Grossman i telefonen
Flemming lod hånden falde rytmisk over Gittes ansigt med det, han selv betegnede som ”halv kraft”. Det var ikke hensigten, at hun skulle få mærker eller bløde for den sags skyld. Hun skulle bare mærke smerten og forstå, at han ikke ville finde sig i hendes næsvisheder.
Han var heller ikke interesseret i at sende hende endnu en tur på hospitalet. Skaderne som Ludvig havde fået skylden for, havde ikke været så slemme, som de havde set ud til i første omgang. Det havde mest været rifter med en del blod. Hun var kommet hurtigt ud fra hospitalet. Skulle bare holde sig i ro. Men der var under alle omstændigheder grænser for, hvor mange gange, han kunne bruge undskyldningen med døren, der stod i vejen.
Hun krøb sammen på sofaen og græd, mens hun prøvede at skærme sig mod hans slag. Men han flyttede behændigt hendes arme og slog hende med håndryggen. Igen og igen.
Nu ... holder ... du ... din ... kæft ... kælling. Hans belagde hvert ord med et slag.
Hun hulkede og prøvede at vende sig væk. Pludselig mærkede han, at der var en anden i rummet. Han drejede ansigtet mod døren. Sarah stod med tårevædede øjne og kiggede på dem. Han slap Gitte og gik hen og løftede sin datter op fra gulvet.
Kom op til far, lille skat.
Han krammede hende og bar hende ind i sengen på hendes værelse.
Far, hvorfor græder mor?
Det skal du ikke tage dig af. Hun er bare lidt ked af det.
Han puttede hende under dynen.
Skal jeg læse en historie for dig?
Hun nikkede og sagde med sin spinkle stemme: Den med Snedronningen.
Han fandt bogen med de populære eventyr i reolen og læste H.C Andersens eventyr om Kaj, der fik en troldsplint i øjet og i hjertet, men til sidst blev reddet af Gerdas tårer. Sarah lyttede opmærksomt og en smule bekymret og spurgte hele tiden: ender det godt far?
Da han havde læst eventyret færdigt, var Sarah faldet i søvn. Han lod vågelampen være tændt og forlod værelset. Gitte havde benyttet lejligheden til at tage et bad og var på vej i seng. Hun skævede nervøst til ham fra sin plads ved sminkebordet, hvor hun forsigtig tog natcreme på, idet hun undgik at røre ved de steder, hvor rifterne og de røde mærker efter slagene var synlige.
Tydeligvis i et forsøg på at undgå at gøre ham vred en gang til, sendte hun ham et formildende smil. Han nød den magt, han havde over hende. Han gik hen til hende og holdt om hende bagfra og lod hænderne glide over hendes bryster. Han fik lyst til hende og tvang hende med en hård hånd ned på knæ på gulvet foran sig. Hun vidste, hvad han krævede, da han lynede ned og førte den stive pik til hendes læber.
Bagefter lod han hende gå i seng, mens han gik ind og tændte for nyhederne på tv’et.
De kørte stadig historien om Ludvigs flugt. Det var egentlig utroligt, at de ikke havde fanget ham endnu.
Lever vi måske ikke i en overvåget tidsalder? tænkte han. Der var jo kameraer på hvert eneste gadehjørne i den mindste provinsby.
Ludvig Werge er som sunket i jorden, bekendtgjorde speakeren og tilføjede, at politiet arbejde med en teori om, at han havde forladt landet over en af grænserne til Tyskland. Man havde allerede kontaktet de tyske myndigheder med henblik på en koordineret indsats.
Flemming tog en flaske whisky og et glas fra barskabet. Han skænkede op til kanten af glasset og tog en stor mundfuld. Væsken brændte godt i svælget. Telefonen ringede. Han samlede røret op fra bordet.
Det er Flemming.
Han havde helt automatisk fløjlsstemmen på. Den venlige Flemming. Flemming med det harmoniske liv og det rare ægteskab. Flemming, der var tilfreds med sig selv, fordi han gjorde det godt og havde succes. Flemming, der ikke havde nogen grund til bekymring.
Det er Grossman her.
Flemming sank sit spyt. Hver gang han talte med Grossman, følte han, at han skyldte lægen noget. Det var rent faktisk også tilfældet, men han følte alligevel, at han skyldte ham endnu mere. Måske fordi han fornemmede, at den licens, han og Gitte havde til Sarah, dybest set beroede på Grossmans nåde. At der dybt nede i kontraktens forbehold og undtagelser var juridiske faldlemme og fælder, som Grossman kunne udløse efter forgodtbefindende.
Dav, jeg er ked af, at han ikke er fanget endnu. Jeg gjorde, hvad jeg kunne.
Det ved jeg. Og tak for det. Det skal nok føre til et resultat.
Et spørgsmål havde brændt på Flemmings læber i nogle dage og whiskyen fik det til at slippe lettere ud.
Sig mig, hvorfor fandt I egentlig ikke en ordning med Ludvig og Natalie. De kunne vel have lånt sig frem?
Grossman var tavs et øjeblik. Som om han overvejede, om han ville svare. Endelig lød hans fistelstemme i røret.
Det er en lang historie. Men vi ønskede at beholde rettighederne til barnet. Det er vores hidtil mest perfekte design. Der var en række ting, der lykkedes over forventning. Vi havde et gennembrud, som vi gerne ville kunne arbejde videre på, hel frit. Det krævede, at vi inddrog licensen. Det er milliarder i fremtidig indtjening, vi taler om her.
Grossman holdt en pause, som om han følte, han var gået for langt i sin forklaring. Han tilføjede: I skal naturligvis nok få jeres refusion på den næste opkrævning.
Siger du, at Ludvigs og Natalies barn er et bedre design end Sarah?
Flemming tog en ny slurk af whiskyen. Han prøvede, at undertrykke en snigende skuffelse. Han havde det på samme måde, som hvis han havde købt den dyreste fladskærm i tv-butikken for blot at opdage, at næste generation kom på markedet ugen efter med helt nye funktioner og et forbedret design, der fik hans indkøb til at ligne noget, der hørte hjemme i en genbrugsbutik.
Grossman smagte på ordne, før han lod dem komme ud af munden: Sarah er et perfekt barn ud fra en normal betragtning. Det vil være alt for kompliceret at komme ind på, men Ludvig og Nathalies barn har nogle evner og fysiske dispositioner, som vi ikke før har været i stand til at skabe. Det har noget at gøre med vores muligheder for at optimere og forstærke nogle genomer og slukke for andre. Det er justeringer, der foregår på nanoniveau. Meget kompliceret og vanskeligt at styre ved undfangelsen. Det har betydning for helbred, levealder og barnets evne til at udvikle intelligens og færdigheder i mange forskellige discipliner. Vi står over for at have skabt en ny menneskerace. Med samme konsekvenser, som da Cro Magnum overtog pladsen efter Neanterthalmanden i forhistorisk tid. Et nyt menneske, som vil overtage ledelsen af verden.
Grossmans stemme dirrede af begejstring i telefonen, efterhånden som han fik talt sig varm. Flemming lyttede med en nagende ærgrelse over, at det ikke var ham, der var far til det perfekte menneske. Han skød dog hurtigt skuffelsen til side med tanken om, at han på den anden side nødig ville være i Ludvigs sted lige nu.
Grossman sagde: Nå, men jeg ringer egentlig for at sige, at vores PR-afdeling arbejder hårdt på at få Natalie til at forsvinde fra jordens overflade. Eftersom hendes familie netop er død i en tragisk bilulykke, har vi ikke dem at slås med. Og vores kontakter til de relevante personer i cpr-registeret har ikke haft nogle problemer med at få hende fjernet fra systemets registre. De resterende spor har vi tørret af på Ludvigs livlige fantasi med lidt hjælp fra forskellige digitale eksperter, som kan en del med billedmanipulation.
Jeg spiller desuden golf med Karen Harrison i den lokale golfklub, og hun har købt historien om Ludvigs skizofrenparanoide virkelighed uden at blinke. Ludvig har oven i købet med sin voldelige flugt været med til at bekræfte diagnosen.
Resten af Natalies netværk lukker munden mod betaling. Men vi kan ikke være sikre. Folk har det med at være forbandede ærlige uanset, hvor meget, man har givet dem. Vi forventer, at pressen vil få færden af historien på et tidspunkt. Dér vil du som nabo komme til at spille en afgørende rolle. Du skal ganske enkelt bevidne, at Natalie aldrig har eksisteret. At Ludvig altid har boet alene.
Det er ikke noget problem.
Og Gitte er også med på historien?
Selvfølgelig. Hun gør, hvad jeg beder hende om.
I vil blive godt betalt.
Hvor meget?
I bliver gældfri, hvis det lykkes.
Flemming tømte whiskyglasset. Det var en skål værd. Det brændte vidunderligt i halsen og varmen bredte sig i maven.