Flugt
Han kunne dog ikke undgå at høre den knasende lyd af en næse, der brækkede og den efterfølgende hæse stønnen af smerte, der undslap en af hans vagter. Den kronragede slap grebet. Ludvig gik i knæ og forsøgte reflektorisk at genfinde balancen.
Nu kiggede Ludvig endelig op og så Ivan svinge et jernrør mod Dragen, der stadig havde fat i Ludvig. Ivan ramte ham over den ene skulder og bruddet, da kravebenet gav efter, lød som en tør gren, der knækker under blødt græs. Dragen slap sit greb i Ludvig for at forsvare sig mod Ivan, der med et koldt blik igen svingede jernrøret.
Den kronragede, der var ramt over næsen, lå og famlede rundt på knæ, mens blodet tapløb fra hans ansigt og pjaskede ned på granitgulvet, hvor det dannede en skinnede mørk pyt, som hans hænder tværede rundt i, mens han forsøgte at finde et fast holdepunkt. Jernrøret susede igen, og Dragen ved siden af Ludvig faldt jamrende sammen med et knust knæ.
Ivan traf ham i hovedet med et kort præcist slag, inden han ramte gulvet. Dragen landede tungt med ansigtet mod granitten. Han lå helt stille. Den kronragede med den brækkede næse forsøgte stadig at komme op og stå, men kunne ikke finde noget fæste i pølen af blod, der voksede under ham. Ivan svingede jernrøret en sidste gang, og manden sank sammen med et bump mod gulvet. Blodet stænkede ud til siderne og op på væggen, hvor det hastigt drev ned ad i tynde striber.
Først nu lagde Ludvig mærke til Karen Harrison, som havde søgt tilflugt i elevatoren, hvor hun hamrede desperat på knapperne for at få den til at lukke i og stige til vejrs. Idet dørene langsomt gled i, sprang Ivan over de to vagter og kilede jernrøret ind i sprækken mellem de to skydedøre. Elevatoren gav en klemtende signal fra sig og dørene åbnedes igen. Karen Harrison trak sig skrækslagen op mod bagvæggen i elevatoren.
Gå din vej Ivan. Du må ikke være her, gå din vej.
Giv mig nøglen, sagde Ivan og smilede indladende.
Nej, jeg vil ej. Du skal gå din vej. Du ved godt, du ikke må være her. Du skal tilbage til anstalten.
Ivan gav hende et rap på armen med jernrøret.
Rolig nu, vi er ude i virkeligheden, Karen. Her bestemmer du ikke en skid. Det er den rigtige virkelighed. Ikke din. Er du med? Giv mig så nøglen. Både til bilen og til håndjernene.
Hun rystede desperat på hovedet og holdt en beskyttende hånd på sin arm. Hendes pæne frisure var kommet i uorden og sveden sprang frem på hendes overlæbe. Ludvig lagde pludselig mærke til, hvor gammel hun egentlig var. Når elegancen og den velopdragne facade krakelerede, var hun bare en gammel, skrækslagen dame.
Ivan slog hende hårdt i ribbenene med enden af røret. Hun gispede og krummede sig sammen i smerte.
Hvis du ikke ryster op med dem nu, bliver det bare værre.
Med en skælvende hånd fik hun fisket nøglerne frem af sin jakkelomme og rakte dem til Ivan. Han vendte rundt og lukkede op for håndjernene.
Det havde du nok ikke lige regnet med, hva´?
Ludvig rystede på hovedet. Ivan var god nok.
Tak skal du have.
Ivan tog håndjernene og gav Karen Harrison dem på.
Så kan du fan'me prøve det selv, kælling, sagde han og skubbede hende brutalt ned på gulvet i elevatoren. Idet han trådte ud af elevatoren trykkede han på knappen til fjerde.
God tur. Vi ses forhåbentlig ikke mere.
Karen Harrison sendte Ludvig et fortvivlet blik, men han kiggede væk. Han skyldte hende ikke noget. Dørene lukkedes og elevatoren steg op. Ivan skrævede over de to vagter og skubbede blidt til Ludvigs skulder.
Lad os skride.
Ludvig fulgte efter Ivan udenfor.
Hvordan slap du ud?
Jeg dræbte en vagt. Tog hans uniform og skar hans finger af. I omklædningen fik jeg fat i hans civile tøj, og så kørte jeg simpelthen bare væk i hans bil. Ingen nåede at opdage noget som helst.
Hvor gemte du liget?
Det røg ind i garderobeskabet.
Ludvig nikkede eftertænksomt. Ivan havde slået et menneske ihjel for at slippe ud. Og så var han oven i købet kommet ham til hjælp.
Hvorfor hjælper du mig egentligt?
Ivan stoppede op og smilede stort.
For helvede, Ludvig. Vi er sgu da venner. Er vi ikke? Venner hjælper hinanden.
Han slog Ludvig kammeratligt på skuldrene.
De spottede Karen Harrisons bil på parkeringspladsen og løb over mod den. Viceværten kiggede nysgerrigt efter dem fra sit vindue.
Det var nemt at komme ind i bilen. Den åbnede lige så snart, de nærmede sig på grund af chippen i nøglen. Men da de havde taget plads, Ivan ved rattet, opdagede de, at bilen skulle startes med en fingeraftrykslæser. De manglede Karen Harrisons finger.
Hold da kæft, alt det fingersikkerhed. De, der har lavet det system, må da kunne regne ud, at der vil blive skåret en helvedes masse fingre af rundt omkring, når nogen vil have fat i en bil. Vi bliver nødt til at gå tilbage, sagde Ivan.
Vi kan ikke skære hendes finger af, indvendte Ludvig.
Så må vi tage hende med og smide hende af på et senere tidspunkt.
Vil det ikke vække opmærksomhed, hvis vi kommer slæbende med hende? indvendte Ludvig.
Ivan sagde: Vi er nødt til at tage chancen.
De steg ud af bilen og gik tilbage mod opgangen. Viceværten skjulte sig bag sin persienne, da de gik forbi.
Da de kom ind i opgangen lå vagterne stadig, hvor de havde efterladt dem i en plamage af blod. Ivan skrævede hen over dem og trykkede elevatoren ned. Der gik nogle lange øjeblikke, indtil døren gled op, og de kunne se Karen Harrison, som i mellemtiden havde mistet bevidstheden og lå sidelæns på gulvet i elevatoren. Ivan trådte ind og samlede hende op, som om hun var en dukke. Med én arm slængede han hende over skulderen og sendte Ludvig et optimistisk blik.
Så er vi dem, der er skredet.
Han trådte hen over vagterne. Den kronragede våndede sig højlydt. De skyndte sig ud på parkeringspladsen og hen til bilen. Viceværten bag persiennen gjorde store øjne. Han ville med garanti ringe til politiet med det samme. De havde travlt.
Det var svært at få Karen Harrisons slappe krop anbragt på skødet af Ivan, så hendes finger kunne komme ind i finger ID-læseren i den rette vinkel.
Mens de baksede med hende, dukkede den kronragede pludselig op ved bilen med blod dryppende fra et sår i panden og den brækkede næse. Han flåede døren op, inden de kunne nå at reagere, og ramte i samme bevægelse Ivan i tindingen med en gummidækket blyknippel. Ivans blik blev tomt, og han faldt sammen ind over rattet og ramte bilens horn. Det satte i en langstrakt tuden. Ludvigs hjerte sank i livet på ham, da han mødte vagtens arrige blik hen over Ivans slappe krop.
Da vagten langede ind over Ivan og den bevidstløse Karen Harrison for at gribe fat i Ludvig, åbnede Ludvig døren i sin side af bilen og sprang ud. Vagten var rundt om bilen og efter ham på et øjeblik. Ludvig løb alt, hvad han kunne over parkeringspladsen og ud gennem passagen mod havnen.
Han kom ud på havnepromenaden og indså, at manden bag ham var i bedre form. I stedet for at dreje af og løbe ned langs havnekanten, fortsatte han lige ud med retning mod vandet. Han nåede kanten og sprang i med hovedet forrest. Under ham bredte vandspejlet sig, stort og mørkt, fyldt med små krusninger i overfladen. En båd fra kanalrundfarten nærmede sig nedenfor kun 10 meter fra havnens granitværk. En gruppe amerikanske krydstogtturister stirrede nysgerrige mod et punkt i horisonten, som bådguiden pegede imod, mens han på skoleengelsk forklarede om Christians den 4.’s byggeri i København.
Ludvig ramte vandet i en perfekt vinkel med sine udstrakte arme og fingre først. Vandet var chokerende koldt og trængte ind under tøjet på et splitsekund. Det smagte af salt. Han skød som en pil ned under den glitrende overflade og kom med få svømmetag ind under kanalbådens bane. Han svømmede med åben øjne og kunne fornemme det mørke skrog, der gled ind over ham og høre den snurrende og dunkende lyd fra skruen, der piskede vandet op og drev båden fremad. Da han var tilstrækkeligt langt inde under den lange båd, svømmede han opad. Med et gisp efter luft brød han gennem vandskorpen på den anden side af skroget, der spærrede for udsynet mod kajen. Det brune lakerede fribord med den grønmalede bundstribe mod vandskorpen gled klukkende forbi ham. Om få sekunder ville båden have passeret, og den kronragede på kajen ville få øje på ham.
Han overvejede at dykke igen, men det var en stakket frist, han ville få, før han blev opdaget. Han handlede uden at tænke over det, da en blå gummipolstring, der hang i et reb på skibets fribord, gled tæt forbi ham. Med begge hænder rakte han ud og greb fat. Han blev øjeblikkelig trukket ud af vandet og gled efter båden. Han klamrede sig til gummipolstringen med sine sidste kræfter. Først, da båden var kommet flere hundrede meter ned langs kajen og ændrede en smule kurs, kunne han bagude ane vagten, der kravlede ned ad stigen til den lille anløbskaj, som blev brugt af kajakroere og folk i mindre både. Vagten spejdede rundt ved det sted, hvor Ludvig havde ramt vandspejlet.
Ludvig blev liggende og lod sig trække gennem vandet, indtil båden lagde til ved endestationen i Nyhavn. Så kravlede han op på båden og gik drivvåd forbi de måbende turister og op på land. Da han et øjeblik senere bevægede sig ned langs de små hyggelige cafeer i Nyhavn, opdagede han, at han stadig krammede den grønne dagbog. Han havde åbenbart haft den i hånden hele tiden og var sprunget i vandet med den. Han stoppede op og åbnede den. Siderne var gennemblødte og skriften var flere steder en tåget udtværet plamage. Han måtte vente med at se nærmere på den til den blev tør og håbede, at den stadig kunne læses nogle steder.
Mens han gik, gjorde han status over sin situation. Han var flygtet fra anstalten. To vagter var slået ned, og Karen Harrison havde fået tæv. Ivan var øjensynligt blevet fanget igen. Han havde brug for penge og tørt tøj, hvis han skulle finde Natalie. Han nåede op til Strøget. En tigger sad op af en husmur med et lille plastikbæger fyldt med mønter. Uden at overveje det snuppede Ludvig bægeret ud af hånden på manden og begyndte at løbe. Han havde mere brug for pengene lige nu. Bag ham lød tiggerens højlydte protester. Stop tyven! Han stjæler mine penge!
Ludvig løb ned mod Kgs. Nytorv og nåede hurtigt frem til en metronedgang og forsvandt ned i dybet. Han sprang på et tog, der i det samme kørte ind på perronen.
Hans tøj var stadig fugtigt, da han satte sig ned på et ledigt sæde. Det var ubehageligt. En kuldegysning løb over hans ryg. Han gemte hænderne i armhulerne og lænede sig mod ruden. Trætheden var overvældende. Hans øjenlåg gled i. Drømmen var over ham med det samme.
Hun bliver vækket af manden, der rykker hende i skulderen uden at sige noget. Altid denne kolde tavshed. Hun slår øjnene op og mærker tristheden skylle ind over sig. Han beordrer hende med en håndbevægelse op at stå og lænker hende med håndjern på ryggen. Så går det rask af sted ud i den smalle gang og videre ned mod jerndøren. Hun skal være opmærksom på at sætte fødderne rigtigt, når han skubber hende fremad. Hun skal ikke på gårdtur denne gang, men bliver skubbet videre ned gennem bygningen til en ny dør, hun ikke har været gennem før. Den fører ud til en smal passage med glas på begge sider. Passagen giver hende det første kig ud i det landskab, hun har befundet sig i. Det er, efter de mange dage med murene som eneste udsigt, næsten smertelig smukt at se ud over det tågeklædte bjerglandskab, der breder sig på begge sider af hende. Bygningen ligger oppe ad en træbevokset bjergside med udsigt over en floddal. Solen er på vej gennem en slugt på den modsatte side af dalen og lyser tågen, der ligger i dalsænkningen op. Det ligner et klæde af lysende guld, som er trukket ind over landskabet. Hun leder forgæves efter nogle tegn, der kan give hende en stedsangivelse, mens de passerer glasgangen over mod en moderne murstensbygning ved siden af hendes fængsel. Hvor befinder hun sig egentlig? Men inden hun kan finde noget at bygge sine formodninger på, er de inde i den moderne bygning, der mest af alt minder om en lægeklinik eller et mindre hospital. Hun drejer hovedet og prøver at få øjenkontakt med manden bag sig. Måske er der en art forbindelse mellem dem i et splitsekund. Hun noterer sig, at det måske er første skridt. Han er nøglen til hendes frihed. Samtidig indprenter hun sig med fotografisk præcision bygningens indretning. Hun ved, at hvis chancen byder sig, kan det blive en afgørende viden. Hun tænker, at det bjergrige landskab både er en fordel og en ulempe. Hvis hun slipper ud af bygningen, kan hun forsvinde i det landskab. Men omvendt vil det være vanskeligt at slippe bort fra området. Der er sikkert kun få veje og ikke mange mennesker, der vil kunne hjælpe hende. Så skubber han hende ind i et lokale til højre. En høj mand klædt i hvid kittel vender sig mod hende, idet hun træder ind. Hun ryster af vrede og frygt ved synet af ham.