I spændetrøjens favntag

Ivan vågnede i spændetrøjens tætte omfavnelse. Han trængte til at bevæge og strække sig. I det hele taget til at indtage en anden stilling end den på ryggen, som var ved at drive ham til vanvid. Det var blevet lyst uden for og lydene fra afdelingen, der var ved at vågne, trængte ind til ham og mindede ham om, at han var tilbage, hvor han kom fra.

Der blev taget i døren, der gled op. Karen Harrison kom ind. Hun så stramt på ham, gik forbi og stillede sig med ryggen til ham, mens hun stirrede ud over landskabet. En silende regn og en blygrå himmel, der kastede en tung våd skygge, gjorde det svær at se, hvor jorden sluttede og himlen begyndte.

   Jeg er meget skuffet over dig, Ivan. Du var ellers kommet ind i en god udvikling. En rigtigt positiv udvikling Og så skuffer du mig på den måde. Det kan du altså ikke være bekendt.

   Hun vendte sig og så på ham med et fast blik. Han var lige ved at grine af hende, men lod være. Det ville ikke føre til noget godt.

   Det var fandeme en smutter, Karen. Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg havde bare pludselig en forbandet trang til at komme ud herfra. Se noget andet. Her er sgu så fucking kedeligt, når man bare er her hver evig eneste dag. Kan du ikke se det?

   Hun nikkede: Jo, selvfølgelig. Jeg ville da også ønske, der var midler til flere ture ud af huset. Men du ved jo lige så godt som jeg, at det kræver meget mere personale, og det har vi ikke til rådighed. Det er noget politikerne bestemmer. Det er ikke mit bord.

   Ivan havde svært ved at styre sig. Han hadede hendes måde at lade som om, hun bare var et offer.

   Nu kan du ligge og tænke lidt over det hele i dag, og så tager vi en snak senere om, hvad der gik galt for dig.

   Kan du ikke lige klø mig på næsen. Det er pisse irriterende, når det klør på næsen.

   Hun gik hen mod døren. I døråbningen vendte hun sig mod ham med et lille triumferende smil. 

   Din straf vil under alle omstændigheder blive forlænget. Du har medvirket til Ludvigs flugt og overfaldet tilsynsmyndigheder og fængselspersonale. Det vil ikke se godt ud. Du har selv været ude om det.

Hun gik ud, og døren gled i bag hende. Han brølede efter hende.

   Din fucking luder, Smatso, frigide møgmær.

   Han kastede sig frem og tilbage i spændetrøjen, indtil udmattelsen overmandede ham. Det nyttede alligevel ikke noget. En flue havde fundet vej ind i rummet. Den kredsede tættere og tættere på han ansigt for til sidst at lægge an til landing på hans næse. Han var lige ved at tude af desperation.