Friheden

Hun vågnede ved, at vagten stod ind over hende og stirrede på hende. Han havde hånden på hendes ene bryst i et kluntet forsøg på at befamle hende. Som om han ikke helt vidste, hvad han gjorde. Han lugtede af sved. Da hun slog øjnene op, trak han hånden til sig med et ryk, som havde han brændt den på en varm kogeplade. 

   Han trådte forskrækket et skridt tilbage og fandt tilbage i sin rolle som vogter. Uden at møde hendes øjne gav han tegn med hånden til, at hun skulle rejse sig og vende ryggen til. Han gav hende håndjern på uden så meget som at strejfe hende med fingrene. 

   Han skubbede hende mod døren, som stod åben. De kom ud på gangen. Hun prøvede at fange hans blik, da de begyndte at bevæge sig ned mod den næste dør. Men han var tillukket, som han plejede. Hun brød sin hjerne for at finde en måde, hun kunne passivisere ham på. 

   Nogle år tidligere havde hun gået til karate, inspireret af en bølge af voldtægter i København. En lille, tæt kvinde med uren hud og muskuløse overarme havde indviet hende og ti andre kvinder i, hvordan man med enkle midler kunne nedlægge en mand, der kom for tæt på. Et cirkelspark kunne være et effektivt våben. Hvis hun kunne ramme ham i hovedet og få ham til at vælte ind i væggen eller en dørkarm havde hun måske en mulighed for at få ham ned at ligge. Derfra ville det være lettere at sparke ham i hovedet og på kroppen. Med lidt held ville han blive slået bevidstløs i selve faldet. 

   De kom ud i glasmellemgangen uden, at hun havde fundet et passende øjeblik til at sætte et spark ind på ham. Han bevægede sig hele tiden lidt bag hende og skubbede hende fremad med en utålmodig hånd i hende ryg, så hun konstant var ved at miste balancen og havde svært ved at forestille sig, hvordan hun med hænderne på ryggen kunne snurre rundt og ramme ham i hovedet. 

   Omkring dem tårnede de træklædte bjergsider sig op. Der lå stadig bølgende rester af morgentåge mellem trækronerne og solen trak sorte skygger fra bjergkammen over landskabet. Hun lagde mærke til de forvitrede betonruiner på den anden side af vejen. Det lignede noget fra 2. verdenskrig uden, at hun præcis kunne sætte ord på, hvad det var. 

   De kom igennem gangen og bevægede sig ind i den nyere bygning og frem til laboratoriet, hvor Grossman her til morgen ville lave sine ultralydscanninger og tage blodprøver. Hun havde stadig ikke forstået, hvad det hele gik ud på. De havde ikke overholdt kontrakten. Det var korrekt. Men derfra til at bortføre hende. Hun fattede det ikke. 

   De kom frem til døren ind til lokalet, som de plejede at bruge. Vagten åbnede og skubbede hende ind. Grossman var der allerede i sin hvide kittel. Hun kunne mærke hadet til ham koge i kroppen. Hun følte trang til at angribe ham. Trang til at gøre ham ondt. Slå ham ihjel.

   Han holdt sig klogeligt på afstand af hende.

   Læg dig op på briksen, Natalie, sagde han med samme tonefald, som en helt almindelig læge ville bede en patient tage plads i konsultationen. Hun stoppede op og strittede imod. Vagten skubbede hende brutal fremad, som et dyr der skulle til slagtebænken.

   Lad nu være med at skabe problemer. Du gør kun ondt værre, sagde Grossman, der havde taget opstilling på den modsatte side af briksen. Han smilede opfordrende.

   Hun så på de læderremme, han ville spænde hende fast med, når vagten havde taget håndjernene af hende. Vagten skubbede hende helt hen til briksen og løsnede håndjernene. 

   Hendes hænder var fri. Hvis hun skulle gøre noget, så var det nu.

   Hun jog albuen tilbage i en målrettet bevægelse mod vagtens solarplexus. Uden at vente på hans reaktion, snurrede hun rundt og jog en knytnæve i hans halsgrubbe. Han vægrede sig og løftede hænderne for at tage imod slagene fra hende. Hun gav ham et knæ i skridtet. Han bukkede sammen, og i samme øjeblik stødte hun det andet knæ mod hans hage. Det gjorde forbandet ondt, men hun ignorerede det og konstaterede, at han sank mod gulvet med en gurglende lyd af smerte, mens han forsøgte at genvinde fatningen med nogle ubehjælpsomme benspjæt. 

   Natalie snurrede rundt og konfronterede Grossman, der havde grebet sin mobiltelefon for at ringe efter hjælp. Flere ugers indestængt vrede gav hende kræfter, hun ikke anede, hun var i besiddelses af. I et enkelt spring var hun over briksen og havde fat i struben på Grossman.

   Sammen væltede de ned på gulvet. Han var meget større end hende, men hendes voldsomhed kom bag på ham. Måske tænke han også på, at han ikke måtte skade barnet. Han tabte mobiltelefonen og forsøgte at fjerne hendes hænder fra sin hals. Hun var klar over, at fordelen ved det overrumplende angreb hurtigt ville vende til at klar ulempe, når hun kom tæt ind på kroppen af ham. 

   Hun var nødt til at komme væk i en fart. Med en adræt bevægelse rullede hun ned af ham og kom på benene. Hun kiggede sig om efter noget, hun kunne slå hårdt med. Hendes blik faldt på et elektronmikroskop på bordet ved siden af hende. Hun løftede det tunge apparat op og slyngede det mod Grossman, der var kommet op på knæ og var i færd med at rejse sig. Apparaturet ramte ham i nakken. Han sank sammen, mens mikroskopet landet på gulvet med et brag og gik i stykker. 

   Metal og glasdele jog ud over gulvet i alle retninger. Hun ventede ikke med at vurdere resultatet af det tunge kasteskyts, men fór ud af døren til gangen. Hun skulle videre, ud i friheden.