[Camilla]
Jeg skulle til Beograd og holde et par forelæsninger, og Charles kunne ikke komme med. Jeg er litterat, men ville muligvis hellere have været arkitekt. Jeg føler stærkt for rum, i dette øjeblik rører jeg ved mit hjerte. Mit hotel var rødt indvendigt, Twin Peaks-rødt, receptionisten var jurist. Hans liv var ikke blevet, som han havde drømt om. I modsætning til mit, mente han, og hentydede til mit besøg på instituttet. Men hans nuværende stilling, som receptionist for sin lillebror, dette var lillebrorens hotel, gav ham dog indimellem mulighed for at anvende sin jura. Når han eksempelvis skulle modtage og kommunikere med de tilsynsførende sundhedsmyndigheder, ‘for det kræver indsigt i loven’. Jeg spekulerede over, hvad man kunne sammenligne det med. Måske, for eksempel, hvis en uddannet vægmaler kun brugte sin uddannelse til at indkøbe maling til sine egne vægge, nej, så hellere tænke på det modsatte; nemlig, hvordan Joan Didion, journalisten og forfatteren Joan Didion, da hendes datter lå dødssyg på hospitalet, købte kirurgtøj, som hun gik rundt i på afdelingen, alt imens hun kom med gode råd til lægerne, indtil de til sidst sagde til hende, at hvis hun ikke blandede sig uden om behandlingen, ville de ikke have mere med den at gøre, så måtte hun selv overtage den. Det ville svare til, at man under et malerbesøg i sit hjem iførte sig hvidt, malerplettet tøj og anbragte sig på en stige. Velkommen i min labyrint.
Jeg ville ikke begå min sædvanlige brøler med at isolere mig på hotelværelset. Engang kunne jeg godt lide hotelværelser; at være et sted, der ikke var mit, og som jeg ingen forpligtelse havde over for, hvor en eventuel æstetisk kvababbelse hurtigt kunne tales til ro, og hvor usynlige hænder tørrede støvet bort. Nu betragter jeg det som et venteværelse, hvor det er umuligt at falde i søvn, natten igennem skifter de ukendte ting form, når jeg blinker; alt fast bliver flydende. Om dagen føles mit hoved let og svimmelt, som af at ånde tynd luft. Mine fødder er tunge. Jeg slæber mig af sted. Minibaren. Nej, ikke alkohol. Chokolade. Saltnødder. Ensom, et veritabelt spild af liv, gnaskende der på sengen, men dog i sikkerhed. Og fri for at skulle finde hjem-ud-og-atter-hjem. Jeg mener: finde rundt ude i byen og forsøge at finde mit hotel igen. Min stedsans er elendig. Den er fraværende. Så hellere blive hjemme. (Selvfølgelig passede jeg mine forelæsninger, det var derfor, jeg var taget af sted, men jeg lod mig hente og bringe for ikke at forsvinde et sted mellem de to destinationer; det er resten af tiden, jeg taler om, fritiden). Men som Eliot har lært os:
Vi skal ikke ophøre med udforskning
og når al vores udforsken er afsluttet
vil vi være hvor vi begyndte
og kende stedet for første gang
(Hvilket jo lyder beroligende: som om man kan være sikker på at komme hjem, helt af sig selv, så at sige).
Som et kompromis tilbragte jeg en del tid i receptionen (ikke ude, ikke helt hjemme), balancerende på en barstol drak jeg den ene espresso efter den anden. Det var et lille hotel, med kun seks værelser. Og på det tidspunkt var jeg den eneste gæst. Til gengæld var personalet nærmest overrepræsenteret. Jeg ved ikke, hvor mange tynde, mørke stuepiger i røde kjoler, der gik planløst rundt og matchede væggene. For de var vel ikke prostituerede? I så fald kunne de lige så godt have lænet sig op ad solnedgangen i et øde landskab. Alligevel var der dækket op ved alle seks borde i det kælderrum, hvor morgenmaden blev serveret. For illusionens skyld. Hotellet hed Hotel City Code, et navn, jeg ikke helt vidste, hvordan jeg skulle forstå. Var dette hotel koden til byen? Når jeg sagde det, blev code let til coat.
Før jeg tog af sted, havde jeg besluttet at bruge al min vågne tid ude i byen, i udforskningsøjemed. Jeg ville være turist. Jeg ville lære Beograd at kende. Og så tabte jeg alligevel modet. Receptionen var som sagt et kompromis.
Men receptionisten snakkede uophørligt. På et temmelig mumlende og uforståeligt engelsk, der krævede, at jeg anspændte mig til det yderste. Han havde god tid til sin eneste gæst. Når han så mig træde ud af mit værelse, kom han imod mig som ført af et vindstød. Han var mørk, spinkel, væver, utrættelig, med endda rigtig rare øjne bag brillerne, men blev altså ved, til jeg næsten segnede, min mund blev tør, rummet flød ud. Jeg kendte navnene på hans søskende, og jeg kendte hans kolesteroltal og hans læges forskrifter: ‘50 g mandler, 4 tern mørk chokolade og et glas rødvin hver dag’, sagde han, og hans lille venlige ansigt lyste, ‘og selvfølgelig frugt og grønt og en spadseretur på mindst 3 kilometer’. Han bøjede sig frem og tegnede en kurve over udviklingen i sit blodtryk. Og jeg vidste også, at hans morfar havde skrevet en beretning om sine oplevelser under 2. Verdenskrig, men at manuskriptet desværre var gået tabt. Jeg vidste nogenlunde, hvad det havde indeholdt. Og jeg var begyndt at tro, det gemte sig i en lade et sted i Kroatien. Jeg var også begyndt at føle, at han tilskyndede mig til at søge efter det. Han syntes, jeg var et usædvanlig venligt menneske – med meget fritid. Øre, vagina, spejl, der gør dig dobbelt så stor, din lille fyr, tænkte jeg pludselig, det skal blive løgn. Og jeg greb min frakke og forlod med et nik receptionen. Det var et godt tidspunkt. Han havde netop sagt, at lige meget hvor mange penge samfundet fyldte i sigøjnerne, brugte de dem kun til øl og cigaretter, og til chokolade til deres mange unger. Det drev mig ud i verden. Selv om jeg var bange for at møde en sigøjner, der opførte sig som en, jeg mødte i Sankt Petersborg. Jeg havde givet hende, hvad der svarer til hundrede kroner; og i taknemmelighed lagde hun sig ned midt på gaden og gav sig til at kysse min sko, ‘nej, nej’, sagde jeg, ‘vær sød at rejse dig op’. ‘Kun hvis jeg får hundrede til’, sagde hun, og da hun fik det, slap hun virkelig min sko, så jeg kunne fortsætte mod Blodkirken, den med de bolsjefarvede kupler, som selv ikke tæt på ser rigtig virkelig ud.
Straks jeg stod ude på gaden, skyllede fortabtheden ind over mig. Helt uden lyst tog jeg de første skridt. Som om jeg skulle lære at gå. Jeg kendte ingen, ingen kendte mig. Jeg var ingen. Jeg forstod ikke sproget. Jeg forstod ikke noget. Jeg kunne lige så godt lade være at holde øje med, hvor jeg gik, for når jeg skulle finde tilbage, ville jeg måske nok have en vag fornemmelse af genkendelse over for det, der mødte mit blik, men jeg ville ikke kunne huske, hvor på ruten det havde optrådt. Faktorernes orden er ikke vilkårlig, når det gælder om at finde vej. I stedet for at forsøge at finde mit hotel igen skulle jeg have checket ud og taget min bagage med mig. Når jeg udmattet af udforsken og slæberi ikke kunne mere, kunne jeg have slæbt mig til et nyt, ukendt hotel – og så være sat af fra det, når jeg igen absolut skulle sætte af. Så hjælpeløs er jeg heller ikke. Jeg havde hotellets adresse i lommen, og da jeg blev træt af at gå, prajede jeg en taxa og kørte tilbage. En uheldig oplevelse i ungdommen havde lært mig altid at gå rundt med hotel- eller pensionatsadressen på mig. Grækenland, for et halvt liv siden. Jeg, ung, i en Ifigenia-kjole af gaze, så florlet så hvid, at jeg havde måttet dække mine brystvorter med tandpasta. Det var før den stropløse bh’s tid. I hvert fald havde jeg været ude at danse, nat, og blomsterne faldt fra de blomstrende træer. Alma, min troløse ven, dansede videre med sin græker. Jeg kunne ikke finde vores pensionat. Jo længere tid jeg ledte, desto mindre blev jeg mig. En mand havde længe iagttaget mig. Til sidst skråede han over gaden og spurgte venligt, hvad jeg søgte. Det var svært for ham at tro, at jeg ikke så meget som huskede pensionatets navn. Det, man ikke forstår, må man bare acceptere. Derfor lejede han et værelse til mig på det første det bedste hotel og lovede at komme tilbage næste morgen og hjælpe mig. Han gik. Han havde overskæg, men var ikke uden charme. Havde han været mindre ridderlig, kunne det have ført til et lidt længere møde. Næste morgen kom han tilbage, betalte regningen, svang sig i sadlen og mig bag ham, og så til Turistpolitiet. Der lå en kopi af mit pas, som pensionatsindehaveren pligtskyldigst havde indleveret ved min indlogering – tilføjet navn og adresse på denne min midlertidige bopæl! Sikken orden, og så i Grækenland. Hjemme på pensionatet fandt jeg min elskede ven Alma, hændervridende, halvdød af angst, sikker på, jeg (mit hoved) lå et sted skilt fra min krop, under brunrandet blomsterdrys; selv om vi var vant til, at hinanden stak af, når en tiltrækkende køter krydsede vor vej, ungdommen én lang løbetid, en opmarchering af herlige minder, et helt forrådskammer af ung blank lidenskab til strengere tider, var det virkelig mig, der klistrede et rødt granatlignende stykke glas i navlen og fremviste den for min midlertidigt udvalgte i en tunnel, idet jeg ganske enkelt trak op i kjolen; ja, mon ikke det var – mig; for nu at give et sidste lille truttelut. Nu jeg siger ‘truttelut’, som er Becketts udtryk for at strække teksten så langt, man kan, ikke binde sløjfer, men lave krøller, så kom jeg tidligere i dag, behørigt ledsaget af en lektor fra instituttet, på vej hjem fra forelæsning, forbi en graffiti. På muren stod der:
Bøger, brødre, bøger
Ikke klokker, ikke bjælder
Lektoren oversatte for mig og sagde noget om, at bjælder hørte julemanden til – når han kom i sin kane.
‘Julemanden, du ved, på et knirkende tæppe af vat, jingle bell jingle bell, til vi alle sammen hygger røven af led. Og skægget knirker også’.
Klokker var nok kirkeklokker. Så altså hverken kirke eller kitsch, nej tak. Det var en moralsk graffiti. Dejligt med en graffiti, der opfordrede til læsning, sagde lektoren.
‘Akkurat’, svarede jeg og håbede, han ville tilbyde at bære min taske, for den var tung. Af bøger.
Nu stod jeg, mildest talt voksen, halvvejs gennem mit fjerde tiår, nær en ruin af et tyrkisk fort, højt over Sava (som jeg troede var Donau, men den løb på den anden side af Beograd). En lang, sort pram var på vej forbi. Åh, flodens endeløse glitren og så denne lange pram. Hvem elsker ikke flodpramme, hvem tænker ikke på Huckleberry Finn eller Venedig ved synet og lyden af denne sagte gliden. Jeg burde have været lykkelig. Der var engang, hvor man ikke syntes, man skyldte naturen at glæde sig over den; hvor den bare var et helvedes mas; eller noget, der stak, når man som en vild stormede igennem den; hvor man ikke identificerede det som en mangel i en selv, hvis den ikke åbnede sig for en – og som sød, hvid hvede faldt trin for trin ned igennem sjælen.
Åh, er min sjæl blevet for tyk?
Er den vintret til?
Eller ganske modsat – er naturen nu pludselig en musik, hvor vi på et øjeblik gennemlever alt levet, før vi drukner, og over for denne fortættethed må vi slå skodderne for?
Min ven Edward sagde en tung sommer: ‘Til sidst satte jeg mig på en stol i haven. Men haven sagde mig ikke noget, omgivelserne var ligesom døde – og så pludselig skete det alligevel, og i ti minutter havde jeg glæde af fuglene og vinden i træerne’.
Ens hoved som ens egen værste fjende. Rasende monologer, scenerier, hvor alt går galt; katastrofer; udfald mod indbildte fjender; for ikke at tale om djævelske anfald af tvivl, forsagelse af alt, hvad der er godt – som om man virkelig er besat af en djævel, og måske tænker man midt i det hele: Hvis gud ser ind i mig nu, bliver straffen frygtelig; men det er ingen djævel, ingen gud, bare en karrusel, som man ikke kan komme af; giraffen, den fede lyserøde gris med de blå bukser og den lige ryg og forspandet for den drejende karet tåger for øjnene af én. Og man tænker: Nu må jeg dø af svimmelhed. Af kommer jeg aldrig.
Og så pludselig, alligevel nåde – hastigheden falder, mekanismen knager svagt (noget vil ikke slippe), men så bliver der stille, og det udenfor (for eksempel naturen, for eksempel et uimodståeligt menneske) kan få lov at komme ind og fylde.
Jeg burde have været lykkelig, i hvert fald ikke helt så fortabt, foran Sava; min alder taget i betragtning. (Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg konstant har mulighed for at tage temperaturen på min sjæl; jeg skulle se at komme ud og grave grøfter).
Hvorfor forstærker rejsen den eksistentielle ensomhed, aldrig er jeg nærmere døden og afgrunden, end når jeg er alene på rejse. Jeg har allerede svaret. En ingen blandt ingen kendte ansigter. Og ingen kendte, udenadlærte strækninger. Dødsrige, blankhed, udviskede træk, bortvendthed, tilbagetrækning, flygtende skygger, blodløshed. Det var lige før jeg længtes efter receptionisten. Jeg tænker med rædsel, at sådan vil jeg engang kunne få det hjemme – hvis jeg overlever alle, jeg holder af. Træskoene bør stilles i takt, lad mig holde takten.
Denne by er utrolig grim, den udgøres stort set af betonbygninger, der læner sig frem eller tilbage, nogle mure har maver: De buler ud på midten og er beslået med træ på kryds og tværs som støtte. Og vinduerne er som øjne, hvor trykket er for højt, udstående. Men der er dog træerne, dette grønne rasleværk, til opmuntring for borgere og hunde, og floderne ligeledes opmuntrende, gamle Sava, gamle Donau. Der er enkelte huse i byen, som har overlevet de mange bombninger, først tyskernes, så Natos, førstesalen er bredere end stueetagen, måske for at spare dyr grund, også det gjorde lektoren mig opmærksom på. Det er de gamle huse, der har maver.
Hver gang jeg stod ved Sava, tænkte jeg på at gå over broen til Novi Beograd. Ikke for at nyde et glas af bydelens vand, som er uranholdigt, af nedsivet uran fra bomberne i 90’erne, og vist nok figurerer på en liste over de mest forurenede vandforsyninger på kloden, men for at besøge kunstmuseet derovre. Til sidst gjorde jeg det så. Jeg trådte ud på broen. Der var ingen andre fodgængere på strækningen, men en masse tung trafik, der fik broen til at give sig. Beograd ejer ikke omkørselsveje. Alle må køre igennem. Og nedenunder var der det sortgrønne vand. Jeg ville nok blive ramt af en lastbil, så jeg fløj ud over rækværket. Først blive kørt ned, så drukne. Jeg skyndte mig af sted. For at få turen overstået.
Ikke så snart var jeg ovre, før jeg længtes tilbage til den anden side, der nu åbenbart var blevet en slags hjem.
‘Du er da også håbløs’, fortalte jeg mig selv, ‘omsider kom du over, og så vil du tilbage’.
Selv om jeg ikke er sulten, føler jeg mig i dag som sulteren, Johan Nilsen Nagel. Jeg spekulerer over, om mit og hans humør kan sammenlignes, for så vidt Johan Nilsen Nagel befinder sig i kulkælderen, mere eller mindre permanent; der er noget kunstigt og forskrækkende over hans pludselige opstemthed. Heldigvis varer den sjældent ret længe. Hovedet synker hurtigt ned mellem skuldrene igen.
Jeg klavrede ned ad en trappe, også den af beton, og stod på en øjensynlig øde kaj. Under broen var der spor af en forladt sigøjnerlejr. Bestjålet kan man altid blive. Min let vakte ængstelse var vakt. Så dukkede en anden fodgænger op. Jeg spurgte om vej til museet. Fodgængeren pegede på et anlæg med træer og sagde, at hun ville fraråde mig at gå gennem det. Det var for usikkert. Jeg skulle hellere holde mig nede ved vandet. Jeg stirrede på det absolut mennesketomme anlæg og nikkede. Foran dette øde anlæg løb floden. Og der var husbåde, og restaurationer, også på både.
Ingenting skete. Og museet var under ombygning. Så jeg måtte bare tilbage over broen. Jeg sad lidt på en bænk og stirrede på flodens modsatte bred. Jeg er afkom af Hjemve og Afskedssyge, faldet efter Melancholia og Den helt store glæde. Rolig nu, du er ikke Bruno Schulz i den posthume udgivelse Sanatoriet under timeglasset, som kun består af poetiske essenser og derfor er stort set ulæselig, alle levende har brug for at trække vejret, gå ikke over gevind, du må spadsere. Jeg rejste mig, i et forsøg på at gå mine tanker bort. Jeg lod altså den hysteriske Poesi sidde på bænken, foroverbøjet (faldet i staver over en lille stor ting nede i gruset), iført lilla, sjælens messefarve, med en blød kvindagtig underkrop, stærke arme og et lille, men fintformet hoved. Et hoved som en fuldblodsaraber, med dirrende næsefløje.
Jeg kom helskindet over broen, vendte ryggen til Sava og spadserede mod bymidten. Pludselig var der noget, jeg genkendte, det gav et stik i hjertet. Biografen for kunstfilm, Art Bioskop Muzeum, hvor lektoren i 2005 eller 2006 havde set en fransk film, hvor den eneste anden i biografen var akademikeren Mihailo Marković, ideolog for SPS, Slobodan Milosevićs parti; der sad de sammen i mørket, og inden filmen begyndte, havde Marković, der var i 80’erne, spurgt lektoren, hvorfor han ikke, ung som han var, havde inviteret en pige med. I de år var der yderst få besøgende i Beograds biografer, og sommetider slog biografpersonalet kors for sig, når lektoren kom, fordi han havde forvildet sig ind i mørket. Dette, ‘forvildet sig ind i mørket’, som han beskrev det, fik mig til at tænke på ham som en varulv. (I øvrigt havde han også sammenvoksede øjenbryn, varulvetegnet par excellence).
Ikke længe efter kom jeg til en gade, hvor der var friskt som en tidlig morgen. Gaden var lige blevet spulet. Der voksede træer på begge sider af den, kronerne var fyldige og bøjede mod kronerne overfor, så gaden var overdækket af et grønt, raslende tag, som lyset dryssede igennem; det var et levende fortov, jeg gik på, lys og skygge flaksede; og der var halvmørkt, under træerne. Uden for gaden var verden en ovn. Jeg vendte om og gik ned ad gaden igen og følte ligefrem et strejf af eventyrlyst, hvilket må være det modsatte af fortabthed. I min forestilling er eventyr og tidlig morgen forbundet. Eller det var det i hvert fald i min barndom, og derfor sørgede jeg for at stå tidligt op, og så strejfede jeg omkring, over golfbanen, langs stranden og gennem skoven. Eventyret var mest nærværende ved daggry, det fortog sig, efterhånden som det blev lysere, og der kom mennesker til. Eventyret bestod sandsynligvis i at være alene; alene ude i en mennesketom verden. For jeg mindes ikke, at der nogensinde skete noget særligt. Eller det særlige var måske, at jeg begyndte at lægge mærke til mig selv; at fraværet af blikke gav mig et spirende blik på mig selv. Ingen kiggede på mig med øjne, der var farvet af en bestemt ide om, hvem jeg var. Og derfor kunne jeg selv komme til. For at kunne opdage sig selv må man være alene. Man kan sandsynligvis med lige så god ret sige det modsatte: Man behøver andres blikke (for at kunne opdage sig selv).
Dengang var jeg aldrig bange for at fare vild udendørs. Og ingen bekymrede sig om mig. Jeg kunne forlade huset klokken fire om morgenen, uden at der lød protester, uden at jeg senere blev skældt ud. Til gengæld blev jeg skældt ud, når jeg senere på morgenen nægtede at gå i skole; og det gjorde jeg ofte. Den tid, hvor jeg havde de bedste betingelser for at strejfe omkring som naturens muntre datter, og hvor jeg skubbede til naturen, når jeg slog døren op, var i tredje klasse. Vi var flyttet til Helsingør, bare for et år. Vi havde en meget lidt køn, meget jævn bolig midt i den store natur. Dørene i boligen var brune og grimme som på en skole. Jeg havde måttet skifte skole, denne gang var skolen gul. Min klasse og jeg havde ikke vores eget klasselokale; vi var en såkaldt vandreklasse. Jeg vidste aldrig, hvor jeg skulle gå hen, når jeg mødte om morgenen. Et eller andet sted i den mægtige bygning hang der en opslagstavle med en besked om, hvor vi skulle begive os hen. Opslagstavlen skiftede ikke sted. Et nummer og eventuelt et bogstav henviste til et lokale. Men jeg ville ikke (cirkle rundt i evigheder efter et abstraktum som B29, jeg ville ikke krympe sådan).
‘Hvis du ikke snart går i skole, kan jeg ikke lide dig mere’, sagde min mor.
(‘Jeg kunne have bidt tungen af mig selv’, sagde hun år senere).
Men jeg blev som regel hjemme. Og tilbragte dagen med at røre saftevandspulver ud i ganske lidt vand og spise det med ske, ananaspulver, hindbærpulver, ananaspulver igen. En gang imellem blev der ansat en ung pige til at hygge om mig, hun rakte bollerne og kakaoen imod mig fra en anden verden. Køkkenet var så lille, at vi måtte kante os forbi hinanden.
Inden i mig er der øjensynlig et hjørne af det barn, der i den fremmede skole og i køkkenet med den fremmede unge pige ikke rigtig følte sig af kød og blod, men som stumhed og murværk. Et stykke stædig mur, til umådelig ulejlighed. Jeg mener nu at have studeret fortabtheden under lup. Så hurtigt går tingene ikke, kan man indvende. Men jeg har tænkt over dette længe, for hvem gider være et hjælpeløst fjols; dette er selvsagt et koncentrat af en længere, mere siksakkende tankeproces. Jeg er tilbage, hvor jeg begyndte, i opløsningen af ananaspulver og unge piger i et trangt køkken. Foran Hotel City Codes mure og minibaren med de søde & salte fristelser – som en kugle, der har ramt sit mål. Mere held end forstand. Så skulle der være bundet sløjfe om Eliot.
Og hvem står mon der og venter på sin kære gæst?
Alma er kommet. Hun kunne høre på min stemme, hvordan det stod til. Sådan har det altid været. Venskab er guld.
De sidste dage har jeg stort set ikke forladt hotellet, kun for at skrå over pladsen til en lille butik, hvor jeg køber bagels med ristet tofu eller laks, dem fortærer jeg så i sengen, og bagefter store stykker frugttærte, mens jeg ser serbiske film med engelske undertekster, købt billigt af gadesælgere, på min computer. Når jeg ser Emir Kusturnica, Underground og Sort kat hvid kat (jeg ser dem flere gange, dem har jeg med hjemmefra), skruer jeg ned for Balkanmusikken, som ellers giver mig lyst til at danse og skåle, for at receptionisten ikke skal komme og slutte sig til festen herinde (mit opulente måltid ville sende ham lukt i graven) eller forsøge at slæbe ræven ud af hulen, til espresso & monolog i receptionen. Et par gange hører jeg ham standse uden for min dør. Jeg kender hans små spidse skridt. I øvrigt har han en skridttæller hægtet til sin livrem, efter anbefaling af sin læge. Årh ja, og så spadserede lektoren og jeg en melankolsk eftermiddagstur langs Donau, hvor jeg spejlede min sindsstemning i prammene og slet ikke kunne holde døden ud, mens lektoren kiggede på mafiaens damer.
‘Jeg er Camillas GPS’, sådan præsenterede Alma sig i går aftes, til en middag, og alle forstod, hvad hun mente, eftersom de på skift har gelejdet mig rundt, hentet mig i receptionen og afleveret mig igen, som om jeg var en stor pakke – hvor båndet er ved at gå af. Nu har Alma overtaget mig de sidste dage i byen. Hun er ikke udelukkende kommet for min skyld, men også fordi hun er løbet lidt sur i det derhjemme og med sig selv; men først og fremmest fordi hun har fået en bog oversat til serbisk og skal deltage i bogmessen, her i Beograd. Middagen var på ambassaden, hvor Alma var æresgæst, og lektoren havde glemt at meddele, at jeg ikke spiser kød. Straks den portionsanrettede forret bestående af skært filet kom ind, ekkoede receptionistens stemme i mit hoved: ‘Mandler, mørk chokolade, rødvin – hver dag. Og intet kød: Men hvem kan leve uden kød? Ingen! Ingen kan leve uden kød’, råbte han. Mens han råbte, havde han lagt hoved på skrå som en kælen kvinde – for at få medhold uden kamp. ‘Jeg kan’, indvendte jeg og rakte ud efter min nøgle, men han anbragte hurtigt hånden over den og talte videre. Jeg sank høfligt den fine filet. Hovedretten bestod af rødt, ligeledes portionsanrettet, oksekød, også det fik jeg skåret i så små bidder, at jeg kunne synke det, næsten uden at berøre det med tænderne. Imens tænkte jeg på filmen om de overlevende efter et flystyrt i Andesbjergene i 1972, hvor de døde ‘lånte’ de levende deres muskler; på filmen filer de overlevende uendeligt tynde stykker af de frosne lig. Jeg havde ikke spist kød i tyve år, men den firkantede ambassadør var ikke typen, der lagde hovedet på skrå (så var hun næppe kommet så vidt modsat den på lillebrorens hotel strandede receptionist med det skråtstillede hoved), jeg ville nødigt være til ulejlighed, og omsider havde jeg da ryddet så godt ud i det røde bjerg, at tallerkenens bund blev synlig. Foruden ambassadøren, en kulturattaché, lektoren, Almas oversætter, Alma og jeg, var der en dramatisk serbisk digter til stede. Hun havde medbragt et udvalg af sit forfatterskab, i engelsk oversættelse, som gave til værten. Jeg viste interesse for bøgerne, og ambassadøren sagde, at jeg kunne beholde disse, så kunne hun ved lejlighed få nogle andre af digteren. De to var gamle venner – hun kunne tillade sig at sige sådan. ‘Nej, nej’, udbrød den serbiske digter og jeg i kor: De var bestemt for værten. Da den serbiske digter sagde nej, skyndte jeg mig at sige det mange gange, og jeg rejste mig og lagde bøgerne fra mig midt på bordet, demonstrativt, uden for min rækkevidde. Kødløs dessert. Tak for en dejlig middag, afgang fra bordet, de øvrige gik ind i den tilstødende stue, jeg rakte ud efter bøgerne og kiggede igen lidt i dem – så skyndte jeg mig ind til den lille forsamling. Jeg er noget skødesløs i forhold til min taske, jeg lyner den aldrig, for så vidt kan man bare stikke hånden ned i den og fiske min pung op. Senere, næste morgen, kom jeg pludselig i tanke om, at både værten og digteren havde kigget så mærkeligt på min taske. Nå, et instinkt, eller erfaring fra de bonede gulve, må have sagt Alma, at eftersom hun var æresgæst, var det hende, der skulle bringe aftenselskabet til ophør. ‘Mange tak for i aften’, sagde hun og stillede kaffekoppen fra sig, og som på tælling rejste alle sig og tog afsked. To minutter senere stod vi udenfor. På hotelværelset satte jeg min taske fra mig og tænkte ikke på den, før jeg næste morgen skulle finde min læbestift. I tasken, oh rædsel, befandt sig den serbiske digters bøger. Jeg måtte i distraktion, måske forvirret af alt kødet i min mave, have stukket dem ned i min taske, i stedet for at lægge dem tilbage på bordet.
‘Nu tror de, jeg er kleptoman’, jamrede jeg til Alma, ‘hvordan kunne det ske?’
‘Det ordner lektoren’, sagde Alma, ‘det vil han kun være glad for – nu du måtte spise alt det kød’.
Og det gjorde lektoren så. Han bragte personligt bøgerne tilbage.
Der var meget, der var gået skævt i forbindelse med denne rejse. Jeg havde ikke haft lyst til at tage af sted. (Ikke mindst fordi jeg, som sagt, hader at rejse alene). Jeg havde fået overbevist mig selv om, at min flyver ville styrte ned, og derfor ryddede jeg op i alle mine skuffer og smed en masse ud, inden min afrejse – så Charles ikke skulle stå med alt det. Jeg havde også på det nærmeste gjort hovedrent i hele butikken, i et forsøg på at mane mig selv til ro.
Jeg havde lovet Edward at lufte hans hund den eftermiddag, jeg skulle af sted. Han havde sagt, at jeg sagtens kunne lade den gå uden snor, men jeg havde nær aldrig fået fanget den igen. Jeg havde jagtet den gennem hele Fælledparken og var endt på pladsen foran posthuset. Det styrtede ned, hunden og jeg var de eneste levende væsner udenfor den søndag eftermiddag, og hunden var gået i ly under posthusets tag. Selv sad jeg på statuen midt på pladsen og stirrede afmægtigt på den, drivvåd og rasende. Jeg prøvede at komme i tanke om de nedladende og morsomme ting, PH havde sagt om det svulstige posthus og dets svulmende søjler, og hvor jeg havde læst det, men jeg kunne ikke huske det. Hunden så lille og fortabt ud ved siden af søjlerne, men det skulle man ikke tage fejl af – så snart jeg nærmede mig, sprang den med et skævt smil ned ad trinene, letbenet, som om de var tangenter, og den øvede en skala. Når jeg igen indtog min position i regnen, gik den i ly og så fremdeles. ‘Skal vi bytte plads, din møghund’, råbte jeg og overvejede at lade den selv om at finde hjem, da en dame under en mægtig paraply lykkeligvis tog kontakt til den, og den næsten sprang i hendes favn. Jeg listede mig ind på den bagfra og fik fat i halen. Hjemme tog jeg afsked med Charles, som for altid, og tog med tungt hjerte til Kastrup og gik med tunge skridt til min gate – det var øjensynlig kun en flok kinesere og mig, som skulle til Beograd den dag, og ingen havde travlt med at kalde os ud. Da det ifølge min billet var flyvetid, spurgte jeg en lille kineser, om han havde hørt noget om forsinkelser til Beograd. ‘Beijing, Beijing’, sagde han. Og min fejltagelse gik op for mig. Jeg spurtede som en gal, og selv om mit gate (det rigtige) var lukket, trængte jeg igennem og kom ind i flyveren. ‘Hvorfor kaldte I ikke på mig – over højtaleren?’ peb jeg til en stewardesse, ‘Stik piben ind og tag plads’, sagde hendes blik, ‘men man kalder da altid på de passagerer, der ikke dukker op’, sagde jeg, ‘det har jeg da hørt’, og med en fornemmelse af at være absolut uønsket kravlede jeg på plads.
Alma har en anden, og derfor køber hun den samme ting gange to, når det drejer sig om gaver. To ens sweatre. Og desuden to flasker barbersprit af samme mærke. Det er, for at hun ikke skal bringe forskelligfarvet uld fra den ene favn til den anden, eller forskellig maskulin duft. Det minimerer risikoen for at blive afsløret. Hvad med hår, spørger jeg, for det hører man altid; men hun har en fnugrulle i sin taske, som hun lige kører op og ned ad sig, og nu er kortklippede mænd ikke dem, der fælder mest. Hun flirter med alle mænd, vi møder; i stormagasinet henvender hun sig til tre forskellige for at høre deres mening om barbersprit, inden hun bestemmer sig for en til sine to derhjemme.
I virkeligheden er det en helt tredje, hun tænker på og længes efter, men ham kan hun ikke få, og ikke engang to kan gøre det ud for denne ene. Når hun fortæller om hans kys, kan jeg næsten mærke dem selv: ‘Han lagde hænderne rundt om min mund – han afskærmede min mund, så min mund blev det eneste i verden, og så kyssede han mig inde mellem sine hænder; hans tunge var langsom og let; han brugte kun spidsen af den, og efter et øjeblik var det, som om jeg bestod af vægtløst, flydende materiale’.
Men ham kan hun ikke få; han var bjergbestiger og ville ikke forlade sine bjerge i Wales. De tilbragte en eneste nat sammen, på en tom sovesal på vandrehjemmet. Kristian lå længere nede ad gangen og var syg. Døren kunne ikke låses, men de slæbte et bord hen foran den og anbragte det, så håndtaget blev trykket opad, og døren ikke kunne åbnes udefra. De sad, i trusser, i det barrikaderede værelse, og drak vin og røg cigaretter og hørte musik, pludselig så Alma sig selv udefra og sagde: ‘Man skulle tro, vi sad på en strand’.
Udenfor var bjergene, det var ikke spor varmt. Han svarede, at hun fysisk set bestemt var meget smuk. Og det mindede hende om, hvor kulsort, hvor bedragerisk hendes indre var.
Da hun vågnede om morgenen, sammen med ham, i øverste køje, var det eneste, hun tænkte på, at hun måtte have ham bare en gang til. Hun vækkede ham, så de kunne nå det. Og hun fik ham også en gang til, og det var så sødt og smerteligt, fordi de skulle skilles, og fordi man engang skal dø, alting krængede og kæntrede og bristede og blev til at ville have og ville have, og her synes jeg, at hun sagde noget om granatæbler, eller nej, det var ham, der havde sagt, at hun mindede ham om en af de her frugter, der er bløde udenpå og hårde indeni. Men så måtte de skilles. Hun fik et sidste glimt af ham, da hun passerede receptionen, hvor han sad bøjet langt ind over et kort, sammen med et par venner. Da hun åbnede døren ind til Kristian, eller snarere slog den op, var hun rank som en olympiaderytter og havde aldrig følt sig mere vågen i hele sit liv. Næste dag skrev hun et brev til ham, der lød som Hvem ringer klokkerne for eller Farvel til våbnene, hvor hun løb over af forelskelse, og senere, da hun var kommet hjem fra rejsen, skrev hun et til, endelig fik hun svar. Hun lagde hans brev til side og blev nøgtern og kold. Inde i brevet var der en lille scene, der handlede om at bestige en klint i mørke, det eneste ved brevet, der var noget ved; resten var en opfordring til at resignere på grund af afstanden i rum og forskellen i livsførelse (og hun havde endda luftet tanken over for ham om at blive elev på en bjergbestigerskole på Bornholm for at tilnærme sig hans livsførelse), og så en bleg opfordring til at skrive igen. Hun frigjorde det lille stykke fra brevet og oversatte det:
Vi var ved at bestige en klint, der er omkring hundrede og halvtreds meter høj, da det begyndte at blive mørkt (mit ur var gået i stå, og vi var taget af sted meget senere, end vi troede). Vi var omtrent halvtreds meter fra toppen, da det blev helt mørkt, og vi kunne ikke fire os ned, vandet var steget, og der var ikke længere strand under os, men hav.
Vi klatrede de sidste halvtreds meter i mørke – men lyset fra et fyrtårn oplyste klinten omtrent hvert syttende sekund. Når lyset faldt på klippen, ledte vi efter det næste hul at anbringe hænder eller fødder i og trak os længere op, blændede af lyset, der skyllede hen over os. Det blev igen mørkt, og i løbet af de næste par sekunder vænnede øjnene sig til mørket. Så kom lyset tilbage. Sådan blev det ved, indtil vi omkring midnat omsider nåede helt op.
Bagefter smed hun brevet ud og lagde sig ned på gulvet, der lugtede af træ og sæbe, for så kunne hun ikke komme længere ned, og der blev hun liggende i hvad der forekom som et lille halvt år. Og senere sendte hun stykket om klinten til et tidsskrift, sammen med et par andre stykker, hun selv havde skrevet, og lod det trykke i sit eget navn. Tyveriet var ikke en hævn over den uigengældte kærlighed, det var bare et udmærket, omend stilfærdigt stykke prosa, som fortjente at se dagens lys – blive læst, mente Alma. Og bjergbestigeren ville ingen indvendinger have haft. Han havde ikke litterære ambitioner.
En gang imellem rakte hun ud efter Ulysses, for når hun nu havde det så elendigt, kunne hun lige så godt omsider forsøge at komme hele vejen igennem den bog. Og nu var hun så her, hos mig, og kunne sidde og sige, at det aldrig var gået.
‘Men i det halve år på gulvet nåede du så alligevel at møde én, som du køber barbersprit til?’
‘Ja’.
‘Og du beholdt Kristian’.
‘Foreløbig. Ja. Jeg har ikke energi til at skille mig af med ham’.
‘Vil du også af med den anden?’
Vi lå på sengen. Det kunne være et hvilket som helst sted i verden. Fordi Alma var der, følte jeg mig hjemme.
‘Jeg ønskede mig et dristigt liv’, sagde hun, ‘som det på klinten, et liv oplyst af blink fra et fyrtårn’.
‘Et liv med fyrtårn, klint, blink og et pludseligt bælgravende mørke’, sukkede hun.
‘Husk at slukke din varmepude, inden vi går’, sagde jeg.
‘Og du klamrer dig fast, til neglene bliver hvide’, sagde jeg træt, eftersom hun ikke kunne slippe klinten med tanken.
‘Kun neglene, som alt blod har forladt, oplyser mørket’.
‘Men jeg vil have mad nu’.
‘Uha’, sagde Alma, ‘så må vi hellere se at komme af sted’ – og så huskede hun mig for gud-ved-hvilken-gang på en aften i Venedig for et halvt liv siden, hvor jeg var så forfærdelig sulten, og hun ikke kunne bestemme sig for en restaurant, at jeg til sidst gav hende en lussing, men så snart jeg havde gjort det, sagde jeg: ‘Skynd dig at give mig en tilbage, ellers skal jeg høre for det resten af livet’.
Og det gjorde hun så, men hun så ud, som om hun måtte overskride en grænse, hvorimod lussingen, er jeg ked af at sige, nærmest naturligt var vokset ud af min hånd. Halvt i chok og med hånden presset mod kinden tog hun et skridt frem og slog på den kind, jeg havde vendt til.
Inden vi går, kigger Alma på kortet. Et blik er nok, så ved hun det. Vi skal besøge Nikola Tesla Museet. Og hvem er så Nikola Tesla? Nikola Tesla er angiveligt et af det 19. århundredes største genier, fysiker, elektroingeniør og opfinder; serber, født i Kroatien i 1856, tidligt emigreret til USA og i begyndelsen ansat hos Thomas Edison (jævnstrøm, hårdnakket bekæmper af vekselstrømmen), senere finansieret af J.P. Morgan, og død, upåagtet og ensom, i et lille værelse på Hotel New Yorker i 1943, regnet for en særling (blandt andet fordi han udbredte sig om muligheden for transmittering af billeder), efter at have foræret menneskeheden vekselstrømmen (tænk på Tesla, når du tænder lyset), radioen (selv om Marconi fik æren, blev Tesla to år efter sin død tilkendt patentet), fjernbetjeningen, robotten og mere til (over syv hundrede patenter tog han), og efter, bør tilføjes, mange år i salveten, hvor han plejede omgang med tidens største skønånder, Mark Twain med flere. Han gik til arbejdet som til en banket, i kjole og hvidt og med handsker. Han var mager og elegant. Han elskede duer og ses ofte afbildet med dem, op og ned ad armene, som på en statue. Og så er der heller ikke mere fra myteposen. Kun lige, at det naturligvis var et forfærdeligt tordenvejr den dag, han blev født – elektriciteten modtog sin herre med det helt store orkester.
‘Her er vi’, siger Alma og planter en finger på hotel-gaden, Dobračina, ‘først skal vi over Alexandra Nevskog’ (‘det er den plads med rytterstatuen, hvor der hver dag står en flok serbiske nationalister og demonstrerer, og som jeg krydser, når jeg køber bagels’, siger jeg, ‘de vil have Kosovo tilbage’), ‘ned ad Francuska, videre ad Bulevar Despota Stefana, lad os tage den alene for navnet, for det er måske ikke den hurtigste vej, ned ad Dečanska og Bulevar Kralja Aleksandra – og ja, så Krunska, hvor museet ligger’.
Hun kigger ned på kortet igen.
‘Skal vi tage det med for en sikkerheds skyld?’
Alma ryster tre gange på hovedet som en cirkushest. Og så går vi.
Også dette museum er under ombygning. Men halvdelen, stueetagen, er alligevel tilgængeligt. Jeg stirrer på Teslas maskiner, uden at forstå. Men jeg kan sige så meget: Noget, der ligner et guldæg, står på den spidse ende på noget, der ligner en gennemskåren tromme (eller en lille arena) og er grønt som et eksamensbord.
Teslas urne står på en piedestal, den er rund som en globus, men med små fødder. Jeg tvivler på, at der virkelig er aske indeni. Og hvis der er ... kan støvet så hvile blandt støjende serbiske skolebørn på rundvisning og omgivet af ‘støvdragerens’ egne opfindelser: Bestandigt trykkes der på en knap, og støj følger, når mekanismerne fungerer, maskinerne kører/men måske er det sød musik i støvets ører. Jeg kunne få adgang til denne verden, men det ville tage sin tid. Til gengæld kan jeg straks genkende beskrivelsen af den bevidsthed, som skabte opfindelserne:
I mine drengeår led jeg af en særlig lidelse, der havde at gøre med tilsynekomsten af billeder, ofte ledsaget af stærke lysglimt, som slørede synet af virkelige genstande og greb ind i mine tanker og handlinger. Det var billeder af ting og optrin, som jeg havde set i virkeligheden, aldrig af forestillede. Når et ord blev sagt til mig, viste billedet af genstanden, det betegnede, sig levende for mig, og indimellem var jeg fuldstændig ude af stand til at skelne mellem, hvorvidt det, jeg så, var håndgribeligt eller ej. Dette voldte mig stort ubehag og angst.
Dette, det uhåndgribeliges håndgribelighed, som Tesla beskriver i sin selvbiografi, My Inventions, gjorde ham senere i stand til at se sine opfindelser for sig (også de præsenterede sig i lynglimt) som færdigskabte, som om de allerede stod på bordet foran ham. Han skulle derefter bare konstruere efter ‘synet’, så at sige.
I 1926 skrev et andet af det 19. århundredes genier, Virginia Woolf, i sin dagbog:
Når man bliver rask igen
Dette viser sig ved den billedskabende kraft; den suggestive kraft i ethvert syn og ord er tiltaget enormt. Shakespeare må have haft denne i et omfang, som gør min normale tilstand til tilstanden hos en person, der er blind, døv, stum som en sten og kold som en fisk. Og sammenlignet med stakkels Mrs. Bartholomew har jeg den næsten i det omfang, som Shakespeare har den sammenlignet med mig.
... er det ikke påfaldende, at to hjerner, en fysikers og en kunstners, kan være forlenet med samme type kraft? At samme kraft kan give så forskelligartede afkast, vekselstrømsmotoren og The Waves.
Men nu til bogmesse – til bogmesse i Beograd. Vi møder lektoren uden for et nyt fint center, et slags overdimensioneret glasbur. Lektoren har i nogen grad fungeret som mellemmand for Alma og hendes forlægger, serbisktalende som han er og bosat i Beograd og venligheden selv. Men lektoren ser beskæmmet ud.
‘Hvorfor denne beskæmmelse, lektor?’
Det er der to årsager til.
Forlæggeren har ikke sørget for billetter til messen. (Skal jeg betale for at komme ind til min egen optræden? spørger Alma vantro. Lektoren kan kun nikke).
Men der er ingen optræden. Forlæggeren regnede ikke med, at der ville komme nogen for at høre Alma læse op (med lektoren som tolk) og tale om sin bog, eftersom hun er fuldstændig ukendt i Serbien. (Men jeg er blevet fløjet hertil med det formål, siger Alma). Til gengæld er der sørget for en del interviews til hende. ‘Nå’, siger Alma og lyser op.
Vi køber billetter og går ind og bliver formanet om, at hvis vi går ud, kan vi ikke komme ind igen – uden at købe nye billetter. Der er dårligt indeklima i bøgernes tempel. Mange, mange stande. Lektoren fører os gennem labyrinten. Vi lander ved Almas forlags stand. Almas forlag er grundlagt af en blind. Almas forlægger ligner en intellektuel fra et par tiår siden. Med fløjlsjakke et cetera. Indtagende. Ved et bord sidder der en flok ældre mænd i overfrakker og med mørke briller. ‘Det er de blinde’, siger lektoren. De tiltrækkes af dette sted som bier af sukkervand, nu sidder de og drikker i baggrunden. Jeg er selv meget nærsynet. Jeg har ingen briller, kun solbriller med styrke i, dem bruger jeg, når jeg ser fjernsyn. Charles synes, det virker dystert, når jeg sidder i sofaen en vinteraften, bag mine solbriller. Alma giver hånd. Der er en enkelt ikke-blind. Hun har læst Almas bog. Hun bryder sig ikke om den, kan vi mærke. Måske er den nonchalant oversat. Foreslår lektoren. I hvert fald har Alma fundet et personnavn i den, som hun ikke kan genkende. ‘Hvem er det?’ spørger hun oversætteren og peger på navnet. Oversætteren trækker på skulderen.
‘Du har simpelthen indført en ekstra person’, siger lektoren.
‘Det er postmodernisme’, siger oversætteren.
Jeg synes, jeg skulle modsige ham, eller bede ham uddybe det, men messehallen virker søvndyssende på mig.
Alma giver seks interviews i løbet af den næste time. Ingen af dem, der kommer, har læst hendes bog. Men jo mere Alma taler, desto mindre betyder det. ‘Og nu skal forfatteren sige noget sjovt’, siger en af journalisterne, og Alma siger noget forvirret sludder om Hamlet, et eller andet om, hvis Hamlet havde været finne, så ... nej, det er umuligt at huske. Hun taler og taler. Forlæggeren rækker hende en snaps, og så taler hun mere endnu. Nu kommer serbisk tv. Hun insisterer på at ville vises sammen med forlæggeren, ‘my Serbian publisher’, og lægger armen om ham. Han stivner i skuldrene. En af de blindes seende venner laver en videooptagelse af hende til privat brug, ‘hun er særpræget’, siger han, nærmest for sig selv, og Alma stråler. ‘Det er svært at holde op med at tale’, siger hun, da der er en pause. Forlæggeren foreslår hende at trække lidt frisk luft. Han vil låne os sine ansattes messekort, så vi ikke skal betale entré, når vi skal ind igen. Vi skal bare ringe på hans mobil, når vi er tilbage. Det gør vi så – efter en lang og våd frokost – og han kommer ud af messebygningen og trækker os om på parkeringspladsen og får os til at dukke os bag nogle biler, så vagterne ved indgangen (som ligner nogle rigtige nazifyre) ikke kan se os, og så hægter han messekortene fast til vores tøj. Det er lige før, han bryder ud i uskyldig fløjten, da vi sammen passerer vagterne.
[Alma]
Så er det gjort. Jeg er gået min vej. (Dagen efter jeg kom hjem fra Beograd, mens rejsen stadig sad i mig). Det var som at trække en mægtig rod op af jorden – jeg faldt bagover med et bums, og befandt mig så på fortovet, med en kuffert i hver hånd. Farvel, vinduer, og farvel, mursten. Og farvel, Kristian, jeg aner dig bag gardinet, farvel, tørre støvliv, farvel, regler, farvel, bekymringer, farvel, frygtelige og sønderrivende skænderier, og farvel, sødme (efterhånden faldt du kun i dråber), og farvel, smukke, næsten gennemsigtige øjne, men nu skal jeg passe på, ellers går jeg bare op ad trappen igen, farvel farvel, for jeg mener det. I morges meddelte jeg ham min beslutning. Nu er det allerede eftermiddag. Først gav han sig til at gå rundt i stuen med lange, heftige skridt, rundt om spisebordet, hen til sofaen. Hans krop var i så stærk bevægelse, at jeg blev bange; som om der lurede en skrænt et sted i stuen, som han kunne rive os begge to ned ad. Jeg tog fat om hans brystkasse og prøvede at holde ham i ro, men han tog ikke notits af mine hænder, han rev sig løs og stormede igen rundt om bordet og ud i køkkenet og ind i stuen igen. Men pludselig blev han stille. Han lagde sig på sengen og sagde ikke et ord, mens jeg pakkede mit tøj. Han fulgte bare med i mine bevægelser. Da jeg var færdig, rejste han sig næsten mekanisk og skridtede efter mig ud til døren. Han lukkede den straks bag mig. Så jeg et øjeblik ligesom stod klinet til døren.
Det er søndag, familierne er ude at gå tur. Frederiksberg er meget rød og meget tung. Vejen er bred som en væddeløbsbane. Måden, det rykker i mig nu, for at komme hurtigt frem, fornemmer jeg som hesteagtig. Godt, vi ikke nåede at få et barn og blev en af disse familier, bag en tung rød mur. Kristian spurgte mig engang, og jeg kom for skade at svare: ‘Du er selv som et barn. Jeg skal ikke have flere’.
Syv år og ikke et øjeblik til. Min barnemand. Barn, fordi han klyngede sig til mig. (Når vi lå ansigt mod ansigt, og jeg drejede hovedet, ud mod rummet, tog han fat om det og drejede det tilbage, så jeg igen kun kunne se ham. Han kunne ikke få kontakt nok. Han blev aldrig mæt. Jo mere han lagde beslag på mig, desto hellere ville jeg skrive. Jo mere insisterende han drejede mit hoved mod sit, desto trodsigere kiggede jeg mig omkring). Og så var han så bange for at dø, bare han fik et ben i halsen, eller brændte sig lidt på en skefuld varm grød eller blev stukket af en myg (Victoriasøen, forskanset bag malariapiller). Man skal kunne give livet fra sig med en flot bevægelse. Det mener jeg. I dag. I dette øjeblik.
Jeg har revet mig løs. Mit hjerte banker voldsomt. Jeg er alene. Jeg er på vej ud i det ukendte. Jeg skal bo hos Alwilda et par dage, i Sankt Peders Stræde, det bliver min første station. Men hvornår kan jeg vide, at jeg virkelig er gået? At jeg ikke vil falde tilbage; som når man har smidt noget i skraldespanden og en time senere fortryder og samler det op igen og skyller det af. Eller der vil gå længere tid, og det vil minde om at åbne et hus, der har stået tomt vinteren over, hvor man som det første giver sig til at feje spindelvæv ned.
Ingens ryg er så ret som Alwildas. Hun bruger aldrig ryglænet på en stol, men sidder alligevel rank som et lys. Så bliver jeg klar over, at jeg sidder og flyder ud, min ryg en bue, og retter mig for skams skyld lidt op i sædet. Alwilda har jerndisciplin. Mig – det er, som om jeg behøver en kost til at få mig fejet sammen. Jeg sover til middag. Jeg er blevet afhængig af min varmepude. Jeg laver en hule af min dyne. Jeg pakker mig ind og bliver væk; jeg vil sove ind i min dyne som i en snedrive, brændende varm. Så tænker jeg, det er dejligt at være et menneske, med bryster, i en hvid natkjole. Der hænger de særeste genstande til tørre på Alwildas badeværelse, rekvisitter til eksotiske sportsgrene, er de her til knæene, Alwilda, og er disse til albuerne? Omvendt, det er omvendt. Sikken flot rød kajak. Hvordan ville jeg føle mig, hvis jeg stævnede ud i den, alene mellem sæler og isbjerge, eller bare en silhuet mod Rungsted Havn. Alwilda tog en kort, fornuftig uddannelse og lever for sin fritid. Hun er folkeskolelærer, på grund af de lange ferier. Hun har ingen problemer med larm i sine klasser. Hun er streng, men retfærdig og med hjertet på rette sted. Mit arbejde er uden begyndelse og ende. Da Alwilda blev træt af Edward, gjorde hun kort proces. Jeg ved ikke, hvor mange år det tog mig at gå fra Kristian. Nu er jeg ved at falde i søvn igen. På Alwildas hårde stol. Jeg lukker øjnene og drømmer om en mand, jeg så i parken. Jeg er alene og leder efter et menneske, jeg kan sende mine tanker i retning af. Hvor skal jeg gøre af min længsel? Hvor skal jeg sende mine forestillinger hen? Hvor skal jeg gøre af mig selv? Jeg fylder for meget, jeg løber over. Men nu går døren op. Alwilda er tilbage.
‘Hvis du ikke har nogen kæreste, skal du have dig et massageapparat’, siger hun bestemt.
Jeg bliver overrumplet og kommer til at le. Er det det, hun lige har været ude at købe? Nej, hun kom bare til at tænke på det, på vej op ad trappen, som hun tog i lange spring.
‘Jeg er mere den drømmende type’, siger jeg, ‘ellers mange tak’.
Hvad kunne jeg ellers sige? Jeg kunne sige: Jeg er romantisk, men præcis. Lyden af en klokke ude i det blå. Jeg ringer uophørligt. Sæt mig hårdt ned i bordet.
Og jeg kommer til at tænke på, at straks da Obama blev valgt, blev der produceret alskens genstande med hans ansigt på og med hans ansigt for enden af.
‘Hvorfor ryster du på hovedet?’, spørger Alwilda, ‘hvorfor sukker du? Det lyder så sørgmodigt’.
Måske jeg til gengæld kunne spørge hende, hvorfra kommer al din energi, hvorfra denne stålsathed og mangel på tvivl? Er livet at fare af sted i en kano? Er der ikke al mulig grund til at sukke? Er livet ikke grundlæggende trist, vi kommer ind ad en dør med et skrig og lister lidt efter ud ad en anden (åh, nu lyder jeg som Kristian), og der er nogen, der har taget min hale; jeg ønsker at glemme mig selv i arbejdet, jeg har det bedst, når jeg ikke kan mærke, jeg er her (kun måske, at jeg har siddet for længe i samme stilling og spænder en smule i nakken). Hvorfor bliver jeg rædselsslagen, når jeg ser kvinder med spædbørn, udmattelsen breder sig i mine lemmer, og jeg kan ikke lide al den kridhvide, sarte hud (børnenes) med alle de bankende blå årer, som leder tanken hen på livets skrøbelighed (forbi, forbi), og mødrenes hud, når de igen bøjer sig efter en tabt genstand, og deres bluser glider op over bukselinningen og fremviser et stykke, der er næsten blåhvidt, men så er der også to børn i barnevognen, og måske et ved hånden, ikke tid til et øjeblik i solen, for ynglens & avlens blinde tjenerinder. Alwilda er anderledes end alle os andre. Hun går til demonstrationer og er ikke bleg for at slås med politiet. Mig får demonstrationer til at græde, jeg kan ikke klare store (ikke engang små) folkemængder i bevægelse, noget løsnes i mit bryst, og synet af politiet i lange kæder, skjold ved skjold, får mine ben til at ryste. Jeg er bange for disse sorte biller. Jeg skjuler ansigtet bag hånden og hulker lydløst, når megafonerne skratter og mængden synger og trutter og føler sig som en stor krop. Jeg kan ikke tilslutte mig mængden; men det er heller ikke det, jeg længes efter. Jeg længes efter at blive af med mig selv – hos bare én anden. Og nu er det juni, og studenterne kører forbi i åbne lastbiler og råber og vinker, og folk vinker tilbage og dytter, og mit ansigt fortrækker sig idiotisk, så jeg må skynde mig ned ad en sidegade. Forleden nat var Alwilda ved at blive påkørt. Hun fulgte efter bilen i rasende fart, og første gang den holdt for rødt, kastede hun cyklen fra sig og sprang ind på forsædet og tog kvælertag på chaufføren. Sådan er Alwilda. Ikke så megen snak. Et handlende menneske. Og hun synes ikke om, at Nørrebrogade er blevet delvis bilfri, hvis man ikke vil have biler og os, kan man flytte på landet, nu husker jeg en demonstration for biler ud af byen, forældrene, der taktfast råbte: ‘Vores unger/ skal ikke have sorte lunger’; en storby skal ligne en storby. Hun vil gøre, hvad hun kan, for at det samme ikke overgår Vesterbrogade. Der er grupper for alt; den første lørdag i måneden mødes hundeejere på en bakketop i Østre Anlæg for at slås for retten til at have deres hunde gående løse, det fortalte Edward, der bliver råbt op, næver bliver knyttet og rystet, hundene glammer mod den røde himmel, mange personer har gummistøvler på af mærket Hunter og ligner godsejere, men altså jordløse og henvist til parker; der er en gruppe mod Metroen og en for og så videre og så videre, hver gang, der opstår en sag, opstår to grupper. Sikken aktivitet, sikken masse løbesedler. Om Edward siger hun, at han skulle tage at sælge sit hus; at han forvalter et dødsbo, dyrker en dødekult, ‘det hus er en dødssejler’, siger hun, og jeg ser ham stå på broen af et langt sort skib med ormstukne sejl.
‘Stakkels, ensomme Edward’, siger hun, ‘han har så ondt af sig selv’.
‘Der er da hunden’, indskyder jeg.
‘Ja, han har giftet sig med hunden’, siger Alwilda, også det er galt.
Hun mener, at han ikke vil give slip på sorgen, der er hans sidste forbindelsesled til forældrene, slipper han sorgen, mister han dem helt. Det lyder som aftenskolevisdom, men jeg siger ingenting. Jeg synes, hun er brutal. Engang forvekslede jeg denne brutalitet med ærlighed. Jeg fandt hendes ærlighed prisværdig. Jeg forestiller mig hendes orgasmer som et dask med en fluesmækker, som kortvarige, hårde og praktiske. Bagefter springer hun op og spænder bælte. Ikke meget hav over det, oceaniske bevægelser, mener jeg, langtrukne atlantiske dønninger og så en sød søvn, nej. Men hun er den eneste af os, der ikke ønsker sig noget andet end det, hun har. Så vidt jeg ved.
Kristian ønsker sig et barn. Charles ønsker sig en ny ryg. Jeg ønsker mig et liv uden varmepude, hvor jeg skriver, som om jeg spillede klaver, spille side op og side ned, indtil jeg pludselig har spillet en hel bog frem. Camilla ville ønske, at hendes bevidsthed ikke mindede om fedtet opvaskevand, eller hvad er det, hun siger: som en sæk fuld af papirlapper, man stikker hånden ned og trækker en: Skyld, står der. Selvforsvar. Bitterhed. Anklagetrang.
Men alt det kan jeg slet ikke genkende – ved Camilla.
Jeg tænker (med fortrydelse) på det, der er blevet tilbage hos Kristian. Alt det, jeg ikke kunne tage med mig, da jeg gik; det, der ikke lod sig trække tilbage. Og som jeg ikke ønsker, han skal forvalte. Min livshistorie, for eksempel. Intime betroelser. Pinlige optrin. Mine idiosynkrasier. Min smålighed. Alt det, han kender til bevidstløshed; men som, mens vi endnu var sammen, kunne glattes ud og anbringes side om side med Det udmærkede & forsonende ved mig.
Er det mit eftermæle i hans bevidsthed, jeg bekymrer mig om?
Jeg ville gerne være helt væk, kunne fjerne alle spor. Jeg har ikke lyst til, at han skal skalte og valte med ‘mig’, uden at jeg er der og kan lægge til og trække fra.
Åh, og så er der mine breve; engang strålende, nu pinagtige efterladenskaber; dem må jeg bede om at få tilbage. Og hvad hvis han nægter mig det? Så må jeg bryde ind og hente, hvad rettelig mit eje er.
Kristian var (er, medmindre det pludselig er gået over) nudist, ikke erklæret, men glad for at spankulere nøgen omkring, hvilket kan ses som en protest mod den kropsforskrækkede opdragelse, han var blevet udsat for, på trods af det sene tidspunkt i det 20. århundrede, han var født – men er det ikke en kedelig form for tænkning, tænkning på tredjeklasse, oprindeligt udgået fra ‘kvaksalveren fra Wien’, som Nabokov kalder ham, og derefter fortyndet og atter fortyndet til en populærpsykologi som en sandwich, vi alle sammen ligger og spræller inden i, må jeg ikke nok være fri – til underbygning af dette (opdragelsen) huskede hans søster Cecilie, hvordan to elskende i en film havde hengivet sig til et langt kys, og moren, som hun så filmen i selskab med, havde klukket og løftet og sænket hænderne og forsøgt at distrahere hende og til sidst spurgt, om de ikke skulle slukke, for kysset blev bare ved og ved, men ‘nej, jeg vil gerne se det’, og mon ikke moren så havde rejst sig og var forsvundet ud i køkkenet, eller havde hun ligefrem lagt hænderne over Cecilies øjne? Mit forslag er, at Kristian betragtede nøgenhed som kommunikation, ordløs; når vi er nøgne, har vi noget sammen, nøgenheden har vi, så behøver vi ikke at anstrenge os for at nå hinanden, gennem alle disse lag af klædning, disse hæmninger og forbehold. Den, der beholdt tøjet på, var, oversat til Kristians system, selskabets tavse fyr. Sorteper. Og var det ikke også derfor, han blev læge, for at være iblandt de afklædte, eller delvist afklædte. Så måtte han tage sygdommene med i købet. I hvert fald blev han, hver gang han smed tøjet, lige benovet og tilfreds over frit at kunne promenere kroppen. Næh, han ‘smed’ ikke tøjet, for lige så glad han var for at være nøgen, lige så pertentlig var han med sit tøj. Han havde tøj i store mængder, dyrt tøj godt tøj, og han hængte altid sit tøj pænt glattet over en stoleryg. Han blev vred, hvis en hund, stor eller lille, i sin iver efter at nå op til hans ansigt, anbragte poterne på hans lår, så børstede han vredt ned ad stoffet, selv om der ingenting var at se. Han havde altid været god til at få sine kærester til at gå nøgne rundt i hus & have, dog ikke mig, jeg er meget blufærdig (måske som resultat af en frimodig opdragelse), men ikke så meget som Camillas velindsvøbte indiske ven, der siger: ‘Jeg har aldrig forstået, at man skulle ønske at vise sin nøgne krop frem, når der findes så meget smukt stof’, men jeg husker Susanne, en af hans tidligere veninder, i bar røv og bøllehat og røde træsko i skarpt trav om et hjørne, med en planteske i hånden, en varm sommerdag, hvor jeg uanmeldt trådte ind i haven.
Personlighed lader sig ikke indkredse, siger Camilla, og så ser jeg for mig en fårehund, der bjæffende og i stadig mindre cirkler samler sin flok. Eller en fange, som bliver surret fast til en pæl med et reb.
[Alwilda]
‘I aften vil jeg give dig et eksempel på frygt og et eksempel på grådighed’, sagde Alwilda, da hun havde ryddet af bordet, efter aftensmaden.
Så snart hun var trådt ind i lejligheden, med en tung pose i hver hånd, kunne hun se, at endnu en dag var gået for Alma, uden at hun havde fået bestilt det mindste, uden at hun havde gjort et forsøg på at finde en lejlighed. Hun sad, hvor hun havde siddet, da Alwilda gik på arbejde, i sofaen, pakket ind i sin dyne. Ledningen fra hendes (elskede) varmepude stak ud nede ved fødderne.
‘Da jeg var i Afrika med Edward’, Alwilda trak en stol hen til sofaen, ‘boede vi i en uge på en missionsstation i Mozambique. Vi fik kost og logi til gengæld for at give en hånd med. Edward var i marken, og jeg passede børn. Der var et hus med forældreløse børn, og der var en skolestue. Børnene blev øjeblikkeligt knyttet til mig, de kaldte mig ‘sister Alwilda’; de var lukket inde i en indhegning (når de ikke sov eller modtog undervisning), ligesom små geder, men de fik rent tøj på hver eneste morgen. Det var en jordfold, de gik i, og et øjeblik efter de var blevet lukket derind, var tøjet snavset, og deres hænder og fødder broderet med skidt. Jeg tror ikke, der var noget legetøj. De havde deres hænder og deres bare fødder.’
(Og støvet, tænkte Alma. Og Gud, der flagrede over stedet som en stor krøllet frakke).
‘Om dagen lå det vaskede tøj og tørrede på buske, vi, Edward og jeg, fik at vide, at vi skulle stryge vores tøj (når det havde hængt til tørre udendørs), for at dræbe disse æg, som visse insekter lægger i fugt, og hvis larver kan bore sig ind i huden (men børnenes tøj blev ikke strøget), og når børnene fik et glimt af mig – uden for indhegningen, stimlede de sammen ved hegnet og kaldte og lokkede, ‘sister Alwilda, sister Alwilda’. Jeg blev fortryllet af dem alle sammen, der var vel tolv eller femten, men især blev jeg fortryllet af to smukke børn, en lille dreng ved navn John og en lille pige ved navn Mary (om hvem jeg nu tænker, at hun måske lidt for tidligt havde lært at lægge sit ansigt i de rette folder, jeg tænker nu på John og Mary som de yngste i en musical), og som sagt blev de alle sammen fortryllet af mig, deres sister Alwilda. Der var kun et barn, som ikke var indtagende, og hun var oven i købet sløv, hun hed Mildred. Hun var nok fem. Mildred fik mig til at huske, hvor glad jeg engang havde været for at vaccinere min store snavsede Dukke Dorthe med en kartoffelskræller.
En dag i skolestuen – jeg sad og overværede, hvordan lærerinden, som var afrikansk, forsøgte at banke alfabetet ind i hovedet på børn ned til to år (missionærerne tog sig personligt af Guds-indbankningen), forestil dig et blebarn med en pegepind i hånden, der forsøger at ramme bogstaverne på tavlen. Jeg sad, uden at tænke over det, på damevis, med benene over kors. Lærerindens nederdel nåede helt ned til jorden, hun havde praktisk talt ingen ben. Pludselig smilede hun til mig og pegede på mine ben og gjorde tegn til, at jeg skulle kigge mig omkring. Og rundt om mig sad femten miniaturemodeller af mig selv – med benene over kors, ansigterne lyste over – ja, løjerne, ingen så alfabetet for glæden over benene. Især husker jeg, hvordan Johns ansigt lyste’.
‘Skruen strammes, Alwilda’, sagde Alma og trak sig op i siddende stilling.
‘En dag fandt jeg på at tage børnene ud at spadsere. De ville alle sammen holde mig i hånden, de rev og sled i mine hænder og i hinanden for at komme til ved hænderne. Til sidst fandt vi ud af, at de kunne få en finger hver. Jeg rakte hænderne bagud, og til hver af mine fingre hægtede sig et barn, det var en mærkelig vild last, jeg gik med. Lilleputterne tyngede Gulliver ned. Fingre som dievorter, således trådte vi ind i skoven. Det var en sløj skov, sparsomt bevokset. Jeg har aldrig tidligere set en skov med så stor afstand mellem træerne. Hvilke træer det var, kan jeg ikke sige. Jeg rystede mine hænder fri for børn, og de gav sig til at sværme om en vældig træstub, de klatrede op på den og sprang ned fra den. Undtagen Mildred. Hun ville bæres. Det var rimeligt nok, for der havde ingen finger været til Mildred. Jeg flettede mine fingre til en slags stol, som jeg anbragte under hendes knæhaser, hun slog armene om min hals, og hendes bagdel dinglede frit i luften. Hun havde mig for sig selv og stak tilfreds et par af sine snavsede fingre i munden og gav sig til at sutte. Måske fingererede hun også ved mine ører. Pludselig begyndte børnene at skrige – ‘slange, slange’. Og de trak væk fra træstubben i én bevægelse, som en fiskestime, en fugleflok. Og hvad gjorde jeg?’
‘Ja, hvad gjorde du, Alwilda?’
‘Jeg rev mine fingre fra hinanden, så Mildred landede på jorden med et tungt bums, og så løb jeg – femten, tyve meter. Jeg så, at to af børnene var ved at hjælpe Mildred på benene. Det havde været falsk alarm, eller også var slangen borte nu. For flokken var rolig. Jeg gik tilbage og tørrede Mildreds kinder og samlede hende op igen. Hele vejen hjem græd hun mekanisk og utrøsteligt. Hvis det havde været lille John eller lille Mary, havde jeg aldrig givet slip’.
Da Alma ingenting sagde, fortsatte Alwilda: ‘Og jeg vil nu gå over til at tale om grådighed’.
(Vil du have en pegepind, tænkte Alma).
‘Alle måltider blev indtaget i en spisesal. Der var selvbetjening. Ved siden af stablen med tallerkener stod skåle og gryder. Der var mange missionærer, mange spisende. Den første dag kom Edward og jeg forholdsvist tidligt – jeg mener, der var ikke ret mange i køen foran os, da vi stillede os op. Den dag blev der serveret ris med bønner i tomat og lidt løg og dertil avocadoskiver. Udenfor, over bålene, kogte den samme bønneret i de afrikanske kvinders gryder. Det havde jeg set på vej til spisesalen. Jeg havde passeret kvinderne tidligere på dagen, da sad de foran deres hytter og kiggede. Lille John var faldet og havde næsten fået skåret storetåen over på en skarp sten. Jeg greb ham og løb imod sygeplejerskens revir, i hovedbygningen. Han tapblødte fra foden og skreg. Jeg så på kvinderne, idet jeg løb forbi. Jeg søgte fællesskab, at vi sammen kunne have ondt af barnet (for det måtte virkelig gøre ondt), men jeg fandt kun en fuldstændig indifference, måske ligefrem kulde, eller også var det sløvhed. De rørte sig ikke. Deres ansigter spejlede intet.
Vi var forfærdelig sultne. Vi var langt ude på landet, og der var meget lidt mad i omløb. Vi tog en skefuld, og en til. Vi kunne ikke rigtig holde op med at øse. Måske forestillede vi os, at gryderne ville blive fyldt igen, at der var mere mad, bag forhænget, hvor køkkenet måtte være. Da vi satte os ved et af de lange fællesborde, søgte hundrede øjne vores tallerkener og krøb hele vejen rundt om portionen som fluer og målte. Vi havde taget mindst dobbelt så meget som alle andre. Mit ansigt blev, som om blod dryppede fra det. Vi kunne ikke lægge maden tilbage. Vi måtte arbejde os igennem hver sin voluminøse portion. Jeg vidste ikke, om jeg skulle spise hurtigt – så min forbrydelse forsvandt. Eller langsomt, for at vise jeg nød maden, nu jeg havde tilranet mig den. Edward bøjede sig så dybt over sin tallerken han kunne. På et tidspunkt indhegnede han tallerkenen med sine arme. Men det virkede så besidderisk – at jeg stak en albue i siden på ham. De sidste i køen fik næsten ingenting. Den lille klat på de store tallerkener og så vores fyldte, åh nej. Og ved du hvad, ved næste måltid var der anbragt en person ved skænken til at øse op – så alle fik lige meget. Sådan havde man sikret sig imod vores grådighed’.
‘Vil du ikke fortælle noget mere?’, spurgte Alma lidt efter.
‘Jo. På den rejse spærrede Edward for min adgang til ethvert menneske, vi mødte. Jeg kunne spørge en forbipasserende om vej, og straks sprang han ind foran mig for at blive den, der modtog svaret. Så udfoldede han al sin charme og behændighed – over for et fremmed menneske, han skulle skilles fra et minut senere og sandsynligvis aldrig møde igen’.
‘Mere’, sagde Alma.
‘Resten af turen husker jeg kun i punkter, såsom – du ved, jeg har været gråhåret og farvet hår fra jeg var atten – flere gange knælede jeg ved flod- eller søbredder og skyllede hårfarve ud, med risiko for at blive taget af en krokodille’.
‘Frygtsom, grådig og nu også forfængelig’.
‘Vil du høre mere?’
‘Er der mere?’, spurgte Alma
Mere honning, flere ord, hun sidder fast her hos mig, og ligesom A.A. Milnes skrappe kanin (for nu at undgå at sige dens navn) overvejer jeg, om der er noget, jeg kan bruge hende til, nu hun er her; noget tyst, som ingen bevægelse kræver af hende, ingen tankevirksomhed.
Om morgenen elsker jeg synet af hende i sofaen, men allerede over middag føler jeg mig som hendes slave. Jeg tror, hun er opvokset med tjenestefolk.
‘Du kan få et par punkter til’.
‘Så forbinder jeg dem selv; om de skal forbindes’.
‘Da vi landede i Cape Town, havde vi stadig lidt tilbage af en kolossal madpakke, smurt af Edward, medbragt fra København. ‘Først må vi gøre Danmark færdig’, sagde Edward pertentligt, ‘så kan vi tage fat på Afrika’, og det var den pertentlighed, jeg blev så dødtræt af. Vi fandt en park og gav os til at spise, de tropiske slyngplanter slyngede sig over os, eller også var de brune og trætte, afblomstrede, matte af hede – jeg synes, at noget hang ned over bænken. En kvinde standsede ud for os og vendte håndfladen opad. Edward rakte et stykke rugbrød mod hende. Hun stirrede på det og rystede på hovedet. ‘Så er du ikke sulten’, sagde Edward og verfede hende bort. Et par uger senere. Mozambique. Langt ude på landet. Bussen standsede ved en busstation. Sælgere kom løbende til og rakte deres varer op mod os passagerer, der hang ud ad vinduerne (hvis de da lod sig åbne). Alle viste sig at sælge det samme: helstegte mus, gjort fast til en art ramme. Edward rystede på hovedet, ‘så er du ikke sulten’, sagde jeg – og de stive små fyre var endda brune som rugbrød. Rundt om i bussen knaste man de sprøde gnavere, halerne smed man fra sig på gulvet. Jeg stod ud, det var der tid til, for at strække benene. Over flere af indvånernes øjne (busstationens indvånere) var trukket et hvidt lag; og de, hvem verden ikke havde lukket sig helt for, førte de aldeles blinde, men førte dem hvorhen? Bare lidt frem og tilbage, langs rækken af blikskure, man havde rejst ved busstationen, så til højre ud i intet og derefter tilbage igen, til lugten af stegt mus og smeltende bushjul og diesel, der var ingen steder at gå hen, der var ingenting at se, andet end revnet jord og tørt krat. Men jeg havde dem at se på. Og grues ved – de hvidlige øjne vendt mod himlen og stokkenes klikklak mod jorden. Og så kvindebrysterne, man så dingle under dragten og fornemmede først endte nede ved bæltestedet, børn, der holdt fast i skørterne. Et stort hvidt øje og under det et langt bryst’.
‘På tv så jeg afrikanere lave bøf af myg’, sagde Alma, ‘luften var tyk af myg, det var en hel invasion, de fangede dem i net ved aftenstid og fik et velkomment næringsrigt måltid ud af det. Sorte myggebøffer. Plage til protein vendt. Nu får jeg lyst til rejer, boy. Jeg tror ikke, jeg kan tåle at opholde mig i dette fyrstelige møbel, det gør mig hovmodig, skulle jeg skifte til en pindestol?’
‘Jeg kigger i fryseren. Men først endnu et punkt ... ‘
‘Gak ud i din kajak og fang os nogle rejer’.
‘Jeg vil gerne tale videre om fattigdommen på landet, i den afrikanske provins’.
‘Men du skal ud at fiske’.
‘Sæt dig i pindestolen’.
‘De, der bekender sig til sport, kender til ydmyghed – over for guden krop. Du, Alwilda’.
‘Hvorfor siger du det?’
[Alma]
Svagt grå klokken seks, højrøde klokken syv, lyseblå klokken otte, klokken ni som et rødt blink, en advarsel, så er det nu! Brune klokken ti, gule klokken elleve og sorte klokken tolv. Hvide klokken et og hvide klokken to som en kilden dagplejemor, betalt for mildhed, klokken tre grøn og med folder: nu rinder eftermiddagen ud. Klokken fire: gullig som en dej med meget smør: fortabelse. (Hvis jeg læste ugeblade, ville jeg række ud efter et på hylden under Alwildas runde pigelige sofabord). Ikke andet for end at udsætte enhver aktivitet til i morgen klokken syv. I morgen er der atter en dag, for mit vedkommende til at komme ud af røret. Ønsker mon nogen at overtage mig? Hvor er Camilla? Er hun faret vild?
[Alwilda]
‘Jeg fortsætter. Jeg vil nu tale om frygt’.
‘Men det har du allerede gjort.’
‘Frygt II. Sted: den afrikanske provins. Heden, fattigdommen, ustandseligt måtte vi forene os, inde i bilen, eller op ad bilen, lette ofre for vilde dyr’.
‘Du sender mig lukt i armene på Edward’.
‘Tag ham, han er din, du holder ham ikke ud ret længe’.
‘Jeg vil ikke høre mere om frygt. Jeg vil høre om skønhed’.
‘På det usle sted, som busstationen var, skød pludselig en rose op – jeg sad igen i bussen, da tankpasseren kom ud af barakken. Han var smuk. Han var sund. Han var sytten år, eller atten. Han var som trådt ud af en Benetton-reklame, med sin skønhed og sine hvide tænder. Mon ikke en lille grøn hue hvilede på krøllerne, og mon ikke den sad på sned? Og så var han omgivet af blinde. Men han vidste ikke, at han befandt sig i helvedes forgård, for han bestilte ikke andet end at smile og le. Han havde overalls på, uden T-shirt indenunder. Selerne blev lukket om hans bare hud. Han havde stærke arme. Han var en dreng. Jeg kunne se, hvor blød hans hud måtte være, og hvor stram, over de hårde muskler. Jeg ville være en pige igen og en gang til have en dreng med en frisk salt lugt og hud som det fineste betræk over stenhårde brystmuskler’.
‘Og et-eller-andet-andet som bølgeslag’.
‘Bølgeslag! Nu husker jeg stranden ved Daar Es Salaam, hvor netop en reklame var ved at blive optaget, for Coca Cola ...’
‘Jeg skal tidligt op i morgen, Alwilda’.
‘Denne strand var et morads af fiskeaffald og gamle skibsskrog, der lå med næserne begravet i sandet og rustede, store som huse og forurenende som bare pokker, rundt omkring fungerede stranden som køkken, med små orange knitrende bål, og som offentligt toilet, udtrykt ved på hug siddende pressende personer, én havde foldet hænderne imens. Og dér havde Coca Cola sat en flok gæve fiskere stævne, forsynet dem med forrevne røde skjorter og tandløse munde, og sat dem til at lade, som om de var ved at slæbe en fiskerbåd ud i havet, alt imens de skålede og drak’.
‘Godnat, Alwilda. Rejer blev det så ikke til i aften’.
‘Godnat, kære Alma, min sofas pryd. Godnat’.