Bag døren
Ludvig løb gennem glasgangen mod den gamle bygning. Det havde været overraskende let at skyde vagten og komme så langt. Han var indstillet på at skyde, alle der kom i vejen for ham. På få sekunder var han fremme ved den næste dør og åbnede den. Han kom ind i den gamle bygning, hvor en lang gang næsten uden belysning viste sig.
Han råbte hende navn: Natalie! Natalie? Er du her?
Han kunne høre hendes stemme et sted bag de mange døre, der førte ud til gangen.
Ludvig, jeg er her. Jeg er her.
Glæden i hendes stemme fik tårerne til at stå frem i øjnene på ham, mens han løb fra dør til dør i den smalle gang og prøvede at lokalisere, hvor hendes stemme kom fra.
Hvor er du? Bliv ved med at råbe, så jeg kan finde dig.
Hans stemme var skinger og stakåndet. Endelig nåede han frem til en dør, hvor han helt tydeligt kunne høre hende råbe inde bag ved.
Ludvig, hjælp mig ud.
Hendes stemme slog over i en desperat jamren
Natalie, jeg er her. Hold ud.
Han tog i døren. Den var selvfølgelig låst. Han behøvede en nøgle. Nu ærgrede han sig over, at han ikke havde undersøgt vagten, der havde lukket ham ind, for nøgler.
Natalie prøv at gå væk fra døren. Jeg har en pistol. Måske kan jeg skyde låsen op.
Han kunne høre hende råbe fra et sted længere væk fra døren.
Jeg er helt ude i den ene side. Prøv at skyde den op nu, råbte hun.
Han rettede løbet mod låsen og trykkede på aftrækkeren.