Ritchhhh

Den kom lydløst bagfra. Hun opdagede det først, da den snappede efter hendes ærme. Smældet fra kæberne var voldsomt. Som to stykker hårdt træ, der blev slået fladt mod hinanden. Anden gang den bed, fik den fat og trak hende ned på jorden i et enkelt ryk. Hun vristede sig fri. Den havde kun fået fat i det yderste af ærmet, der gav sig med et ritchhh. Hun rullede rundt og foldede sig instinktivt sammen for at beskytte sig mod bid. 

   Men den bed ikke. Blev blot stående en halv meter fra hende med en dyb snerren fra struben og blottede tænder. Savlet sad i skumflager på gummernes glinsende, lilla overflader og drev ned over underkæbens spættede hudfolder. Når hun bevægede sig, blev hundens snerren til et uhyggeligt hyl fra struben. Hun valgte at ligge helt stille. Hunden, en Rottweiler, måtte være trænet til sin opgave. De andre hunde nærmede sig gennem skoven, gøende af fuld hals, og bag dem kom vagterne med tunge skridt, dybe vejrtrækninger og åbentstående munde i rødmossede ansigter.

   De nåede frem til hende og kommanderede hundene væk med afmålte kommandoer. Derpå trak de hende op at stå. Lederen undersøgte hende og gav hende håndjern på, da han med en tilfreds mine havde konstateret, at hun var uskadt. Så gik turen tilbage mod bygningerne.