Gudrun Heinz, German Police
Motorernes kraftudladninger fik færgen til at skælve som en frysende dinosaur. Bestikket vibrerede på tallerkenen og rystelserne forplantede sig til skelettet på de få passagerer i cafeteriet på agterdækket. Leonard greb ud efter sin telefon i lommen, da den gav en lille klonklyd fra sig. Det lød som om, der sad en lille mand inde i telefonen og bankede med knoen under et bord.
Da han åbnede telefonen, fik han sekretæren fra sin afdeling i øret.
Det er fra Tyskland, sagde hun.
Bare stil dem igennem, sagde han. Endelig skete der noget.
Der lød en kort bib-tone.
Han sagde: Hello, Leonard speaking.
De måtte da for fa’en kunne forstå engelsk.
Stemmen i den anden ende tilhørte en kvinde.
Hello, this is Police Commissioner, Gudrun Heinz, German police department, Hamburg, lød det i hans øre.
Har I noget på ham? røg det ud af Leonard. Han sprang alle formaliteter over af bare iver.
Gudrun Heinz sagde: Eftersøgte, Ludvig Werge, er set ved den tyske grænse ved Puttgarden. Flere vidner har bekræftet at have set en mand svarende til signalementet. Der er blevet stjålet en bil fra en parkeringsplads i nærheden. Vi har udsendt signalement og efterlysning, og bilens registreringsnummer er ude i hele Tyskland.
Hvad er det for en bil? spurgte Leonard.
En BMW, koksgrå. De er kørt sydpå. Vi ved ikke, hvor de befinder sig. Og vi kan ikke udelukke, at de har skiftet bil undervejs.
De?
Ja, han er set sammen med en ældre mand i et nydeligt jakkesæt.
Nå ja, det må være mit jakkesæt, mumlede Leonard.
Var det dig, der mistede ham?
Ja, gu’ var det det. Jeg kommer selv ned og deltager i eftersøgningen. Jeg kender trods alt en del til den flygtendes profiler.
Det er fint med mig. Vi opererer fra Hamburgs centrale politihovedkvarter. Når vi får konkrete tip foregår det via helikopter og med hjælp fra lokale politienheder.
Jeg kan være i Hamburg om fire timer. Jeg er på færgen lige nu.
Så ses vi, ring til mig i morgen klokken otte, sagde Gudrun Heinz. Hun gav ham sit mobilnummer og lagde på. Leonard puttede sin mobil i lommen og dyppede pølsen i en klat ketchup på tallerknen. Han kiggede ud ad de mørke vinduer.
Hvem fanden var den ældre mand, som var klædt i et nydeligt jakkesæt? Hans jakkesæt?
Det eneste, han så i de mørke vinduer, var sit eget spejlbillede i cafeteriet. Han overvejede, om han skulle ringe til sin kone. Men hun var nok allerede gået i seng. Hun hadede, når han ringede om natten og vækkede hende.
De havde også snuppet hans penge. Hans betaling.
Nanotechs sikkerhedsfolk var dukket op ved hans hoveddør midt i morgenkaffen og havde med seriøse miner og stramme slipseknuder forklaret, at Nanotech med god grund frygtede, at Ludvig ville opsøge deres hovedkvarter i Nordsjælland og ødelægge vigtige tekniske installationer, hvis han ikke blev stoppet. Om han ville gøre en ekstra indsats, hvis de spyttede lidt i kassen?
Pengene skulle opfattes som en erkendtlighed for at sikre, at sagen om Ludvig blev afsluttet så hurtigt som overhovedet muligt, forklarede de. Der var mange penge på spil og firmaet ønskede hverken at få pressens søgelys på sig eller blive udsat for en gal mands hærværk. Mændene talte langsomt og indtrængende med ansigterne lagt i alvorlige og ansvarsfulde folder.
Og de talte i en tone, der lod ham forstå, at de var til at handle med. Han havde ikke et sekund overvejet, om han skulle sige nej til pengene, selvom det var hamrende ulovligt. De faldt på et tørt sted, og han ville i princippet skide på alle både skrevne og uskrevne regler inden for politiet. Det havde han været alt for længe i dårligt lønnede stillinger i korpset til at tage alvorligt.
Han havde ligefrem antydet over for Nanotechs folk, at han ville have flere penge, og de to mænd i sorte jakkesæt havde ikke virket uvillige til at hæve betalingen. Hvis han kunne sikre, at Ludvig sad bag lås og slå allerede samme dag, ville han få det dobbelte udbetalt, sagde de. De havde givet hinanden håndslag på aftalen.
Leonard lænede sig træt tilbage i sædet og slugte resten af pølsen i en enkelt mundfuld.