<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_64">Psykosens normalitet</h1> <div> <b>Karen</b> Harrison grundede et øjeblik med alle fingrene svævende som en rovfugl over tasterne på det ultratynde mac-tastatur. </div> <div> Hvad skulle hun kalde sin artikel om Ludvigs splitpersonality? Kognition og normalitet? Ville det give det rette indtryk af indholdet? Eller skulle hun snarere kalde den Psykosens normalitet? En lidt mere provokerende ordsammenstilling, som ville vække nysgerrighed hos hendes videnskabelige kolleger og lægge op til diskussionen af, hvornår et menneske går fra den kreative fase til den psykotiske set i en sociokulturel kontekst. </div> <div> Det faldt hende umiddelbart ind, at artiklen kunne illustreres af et van Gogh maleri. En mark med solsikker, der synes at vibrere i takt med solens lys. Van Gogh havde levet i sin egen vrangforestilling, men endte med at åbne folks øjne for en ny måde at se verden på. </div> <div> Et klassisk eksempel på en person i grænseområdet mellem psykose og kreativitet. Personligt led han nederlag, misforstået af sin tid, men hans syn på verden tilhørte fremtiden, kom til at forme fremtiden. Ludvigs case var bestemt kreativ, men netop også psykotisk, fordi den ikke havde en forbindelse med virkeligheden. </div> <div> Telefonen på hendes skrivebord gav signal. Hun kiggede op fra skærmen. Irriteret over at blive afbrudt i sin tankestrøm. Hun tog den efter et sekunds tøven. </div> <div> Jeg har bedt om ikke at blive forstyrret, sagde hun afmålt. </div> <div> Jeg har en person, som insisterer på at tale med dig, lød sekretærens stemme i røret. </div> <div> Hvem er det? </div> <div> En Gitte Lauersen. </div> <div> Jeg kender ikke nogen Gitte Lauersen. </div> <div> Hun siger, det drejer sig Ludvig Werge. </div> <div> Ludvig? </div> <div> Hun siger, hun vil fortælle dig sandheden om Ludvig. </div> <div> Karen Harrison sank tilbage i stolen. Sandheden? Hvad skulle det nu betyde? </div> <div> Send hende ind, sagde hun med en træt stemme. </div> <div> Døren gik op. Gitte Lauersen trådte ind. Hun havde en lille pige på omkring fire år i hånden. </div> <div> Undskyld jeg forstyrrer. Jeg er ... gift med Flemming Lauersen. </div> <div> Karen Harrison bed sig i læben. </div> <div> I er naboer til Ludvig, ikke? Jeg har allerede talt med Deres mand om den ulykkelige sag ... </div> <div> Gitte sagde: Han har løjet for dig. Natalie findes. </div> <div> Hvad? Stop lige engang ... </div> <div> Jeg ved, at Flemming har medvirket til at skabe den opfattelse, at Ludvig er skør og har opfundet Natalie i sit eget hoved. Det er ikke sandt. </div> <div> Karen Harrison greb fat i begge armlæn. </div> <div> Ludvig overfaldt og mishandlede dig. Han voldtog dig. </div> <div> Det er ikke sandt. Vi var sammen, ja. Det var et øjebliks impuls. Men det er Flemming, som slår mig. Jeg har forladt ham, og jeg skylder Ludvig at fortælle dig, at Natalie er et virkeligt menneske. Det er Nanotech og Grossman, der har sat det hele i scene og betalt folk for at lyve. Også Flemming. Jeg har hørt ham tale med Grossman om det. De har en hel afdeling, der styrer misinformationerne. De hacker sig ind i de offentlige registre og ændrer på virkeligheden. </div> <div> Karen Harrison stirrede på Gitte. Hun virkede oprigtig. Der var ikke noget, der indikerede, at hun ikke vidste, hvad hun talte om. </div> <div> Kan du bevise, at Natalie findes, prøvede hun. Det var ikke til at bære, at hun i den grad havde taget fejl. Det var jo forfærdeligt, hvis det var sandt. </div> <div> Gitte stak en hånd ind i inderlommen på sin jakke, trak et foto frem og rakte det til Karen Harrison. Psykiateren studerede billedet. Det viste Natalie sammen med Ludvig ved et veldækket middagsbord. Natalie havde Gittes datter på skødet. </div> <div> Jeg tog det for et halvt år siden til et af vores middagsselskaber. Det var Natalie, der ville have, at jeg tog det. Jeg tror godt, hun kunne lide tanken om, at hun selv skulle være mor en dag. </div> <div> Gitte trak Sarah beskyttende ind til sig. </div> <div> Jeg er stukket af fra min mand. Vi vil tage lang bort. Til et andet land, hvor hverken han eller Grossman kan få fat i os. </div> <div> Pludselig så Karen Harrison hele sagens forløb i et nyt lys. Ludvigs aggressive adfærd, Leonards opførsel. Grossmans venlighed og løse snak i golfklubben. Han havde styret hende. Sikret sig at hun hoppede i med begge ben. </div> <div> Hun mærkede flovheden skylle ind over sig. Det var jo forfærdeligt, det hun havde medvirket til. Hun havde udelukkende været styret af ambitioner og en sygelig trang til at være i kontrol. Hun havde brugt Ludvig til at fremhæve sig selv. Artiklen skulle have fremmet hendes karriere og styrket hendes profil i forskermiljøet. </div> <div> Hun sukkede højlydt og sank tilbage i stolen. Gned sig hårdt i ansigtet med begge hænder. </div> </body> </html>