Ned mod floden

Natalie nåede døren til parkeringspladsen på et øjeblik. Den var ulåst. Hun løb ud, og den kølige morgenluft slog imod hende. Lyden fra en kirkeklokke i det fjerne forplantede sig i det samme op gennem dalen. 

   Der er en by i nærheden, tænkte hun, mens hun prøvede at orientere sig. Der stod fire biler på pladsen. En udkørsel førte ud til en lille vej. Hun skulle derhen. Det måtte være det første. Hun begyndte at løbe og nåede frem til vejen på få sekunder. De ville være efter hende om et øjeblik, og hun kunne derfor ikke opholde sig på vejen. Hun var nødt til at bevæge sig i ly af skovbevoksningen og begive sig ned mod den by, der måtte ligge længere nede i dalen. Det var hendes eneste chance.

   Dårligt var hun sprunget ind i krattet og gledet et par meter ned ad det skrånende terræn, før en bil i høj fart kom kørende inde fra parkeringspladsen og susede forbi oppe på vejen. Hun dukkede sig, mens hun lagde en beskyttende hånd på sin mave og fik et glimt gennem bladhænget af vagtens sammenbidte ansigt over rattet. Ophidsede stemmer gjaldede på tysk inde fra området. Hun vendte rundt og løb med bøjet hoved dybere ind i bevoksningen. Nedad. Bag hende lød den skingre glammen fra hunde. Deres ophidselse gjaldede mellem bjergsiderne. 

   Terrænet skrånede fortsat nedad. Hun havde en instinktiv fornemmelse af, at hun nærmere sig en flod. Hvis hun kunne nå vandet og krydse over på den anden side, ville hundene måske miste færden af hende? Mens hun løb, måtte hun hele tiden værge for sig mid grene og kviste med den ene arm. Hun havde den anden hånd på maven for at beskytte fosteret. 

   Hvis barnet kom til skade var det hele lige meget. Hun måtte beskytte barnet. 

   Hendes barn.