<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_34">Et nyt jakkesæt</h1> <div> <b>Leonard</b> kom til sig selv, efter at et par sygeplejersker havde båret ham ind på overlægens kontor og anbragt ham i en lænestol. </div> <div> Det gjorde helvedes ondt i kæben, men det værste var irritationen over, at han var blevet overrumplet og sad i sit undertøj og lignede en idiot. Han ærgrede sig over, at han ikke havde set det komme i elevatoren. Det var simpelthen for dumt af ham. Han havde ladet paraderne falde på et meget uheldigt tidspunkt. </div> <div> En sygeplejerske kom ind med en lyseblå morgenkåbe fra hospitalet. </div> <div> Kan jeg låne en telefon? spurgte Leonard og prøvede at virke, som han var upåvirket af situationen, mens han trak i den alt for lille morgenkåbe. Han strammede bæltet over maven. Sygeplejersken nikkede og rakte ham en mobiltelefon. Leonard ringede sin afdeling op og fik en af sine kollegaer til at tage forbi hans kone i Brønshøj og hente et nyt sæt tøj. </div> <div> Han havde netop afsluttet samtalen og leveret telefonen tilbage til sygeplejersken, da de to betjente, som skulle have afhentet Ludvig troppede op. De lod, som om han ikke så forkert ud i den alt for lille lyseblå hospitalsmorgenkåbe. </div> <div> Da Leonard forklarede de to betjente, at han var blevet slået ned og frastjålet sit tøj og tjenestepistol, kunne han godt selv høre, hvor amatøragtigt det måtte lyde i de uerfarne betjentes ører. De sendte da også hinanden skjulte blikke med løftede øjenbryn, da de troede, han var optaget af at stramme bæltet om morgenkåben. </div> <div> </div> <div> Da de to unge betjente havde fået forklaringen om overfaldet, lånte Leonard en telefon af den ene, inden de forlod ham. </div> <div> Han ringede hovedkvarteret op. </div> <div> Det var sekretæren i hans afdeling, der tog telefonen. </div> <div> Han bad hende sende en efterlysning ud på Ludvig Werge via Interpol med det samme. Tegningen, der havde hængt på væggen i Ludvigs værelse på anstalten dukkede vagt op i hans erindring. Nummerpladen på bilen på tegningen havde været tysk, så meget kunne han huske, men han kunne ikke huske nummeret. Nanotech havde afdelinger i Tyskland. Ludvig havde fat i noget dér. Hvordan bilen med den tyske nummerplade var dukket op på hans tegning anede Leonard ikke. Det var også lige meget. Leonard havde en fornemmelse af Tyskland. Man skulle altid følge sine fornemmelser. </div> <div> Han sagde: Jeg tager til Tyskland med det samme. Jeg har en formodning om, at han er taget derned. Sæt mig i kontakt med den ansvarlige, så snart de har noget på ham. </div> <div> Leonard lagde på. </div> <div> Lidt efter ankom den kollega, der havde været forbi hans kone for at hente et nyt sæt tøj til ham. Kollegaen havde også medbragt Leonards reservepistol, som altid lå i lejligheden. </div> <div> Det var en lettelse at krybe ud af den hospitalsblå morgenkåbe og glide i ét med det sandfarvede jakkesæt fra Boss. Han fæstnede pistolhylsteret ved bæltet og forlod overlægens kontor med fokus på et eneste mål. At fange Ludvig. </div> </body> </html>