En ubændig trang til at skide

Leonard følte sig træt som en influenzaramt pensionist på tilbudsraid i det lokale supermarked og puttede tre ekstra skefulde sukker i kaffen i håb om at få noget energi. Gudrun Heinz skubbede en bakke med morgenbrød hen til ham.   

   Spis noget. 

   Hun smilede moderligt. Leonard spekulerede på, om hun bagte på ham, men afviste tanken. Hun var afgjort lesbisk med sit korte karseklippede hår. Hun var en af gutterne. Ingen farer dér. Han havde ikke spist morgenmad, kom han i tanke om. Han rakte ud og tog en tør bolle med havredrys fra brødkurven, skar den i to stykker og anbragte to svedige skiver ost fra fadet mellem dem. Han tog en mundfuld. Det knasede tørt, og han fik den gummiagtige fornemmelse af gammel ost i munden. 

   Gudrun Heinz’ telefon ringede. Hun tog den. Efter en kort ordveksling lagde hun på igen.

   Så er der bid. Mercedes’en er set i Hahnenkopf. Helikopteren er ved at varme op. 

   Leonard slugte sin bolle med ost og hældte den søde sorte kaffe ned oven i. Hans mave rumlede højlydt i protest over den hårdhændede behandling. Han vidste, det ikke var godt for fordøjelsen. Han ville skulle skide fra nu af til hele operationen var overstået. Satans også, at han ikke havde fået spist og skedet af tidligere. 

   Er det nu? forsøgte han med pokeransigt.

   Gudrun Heinz nikkede, desværre. I det samme kunne han høre helikopterens motor hvine ude på pladsen foran kontoret, hvor de sad. Gudrun Heinz rejste sig. Han turde ikke sige, at han lige behøvede fem minutter. Det var bare at stramme lukkemusklen og komme af sted. Hvis han var heldig, kunne han få skidetrangen til at gå i sig selv igen. De hastede over pladsen og ind i rotorens hvirvelvind. De hoppede ind, spændte sig fast og fik headset på af co-piloten. Motoren satte i omdrejninger. De steg op over landskabet, der blev til en lille modeltogsverden med små huse, små biler og små træer under dem, og satte kursen sydover. Endelig skete der noget.