En kollega
Flemmings mobil ringede. Han skulle møde sent og havde besluttet at sove længe. Men nu lød den lille irriterende popsang, som han havde lagt ind som ringetone en eftermiddag, han ikke havde haft noget at lave på jobbet. Han åbnede øjnene og fik raget mobilen, der lå på natbordet, til sig.
Hallo? Han prøvede at lyde, som om han var vågen, men måtte rømme sig for at lyde bare nogenlunde frisk.
Goddag, mit navn er Kresten Johannesen fra BT. Har du fem minutter?
Hvad drejer det sig om? Flemming var lysvågen på et sekund og satte sig op i sengen.
Det er sagen med den undslupne Ludvig Werge. Han er nabo til dig, ikke sandt?
Jo ...
Har du noget imod, at jeg kigger op. Jeg står faktisk lige nede på P-pladsen.
Flemming bevægede sig over mod vinduet og lettede på persiennen. Der stod en lille fedladen fyr, der helt sikkert havde drukket for mange fadøl og spist for mange pizzaer. Han var klædt i en slidt læderjakke og et par sorte 501 Levi’s fra forrige århundrede og talte i sin mobil.
Jeg skal lige have noget tøj på.
Jeg giver mig god tid på trappen. Man skal jo ikke overanstrenge sig, he, he, lød det i mobilens højtaler.
Mobilen blev afbrudt. Flemming tog sit tøj fra stolen og klædte sig hurtigt på.
Hvad er det? lød det søvnigt fra Gitte i den anden seng.
Ikke noget. Bare sov videre, svarede han med en let snerren.
Han forlod soveværelset, idet der blev banket på døren i entreen. Han passerede spejlet og rettede på sit hår på vej hen mod døren. Det sad perfekt selv efter en nats søvn. Det manglede bare, det var en meget dyr frisør i Købmagergade, der havde klippet det. Ved samme lejlighed lagde han ansigtet i de rette folder. Han var en mand med overskud. Han havde sit på det tørre. Man kunne have hundrede procent tillid til ham. Flemming åbnede døren.
Journalisten stod og kiggede ned ad gangen og vendte sig mod Flemming, ved lyden af døren, der gik op.
Hej, det er mig, der ringede. Ludvig Werge? Han bor lige der, ikke?
Journalisten pegede på Ludvigs dør henne ad gangen. Flemming nikkede. Han sørgede for ikke at smile, men bevare et sagligt udtryk i ansigtet. Et sagligt udtryk med en snært af medfølelse. Det var trods alt en alvorlig situation for hans nabo.
Jeg skriver en historie om Ludvig Werge. Det er sgu godt nok tragisk. Helt almindelig bedsteborger det ene øjeblik og på flugt fra en psykiatrisk forvaringsanstalt det næste.
Ja, det kommer som et chok for mig og min kone. At der under overfladen kan gemme sig den slags.
Deres kone? Hun blev udsat for et overfald, ikke sandt?
Flemming vendte og drejede journalistens spørgsmål i hovedet, inden han svarede. Han ville helst ikke have Gitte indblandet. Der var ingen grund til at hendes tur på hospitalet ligefrem blev til en avisoverskrift. Der var i det hele taget ingen grund til, at den sag blev berørt.
Nå, det var ikke så slemt.
Ikke slemt? Han voldtog hende, i følge journalen.
Flemming smilede beroligende.
Hun vil helst ikke have, at der bliver skrevet om det. Jeg vil gerne medvirke i din artikel med min viden om Ludvig, men hold min kone uden for.
Journalisten så ham an og vejede for og imod. Han slikkede sig om læberne og nikkede.
Okay, så lad mig høre noget om manden. Boede han alene?
Ja, men han prøvede at bilde os ind, at han havde en kone.
Okay, så er det derfor, jeg er stødt på nogle, som mener, at han var gift med en vis Natalie?
Det var det navn, han brugte om sin fantasikone. Hun havde sågar en Facebookprofil.
Journalisten noterede med tilfreds mine og sagde: Den er væk nu. Nogen har fjernet den. Facebookprofilen.
Det er sikket politiet, sagde Flemming.
Journalisten kløede sig i sit karseklippede hår. Taberhår, tænkte Flemming og sendte sin egen kraftige og tætte frisure en kærlig tanke.
Det er bare det, at jeg havde en kvinde i røret, som påstod, at hun var veninde med Natalie. Og at hun tilsyneladende er forsvundet fra jordens overflade.
Flemming smilede og lo en let klukkende latter.
Ja, den Facebookside har virkelig sat fantasien i svingninger hos nogen. Har du ikke hørt om de folk, som mener, de har set scener, som ikke findes i film? Psykens evne til at skabe levende billeder, hvor der ikke er noget, er formidabel.
Hun påstår, hun blev opsøgt af ukendte mænd, som betalte hende for at holde mund?
Jamen, det er jo trivielt. Verden er fuld af mennesker, der svælger i konspirationsteorier. Nu har jeg boet her al den tid, Ludvig har boet her. Og bortset fra, at han forsøgte at bilde os ind, at han havde en kone, har vi aldrig – og jeg mener aldrig – set hende i fysisk udgave. Der var altid en eller anden dødssyg undskyldning for, hvorfor hun lige netop ikke kunne dukke op til en middag eller til et spil kort. Vi var faktisk ret trætte af det efterhånden.
Flemming lo igen. Og journalisten noterede på sin blok.
Ja, jeg talte med hans psykiater, Karen Harrison i går aftes. Hun var ret imponeret over hans evne til at skabe illusionen og fastholde den over så lang tid. Må jeg tage et billede?
Journalisten hev et lille kamera frem. Flemming poserede med sin bedste side mod kameraet.
Hvad arbejder du med? spurgte journalisten.
Flemming sagde: Jeg er forbrugerjournalist på et onlinemagasin.
Jamen, så er vi jo kollegaer, sagde journalisten med et jovialt smil og tog endnu et par billeder.
Flemming lagde ansigtet i venlige folder. Den gode omsorgsfulde nabo, manden der hele tiden vidste, at der var noget galt, men som alligevel var chokeret over den måde, det hele havde udviklet sig på.