Der Nanotech Institutt

Grossman vågnede med et sæt. I et kort øjeblik havde han svært ved at orientere sig. Det var stadig mørkt udenfor. Han vænnede sig aldrig helt til Nanotech-instituttet i det østlige Hartzen. Der var et eller andet i luften, som gav ham åndenød, især om natten. 

   Han slog dynen til side, stod ud af sengen og gik hen over tæppet til vinduet. Herfra stirrede han ud på det skovklædte bjerglandskab. Det kunne anes som en grå massiv masse i det svage lys, der krøb over bjergkammen med øst og sivede ned gennem nattetågen, der lå som et uldent tæppe over landskabet. 

   Han havde altid fornemmelsen af, at landskabet var et levende væsen på de her kanter. At det rummede en art germansk urkraft, som flød ind i de mennesker, der opholdt sig dér og fik dem til at føle sig meget små og afmægtige, samtidigt med at de følte en forbindelse til noget meget stort, som ville udtrykke sig gennem dem. Noget stort med en vilje, der greb ud efter dem og fik dem til at træde i karakter.

   Han blev stående uden at tænde lyset og prøvede at få hold på sine tanker. Der var mange ting, der skulle ordnes, inden Natalie fødte barnet. De skulle have dokumentationen i orden og forhandle de sidste elementer i kontrakten med japanerne på plads. Deres penge ville gøre projektet muligt. 

   Men kun gennem samarbejdet med de russiske myndigheder ville de kunne føre projektet ud i livet. De havde fået lovning fra de russiske militærmyndigheder på et mindre bysamfund i det østlige Rusland. Det var et sted, hvor de i ro og mag over de næste tyve år ville kunne opbygge stammen til den nye race, uden at nogen ville få nys om det. Der skulle opfostres 50.000 individer som udgangspunkt. Det var kritisk masse havde de regnet sig frem til. De nye mennesker skulle uddannes og trænes. Herfra kunne de begynde at overtage ledelserne i de politiske organer og i erhvervstoppen i Europa ud fra en nøje tilrettelagt plan, der ville give dem magten over det europæiske fastland og senere den amerikanske økonomi i løbet af de næste 30-35 år, hvis alt gik vel.

   Stedet, hvor grundlaget for det hele skulle etableres, var udlagt som atomar forskningsstation under forsvarsministeriet i Kreml. Offentligheden var forment adgang. De ville kunne skabe den nye race og tage det første skridt ind i en ny æra for menneskeheden uden at blive forstyrret eller afkrævet forklaringer fra myndigheder eller presse. 

   De første kontrakter med russiske rugemødre var allerede underskrevet på individuel basis. Ingen måtte få fornemmelse af den større plan. Russerne vidste om nogen, hvordan den slags operationer blev hemmeligholdt. De havde lang historisk erfaring med misinformation.

   Grossmans blik faldt på de delvist nedbrudte cementstolper og forvitrede betonbygninger, der lå spredt ud over et større areal på den anden side af vejen over for den bygning, han befandt sig i. De kunne lige akkurat anes i den begyndende dæmring. Det var de historiske rester af en kz-lejr. Lejren havde været opført i tiden op mod 2. verdenskrigs afslutning i 1945. Som en udryddelseslejr, da alle kræfter i det 3. Rige blev sat ind på Endlösung. 

   De få cementbarakker, der var tilbage, havde været brugt til aflusning og badning og naturligvis gasning. De var blevet bevaret som et mindesmærke for eftertiden af den østtyske regering men havde siden sammenlægningen med Vesttyskland fået lov til at forfalde, uden at nogen havde foretaget sig noget.

   Grossman havde en ubehagelig følelse af, at stedet stadig var hjemsøgt af fortiden. Især på denne tid af morgenen kunne han nogle gange bilde sig ind, at han så skygger bevæge sig mellem bygningerne, der kun var adskilt fra instituttet af en smal vej og et stengærde.

   Der jog en kuldegysning over Grossman ryg og skuldre, da han et kort øjeblik anede en mørk skygge løbe mellem to ruiner på den anden side af vejen. Han gned sig i øjnene og kiggede efter en ekstra gang. 

   Ingenting. 

   Det var alligevel ingenting. 

Måske var det bare øjenflimmer på grund af trætheden, der spillede ham et puds? Han gennemgik den sidste uges aktiviteter, mens han vedholdende stirrede ud i det grå mørke. Tilfangetagelsen af Natalie havde været ganske uproblematisk. Ren praktik. 

   Det var lykkedes over forventning at slette sporene efter hende. Og at fremstille Ludvig som en mand med voldsomme virkelighedsforvrængende og spaltede personligheder, havde heller ikke været svært. Det kunne selvfølgelig ikke blive ved på den måde. På et tidspunkt ville det blive afsløret, at hun var en reel person, men til den tid ville hendes sag komme til at handle om en forsvunden kvinde. 

   En sag man ville opgive at komme videre med, fordi der ingen spor ville være tilbage. Til den tid ville barnet være født og Natalie ville ligge gravet ned i jorden et sted ovre på den anden side af vejen mellem de forvitrede bygninger. Barnet ville være opført i hans navn, som hans barn. En af hans medarbejdere ville stå opført som den tyske moder. De ville have fuld kontrol over genmaterialet og kunne reproducere det efter behag.    

   Grossman mærkede, hvordan han slappede mere af efterhånden, som han genvandt den mentale kontrol over situationen. Han vendte sig væk fra vinduet og gik tilbage til sin seng. Uret på sengebordet viste 3.55. De grønne tal kastede et koldt skær over lagenet. Han krøb ned under dynen og nød varmen, der stadig var i sengen. Han trak vejret dybt og faldt i søvn i løbet af et øjeblik.