von Sperling-Kürstein
Grossman trådte ind på sit kontor og opdagede, at Eric von Sperling-Kürstein sad i læderkontorstolen og bladrede i et globetrottermagasin, han havde fundet i reolen. Nanotechs ejer løftede sit kronragede hoved ved lyden af Grossman fodtrin. Hunden ved hans fødder, en sort kongepuddel, sprang op og logrede genkendende med halestumpen.
Nå, der er du. Jeg kom lige forbi for personligt at fortælle dig den gode nyhed, sagde Eric von Sperling-Kürstein. Hans velplejede ansigt var glat og stramt på den overdrevne måde, som kun flittig brug af skønhedsplejemidler og plasticoperationer kunne afstedkomme.
Han rettede på en ubetydelig fold i sin silkehabit og fortsatte: Vores kontrakt med de russiske myndigheder er faldet helt på plads. Vores japanske investorer har overført de sidste midler. Inden for de næste måneder kan vi flytte vores aktiviteter til Rusland.
Grossman lyste op.
Herligt, vi er også klar her. Natalie nedkommer med det første eksemplar om cirka fire måneder. Derfra kan vi begynde at klone.
Sperling-Kürstein rynkede sin ellers glatte pande og så lidt bekymret på Grossman.
Jeg hører, der har været lidt sikkerhedsproblemer på det sidste?
Grossman slog ud med armene: Ikke noget vi ikke kunne håndtere. Politiet har været gode til at gribe ind. Ja, og så var der Natalie Werge, som prøvede at stikke af. Men det er under kontrol nu. Hun har valgt at samarbejde.
Godt at høre. Jeg har allerede sat salgsafdelingen i sving. Velhavende folk i Rusland er villige til at betale store summer for at få en aktie i et overmenneske.
Grosman smilede: Om et par år vil vi være oppe på fuld produktion.
Eric von Sperling-Kürstein rejste sig.
Tager du med ned og spiser en frokost i byen, så vi kan gå planerne igennem inden næste møde i bestyrelsen?
Tja, hvorfor ikke, svarede Grossman og tog sin jakke fra knagen på væggen bag døren. Da de kom ud på parkeringspladsen stoppede Eric von Sperling-Kürstein op kastede et blik over mod ruinerne af den gamle lejr på den anden side af vejen.
Vi skal se af få ryddet det område. Det gør mig i dårligt humør at tænke på de metoder, de brugte dengang.
Grossman nikkede.
De vidste ikke bedre. Der var så meget, man ikke kunne dengang. Det hele blev drevet af en uendelig primitiv tankegang.
Eric von Sperling-Kürstein nikkede indforstået.
Grossman sagde: Unødvendigt voldeligt skulle jeg mene.
De forlod Falkenburg og kørte ned mod Hahnenkopf i Eric von Sperling-Kürsteins sorte Audi. Den forulykkede politibil holdt stadig i vejkanten, da de kom ned i skoven, men ambulancen og de døde politifolk var blevet fjernet af redningsfolkene.