Das Autobahn

Ludvig sprang forskrækket ind i græsrabatten, da en koksgrå BMW svingede ind foran ham og bremsede kraftigt op ti meter længere fremme. Dækkene hvinede og efterlod et par sorte striber på vejbanen, inden bilen holdt stille. Ludvig stirrede på den holdende bil. Efter, at han havde begivet sig til fods ud af vejen gennem det flade, øde landskab væk fra færgelejet og de monstrøse grænsebutikker, havde han ikke ventet, at nogen ville give ham et lift. 

   Bilen, der var på tyske nummerplader, holdt stille med brummende motor, og de røde bremselygter stirrede på ham som to onde drageøjne i den begyndende skumring. Ludvig gik tøvende hen til bilen. Gennem de tonede ruder kunne han ane silhuetten af en mand. Han nåede frem til passagerdøren og åbnede den.

   Surprise! grinede Zukav og lignede en svært tilfreds Robert De Niro.

   Hvor fanden har du været? råbte Ludvig forurettet og satte sig ind og smækkede døren.

   Du havde vel ikke tænkt dig, vi skulle spadsere sydpå, eller hvad? 

   Har du stjålet bilen?

   Ja, det hedder det vel. Vi kan også kalde den en delebil. Det er jo så moderne, du ved, CO2 besparende, og alt det der.

   Hvad med ejerne?

   Aner det ikke. Han må tage toget eller blive på motellet nogle nætter endnu. En fed gammel direktør for et emballagefirma og hans unge sekretær, som troede, de skulle forhandle løn, og så opdagede, at der lige var noget, hun skulle sluge, inden de kom så langt. 

   Zukav satte bilen i gang med et ryk og var oppe i fart på få sekunder.

   Jeg har sgu altid ønsket mig et ordentligt køretøj, sagde han og kærtegnede det læderbetrukne rat. Bilen var foret med cognacfarvet læder og spækket med elektronisk udstyr og displays, der viste alle mulige parametre på bilens tilstand. Det var som at befinde sig i cockpittet på en flyvemaskine. Ludvig kunne ikke mærke farten. Han skævede til speedometeret. De kørte over 230 kilometer i timen.

   Hvor skal vi egentlig hen? spurgte han og tog sikkerhedsselen på. Zukav slikkede sig om læberne. 

   Jeg vil forsøge at ringe min kontakt op igen. Han har lovet, at han ville have nogle oplysninger ud fra nummerpladen i løbet af i dag. Jeg har bare ikke kunnet få fat i ham. Han har det med at forsvinde på druk ind i mellem. 

   Zukav fiskede en mobiltelefon frem af lommen og fandt et nummer. Telefonen ringede uden, at der blev svaret.

   Pis, det er sgu nu, vi har brug for ham.

   Zukav lukkede mobilen med et smæld og lod den glide ned i lommen på sin jakke. Ludvig smilede ved synet af ham. Jakken passede fint til bilen. Han lænede sig tilbage i sædet. Det var som at være med i en film. En film hvor det hele ender godt til sidst. Sammen skulle de finde Natalie og befri hende. Han og Zukav. De var partnere. Kammersjukker. Ying og Yang. Den gode og den onde. De passede godt sammen.