<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_30">Riget</h1> <div> <b>Han</b> slog øjnene op på Vanløse station. Vaklede fortumlet ud på perronen og derfra videre op til Jernbanegade, hvor han satte kurs mod en lille café et stykke længere ned ad vejen. Han havde stadig tiggerens penge i lommen og talte 453 kroner i mønter og enkelte sedler, inden han trådte ind ad døren. Sulten rev ham i maven, da han gik hen til disken og bestilte en færdigsmurt sandwich med kylling. Kvinden skubbede en tallerken med maden over disken til ham, tog pengene han lagde på zinkpladen og vendte sig mod en tv-skærm, der hang på væggen. </div> <div> Ludvig stirrede på skærmen, mens han spiste med grådige mundfulde. Nyhederne var netop gået i gang. Kvinden bag cafedisken skruede i det samme op for lyden. </div> <div> ... den 36-årige gymnasielærer, Ludvig Werge, er sidst set omkring Islandsbrygge, hvor han i formiddags sprang i havnen for at undslippe den psykiatriske behandling, han var underlagt efter et seksuelt motiveret overfald på sin nabo. Under flugten, der blev sat i scene af en anden farlig psykiatrisk patient, blev overlæge Karen Harrison slået ned med et stumpt våben og de to vagter blev fysisk forulempet i alvorlig grad. Den ene er stadig i livsfare og indlagt på Rigshospitalets traumeafdeling i kunstigt koma. Ludvig Werge er fortsat på fri fod. Politiet betegner ham som farlig og beder offentligheden kontakte den nærmeste politistation, hvis man har oplysninger om den undvegne psykiatriske patient. </div> <div> Der blev vist et foto af Ludvig under speaken. Billedet skiftede til politikommissær, Leonard: Vi har sat ekstra mandskab ind fordi vores erfaring er, at de første 24 timer er de vigtigste. Manden er sindsforvirret og farlig. Han lider af forfølgelsesvanvid og kan finde på at reagere i panik. Vi har imidlertid ikke kunne finde spor efter ham så … </div> <div> Der gik nogle sekunder, mens kvinden bag disken skiftevis kiggede på skærmen og på Ludvig. Så var det som om, hun genkendte ham. Hun sagde ikke noget, men bakkede bare tilbage mod væggen og havde pludselig en mobiltelefon i hånden. Ludvig slugte den sidste mundfuld af sin sandwich og løb ud af døren. Han drejede om hjørnet ved den næste sidevej og hørte lyden af en politisirene et sted langt væk. En åben havelåge fik ham til at svinge skarpt til venstre ind i en villahave fyldt med tulipanbede. </div> <div> Han løb hurtig gennem haven, sprang over en lav hæk og ud på den næste villavej. Hvis politiet var efter ham, gjaldt det om at komme væk i en fart. Han fortsatte ind i en ny have. Et ældre ægtepar i ens lyseblå fritidssæt kiggede forbløffede op fra eftermiddagskaffen på terrassen, da han sprintede forbi. Han fandt et hul i hækken og kom ind i endnu en have. Et par børn, der legede i et soppebassin, løb skrigende ind i huset, da han dukkede op. </div> <div> Mor, mor, en børnelokker skreg en af dem, en lille pige med lyse fletninger. </div> <div> Ludvig fortsatte ud gennem indkørslen, mens en rasende mor råbte skældsord efter ham: Hvad fanden laver du mand? Det her er privat grund. Jeg ringer til politiet. </div> <div> Nogle hundrede meter længere fremme førte vejen ud i en større gade med en hel del trafik. Han besluttede sig for at søge derhen. Det ville være lettere at gemme sig der, blandt mennesker og i trafikken. Lyden af en politisirene snittede luften i strimler over området. Den var stadig et stykke væk, men kom nærmere. De kunne ikke præcis vide, hvor han befandt sig. Men sirenens aggressive lyd fortalte, at de ikke var helt gal på den. Han kunne mærke, hvordan sveden sprang frem under T-shirten. </div> <div> Han nåede den trafikerede gade og fik øje på en gul bus, der som en hval brød frem af trafikstrømmen og holdt ind til siden få hundrede meter længere fremme ved et stoppested. Han satte alle kræfter ind på at nå den. Da han nåede frem, var døren allerede lukket. Han så appellerende på den farvede chauffør bag rattet. Bussen var i bevægelse. Gennem den rumlende støj fra den tætte trafik kunne han høre lyden fra politisirenen, der skar sig frem mod ham, som en rundsav. Chaufføren kiggede på ham og smilede. Bussen standsede med et ryk og døren gled op. Ludvig hoppede ind og lagde en hundredekroneseddel, som havde ligget i tiggerens krus på disken. </div> <div> Den kan jeg ikke bruge til noget, sagde chaufføren. </div> <div> Jeg har ikke mindre. </div> <div> Bare kør med, sagde chaufføren og svingede ud fra fortovet. Ludvig gik tilbage i bussen og sank sammen på et sæde. Trafikken lukkede sig som en brusende flod omkring bussen, da den fortsatte ned mod Godthåbsvej. </div> <div> Ludvig forsøgte at samle tankerne, mens han sank sammen i sædet for at skjule sig fra blikke udefra. Sporet pegede i retning af Tyskland. Nummeret på bilen på tegningen burde kunne hjælpe. Men først måtte han undersøge, om Natalie havde efterladt sig nogen spor på instituttet. </div> <div> Han stod af, da bussen standsede kun ti minutters gang fra Instituttet for Marinebiologi. Signalementet af ham var givetvis blevet ændret til noget i retning af 36-årige mand af almindelig bygning iført blå T-shirt og sorte bukser. På vejen gik han ind i en genbrugsforretning og købte en grøn T-shirt og en kasket, der kunne skjule hans hår. Han fik et par temmelig ridsede solbriller med i købet, da han også købte et par olivengrønne bukser med store lommer på siderne. Dagbogen fra Natalie lagde han i en af lommerne. Da han havde klædt om og fået sit gamle tøj i en pose af den ældre kvinde ved disken, gik han igen ud på gaden, mønstrede tilfreds sit spejlbillede i butikkens rude og satte kursen mod Institut for Marinebiologi. </div> <div> Da han nåede frem til den røde murstensbygning var klokken lidt over tre om eftermiddagen. Han gik ind gennem hovedindgangen og henvendte sig i portvagten, hvor han spurgte efter Natalie Werge. Vagten, en ældre senet fyr med guld i hele munden, slog hende op på sin computer. </div> <div> Hende har vi ikke her. Er du sikker på navnet? </div> <div> Fuldstændig, det er min kone. </div> <div> Vagten kiggede en ekstra gang på Ludvig, som løftede solbrillerne op i panden for at virke mere imødekommende. </div> <div> Din kone. Natalie Werge? </div> <div> Han tastede en gang til. </div> <div> Nej, der er ikke nogen under det navn i blandt hele personalet. Heller ikke blandt de løst tilknyttede lærere. Er du sikker på, at hun arbejder her? </div> <div> Ja, selvfølgelig er jeg sikker på det. </div> <div> Beklager, hun er her sgu ikke. </div> <div> Du må da prøve igen, det kan ikke passe. Hun har arbejdet her i ti år. </div> <div> Ludvig ville ikke give sig. </div> <div> Hun er her ikke. </div> <div> Jeg må tale med lederen her på stedet. </div> <div> Hun er gået for i dag. Du kan få sekretæren. </div> <div> Jamen, så gør dog det. </div> <div> Vagten tog telefonen og ringede sekretæren op. </div> <div> Hey, det er Viggo fra porten. Jeg har en mand her, som leder efter sin kone, Natalie Werge. Han mener, hun arbejder her. Har du tid til lige at undersøge, om hun er tilknyttet. Hun optræder ikke i databasen. </div> <div> Vagten lyttede et øjeblik, før han lagde på. </div> <div> Du skal op af trappen og til venstre. Hun hedder Mette. </div> <div> Ja, det ved jeg da godt. Jeg har talt med hende før. </div> <div> Ludvig gjorde ikke noget for at skjule sin irritation over vagtens uduelighed. Vagten trak på skuldrene og åbnede den elektroniske lås på døren. Ludvig gik ind. Han var hurtigt oppe ad trappen og nåede frem til sekretærens kontor. Mette Olsen, stod der på døren. Han bankede på og åbnede den uden at vente på svar. </div> <div> Mette Olsen var en lille buttet kvinde. Hendes læber var markant trukket op med en mørkere kant mod huden og hendes øjne, der fandt ham gennem de lette designerbrille, var indrammet af både mascara og kol. Hun så imødekommende på Ludvig og rettede på brillen. </div> <div> Og hvad kan jeg så hjælpe dig med? </div> <div> Ludvig satte sig i stolen, der var anbragt foran hendes bord. Han lagde mærke til, at hun havde et billede af to små børn og en mand stående ved siden af sin computerskærm. Hun så venligt på ham. Han rømmede sig. </div> <div> Det ... det drejer sig om min kone, Natalie Werge. Hun arbejder her på instituttet som forsker. Hun er marinebiolog. Det er afdelingen for arktisk marinebiologi, hvis det siger dig noget? </div> <div> Mette smilede: Vi kalder det noget andet, men jeg ved, hvad du mener. Bortset fra det, kender jeg ikke kvinden, du taler om. Vi har ingen Natalie Werge ansat her. </div> <div> Ludvig greb fat om armlænene og trak sig frem i stolen. </div> <div> Jamen, jeg talte da med dig i starten af sidste uge. Hun havde sendt en mail om, at hun holdt fri nogle dage. Du sagde, at hun ikke var mødt op, men havde sendt en mail? </div> <div> Gjorde jeg? Det husker jeg ikke noget om. </div> <div> Du må kunne finde den mail. Den må ligge i systemet. </div> <div> Jeg kan godt kigge efter, hvis det kan være en hjælp? </div> <div> Jo tak, gør det. </div> <div> Mette søgte efter en mail med Natalies navn i sit mailprogram. </div> <div> Efter få sekunder rystede hun på hovedet. </div> <div> Der er ikke noget, der matcher. </div> <div> Jamen ... </div> <div> Mette kiggede op fra skærmen og bed ham af: Mere kan jeg ikke gøre. Jeg kender ikke kvinden. Hun er ikke i databasen eller i mailen. Hun har simpelthen ikke nogen tilknytning her til stedet. </div> <div> Hun lukkede programmet ned. </div> <div> Det kan ikke være sandt. Du lyver for mig. Hvor meget har de betalt dig for at skjule sandheden for mig? </div> <div> Hvad i alverden taler du om? </div> <div> De har været her? Ikke? De har allerede været her? </div> <div> Jeg ved virkelig ikke, hvad du taler om. </div> <div> Ludvig havde rejst sig og gik rundt om bordet og greb Mette i armene og råbte hende ind i hovedet. </div> <div> Du er med i det? Du ved, jeg taler sandt. Hvad har de gjort? Har de truet med at ramme din familie? Har de også fat i nosserne på dig? </div> <div> Slip mig dog! Du er jo sindssyg, mand. Så slip mig dog. </div> <div> Ludvig rystede hende voldsomt, mens han råbte en række eder ind i hendes ansigt. Noget med møjso, kraftidiot og skrankepave. Han følte sig i sin fulde ret til at svine Mette til. Hun var med i komplottet mod ham. </div> <div> Det lykkedes Mette at vride sin ene arm fri, få fat i telefonen og komme igennem til vagten. </div> <div> Viggo, jeg har et problem her, gispede hun, mens Ludvig råbte i baggrunden. </div> <div> Ludvig flåede røret ud af hånden på hende og smed det på. Han skubbede Mette tilbage i stolen. Hendes make up var blevet tværet ud i sammenstødet. Læbestiften bredte sig over den ene kind og rougen var forsvundet i den ene side af ansigtet. </div> <div> Han trak sig baglæns ud af kontoret. I stedet for at gå tilbage ad den vej, han var kommet, løb han mod den bageste del af bygningen og fandt en bagtrappe, der var markeret med et brandudgangsskilt. Han nåede ned, gik med beherskede skridt forbi en flok studerende og via rosenhaven bag instituttet ud gennem en port, der førte ud til en trafikeret vej. De ville selvfølgelig kontakte politiet. Han måtte ud af byen i en fart. </div> <div> Han steg igen på bussen og kørte mod Østerport station med en løs ide om at tage sydpå og gemme sig i et sommerhus et sted og tænke tingene igennem. Da han stod af kunne han konstatere, at hans billede allerede var ude på ekstraudgaven af en af formiddagsaviserne foran kiosken. Farlig fange på flugt. Læge og vagter slået brutalt ned. De havde hentet hans billede fra skolens hjemmeside. Han så lidt anonym ud på billedet. Kiggede ud til den ene side og håret virkede tyndere, end det var i virkeligheden. Det mindede om et af den slags billeder man i 1970’erne bragte af de tyske terrorister. </div> <div> Han huskede den dag, det blev taget. Hans kollegaer havde deres bedste tøj på og gejlede hinanden op. Han havde glemt fotograferingen. Det var flere dage siden, han havde vasket og barberet sig. Det var kun fjorten dage efter, at Hanne var blevet slået ihjel i sammenstødet med toget. </div> <div> Han havde holdt sig hjemme i en uges tid og var netop begyndt at komme på arbejdet igen. Men han havde det ikke så godt. Han opdagede, at han savnede hende. Savnede en at være sammen med. Livet blev så fladt, når man var alene. Den dag billedet blev taget, havde han drukket tæt aftenen før og havde væltet rundt i indre by i en forvirret rus af selvmedlidenhed og storhedsvanvid. Han kunne ikke forstå, at ingen af de kvinder, han lagde an på ud på den tidlige morgen, var interesserede i ham. </div> <div> </div> <div> Han passerede billedet på spisesedlen, trak kasketten længere ned i panden og rettede på solbrillerne. Da han kom forbi kiosken, købte han en sandwich. Pigen bag disken var sød og smilende og genkendte ham ikke fra avisens forside. Det gav ham en dejlig følelse af ro, at hun var så venlig over for ham. Så lidt skulle der til, et smil fra en ung fremmed kvinde, og man blev helt varm om hjertet. </div> <div> Han vidste ikke, hvor langt pengene i hans lomme ville række. På den ene eller den anden måde måtte han til Tyskland. Men han var nødt til at opspore Zukav først. Han var den eneste, der troede på ham. Den eneste, der kunne hjælpe ham. Zukav havde sagt, han var indlagt til observation på Rigshospitalet efter overfaldet? Måske lå han der stadigvæk? </div> </body> </html>