Færgen over Østersøen

Ludvig vågnede, da Zukav parkerede bilen, ved færgelejet i Rødby. 

   Har du penge? spurgte Zukav og plantede en albue i siden på Ludvig. Ludvig rodede fortumlet i sine lommer og fandt resterne af de penge, som han havde taget fra tiggeren. 

   Lad os håbe det rækker, sagde Zukav, da Ludvig vidste ham pengene. Køber du billetterne? Ludvig nikkede, og de steg ud af bilen.

   Vi finder en ny på den anden side. Helst en med lidt flere heste. Du ved Die Deutchen Autobahnen, der skal det helst gå lidt stærkt, sagde Zukav og blinkede til Ludvig, da de forlod bilen. 

   De gik over parkeringspladsen og hen til billetlugen for gående passagerer. Ludvig stillede sig med siden til og kasketten ned i panden. Han frygtede, der var en efterlysning ude, men manden i billetlugen gav ham blot de to enkeltbilletter til Puttgarden, som han bad om, og ønskede god rejse.

   Herefter bevægede de sig op ad trapperne til landgangen. 

   Der er faktisk ingen grund til at spare på pengene, sagde Zukav, da de gik ombord på færgen. Han viftede med et lille bundt 100-eurosedler foran Ludvigs ansigt.

   Han er åbenbart kommet til penge, den gode Leonard, sagde Zukav og så hemmelighedsfuld ud.

   Tror du, det har noget med sagen at gøre?

   Mon ikke? Hvem fanden render rundt med Euro i den størrelse på en almindelig arbejdsdag. Lad os tage den store menu i cafeteriet.

   Ludvig kiggede på Zukav. Han følte sig stadig underlig i hovedet. Det var som om Zukav blev gennemsigtigt et kort øjeblik. Nærmest spøgelsesagtig. Ludvig stoppede og støttede sig til væggen i passagen, der førte frem til cafeteriet.

   Er du okay? spurgte Zukav og lagde en beskyttende arm om Ludvigs skulder. Ludvig kæmpede for at holde sig på benene. Der gik et minuts tid, før han genvandt fatningen. 

   Ludvig stirrede på Zukav. 

   Var han der, eller var han der ikke?

   Det var egentlig lige meget om Zukav var en fantasi, som kom fra ukontrollerbare områder af hans hjerne. Bare han hjalp ham. Det var det eneste, der betød noget. Zukav kunne hjælpe ham med at finde Natalie. Bare det, at der var en, som troede på ham. Én der kunne føre ham. Han havde ikke selv kræfterne. Ikke nu. Senere måske. Ikke lige nu. 

   Nu måtte Zukav klare sagerne for ham. 

   Han vaklede ned mod cafeteriet. Zukav var lige bag ham. De stillede sig ved disken og fyldte deres tallerkner med oksebøffer, bearnaise og pomfritter og tog plads ved en vinduesplads, hvorfra de kunne se havnens silhuetter forsvinde i horisonten, mens det gråblå skumpiskede hav voksede i kølvandet på færgen. Mågerne kredsede rastløse om færgens agterstavn på udkig efter affald. 

   Zukav spiste grådigt fra sin tallerken. Ludvig fulgte hans eksempel og skar sin bøf i store stykker, som han dyppede i sovsen og spiste så hurtigt, han kunne. Det var en vidunderlig fornemmelse at fylde maven. Han kunne mærke, at kræfterne gradvist vendte tilbage efterhånden som han arbejdede sig gennem maden på tallerknen.

   Der er ikke noget som et godt måltid mad, sagde Zukav og tørrede bearnaisesovs af læberne med snippen af en serviet. Han kiggede på Ludvig med sit Robert De Niro grin smurt ud over ansigtet. 

   Skal du have noget kaffe? 

   Ludvig nikkede. Han følte sig så let til mode i Zukavs selskab. Zukav ro overbeviste ham om, at alting ville ende godt. Zukav tog tallerknerne og gik op til disken for at hente kaffe. Ludvig lod blikket hvile på færgens hvide skum på havet bag dem. Som en kæmpe snegl, der efterlod et slimspor i skovbunden, bevægede færgen sig mod det tyske fastland. 

   Da han vendte sig igen, kunne han ikke få øje på Zukav nogen steder. En kvindestemme over højtaleranlægget kundgjorde først på tysk og derefter på dansk og engelsk, at færgen ville være i havn om ti minutter. Man skulle gå til vogndækket, hvis man var bilist. Ludvig rejste sig og hentede en kop kaffe. Hvor var Zukav henne? Han kunne da ikke bare forsvinde på den måde? Eller kunne han? 

   Ludvig følte sig pludselig tynget af frygt. Var han i virkeligheden helt alene på denne mission? Var der slet ingen, der hjalp ham, var Zukav i virkeligheden en indbildning? Et fatamorgana fra håbets ø? Færgen drejede og gled ind i havneslusen. En rystelse forplantede sig gennem skroget, da den fik kontakt med landgangen. Motorerne gassede op og døde ud. Ludvig rejste sig og gik mod passagerlandgangen. Tøvende forlod han skibet sammen med nogle pensionister og et par rygsækturister og kom ned på færgelejet. 

   Et stykke væk lå et enormt indkøbscenter for grænsehandel. Store gule skilte og grå triste betonfacader i et landskab, der virkede fjendtligt og goldt. Så langt øjet rakte var der asfalt og trådnet og flade marker og marsklandskab, der gik i ét med den lavt hængende, grå skyhimmel. Det var ikke et sted, man ønskede at opholde sig særlig længe. 

   Det var et sted beregnet på, at man skulle hurtigt væk - i bil. Mod syd, mod mere menneskelige egne. Men han havde ingen bil. Og Zukav var forsvundet. Hvis han nogensinde havde været der? Ludvig begyndte at gå ad vejen væk fra færgelejet, mens han forsøgsvis prøvede at stikke tomlen ud for at blive taget op af nogen. Men bilerne susede forbi uden at tage notits af ham.

   Et nummer af Ekstra Bladet flagrede i fartvinden fra en forbipasserende bil. Avisen ramte med et smæld et stakit, der omkransede en parkeringsplads ved grænsehandelsbutikkerne, og forsiden blev bredt ud. Ludvig kunne se sit eget portræt under overskriften ”Farlig psykopat på flugt” stirre ud på bilisterne, der jog forbi, forskansede bag tonede ruder og blanke karrosserier til lyden af utålmodige gearskift og gummirumlen mod asfalten. Alle havde nok i sig selv. 

   Han kunne pludselig fornemme englesang over sit hoved. Lyset brød frem gennem skydækket. Guds fingre rakte mod jorden og spredte lys. Tonerne fra englenes sang fik hele hans krop til at vibrere.