<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_56">En ny forhandling</h1> <div> <b>De</b> nærmede sig Falkenburg af en lille vej, der snoede sig gennem skoven, mens den fulgte stigningen op ad bjerget. Gudrun Heinz kastede et hastigt blik på Leonard. </div> <div> Sandsynligheden for at finde manden her er stor, sagde hun og smilede tilfreds. </div> <div> Leonard følte efter, om pistolen var på sin plads, da de svingede ind på parkeringspladsen. Døren til bygningen stod åben. Der lå en livløs skikkelse på dørtærsklen. Det lignede en vagt i uniform. De sprang ud af bilen. Gudrun Heinz var først henne ved manden på jorden. Leonard fulgte lige efter. Manden på jorden var ikke død men gispede efter vejret. Blodet fra et skudhul i maven sivede ud gennem den blå uniformsskjorte og hastyigt bredte en mørkerød plamage sig på stoffet. </div> <div> Grossman havde haft ret. Ludvig var meget farlig. </div> <div> De andre politifolk løb forbi Leonard og Gudrun Heinz og videre ind i bygningen med dragne pistoler. Leonard trak også sit våben frem. Man kunne ikke være forsigtig nok i en sådan situation. Det gjaldt om at skyde først. </div> <div> Leonard gik ind i bygningen og overlod Gudrun Heinz med den sårede vagt. Inden for døren stødte han på Grossman, der kom farende ned fra 1. sal og chokeret stirrede på den sårede vagt på jorden udenfor. Grossman havde et stort plaster i nakken. </div> <div> Hvad laver De her? spurgte han Leonard, da det gik op for ham, at han havde set den danske politikommissær før på tv. Leonard kendte også kun Grossman fra pressen. </div> <div> Jeg er kommet efter Ludvig Werge. </div> <div> Er det ham, der har gjort det dér? Grossman nikkede mod den sårede vagt og den voksende blodpøl. </div> <div> Det er jeg bange for, sagde Leonard og trak Grossman til side. </div> <div> Vi bliver nødt lige at drøfte min betaling en gang til, sagde han dæmpet. </div> <div> Grossman studsede. Leonard rømmede sig. </div> <div> Du har jo betalt mig for at fange manden, ikke? fortsatte Leonard. </div> <div> Jeg skal have noget mere, hvis jeg ikke skal afsløre, at du har forsøgt at bestikke mig. Det er en alvorlig sag. </div> <div> Grossman nikkede forvirret. Han stemme blev endnu mere pibende, gik næsten over i falset: Selvfølgelig, det finder vi ud af, kom op på mit kontor. Men fang lige manden først. </div> <div> Det tager tyskerne sig af. Jeg skal bare eskortere ham tilbage til Danmark. </div> <div> Grossman nikkede. </div> <div> OK, så kom med her. Klarer han det? </div> <div> Grossman kiggede i retning af vagten. Gudrun Heinz holdt en hånd hårdt mod hans mave for at stoppe blødningen. Hun talte i mobiltelefonen. Sikkert for at tilkalde en ambulance fra byen. </div> <div> De gik op ad trappen. Leonard overvejede, hvor meget han skulle forlange. </div> </body> </html>