Mein Frau ist dort!
De lod hundene løbe først ind.
Han hørte deres glammen allerede på lang afstand. Og så lukkede de dem ind i gangen. Lyden fra deres struber gav genlyd mellem de hårde vægge og overstrømmede ham med rædsel. Han tømte magasinet mod den forreste af hundene. Små lydløse pift, der lavede røde huller i dyrets bringe og hals. Men de andre hunde fortsatte bare hen over den faldne, der kurrede et stykke fremad og efterlod en udtværet bane af blod bag sig, inden den lå helt stille.
Døren var stadig ikke gået op. Natalie skreg bag den. Hun ruskede i døren, som gav sig en smule efter de tre, fire skud, han havde nået at affyre mod låsen. Hendes stemme var nu helt tydelig gennem sprækken mellem døren og karmen.
Så rev hundene ham ned på gulvet med vægten af deres flyvende kroppe. Han faldt om og tabte pistolen, men det var lige meget, magasinet var jo tømt. Han blev liggende helt stille med de forreste hundes savl dryppende på sit ansigt, deres tunge poter på brystkassen og deres dybe snerren i ørerne. Natalie hulkede fortvivlet på den anden side af døren.
Endelig kom vagterne og trak ham op. De drev ham hurtigt ned ad gangen. En kvindelig politibetjent med karsehår kom dem i møde i glaspassagen mellem de to bygninger.
Er ist mein, sagde hun og greb fat i Ludvig. Vagterne overlod ham til hende uden nogle kommentarer og kaldte hundene til sig. Politikvinden lagde med en lynhurtig bevægelse et sæt håndjern på ham og skubbede ham videre.
Min kone er derinde. Mein Frau ist dort, råbte Ludvig, men den tyske kvinde lod, som om hun ikke hørte ham. Han prøvede at vriste sig fri, men hun vred blot hans arm yderligere på ryggen. Smerten fik ham til at gå i knæ.
De kom ud på parkeringspladsen. Leonard stod og ventede med et lille, tilfreds smil.
Så mødes vi igen, sagde han.
De har fanget min kone. De har fanget Natalie. Hun sidder i en celle derovre, skreg Ludvig og nikkede i retning af den gamle bygning. Leonard fulgte hans blikretning. De højtsiddende sorte vindueshuller gav ingen indikation af at nogen blev holdt fanget i bygningen. I nogle lange sekunder var det, som om han overvejede, hvad han skulle foretage sig. Så trak han let på skulderen og så med en bestemt mine på Ludvig.
Du kan godt droppe dine fantasier, Ludvig. Der er ikke noget at komme efter. Kom ind i bilen.
Han skubbede Ludvig hen mod en af de ventende politibiler. Den lokale politiinspektør kom forpustet ud af bygningen med sine folk. Gudrun vendte sig mod dem og forklarede, at de allerede havde fået fat i den eftersøgte. Politiinspektøren så skuffet ud og kløede sig i nakken. Han og hans folk var gået en anden vej ind i bygningen og var endt i et laboratorium med petriskåle og dæmpet belysning. Deres eneste fangst havde været en mus med to hoveder i et akvarium.
Ludvig strittede imod på vej ind i bilen, men to af de lokale betjente tog hårdt fat og maste ham ind på sædet. Han dukkede sig for ikke at slå hovedet mod dørkarmen.
Da han var på plads på bagsædet og døren var smækket i, brød tårerne frem. Han græd hæmningsløst og tog sig ikke af, at Leonard satte sig ind ved siden af ham. Gudrun Heinz, der havde overladt tilsynet med den sårede til en af de lokale betjente, og politiinspektøren tog plads på forsæderne. Gudrun Heinz bag rattet. Politiinspektøren rakte hende nøglerne.
De kørte væk fra Nanotech instituttet under solens hårde lys. Drejede ud på den smalle vej, der førte ned til hovedvejen mod Hahnenkopf. Efter nogle få hundrede meter kom en ambulance imod dem. Gudrun trak ind til siden for at lade den passere. Men i stedet for at køre forbi, svingede ambulancen over mod politibilen og hamrede ind i siden på den. Bilen snurrede rundt en halv omgang og landede i vejkanten presset op mod en klippe.
Ludvig slog hovedet hårdt mod dørstolpen ved sammenstødet og kæmpede nogle sekunder for at genfinde fatningen, mens en jagende smerte jog gennem hans hoved. Det flimrede for hans øjne. Han kunne knap fornemme de andre i bilen. Politiinspektørens ansigt var rødt af blod fra et sår i ansigtet efter et sammenstød med forruden. Gudrun Heinz var allerede med hidsige bevægelser i færd med at tvinge døren i sin side op. Den sad fast efter at være blevet trykket af fronten på ambulancen. Ved siden af Ludvig kom Leonard fortumlet på benene efter en tur på gulvet. Et lille stykke længere fremme af vejen holdt ambulancen stille.
Døren i førersiden af ambulancen gik op og en mand i jakkesæt sprang ud. Ludvig prøvede at stille skarpt. Det lignede Zukav.
Zukav kom ud med en pistol i den ene hånd. Hans blik lyste triumferende, da han løb hen mod den forulykkede politibil og gennem forruden resolut skød Gudrun Heinz gennem hovedet og derpå politiinspektøren, der måbende så til. Blodet fra udgangshullerne sprøjtede bagud. Ludvig kneb øjnene sammen og vendte reflektorisk hovedet væk. Det smagte af blod på læberne.
Zukav var på et øjeblik henne ved Leonards dør og rettede pistolen direkte mod ham gennem ruden.
Der lød et skud.
Og så et til. Zukavs ansigt, der havde været sammenbidt og determineret, opløste sig til en forbløffet maske, da han vaklede baglæns og gik i knæ. Han slap sit våben, inden han krummede sig sammen og faldt om på asfalten med lukkede øjne.
Leonard åbnede bildøren og steg ud. Han beholdt sin rygende pistol i hånden, mens han prøvende pirkede til Zukav med spidsen af sin ene sko. Med hurtige bevægelser rodede han gennem inderlommerne på hans jakke og fandt resterne af det bundt sedler, som Zukav havde taget fra ham under flugten i Danmark. Leonard stak dem i lommen, samlede pistolen op med et lommetørklæde, pakkede den ind og lod den dumpe ned i lommen på sin jakke.
Så vendte han sig mod Ludvig med en tilfreds mine, mens han fiskede en mobiltelefon frem og ringede til det lokale politi, der stadig opholdt sig ved Falkenburg. Ludvig tørrede sig over ansigtet med det ene ærme. Ærmet blev rødt af blodet fra de to dræbte politifolk på forsæderne.
Han orkede ikke mere. Det hele var håbløst. Zukavs livløse skikkelse. Leonards overlegne attitude med mobiltelefonen. Håndjernene, der gnavede i håndleddene.
En sky kastede sin skygge over vejen. Der var intet han kunne gøre.