De stumme

Leonard satte sig uopfordret i den ene stol på Grossmans kontor. Lægen gik over og åbnede et pengeskab, der befandt sig inde i et større skab af egetræ.

   Hvad er det egentlig, I laver her? spurgte Leonard og slog ud med armen. Grossman vendte sig mod politikommissæren med et tykt bundt eurosedler i den ene hånd.

   Vi udvikler den menneskelige arvemasse, sagde Grossman med andægtig stemme. Han fortsatte ikke uden en vis stolthed i stemmen: Vi skaber det perfekte menneske.

   Er det så lykkedes?

   Grossman stirrede et øjeblik på Leonard og rystede så på hovedet.

   Ikke endnu, men det kommer. Vi troede, vi var tæt på allerede for fjorten år siden. Men dengang drillede generne os. Vi skabte noget nær det perfekte, men vores resultater, de kloner vi fik skabt, manglede alle talens brug. I dag ved vi, hvad der gik galt, men dengang kunne vi ikke styre det.

   Leonard betragtede sultent det bundt sedler, Grossman holdt i den ene hånd, mens han talte.

   Siger du, at i skabte mennesker, som var stumme?

   Ja. Vores metoder til manipulation af generne var ikke præcise nok. Der skete fejl undervejs

   Hvor er de nu?

   Godt spørgsmål. Under en brand i en af vores bygninger for fire år siden undslap de. Vi har ikke kunnet finde dem igen. Men de var under alle omstændigheder heller ikke helt perfekte.

   Undslap? Kan man holde mennesker fanget? 

   Rent juridisk var de mine børn. Jeg har forældremyndigheden over dem. Jeg er deres juridiske og faktisk også biologiske far. Når jeg siger undslap, mener jeg naturligvis, at de stak af. Stak af fra deres hjem.

   Leonard så mistænksomt på Grossman. Hvad han end havde gang i, var der noget lusket ved det.

   Grossman mødte hans blik med en usikker mine.

   Vi arbejder under en vis diskretion i Nanotech, må du forstå. Vi har en del modstandere. Ludvig Werge, for eksempel. Dette beløb skulle være tilstrækkeligt til, at du sørger for, at han kommer bag tremmer og i øvrig ikke udbreder sig om vores aktiviteter og sine vrangforestillinger. Har vi en aftale?

   Han rakte Leonard det velvoksne seddelbundt. Leonard sank sit spyt og nikkede. Det var sgu i orden. Han talte ikke engang sedlerne. Det var hundrede eurosedler, og der var rigtig mange af dem. Bundet kunne dårligt komme ned i inderlommen i hans jakke.