til rum
Ivan var ikke på værelset, da han vågnede. Hans sædvanlige snorken kunne ikke høres, og da Ludvig kom på benene og kiggede ind over halvvæggen kunne han konstatere, at sengen stod urørt.
Var Ivan blevet syg? Havde de forflyttet ham? Ludvig skyndte sig i tøjet og gik ud på gangen. Der herskede en anderledes anspændt stemning end de foregående dage. Et helt hold af de hvidklædte muskuløse vagter gik systematisk fra rum til rum og ledte efter noget eller nogen. De indespærrede stod ude på gangene og kiggede nervøst på vagterne. Nogle af dem snakkede lavmælt sammen og stirrede over mod døren til Ludvigs og Ivans rum.
Ludvig trykkede sig op mod væggen. Hvis Ivan havde forsøgt at flygte, var det et meget dårligt tidspunkt. Det ville kun forværre hans egne chancer, hvis den almindelige sikkerhed og opmærksomhed blev skærpet. Kvinden fra træværkstedet gik hastigt forbi. Hun stoppede op og kiggede hvast på Ludvig.
Har han talt om det. Har han talt om at stikke af?
Ludvig rystede på hovedet.
Har du nogen idé om, hvordan han har gjort det?
Nej, overhovedet ikke, svarede Ludvig og prøvede at undvige kvindens blik.
Efter cirka tyve minutter var gennemsøgningen af afdelingen afsluttet og de mange vagter forlod området. Ivan var ikke dukket frem. Ludvig kunne høre et par af vagterne tale sammen om, at Ivan måtte gemme sig et eller andet sted i bygningen, eftersom der ikke var nogen, som havde forladt stedet ud over folk med Id-kort.
Da der havde lagt sig ro over afdelingen, lød klokken til morgenmaden. Lyden bragte dagligdagen tilbage. Ivan var væk, men de fleste syntes at have glemt alt om det.
Efter atter at være blevet overvåget og undersøgt i mundhulen af de to vagter sad Ludvig stille for sig selv og spiste sin mad. Han kunne ikke holde ud at være indespærret ret meget længere. Han skulle gøre forsøget i dag. Sætte alt på et bræt.
Efter morgenmaden gik han tilbage mod sit værelse. Besøget i lejligheden skulle først finde sted om et par timer. Han håbede, Karen Harrison ikke havde besluttet at aflyse turen til lejligheden på grund af Ivans flugtforsøg. Men det var givet, at sikkerheden ville blive skærpet.
Da han passerede telefonen på væggen, stoppede han op. Noget i ham ønskede, at den ringede. Noget i ham ønskede, at Zukav var i røret og med sin karakteristiske hæse stemme fortalte, at han ville hjælpe ham i dag.
Men den ringede ikke. Røret, der trængte til at blive rengjort for fedtede fingre og støv, hang på væggen i gaflen uden at give lyd fra sig.
Ludvig blev stående et øjeblik og ventede. Zukav ringede altid, når han gik forbi røret. Hvorfor gjorde han det ikke i dag? Var det medicinen, der for alvor var begyndt at virke? Ludvig kunne næsten fysisk mærke, hvordan verden var blevet mindre og mere flad på grund af medicinen. Tingene skete ikke med samme indlysende lethed.
Han kastede hurtige blikke op og ned ad gangen og tog sig endelig sammen til at løfte røret af. Bare for at lytte. Måske var han der alligevel? Der kom ingen lyd fra telefonen. Ikke engang den forventelige klartone. Det hang måske sammen med, at man ikke kunne ringe op fra den? Kun modtage opkald udefra. Han lyttede ind i den knasende stilhed. Lyttede efter lyden af et tilbageholdt åndedrag.
Et kort øjeblik jublede han indvendig. Men det var kun, indtil han indså, at det var hans egen sukkende vejrtrækning, han lyttede til. Der var ikke nogen i den anden ende. Medicinen havde taget hans hjælpere fra ham. Skuffet hængte han telefonrøret tilbage, gik hen til værelset, satte sig på sengen og ventede på, at de hentede ham.
En ung kvinde fra vaskeriet kom efter en halv time forbi med et rent sæt træningstøj til ham. Det var i en neutral sort farve og ikke så slidt, som det han havde haft på siden ankomsten. Han klædte om og afleverede det nussede tøj til hende, da hun lidt efter igen kom forbi med vasketøjskurven. Hun så ikke på ham, men tog bare imod tøjet og gik videre med slæbende fødder. Hun så ikke ud som om hun interesserede sig for sit arbejde eller for stedet i det hele taget. Hendes fedtede hår hang som et gardin foran hendes ansigt.
Endelig stod kvinden fra træværkstedet i døren.
Er du klar?
Ludvig nikkede og rejste sig. Han kastede et hastigt blik rundt i rummet. Han havde ikke efterladt noget. Hans få private ejendele lå, så vidt han vidste, et andet sted i bygningen. Hvis det lykkedes, ville han være på flugt uden nogen form for hjælpemidler. Det var svært at forestille sig, hvordan han skulle kunne klare det, men han valgte ikke at spekulere på det.
Han fik igen håndjernene på og blev ekspederet ud gennem labyrinten ad lange hvide gange, hvor den pibende lyd fra gummisålerne mod linoleumsbelægningen var den eneste støj i den støvede stilhed. Han var fristet til at spørge kvinden, om Ivan var blevet fundet, men holdt sin mund. Kvinden gik tavs foran ham og åbnede de forskellige sluser ved at stikke sin tommelfinger ind i en lille lås.
Det gik endnu en gang op for Ludvig, at det måtte være nærmest umuligt at flygte fra anstalten. Men Ivan havde åbenbart regnet den ud. Det sagde sig selv, at det havde krævet, at han skar fingeren af en vagt, stjal vagtens tøj og forklædte sig. Det var den eneste mulighed for at nå frem til personaleskabene og finde nøglerne til en af bilerne på parkeringspladsen.
Da de endelig efter mange endeløse minutter kom ud på parkeringspladsen, var Karen Harrison allerede dukket op. Hun smilede imødekommende til Ludvig, inden hun steg ind i sin private bil. To muskuløse vagter overtog ham og førte ham ind i den hvide varevogn, der skulle køre ham til hans lejlighed. Inden bilen satte i bevægelse, fik han en sort stofpose trukket over hovedet. Turen gennem mørket kunne begynde.