<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_37">Bag murene</h1> <div> <b>Hun</b> måtte for alt i verden ikke gøre barnet ondt. Lige meget, hvad der skete, måtte hun ikke gøre skade på barnet. </div> <div> Natalie lagde en beskyttende hånd på maven, hvor de første tegn på liv allerede var begyndt at kunne mærkes dagligt. Små spinkle lemmer, der slog prøvende mod livmodervæggen. </div> <div> Det var et djævelsk greb, de havde hende i. Skulle det lykkes hende at flygte ud i bjergene, ville hun ikke kunne komme langt, inden hensynet til barnet ville tvinge hende tilbage i armene på fangevogterne. Med mindre hun var heldig at støde på nogen i det øde uvejsomme landskab, der ville hjælpe hende. </div> <div> Hun lå på briksen i den trange celle og gennemgik den sparsomme viden, hun havde fået om stedet og de mulige flugtveje. Bygningen ved siden af den noget ældre bygning, hvor cellen var, rummede de medicinske laboratorier, hvor de holdt øje med hendes og fosterets tilstand. Fra den afdeling ville det være muligt at komme ud. Men kun hvis hun var i stand til at passivisere sin vogter, kunne hun slippe ud. Hvis hun kunne skaffe nøglerne til en af bilerne, ville det desuden være muligt at køre væk. </div> <div> Hun anede ikke, om Grossman bar sine bilnøgler på sig og vidste heller ikke, om hans bil krævede en anden form for identifikation for at starte. Det var derfor usikkert, om hun, hvis det overhovedet lykkedes hende at komme ud af bygningen, ville være tvunget til at tage turen til fods ned mod dalen og videre af den vej, der førte væk fra området. </div> <div> Hun prøvede at forestille sig, hvordan hun kunne overmande sine vogtere med hænderne lænket på ryggen. Det forekom hende umuligt. Med mindre ... De tog dog altid håndjernene af, når hun skulle gennem scanneren. Det var dér, hun havde en lille chance. Men selv med hænderne fri havde hun svært ved at se, hvordan hun kunne slå mindst to mænd ned. Hun vendte sig på briksen og lod blikket glide over cellens vægge. </div> <div> Tiden var begyndt at flyde sammen for hende i fangenskabet. Hun havde svært ved at skelne dagene fra hinanden. Var der gået syv eller 14 dage? Hun var ikke helt klar over det. </div> <div> Hun kunne lige så godt starte nu, i dette øjeblik, med at føre regnskab. For at bevare overblikket. For at bevare kontrollen over sig selv. Fastholde et form for fokus. Hendes blik faldt på væggens slidte maling over sengen. Nogle steder var den skaldet af. Bag afskallingen kunne hun se flere forskellige lag af farver, som gennem tiden havde dækket væggen. Måske kunne hun ridse i malingen med en negl? Hun lavede med en smule anstrengelse ti streger i den løse maling med sin pegefingernegl. Ti dage. Det var et meget godt bud. </div> <div> Udmattet lod hun sig synke tilbage på puden. Hvor befandt Ludvig sig i dette øjeblik? Kunne han gøre noget for at hjælpe hende? Det værste, næst efter ensomheden, var uvisheden. Hun anede ikke, om der var nogen, der ledte efter hende. Han kunne tro, hun var myrdet og derefter forsvundet? Måske havde de allerede opgivet at finde hende? Måske troede de, hun var stukket af med en anden? Det var ikke til at bære. </div> <div> Der lød støj ved døren. Hendes aftensmad blev skubbet ind på en bakke. Hun sprang op og løb hen til madlugen. Hun kiggede ud for at få øjenkontakt med manden. Men han smækkede lugen i med et smæld for næsen af hende. Hun bankede på den tunge trædør med knyttede næver og råbte: </div> <div> Come back. I have something for you. Come back. </div> <div> Hun stoppede og lyttede efter hans trin på gangen. Han sagtnede farten og stoppede op. Hun bankede igen og råbte. </div> <div> Come back. </div> <div> Der var helt stille på den anden side af døren. Så fulgte lyden af forsigtige skridt tilbage mod døren over cementgulvet. Lugen blev åbnet, og hans gustne blik ramte hendes. Det var første gang, han mødte hendes blik. Hans øjne var udtryksløse. Små lyse buskede vipper omkransede de stengrå pupiller. Hans øjne mindede hende om en gris. Hun tvang sig selv til at smile. Han reagerede ikke. Hun lænede sig frem mod hullet. </div> <div> I have something for you. </div> <div> Hun gik ud fra, at han forstod lidt engelsk. </div> <div> Hun tog sig voldsomt sammen og sagde: You can fuck me if you want? </div> <div> Hun blev ved at stirre ind i hans udtryksløse blik. Han lukkede lemmen. Hendes hjerte sank i brystet. Der lød raslen af nøgler ved låsen. </div> <div> Døren blev åbnet. Hun gøs og trak sig tilbage til briksen. Fortrød og vidste, at hun skulle holde hovedet koldt nu. Det var nu. Det var nu, hun skulle bevare overblikket. </div> <div> Han kom ind i cellen med et stift blik på hende. Han så ikke mere på hendes ansigt. Kun på hendes krop. Hans blik scannede hendes bryster og underliv. Hun satte sig og gjorde sig klar til, hvad der måtte komme. Tænkte på barnet. På at beskytte barnet. Han tøvede og stoppede op. Det var som om et eller andet havde stoppet ham. Han sank, gav et lydeligt suk fra sig, vendte om og gik ud og lukkede døren efter sig. Hun løb hen og bankede med knoerne på døren. </div> <div> Come Back. Come back and fuck me. </div> <div> Hun lyttede gennem den tunge egetræsdør. Skridtene fjernede sig ad cementgulvet. Til sidst hørte hun det lille smæld fra den næste dør ud mod mellemgangen, og der blev stille. Både lettet og skuffet smed hun sig på briksen. Prøvede at se det positive i situationen. Hun havde fået ham til at reagere. </div> </body> </html>