Ned i mørket
Ludvig rystede på hænderne, selvom han holdt hårdt på rattet. De var kommet ud af byen og fulgte vejen langs floden. Han opdagede, at han kun trak vejret med det øverste af lungerne og prøvede at tage en dyb indånding for at slappe af. Drengen ved siden af ham stirrede stift frem for sig.
Da de havde kørt i ti minutter, vendte han hovedet mod Ludvig og gav med et nik tegn til, at de skulle dreje op ad en lille sidevej. Vejen var fuld af huller og bilen skumplede fremad i langsomt tempo. Skoven smøg sig tæt om dem på begge sider af vejen. Flere gange måtte bilen tvinge grene, der hang over vejen, til side. De frembragte en høj en skurrende lyd, når de ridsede over lakken på karrosseriet.
Efter endnu fem minutter gav drengen tegn til, at de skulle dreje op ad en skovvej, der var tilgroet af bregner og buske og næsten usynlig, hvis man ikke kendte den i forvejen.
Bilen sneglede sig frem på det glatte underlag. Da vejen bag dem var ude af syne, pegede drengen gennem bladhænget. Et lille stykke længere fremme kunne Ludvig skimte nogle forvitrede betonbygninger.
Enkelte eroderede betonstolper med ruste jerndragere strittende mod himlen som forkrøblede fingre. Bag ruinerne kunne han ane et større kompleks bestående af flere sammenhængende bygninger af forskellig oprindelse. Ludvig standsede bilens motor.
Drengen steg ud med det samme. Ludvig fulgte efter. Skoven lænede sig ind over dem. Greb ud efter dem med sine grene og kviste. Han lod blikket glide tilbage ad det hjulspor, de havde efterladt gennem bregner og buske. Der var ingen plads at vende på. De ville blive nødt til at bakke ud, når de skulle væk igen.
Da Ludvig kiggede op, var drengen allerede på vej ind bag et stort buskads. Han fulgte efter og opdagede, at der bag buskene var en nedgang i jorden. En mosbegroet trappe af beton førte ned i dybet. Ludvig fulgte efter drengen og lod sig gradvist omslutte af mørket. Den eneste lyskilde stammede fra nedgangshullet bag dem. De kom til en dør af metal, som drengen åbnede med et kabel, som skjult bag en metalplade trak en slå på indersiden af døren til side.
Der var et dæmpet lys i rummet, de trådte ind i. Det stammede dels fra en olielampe, der stod på et bord og blafrede i trækvinden og dels fra en udluftningsrist i en skakt i loftet, der førte op til jordoverfladen. Ludvig fik øje på nogle ranglede skikkelser, der kom frem mod dem, mens de tavst gestikulerede på et indbyrdes tegnsprog, som drengen ved siden af ham besvarede med lynhurtige forklaringer med hænderne.
De andre nikkede og så ud til at være tilfredse med drengens respons. Ludvig stirrede på drengene. De var kommet helt tæt på ham og bortset fra deres forskellige slidte tøj lignede de hinanden. Der var kun få år imellem dem, men de så nærmest ud som enæggede tvillinger. En af dem smilede til Ludvig. Han vidste med det samme, at det var drengen-uden-ord. Det var ham, han havde mødt før.