<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_31">Den hvide engel</h1> <div> <b>Ludvig</b> forlod Østerport og satte kurs mod Rigshospitalet til fods. Hver gang han fik øje på en politibil på gaden jog frygten gennem ham, men de lagde åbenbart ikke mærke til ham i den nye mundering. </div> <div> Hvis Zukav stadig var indlagt, måtte det være på et almindeligt sengeafsnit. Ludvig kom i tanke om, at en af Natalies veninder arbejdede som læge på Rigshospitalet. Vistnok i den reumatologiske afdeling. Var det Iben Jørgensen, hun hed? Hvis han kunne finde hende, kunne hun måske hjælpe ham med at finde Zukav? </div> <div> Han kom frem til hovedindgangen ad Blegdamsvej og gik ind i hall’en og prøvede at danne sig et overblik over de forskellige afsnit. En tavle på væggen viste alle afdelingerne. Han fandt den reumatologiske afdeling på syvende etage og spejdede efter elevatorerne. De befandt sig et stykke til højre for oversigtstavlen. Da en sygehjælper skubbede en tom seng foran sig hen mod en åben elevator, fulgte han efter og smuttede med ind. Ludvig trykkede på etagen og stillede sig afventende bagest i elevatoren. Sygehjælperen skulle af på en af de første etager. Ludvig kørte videre alene. </div> <div> Da han kom ud på afdelingen, kom han i vildrede. Han stoppede en sygeplejerske, der i det samme kom forbi. </div> <div> Undskyld, jeg skal tale med Iben Jørgensen. Er hun på arbejde i dag? </div> <div> Iben, reservelæge? </div> <div> Ja, netop. </div> <div> Hun sidder nede i kaffestuen. Jeg så hende for kun fem minutter siden. </div> <div> Og det er dernede? </div> <div> Ludvig pegede i en tilfældig retning. Sygeplejersken pegede i den modsatte retning med et venligt smil. </div> <div> Det er den vej og op ad gangen. Lige efter overvågningsskranken. Til højre, en blå dør. </div> <div> Ludvig takkede og gik i den retning, kvinden havde vist ham. Han nåede frem til den blå dør og trådte ind på kaffestuen. Der sad en gruppe kvinder og talte dæmpet sammen. De kiggede op på én gang, da han kom ind. Det var tydeligt, at de mente, han var gået forkert. </div> <div> En af dem rejste sig. </div> <div> Kan jeg hjælpe dig med noget? </div> <div> Ludvig blev med det samme klar over, at han ikke vidste, hvordan Iben Jørgensen egentlig så ud. Han havde kun set hende på et foto på Facebook blandt Natalies venner. Det kunne godt være kvinden foran ham. Men håret var kortere, og hun var også lidt mere buttet, end han huskede fra billedet. Det var en kvinde, Natalie først havde lært at kende for nylig. </div> <div> Jeg leder efter Iben Jørgensen. </div> <div> Det er mig. </div> <div> Jeg har brug for lidt assistance med at finde en ven, som er indlagt efter et fald. Og så ved jeg, at du er Natalies veninde, så ... </div> <div> Natalie? Iben Jørgensen, så desorienteret på Ludvig. Jeg er ikke helt klar over, hvem du sigter til. </div> <div> Natalie Werge, min kone. I er veninder, ikke? </div> <div> Ikke hvad jeg ved af, sagde Iben og sendte de tre andre kvinder et indforstået smil. </div> <div> Ludvig forsøgte igen: Du må da kende hende. Hun har talt om dig. I mødte hinanden i fitnessklubben på Strandboulevarden? </div> <div> Iben lo ham direkte ind i ansigtet: Ligner jeg en, der dyrker fitness? Den var sgu god. Fitness, min bare. </div> <div> Hun prøvede at beherske sin latter ved at lægge en hånd over munden. De andre kvinder ved bordet lo med. Ludvig mærkede, hvordan han skrumpede foran Iben, der samtidig voksede til en stor glinsende, leende mund, der fyldte hele hans synsfelt. Drøblen i halsen vibrerede med luftstrømmen, mens hun forsøgsvis prøvede at lægge en dæmper på den orgastiske udfoldelse, som hendes latter medførte. Fine dråber af spyt ramte hans ansigt som støvregn, og han trådte uvilkårligt et skridt tilbage og vendte ansigtet væk. Det virkede håbløst at få Iben til at hjælpe. Hun var åbenbart med i komplottet og var kun ude på at gøre ham til grin over for de andre kvinder. Han skævede til dem. De slog sig på lårene, mens de lo, som om de var medlem af en latterklub, der netop var nået til det absolutte klimaks. </div> <div> Fitness, min bare, stønnede de igen og igen mellem latterudbruddene. Det var åbenbart dagens højdepunkt. Fitness, min bare. </div> <div> Ludvig trak sig baglæns mod døren. Han måtte se at komme videre. </div> <div> Pludselig stivnede Iben midt i sin latter. </div> <div> Du må da være ham den eftersøgte. Er du ham psykopaten, der er stukket af? </div> <div> Overhovedet ikke, mumlede Ludvig og fik fat i dørhåndtaget. </div> <div> Jo, du er. Det var det, de sagde. Du tror, du har en kone, der hedder Natalie. </div> <div> Hvor meget betalte de dig for at påstå, at du ikke kendte hende? replicerede Ludvig. </div> <div> Hvad snakker du om? afbrød Iben ham og henvendte sig til sine kollegaer bag ved. </div> <div> Kan en af jer ikke ringe efter politiet? Manden er eftersøgt. Har I ikke set nyhederne? Det er ham psykopaten på flugt. </div> <div> En af kvinderne stivnede og holdt op med at le, hev sin mobil frem og begyndte at taste et nummer. Ludvig åbnede døren og skyndte sig ud på gangen. Iben råbte efter ham: Hej du, stop lige en gang. Du skal ingen steder. </div> <div> Hun løb efter ham ud på gangen og råbte til en gruppe læger, der stod et stykke længere fremme. Hej, stop ham dér. Han er eftersøgt af politiet. </div> <div> En af lægerne, en bred fyr med hestehale, snurrede rundt og tacklede Ludvig, da han forsøgte at smutte forbi i det mellemrum, der var mellem gruppen af læger og væggen. Han røg ind i væggen og trimlede omkuld. </div> <div> Inden han kunne finde fodfæste, var lægen over ham og holdt ham fast mod gulvet og få sekunder efter sad tre af lægens kollegaer oven på Ludvig. Han kunne dårligt få vejret og var fuldstændig fastlåst mod gulvet. Iben kom hen til ham. </div> <div> Hold ham bare lidt endnu. Politiet er på vej. </div> <div> Lægen med hestehalen nikkede og blev siddende på Ludvigs ryg, som om han var på skovtur og havde fundet en komfortabel træstub at holde hvil på. Han begyndte med slet skjult stolthed at prale til de andre læger om, at han gik til rugby og derfor havde en vis praksis i tacklinger. De bifaldt anerkendende hans teknik. De mindede Ludvig om en flok storvildtjægere, der diskuterede et netop nedlagt trofæ og dvælede ved jagtteknikken og øjeblikkets gribende intensitet. </div> <div> Tiden sneglede sig af sted, mens lægerne begyndte at diskutere en fodboldkamp, de havde set på tv. Pludselig hørte Ludvig Leonards velkendte sprukne stemme. </div> <div> Bare slip ham. Jeg tager over her. Lægerne rejste sig, en lille smule skuffede. De havde haft en god anledning til ikke at lave noget og snakke fodbold i stedet. De kiggede nysgerrigt på Ludvig, som om det først var nu, de egentlig ofrede ham nogen opmærksomhed som person. Leonard trak ham op at stå. Han var øm i kroppen efter at have været presset mod gulvet og våndede sig, mens han gned sine arme og skuldre. </div> <div> Kom, vi går derind, sagde Leonard og trak Ludvig med tilbage til kaffestuen. De tre kvindelige læger sad stadig ved bordet. </div> <div> Kan vi lige få lov at være alene et øjeblik, sagde Leonard. Det er blot til patruljen kommer frem. </div> <div> Kvinderne rejste sig og forlod rummet. Leonard henvendte sig til Ludvig. </div> <div> Jeg var tilfældigt lige henne om hjørnet og fik at vide, at du var blevet set. Hvad er der med dig? Kan du ikke bare acceptere tingenes tilstand? Du er syg og skal være under behandling. Hvorfor nosser du rundt på den måde? Din ven Ivan giver dig måske mærkelige idéer. Uden ham havde du vel ikke været i stand til at stikke af? </div> <div> Ludvig stirrede ned i gulvet. </div> <div> Okay, du behøver ikke at svare. </div> <div> Leonard skubbede med en let hånd Ludvig ned på en af stolene og satte sig selv ved siden af. Han fandt en ren kop mellem de brugte på bordet og skænkede sig en kop kaffe. </div> <div> Det er noget værre noget, at I har overfaldet de vagter og Karen Harrison. </div> <div> Det var Ivan, der gjorde det, mumlede Ludvig i et spinkelt håb om, at det kunne forbedre hans situation. </div> <div> Det kunne jeg forestille mig. Han har før været ude med riven. Men som sagerne står, vil I begge blive draget til ansvar. Vores vurdering er, at I planlagde flugten sammen. Det vil givetvis føre til strafforlængelse. </div> <div> Ludvig sukkede og skævede mod døren, der stod på klem. </div> <div> Du skal ikke gøre dig nogen forhåbninger. Jeg er bevæbnet og med den sag, du allerede har opbygget, vil et skud mod benene være fuldt acceptabel voldsanvendelse, hvis du forsøger at flygte. </div> <div> Ludvig sank sammen på stolen. Det virkede håbløst. Det hele virkede håbløst. Leonard fiskede sin mobil frem, da den ringede </div> <div> Det er Leonard her. Ja, jeg har ham. Jeg kommer ned med ham. Bare vendt på parkeringspladsen. </div> <div> Han puttede mobilen tilbage i jakkelommen og rejste sig. Han slikkede sig om de sprukne læber. </div> <div> Følg med. Jeg går ud fra, at vi ikke behøver håndjern. </div> <div> Ludvig rejste sig. Han nikkede med sammenknebne læber. </div> <div> Og for en god ordens skyld, sagde Leonard og trak en pistol frem fra et skulderhylster under jakken, så Ludvig kunne se den. </div> <div> Jeg tøver som sagt ikke med at bruge den. </div> <div> Han lod den forsvinde tilbage under jakken. Ludvig sukkede og gik foran Leonard ud af kaffestuen til gangen. Kriminalkommissæren dirigerede ham med armen på skulderen ned mod elevatorerne. </div> <div> </div> <div> Ludvig gik i en tåge. Omgivelserne blev gradvist mere slørede. Benene flyttede sig automatisk. En voldsom træthed skyllede ind over ham og tyngede hans lemmer ned. Han skulle kæmpe for hvert skridt. Vestibulen med elevatorerne nærmede sig. Ludvig trængte til at sidde ned, til at hvile sig. Det hele havde været for meget i løbet af dagen. Han kiggede ned i gulvet for i det mindste at have dét som et fast holdepunkt. Det sejlede for hans blik. Han var bange for at miste balancen. </div> <div> De nåede frem til elevatoren. Endelig kunne Ludvig støtte sig til væggen. Han åndede tungt. Leonard trykkede på elevatorknappen og skævede til Ludvig, der stod med koldsved på panden og gispede. </div> <div> Er du okay? spurgte Leonard og rynkede brynene. Ludvig rystede på hovedet. Elevatordøren åbnede sig. Ludvig kiggede op. Det var som om, der strømmede et voldsomt lys ud fra elevatoren. En person i hvidt tøj trådte ud. Ludvig kunne ikke skelne ansigtstrækkene. Det må være en engel, var hans første indskydelse. </div> <div> Han mindede Ludvig om en, han havde set før. Ludvig glippede med øjnene for bedre at kunne se mandens ansigt, der ligesom resten af omgivelserne befandt sig bag en hinde af mælkehvid tåge. Leonard gav Ludvig et blidt skub ind i elevatoren. Den hvidklædte vendte pludselig rundt og fulgte med tilbage ind i elevatoren. Dørene lukkede igen til. Ludvig støttede sig op af den kølige stålvæg. Elevatoren satte i bevægelse ned mod stueplanet. Ludvig kiggede igen på den hvidklædte. Han kunne bedre skelne detaljerne nu. Det var en mand klædt i hvidt hospitalsstøj. Manden sagde noget til ham. Næsten uhørligt. Det var som om han sagde: Hej med dig, det var da utrolig heldigt, vi skulle støde på hinanden her. </div> <div> Ludvig genkendte Zukavs stemme med det samme. Og den mælkehvide tåge blev på et sekund til krystalklar skarphed. Det var Zukav, der stod ved siden af ham. </div> <div> Leonard havde tilsyneladende ikke bemærket ham og stirrede distræt på lyset i displayet, der viste elevatorens nedstigning mod jordoverfladen. Zukav vendte sig mod Leonard. Med en lynsnar bevægelse, Ludvig ikke umiddelbart ville have ventet fra hans side, havde den pensionerede politimand med et slangehugs præcision plantet et hårdt hook på kæben af den uforberedte kriminalkommissær. Leonard sank sammen i hjørnet af elevatoren med et grynt og lignede en ko, der havde fået affyret en boltpistol mod panden. Zukav lirkede pistolen ud af skulderhylsteret og vendte sig mod Ludvig. </div> <div> Er du stadig i tvivl, om jeg er en virkelig person? spurgte han. Ludvig slog ud med hænderne. Han vidste oprigtigt ikke, hvad han skulle svare. </div> <div> Hvordan kan du bare dukke op på den måde? </div> <div> Det er forbløffende hvilke oplysninger man får, når man lytter med på politiets frekvenser, mumlede Zukav med et listigt smil og trak med hurtige bevægelser tøjet af Leonard og tog det selv på. Størrelsen passede. Iført jakkesæt og skjorte lignede han en gangster spillet af Robert de Niro i en film af Scorsese. Han puttede pistolen i lommen. </div> <div> Elevatoren stoppede og døren gled op. De gik ud. Der var ikke nogen i nærheden, som bemærkede Leonards slappe krop mod væggen bagest i elevatoren. Døren lukkede sig igen og Zukav og Ludvig fortsatte ud gennem hovedudgangen til parkeringspladsen. De lod som ingenting, da en patruljevogn samtidig svingede ind foran bygningen med det blå lys blinkende fra taget. To betjente sprang ud og passerede dem, da de løb ind. </div> <div> Vi låner lige en bil, sagde Zukav og defilerede ned mellem de parkerede biler til han fandt en passende gammel Fiat Panda, som han brækkede op på et øjeblik og derefter startede ved at kortslutte tændingen. Motoren gik i gang med en hostende lyd, men kom hurtigt op i omdrejninger. </div> <div> Hop ind, sagde han og grinede. </div> <div> Det er påfaldende, som han dog ligner Robert De Niro, tænkte Ludvig og satte sig ind på passagersædet. De kørte væk fra hospitalet i roligt tempo. </div> <div> Zukav kastede et skælmsk blik på Ludvig og sagde: Der er ingen grund til at vække opmærksomhed. </div> <div> Ludvig hev tegningen med manden og bilen frem og viste den til Zukav. </div> <div> Hvor har du den fra? spurgte Zukav. </div> <div> Jeg fandt den på anstalten. Jeg tror, det var drengen, som lavede den. </div> <div> Zukav fik et par dybe rynker mellem øjnene. </div> <div> Jeg har ikke hørt fra min kontakt i Tyskland endnu, men jeg vil foreslå, at vi tager derned under alle omstændigheder. Når vi først får identificeret nummerpladen, kan det ikke være svært at finde frem til manden på billedet. Enten er det hans bil, eller også er bilens ejer i hvert fald knyttet til ham eller til stedet på en eller anden måde. </div> <div> Hvad skete der egentlig, siden du endte på hospitalet? spurgte Ludvig. Zukav rynkede brynene og pegede på nogle sår i ansigtet, som Ludvig mærkelig nok ikke havde lagt mærke til før dette øjeblik. Flere af dem var syet sammen. Zukav lignede en slagen bokser. </div> <div> Se her. De sendte nogle gorillaer efter mig. Først havde de prøvet med penge. Men jeg nægtede at tage imod dem. Jeg ville ikke lade min efterforskning styre af nogle mænd i sorte jakkesæt med lommerne fulde af euro. Så jeg takkede pænt, nej. De kunne rende mig. Der gik højest to timer, så slog de min dør ind. Fire HA-typer med tatoveringer og kronragede isser. </div> <div> Jeg prøvede at stikke af. Min lejlighed ligger på første. Jeg kunne akkurat springe ned i gården via en altan. Men der stod en fyr dernede og tog imod med et baseballbat. For satan, det gjorde ondt. Man kan sgu ikke forestille sig, hvor ondt det, gør før man har prøvet det. </div> <div> Det er som at løbe ind i en betonvæg. Det føles som om kødet slippet skelettet. Og så er man væk. Jeg vågnede ved, at en lille dreng på en trehjulet cykel prøvede at tale til mig. De havde banket mig slemt, men åbenbart uden at brække noget i mig ud over et par ribben. Der kom en ambulance efter et øjeblik. De troede, jeg var faldet ud af vinduet, som stadig stod åbent i min lejlighed. Jeg orkede ikke at fortælle, hvad der virkelig var sket. Jeg vidste jo ikke, om de stadig holdt øje med mig. Du må sgu undskylde, jeg ikke kunne hjælpe dig med at komme ud fra anstalten. </div> <div> Ivan hjalp mig. </div> <div> Ja, jeg ringede ham op og bad ham gøre noget. </div> <div> Kender du ham? </div> <div> Jeg ved, hvem han er. Jeg ved, at du delte værelse med ham. </div> <div> Zukav smilede og blinkede. </div> <div> Jeg er velorienteret, som du ved. </div> <div> Ludvig lænede sig tilbage i sædet og slappede af. For første gang i meget langt tid følte han sig tryg ved et andet menneske. Zukav var helt sikkert på hans side. Han påstod ikke, som alle andre, at han var sindssyg, og han troede på hans historie. Zukav ville oven i købet hjælpe. </div> <div> Han lukkede øjnene og døsede. Trætheden blev pludselig overvældende. Bilens motor snurrede behageligt, mens Zukav fandt motorvejen i sydgående retning. </div> </body> </html>