<style type="text/css"> h1.sgc-1 {text-align: center;} h1.sgc-2 {font-weight: normal; text-align: center} div.sgc-3 {font-style: italic} h1.sgc-6 {text-align: left;} span.sgc-5 {font-weight: normal; font-size: medium;} </style> <meta content="urn:uuid:7bbf81c5-67b5-4052-97e4-df4b5591bef8" name="Adept.expected.resource"/> </head> <body> <h1 class="sgc-1" id="sigil_toc_id_68">Den onde ånd</h1> <div> <b>Zukav</b> parkerede bilen og steg ud foran Falkenburg. Han havde pistolen med lyddæmperen i frakkelommen klar til skud. Med hurtige skridt gik han frem til døren og ringede på. Da den blev åbnet på klem af vagten, trak han våbnet frem og skød ham i hovedet uden tøven, åbnede døren og skrævede ind over liget til vestibulen. </div> <div> Han skulle finde Grossman i en fart. </div> <div> En mandlig ansat i en hvid kittel kom i det samme ud fra et af de kontorer, der stødte op til indgangsområdet og opdagede liget bag Zukav. Zukav rettede pistolen mod ham og signalerede med en pegefinger over læberne, at han skulle være stille. Hurtig var han henne ved manden og tvang ham med pistolen mod hans hals tilbage til det kontor, han kom fra. </div> <div> En kvinde i hvid kittel rejste sig bestyrtet, da de kom ind i kontoret. </div> <div> Zukav skød hende mellem øjnene uden at tøve. Han havde ikke brug for flere komplikationer end højest nødvendig. Hans fange hyperventilerede i hans greb. </div> <div> Hvor er Grossmans kontor?, spurgte Zukav og pressede den varme lyddæmper mod mandens tinding. </div> <div> På ... på... på 1. sal, gispede manden og pissede i bukserne. Lyden af dryppende urin mod gulvet lød i lokalet. Zukav sukkede og lod en kugle sætte en stopper for mandens flæben. </div> <div> Hurtigt var han igen ude af kontoret og tog trappen til 1. i lange spring. En dør for enden af repos’en havde et lille skilt, hvor der stod Grossman. Han flåede døren op og overraskede Grossman, der stod og talte indholdet af penge i en taske. </div> <div> Han vendte sig med en irriteret mine, som om han forventede, at han var blevet forstyrret af en af sine medarbejdere. </div> <div> Hvem er De? Grossman blegnede ved synet af pistolen i Zukavs hånd. </div> <div> Din onde ånd, Grossman, svarede Zukav. Han fortsatte. Hvor er Natalie? </div> <div> Jeg aner virkelig ikke, hvad du taler om. </div> <div> Zukav skød ham resolut i knæet. Grossman jamrede sig og tabte tasken med pengesedler på gulvet. Den landede tungt. Grossman faldt om, mens han med begge hænder forsøgte at stoppe blodet fra skudhullet i knæet. </div> <div> Zukav sagde: Vi tager den lige en gang til. Hvor er Natalie? </div> <div> Skån mig, jeg har intet gjort. Det er ikke mig. </div> <div> Jeg spørger en gang til. Hvor er hun? </div> <div> I den gamle bygning på første salen. Ud mod bjergene. </div> <div> Zukav gik frem og hamrede pistolkæftet ind i tindingen på Grossman. Lægen sank sammen på gulvet. Livløs. Blodet fra skudsåret i knæet farvede gulvet under ham rødt. Zukav greb tasken med pengene, forlod kontoret og løb ned ad trappen. På vej gennem Vestibulen overvejede han et sekund, om han skulle gemme liget af vagten af vejen, men det ville tage for lang tid. </div> <div> Han fortsatte i løb videre ad gangen med retning mod den tilstødende bygning. Han mødte ikke nogen på vej gennem mellemgangen. Derefter gik han gennem døren og tog trappen op til 1. sal. En tung egetræsdør var den eneste indgang, der førte videre fra repos’en. Døren var sikret med fem gammeldags rigler på ydersiden. Han slog dem fra og åbnede døren. </div> <div> </div> <div> Hun lignede kvinden på billedet, som Ludvig havde vist ham. Smuk, men også meget trist. Hun stirrede frygtsomt på ham fra sin plads ved vinduet. Han rakte en hånd ud mod hende. Hun trak sig tilbage mod glasset. </div> <div> Natalie? Du er Natalie, ikke sandt? </div> <div> Hun nikkede mistroisk. </div> <div> Jeg er kommet for at tage dig med væk herfra. Ludvig har sendt mig. </div> <div> Hun sank sit spyt. Så forvirret ud. </div> <div> Du er fri, kom med mig. Han gik frem til hende og tog hendes hånd. </div> <div> Kom vi går nu. Vi har travlt. </div> <div> Det så ud, som om det langsomt gik op for Natalie, at det var sandt, at hun var fri. Hun lod sig trække ud af rummet. De løb ned ad trappen og fortsatte gennem mellemgangen. </div> <div> De nåede ud til bilen uden at møde modstand. Zukav åbnede døren i passagersiden og hjalp Natalie ind. Derefter satte han sig selv ind bag rattet. Idet han startede motoren, kom en jeep med fire vagter jagende henne fra bygningerne bag hovedbygningen. Jeepen stoppede foran dem. Vagterne sprang ud med dragne maskinpistoler. </div> <div> Zukav satte bilen i gear. Vagterne lagde an til skud. Zukav sukkede og løftede opgivende hænderne fra rattet. Han kunne ikke gøre noget. Spillet var tabt. </div> <div> Pludselig sank vagterne om på jorden. Zukav stirrede overrasket på dem. Bag jeepen trådte to fjorten, femten-årige drenge klædt i lurvet tøj frem med - hvad der efter Zukavs bedste viden lignede - gamle Lugerpistoler fra 2. verdenskrig i hænderne. De nikkede kort til Zukav og Natalie. Så satte de i løb over mod ruinerne på den anden side af vejen og forsvandt mellem bygningerne. Natalie stirrede efter dem, til de var ud af syne. </div> <div> Jeg har set en af dem før, sagde hun og vente sig mod Zukav. Hvor kommer de fra? </div> <div> Zukav trak på skuldrene. </div> <div> Aner det ikke. </div> </body> </html>