En skovalf

De flyttede hende til en anden celle på 1. sal mindre end en time efter, at Ludvig havde forsøgt at befri hende. Den nye celle var lidt mere komfortabel, med sofa, tv og et separat badeværelse. Næsten som et hotelværelse. Grossman kom personligt på besøg efter frokosten. 

    Jeg håber, du bliver mere tilfreds med dette sted, sagde han og tog opstilling ved vinduet. Der var en storslået udsigt over bjergsiderne fra værelset.

   Hun svarede ikke. Sad bare helt tavs ved bordet, hvor resterne efter hendes frokost stadig stod.

   Men gør dig nu ingen forestillinger om flugt. Værelset her er sikret. Og hundene vil altid finde dig.

   Grossman vendte sig mod hende med en alfaderlige mine. 

   Nu handler det om at give vores barn ro.

   Vores?

   Jeg vil stå som faderen i de officielle papirer. Det er noget rent juridisk. I forhold til de tyske myndigheder.

   Du er jo sindssyg.

   Sindssyge er kun et spørgsmål om, hvordan man definerer begrebet virkelighed. I mit tilfælde skaber jeg virkeligheden. Lige nu er jeg måske den mindst sindssyge af os to. Tænk lige over det. 

   Hvordan kan jeg være sikker på, at du vil lade mig gå bagefter. Jeg kan jo fortælle det hele til pressen?

   Det gør du ikke. Vi har dit barn. Og måske vil du meget hellere blive og være hos dit barn? Moderinstinktet er jo trods alt en stærk biologisk kraft, som endnu ikke er blevet afskaffet.

   Hun sukkede og kiggede væk.

   Det tænkte jeg nok, sagde Grossman. 

   Han fortsatte: Nu vil jeg lade dig være i fred så længe. Det har været en anstrengende dag.

   Han gik ud af rummet og efterlod en lurende stilhed bag sig. Natalie rejste sig og gik over til vinduet. Det var forsynet med panserglas. Hun bankede hårdt med knoerne på det. Det gav stort set ingen lyd fra sig. Det var virkelig meget tykt. 

   Hun stirrede ud over landskabet. Værelset vendte væk fra vejen ind mod skoven og bjergsiden, der strakte sig opad mod den grå himmel. Det var i det mindste bedre end cellen, hun kom fra. Og Grossman havde ret. Det nyttede ikke at stikke af. Hun måtte blive og passe på barnet. Måske fik Ludwig mulighed for at besøge hende på et senere tidspunkt. Måske bød der sig en chance for flugt på et tidspunkt.

   Hendes blik faldt på en lille skikkelse, der bevægede sig gennem bevoksningen på bjergsiden et godt stykke væk, hvor der løb en smal sti. Det lignede en dreng. Han havde lyst hår. På et tidspunkt virkede det, som om han et øjeblik stoppede op og vinkede til hende. Hun vinkede tøvende tilbage. Så forsvandt han mellem træerne. Han mindede hende om en skovalf med sit tjavsede hår og løstsiddende tøj.