De to falke
Drengene viste Ludvig vej gennem en lang betonforet gang under jorden. Den mundede ud i en betonbunker, der lå tæt ved vejen lige over for Nanotech-instituttet. Ludvig kiggede ud gennem en lille åbning, hvorfra man kunne overvåge instituttet på den modsatte side af vejen. Han prøvede at danne sig et overblik over bygningerne for at få en idé om, hvor Natalie blev holdt fanget.
Drengen-uden-ord kom hen til ham og lavede en hurtig plantegning af bygningerne med sin blyant på blokken. Der var to foranliggende bygninger og nogle mindre bagved. Han satte et kryds på bygningen længst til højre. Ludvig kiggede igen over vejen. Bygningen til højre var ældst. Den så ud til at stamme fra 1800-tallet.
En glasgang førte over til en mere moderne bygning, som måtte være opført i 1950’erne under DDR-regimet. Det var en firkantet lysegrå kasse uden nogen form for æstetiske dimensioner udover nogle grove falkelignende figurer, der stod som søjler ved det ellers skrabede og helt regelrette indgangsparti, hvor en dobbeltdør af stål forhindrede uvedkommende adgang.
Vinduerne var sorte, ens kvadratiske huller, der bredte sig uden afbrydelse i to etager over facaden. Huset havde fladt tag, hvis skarpe horisontale linje kun blev brudt af en enorm tv-antenne og et tårn af metal, som lignede en slags udkigstårn. Bag ved ragede bjergene op som en mørk knudret kontrast til de lige linjer. Stedet så med sin militaristiske æstetik ud til allerede under DDR-tiden at have været anvendt til formål, som ikke tålte offentlighedens opmærksomhed. Umiddelbart bag hovedbygningerne lå nogle andre nyere, lave komplekser opført i en anonym industriel stil, som kun havde få år på bagen.
Ludvig vejede pistolen i hånden. Kunne han overhovedet finde ud af at bruge den? Han sukkede. Nu var han kommet så langt. Det drejede sig om Natalie. Selvfølgelig ville han bruge den. Han så på drengen og nikkede. Planen var lige så enkel, som den var risikofyldt. Han måtte gå hen til døren og få nogen til at åbne. Derfra måtte han skyde sig vej til den anden bygning, hvor Natalie angiveligt blev holdt fanget. Han stak pistolen ind under jakken og satte den fast i bukselinningen. Så gik han ud i det fri. Drengene blev stående bag ham. Det var tydeligt, at de ikke turde gå længere. De sendte ham skræmte blikke.
Han måtte klare det selv. Han begyndte at gå. Skridt for skridt nærmere han sig den grå ståldør mellem de to falke. Han passerede vejen. Hans sko knasede mod gruset over parkeringspladsen.
Endelig nåede han frem til døren. Der var en ringeklokke ved dørstolpen. Han tog sig sammen og trykkede på den. Der lød en svag brummen inde bag ståldøren. Han ventede. Kunne mærke blodet hamre i ørerne. Den ene hånd havde han bag ryggen på pistolens skæfte. Han prøvede at se afslappet ud for ikke at vække mistanke, hvis der skulle være en dørspion eller et kamera, der var rettet mod ham.