Kennen Sie bitte, Herr Grossman?

Ludvig kørte ind mod Hahnenkopfs centrum. Det var en lille tysk middelalderby med en lang hovedgade, der førte til et hyggeligt brolagt torv omkranset af bindingsværkshuse. 

   Han fandt en ledig parkeringsplads og efterlod bilen. Han skulle på en rundtur til de forretninger, hvor han forventede, at en type som Grossman handlede, når han opholdt sig på stedet. En slagter måske. Eller en bager. Måske en vinhandel? 

   En delikatesseforretning fangede hans blik. Vinduet var fyldt med vin, brød og pølser i forskellige afskygninger. Han skubbede døren op. En middelalderlig dørklokke på en metalfjeder sendte sin spinkle ringen ud i lokalet, der var indrettet med en gammel købmandsdisk og store tønder, der fungerede som udstillingsplateauer. En mild gammel dame med hvidt hår så på ham med klare blå øjne. Ludvig spurgte på sit bedste skoletysk:

   Kennen Sie bitte, Herr Grossman. Der Ärtz? Ich möche mit Ihnen gern sprechen, prøvede han på sit bedste skoletysk.

    Damen så desorienteret på ham. Han gentog sit spørgsmål og udtalte hvert ord langsomt og tydeligt.

   Nå, hr. Grossman? Hendes ansigt lyste op i et smil. 

Ludvig lænede sig frem mod disken.

   Damen sagde: Nej, ham kender jeg ikke. Er han her fra byen?

   Ludvig rystede på hovedet og gik ud af forretningen. En slagterforretning gemte sig i en sidegade. Han kunne lige ane et forgyldt grisehoved, der prydede indgangspartiet. Han gik hen til forretningen og trådte ind. En lille mand med hvidt forklæde så opfordrende på ham. Han gentog sit spørgsmål. Manden rystede sagtmodigt på hovedet. Han kendte ikke nogen Grossman. 

   Ludvig forklarede, hvordan lægen så ud. Høj med kort, gråt hår. Små hænder og en lys næsten pibende stemme? Slagteren kløede sig i nakken og bed sig i læben. Ville han have noget skinke? Eller hvad med en oksesteg? Ludvig sagde pænt nej tak og gik ud igen. Det virkede håbløst. Men hvad kunne han ellers gøre? Og var det overhovedet den rigtige Hahnenkopf, han var havnet i?

   Byen var så småt ved at vågne. Folk gik af sted på arbejde og velklædte skolebørn i små grupper passerede torvet på vej til skole. Kirkeklokken på den gamle gotiske kirke ringede otte slag efterfulgt af et lille klokkespil, der akkompagnerede nogle små figurer, der kom ud af en lem og kørte hen foran uret for derpå at vende om og forsvinde samme sted, som de kom fra. Ludvig gik over mod kirken. Måske kunne han samle sine tanker i kirken?

   Enkelte lys var tændt ved alteret oppe foran, da han trådte ind i kirkerummet. En gammel kvinde sad på en af de forreste stolerækker i tavs bøn under en statue af jomfru Maria. 

   Hans fodtrin gav sprød genlyd under hvælvingen, da han gik hen og satte sig på en af de bageste stolerækker. Han var ikke religiøs. Havde aldrig været det. Men rummet fik ham til at slappe af. Med ét blev han opmærksom på alle de tanker, der drønede rundt i hans hjerne i et forvirret og smertefuldt mønster uden ende. 

   Han tog sig til hovedet. Det susede for ørerne. Tankerne sled mod hinanden som vraggods på et oprørt hav. Han ville ønske, han kunne komme af med de tanker. Der var Natalie, der var blevet bortført. Der var Zukav, som var forsvundet med politiet i hælene. Tvivlen om det overhovedet var den rigtige Hahnenkopf, han var kørt hen til. Hvordan kunne nogen finde på at bortføre en gravid kvinde for at stjæle et barn? Hvorfor havde politiet overhovedet ikke hjulpet ham? Var det hele noget der foregik i hans hoved? Havde Karen Harrison ret i sin diagnose? Ludvig blik fangede en bevægelse i kanten af synsfeltet, og han stirrede op mod alteret. Der stod en skikkelse deroppe og vinkede til ham. Ludvig lænede sig frem og prøvede at skelne personen fra det halvmørke rum.