Den dybe sorg
Dagene flød ind i hinanden, som en uendelig række af tegnefilm, der aldrig hørte op. Pilledøsen udviskede grænserne mellem søvn og vågen tilstand.
Det hele var én lang filmscene, der kørte i ekstrem slowmotion. Det var umuligt med sikkerhed at sige, at den ene dag afløstes af den næste, fordi han aldrig kunne huske, hvornår det sidst havde været morgen eller aften.
Maden smagte ikke af noget.
Farverne forsvandt.
Selv udsigten fra rummet, hvor efteråret angiveligt flammede i skovbrynet på den anden siden af engen, forekom ham sort-hvid.
De havde anbragt ham i samme rum som sidst. Ivan var der også. Men han sagde ikke så meget. For det meste lå han bare og stirrede ud på efteråret. Måske syntes han også det hele var i sorthvid. Det var ikke noget, de snakkede om. I det hele taget snakkede de ikke så meget efter, at Ludvig var vendt tilbage.
En mandlig plejer kom ind fra gangen. Ludvig døsede med et Anders And blad over ansigtet. Han havde haft svært ved at koncentrere sig om historien. Den gjorde ham så træt. Han havde ellers læst den et par gange. Men det irriterede ham, at han ikke kunne huske, om det var Rip, Rap eller Rup, som havde blå kasket på.
Plejeren rømmede sig sagte. For ikke at forstyrre roen.
Du har tid hos overlægen, sagde han lavmælt og stod afventende i døren. Der gik nogle lange sekunder, inden Ludvig reagerede. Plejeren lod sig ikke mærke med Ludvigs træghed. Møjsommeligt kom han på benene efter at have lagt tegnseriebladet fra sig på sengebordet. Hans knæ føltes stive. Det var ikke rart at skulle gå på de ben. Det var meget bedre at ligge i sengen.
Plejeren støttede ham, da han i sin lyseblå slåbrok og med små forsigtige skridt gik ud af døren til gangen. Lyden fra en tegnefilm med Tom & Jerry forplantede sig nede fra opholdsafdelingen, hvor en gruppe indsatte slog tiden ihjel.
Ivan lod sig ikke mærke med, at han blev alene. Han flyttede ikke blikket fra det punkt hans øjne havde været indstillet på i horisonten den sidste time. Som om han havde fået øje på noget, han ikke ville gå glip af. Måske et blad på et træ langt væk, der inden længe ville blive revet af kvisten og hvirvlet med vinden vestover.
Efter at have fået håndjern på trissede Ludvig efter plejeren over i lægernes afdeling, og de nåede efter ti minutter frem til Karen Harrisons kontor. Plejeren bankede på døren og åbnede. Hun sad fordybet over computeren men satte den på stand by, da Ludvig trådte ind.
Hej, Ludvig. Dejligt at se dig.
Hun smilede varmt.
Han forsøgte at sige noget, men følte sig meget tør i munden. Det var som at gnide to stykker sandpapir mod hinanden, da han prøvede at bevæge tungen mod ganen. Han opgav og smilede i stedet blegt.
Karen Harrison sagde: Sid ned.
Hun slog ud med hånden. Ludvig satte sig. Det var en befrielse at sætte sig. Han lænede sig tilbage i den bløde stol. Hun fangede hans blik og fastholdt det over bordet.
Hvordan har du det?
Der kom et skær af moderlig omsorg i hendes grønlige øjne. Han iagttog furerne i hendes ansigt. Hun måtte være tæt på de tres.
Han rømmede sig anstrengt.
Hun skænkede et glas vand op til ham, som han begærligt hældte i sig. Hold da op, hvor var han tørstig. Det var en euforisk nydelse at tømme glasset i en lang glubende tår. Han rømmede sig igen. Det hjalp.
Okay. Jeg har det okay, svarede han og trak vejret dybt.
Skal vi tage fat dér, hvor vi sluttede i går?
Ja, hvorfor ikke?
Karen Harrison så alvorlig ud og fik sin tænksomme rynke mellem brynene.
Så fortæl mig, hvad du har at tilføje til det, du sagde i går om dine vrangforestillinger.
Ludvig nikkede og samlede sig sammen. Han ville gerne gøre det så godt som muligt. Karen brugte meget tid på ham. De så hinanden næsten hver dag. Han skyldte hende at være en god patient. Det var det mindste, man kunne forlange.
Altså ..., begyndte han.
Hvis han havde nogen tvivl i sig om det, han skulle til at sige, var den uendelig lille, ja faktisk ubetydelig. Som en sidste mikroskopisk rest af modstand, han sagtens kunne overvinde.
Ludvig fortsatte: Jeg kan nu se, at det hele var en forestilling om det perfekte liv, som jeg byggede op i min fantasi efter Hannes død.
Da fantasien en dag brød sammen, fordi den netop var en fantasi, valgte jeg at give ydre forhold skylden. Jeg fandt frem til dr. Grossman og Naonotech og brugte dem som projektioner for mine egne indre dæmoner. Jeg gav dem skylden for, at Natalie, altså min forestilling om den perfekte kvinde, ikke mere kunne holdes i live i min forestillingsverden. Jeg gik så vidt som til at bruge vold for at fastholde min fejlagtige oplevelse af virkeligheden.
Karen Harrison smilede. Ludvig var inde i et godt forløb. Den nye medicin virkede bedre og hurtigere end forventet. Hvis han fortsatte denne udvikling var der håb om, at han på et tidspunkt kunne vende tilbage til samfundet og genoptage sin stilling på skolen.
Karen Harrison sagde: Det er meget fint, Ludvig. Hvad føler du så nu, når du tænker på ”Natalie”.
Ludvig så på hende med blanke øjne.
Sorg. Jeg føler sorg. Det er en stor sorg inde i mig. Men den stikker dybere, føler jeg. Måske har det noget at gøre med mine forældre og et tidligt svigt i min barndom. Måske er det bare et menneskeligt grundvilkår, at vi alle føler en stor ensomhed inde i os selv. En stor længsel mod kærligheden, som skaber en dyb sorg over, at vi ikke kan opnå den. Natalie er en figur min fantasi har skabt for at have en genstand for den dybere sorg.
Karen Harrison nikkede og duppede sig på læberne med den ene pegefinger.
Hun sagde: Det er flot, Ludvig. Det er virkelig flot, at du kan se det så klart.
Ludvig smilede tappert og følte et øjebliks ro.