Drengen-uden-ord 

Ludvig havde rejst sig uden at tænke over det. Han gik op mod alteret, hvor skikkelsen blev stående i halvmørket. Afventende. Da han kom tættere på kunne han se, at det var drengen. Drengen-uden-ord. Han havde noget andet tøj på, mere beskidt og slidt, og håret var længere og mere tjavset. Det så ud som om, han havde brændt det i den ene side. Men ellers lignede han sig selv.     

   Natalie kunne ikke være langt væk. Hans hjerte slog tungt i brystkassen. Han gik helt hen til drengen og smilede til ham. Drengen viste ikke nogen form for genkendelse men stirrede bare på ham med sine blå øjne.

   Ved du, hvor hun er? spurgte Ludvig på tysk. Drengen så uforstående på ham. Ludvig kunne pludselig ikke huske om drengen havde forstået ham tidligere, eller om han havde forklaret sig med fagter over for ham. Han kunne ikke være døv, eftersom han havde reageret på lyde, da de sidst havde mødt hinanden.

   Drengen nikkede mod en dør bag alteret, som om Ludvig skulle følge efter ham. Drengen gik forrest. Ludvig fulgte efter ham. De gik gennem døren og kom ind i et lille spartansk indrettet forværelse. Der var et klædeskab, et bord og en stol. Ludvig gættede på, at det var et omklædningsrum, som præsten brugte, inden han gik ind til en gudstjeneste. En dør i rummets anden ende førte ud i en gang, der til sidst endte i en dør ud til en gyde bag kirken. Drengen nikkede Ludvig frem og hev et nusset papirblok op af en lomme i sin trøje og kradsede et par ord ned med en blå blyant.

   HAST DU EINE AUTO? stod der med usikre blokbogstaver. Han kunne åbenbart skrive. Det var nyt.

   Ludvig nikkede. 

   Hvor? syntes drengens ansigt at sige med løftede øjenbryn. Ludvig pegede op mod torvet. Med en utålmodig skuldertrækning lod drengen ham forstå, at de ikke skulle spilde tiden, men se at komme af sted. Ludvig gik foran ned mod torvet, hvor bilen holdt. 

   Et lille øjeblik efter sad de i bilen. Ludvig startede den ved at forbinde de to kabler, som Zukav havde blotlagt i tændingslåsen, da han stjal den. Drengen pegede ned ad vejen, der førte forbi kirken. De kørte af sted i roligt tempo. Ludvig skævede til drengen. Egentlig huskede han ham som lidt yngre. Knap så kantet. Måske tog han fejl?

   Ludvig sagde: Weist du wo Natalie ist? 

   Drengen nikkede og pegede frem ad vejen. Ludvig skulle beherske sig for ikke at sætte farten op på de toppede brosten i byens centrum. De passerede kirken og kørte langs med floden, der førte videre op i dalen, hvor bjergene voksede sig større på begge sider af vejen.