II

[Alma]

Og så til Devon, det er en lang køretur, og det er ikke altid lige let med Camilla i bilen, hendes gisp, når hun mener, der er ved at opstå en farlig situation, forstyrrer min kørsel. Hun er bange for lastbiler, og hun vil gerne af og gå, hver gang der er en rundkørsel, dem er der mange af (Charles har fortalt hende, at det er det sværeste, når man ikke er vant til venstrekørsel). Round-about, det lyder som en vittighed. Men hun kommer selvfølgelig ikke ud. Der ankommer beskeder til hendes telefon i en lind strøm, hun og Charles skændes per sms denne formiddag, for at spare. ‘Træthed dræber. Tag et hvil’ står der på skilte på motorvejen, som regel ikke så langt fra en servicestation. Hver gang opfordrer Camilla mig til at standse. Et af stederne står en lille demonstration, ved siden af ligger et par hunde, store som ponyer og dækket med tæpper. Det er greyhounds. Der demonstreres mod hundevæddeløb. ‘Hvorfor?’ spørger Camilla. Hun har altid gerne villet opleve sådan et løb. ‘Hvert år forsvinder tusindvis af hunde sporløst’, siger en af demonstranterne. Hunden ved hendes side løfter sit spidse hoved, så falder den igen i dyb søvn. Jeg tænker på, om den er bedøvet. Man må forestille sig, at disse to eksemplarer er blevet reddet. ‘Men hvad bliver der af hundene?’ Da demonstranten til svar fører en finger som en kniv hen over struben, og en anden samtidig rækker bøssen frem, klemmer Camilla tyve pund gennem åbningen. Hun har en svaghed for dyr, alle dyr.

Det er blevet aften, da vi ankommer til vores bed & breakfast i North Tawton. Vi kører op foran et hvidt georgiansk hus, ud myldrer vores vært. Han griber Camillas kuffert.

‘Vi er kommet for at besøge Silvia Plaths hus’, siger hun dramatisk.

Værten siger, at det er han bange for er umuligt, for Ted Hughes’ anden kone bor i det.

‘Så må vi klatre op i et træ og se det derfra’, siger Camilla, de har endnu ikke krydset indkørslen, ‘man kan se det fra kirkegården’, siger han. Hun knækker sammen af hoste og presser lårene mod hinanden.

Vi går gennem en hall, som ender ved foden af en trappe med rød løber. En hvidmalet todelt trappe: Den løber i begge sider af hallen, det er meget symmetrisk, meget smukt, som i Borte med blæsten, en trappe skabt til snøreliv og brusende skørter, til stor aktivitet, en kan løbe op, en anden ned. I hallen står en fornem gyngehest af træ. Den står på en slags meder. Jeg rører ved den i forbifarten, og den bevæger sig ikke op og ned, men frem og tilbage, i en glidende, velsmurt gangart. På væggen hænger der et foto af Prince Charles, omgivet af en smilende familie, jeg genkender vores vært. Første sal. Vores værelse. Sikken udsigt, grønt, grønt, grønt og fede græssende får. Så fede, at kinderne dirrer, når de løfter hovedet. Camilla sætter sig i sofaen og giver sig til at telefonere, mens værten og jeg slæber resten af bagagen op. Da vi anden gang er halvvejs oppe ad trappen, lyder et rasende skrig, fra værelset.

‘Er der noget, vi kan gøre for Camilla?’, spørger værten. Han har fået en uligevægtig med svineinfluenza i huset.

‘Jeg finder en læge i morgen’, siger jeg, ‘det er ikke influenza’.

‘Det er ikke influenza’, siger Camilla og rækker armene i vejret, som om hun skulle anholdes, da vi træder indenfor med bagagen. Alligevel har værten maske på, da han næste morgen serverer for os. Hans kone har ikke, ‘hun er den friske type’, siger han og giver hende et lille nøje afstemt engelsk klem. Han har små fødder og små hænder og ligner en behersket udgave af Mr. Bean. Hans kone er bleg (men fattet), fordi hun samme formiddag skal til et møde om opstilling af vindmøller i udsigten. Det vil berøve dem deres gæster. Vindmøller støjer. De er grimme. Energien kan ikke lagres, som det er tilfældet med energi fra vandkraft (hun taler nu med stor varme om Sverige). Slaget er halvt tabt. Men hun vil ikke give op. Jeg kigger på de lange grønne strøg uden for vinduet, denne engelske prærie, hvor er der god plads. Jeg ser hende for mig forlade hallen på hesten og ride derud, med et fast blik og sværdet draget mod møllerne, i kamp mod genskin og rotation.

Camilla har travlt med at vise, at hun er psykisk normal og i bedring fysisk set. Hun spørger, om hun må have lov at spørge, i hvilken anledning Prince Charles aflagde besøg i huset og lod sig fotografere sammen med familien.

‘Da der var kogalskab. Han besøgte nogle hårdt ramte familier her på egnen. Og så blev det besluttet, at han skulle drikke sin te hos os, at her var der sikkert, at vi ikke var sådan nogle, der kunne finde på at sprænge ham i luften’.

‘Oh’.

‘Oh, yes’.

Og hvad så med hesten – i hallen?

Det er en specialfremstillet gyngehest, fra en fabrik i Dorset, man kan selv vælge krops- og man/pandeloksfarve. Det var oprindeligt en gave til husets ridegale datter, som for længst er vokset fra gyngehesten. (Hende når vi aldrig at se, men sønnen bevæger sig på et tidspunkt gennem spisesalen, helt krum og gennemsigtig af pubertet. Katten er et mjav fra køkkenet, derudover kun repræsenteret ved en bold under stolen). På datterens vegne havde man dengang valgt brun til krop og sort til man og hale. Meget hesteagtigt. Og den lange man giver mindelser om Dartmoor-ponyerne ude på heden, deres lange man. Spisesalen er samtidig koncertsal. Der står et orgel, en harpe og et klaver. Hele familien spiller, måske de også musicerede for Prince Charles hin eftermiddag; på fotoet ser Prince Charles konsterneret ud, værten slesk, konen glad, børnene tomme og blanke. Familien arrangerer koncerter, inviterer berømte musikere, hele egnen strømmer til, folk kommer kørende helt fra London. De fylder det store hus med musik. Vi har bosat os i et kulturelt centrum, midt i det grønne. Hvor det regner tre hundrede dage om året – ‘altså ude på heden’, siger værtinden.

Jeg er dødtræt. Jeg kan ikke sove for Camillas hosteri. Jeg giver hende en sovepille hver aften, i håb om, at hun skal sove fra hosten (Camilla elsker sovepiller, men hendes læge holder hende i kort snor), den skyller hun ned med sin opiumshostesaft. Men ingenting hjælper. Jeg har lyst til at lægge låg på hende. Jeg har en mistanke om, at sovepillerne gør hende uligevægtig. Det ene øjeblik græder hun, det næste ler hun. Jeg begynder at trænge til ferie – fra hende. Når vi kommer hjem, vil jeg tage mig en god, lang pause. I aften får hun ingen pille.

‘Undskyld, men kan De fortælle os, hvilket hus der er Sylvia Plaths?’, spørger jeg en mand uden for kirken, for kirkegården er omgivet af huse til alle sider.

‘Well, it’s not exactly Sylvia Plath’s house. It belongs to Ted Hughes’ second wife’.

‘Jeg mener det hus, som Sylvia Plath i en periode boede i’, siger jeg diplomatisk. Og så vil han gerne hjælpe. (Jeg mente hendes hus i – kan man kalde det ‘åndelig forstand’. Hun har været død i seksogfyrre år. I øvrigt boede hun kun i huset i seksten måneder, i 1961-62).

Så vidt jeg ved, tog også Ted Hughes’ anden kone livet af sig, på samme måde som Sylvia Plath, ved hjælp af gas. Faktisk må det være hans tredje kone, der bor i huset. Men det tør jeg ikke spørge denne mand om. Nummer to var blot hans samlever, de blev aldrig gift, så hun tæller ikke med, forstår jeg senere.

Huset er hvidt og omgivet af et helt nyt raftehegn. Måske sidder Ted Hughes’ enke inde i huset og betragter os gennem kikkert, eller gennem sigtet på et håndvåben, dødtræt af disse hobe, der valfarter til hendes hus. Vi kan få et glimt af huset både fra kirkegården og fra vejen. Jeg vidste ikke, at jeg var voyeur, tænker jeg, da jeg et øjeblik efter igen står presset mod et træ på en kirkegård og vrider mig for at få et glimt af et hus og en have. Og hvorfor gør jeg det? Hvad leder jeg efter? Inden vi tog af sted, forekom tanken mig næsten ubehagelig ... Jeg så for mig: mig selv stå og stirre på en umådelig tomhed: et sted, som den, jeg står og stirrer efter, er død fra for længe siden, og som måske siden har været tømt og fyldt igen flere gange.

Jeg må holde mig til: forestillingen om at se det, hun så. I hvert fald står på kirkegården det takstræ (måske er det det), som Ted Hughes udfordrede Sylvia Plath til at skrive et digt om (de gav indimellem hinanden den slags opgaver). Træet var synligt fra Sylvia Plaths soveværelse, ifølge Ted Hughes står det vest for huset. Men jeg er uden kompas, og solen er ikke ved at gå ned. Det er tværtimod formiddag. Hendes digt gjorde Ted Hughes forstemt, han fandt det alt for dystert:

Månen og takstræet

Dette er sindets lys, koldt og planetarisk.

Sindets træer er sorte. Lyset er blåt.

Græsset læsser sine sorger af på mine fødder som om jeg var Gud,

Prikker til mine ankler og mumler om sin ydmyghed.

Røgagtige, spirituelle tåger bebor dette sted

Adskilt fra mit hus af en række gravsten.

Jeg kan simpelthen ikke se nogen udvej.

Månen er ingen dør. Den er et ansigt i sig selv,

Hvid som en kno og frygtelig ophidset.

Den trækker havet efter sig som en mørk forbrydelse; den er stille

Med den komplette fortvivlelses O-gab. Jeg bor her.

To gange om søndagen forskrækker klokkerne himlen –

Otte store knebler bekræfter Genopstandelsen.

Til slut bimler de sobert deres egne navne.

Takstræet peger opad. Det har en gotisk form.

Øjet følger det og finder månen.

Månen er min mor. Hun er ikke sød som Maria.

Hendes blå klæder frigør små flagermus og ugler.

Hvor ville jeg gerne tro på blidhed –

Figurens ansigt, gjort venligere af stearinlys,

Med sine milde øjne bøjet over især mig.

Jeg er faldet langt. Skyer sejler

Blå og mystiske over stjernernes ansigter.

Inde i kirken vil helgenerne være helt blå

Svævende på deres sarte fødder over de kolde kirkebænke,

Deres hænder og ansigter stive af hellighed.

Månen ser intet af dette. Hun er skaldet og vild.

Og takstræets budskab er sorthed – sorthed og stilhed.

Det er søndag, og klokkerne bimler også i dag, i et uendeligt langt klokkespil, som først er smukt og så enerverende i sit om og om igen. Det er ikke kun dette klokkespils skyld – sådan virker musik på mig, al musik, den bliver hurtigt generende, som om nogen tog fat i min sjæl med fingrene. Som regel foretrækker jeg uforstyrret at kunne lytte til mine tanker, hvor ubehagelige de end kan være. Mens vi står i klokkespillet, på kirkegården, ved takstræet, fortæller Camilla om en klokker i Vor Frelsers Kirke, som lavede de mest forunderlige kompositioner, undtagen når hun var for skæv, hvilket man tydeligt kunne høre på klokkerne. (Jeg forestillede mig, at hun måske så nøjedes med ganske få toner, som hun til gengæld trak ud i det uendelige, a la Oom – hvis det da lader sig gøre med klokker). Men sådan var det ikke, siger Camilla, der var tale om sære uharmoniske mønstre, for områdets beboere, som om et mosaiktag raslede ned over dem.

Huset er stort. Haven er stor. Arbejdskrævende. Så meget kan jeg se. Og ligesom for Virginia Woolfs vedkommende er en kirkegård nabo til huset, døden på det nærmeste en del af haven. Her gik Sylvia Plath rundt og forsøgte at være den perfekte husmor og mor efter 1950’er-model, mens hun skrev Glasklokken, og mens hun skrev sine digte. Her blev hun forladt og enlig mor til to og skrev nogle af sine bedste digte fra klokken fire om morgenen, og indtil spædbarnet (‘den fede kande’, sådan omtaler hun ham kærligt i et digt) vågnede ved sekstiden. Alt kan lade sig gøre, bare man står tidligt op, men måske leder udmattelsen én i døden.

‘Det er den socio-feministiske tilgang’, siger Camilla.

‘Hvad tror du?’, spørger jeg, ‘ hvad er løsningen på selvmordsgåden?’

‘Jeg tror, at tabet af ægtemanden reaktiverede tabet af faderen. Og jeg tror på det, hun skriver i et digt, at der skal døs hvert tiende år – og nu var det så tid igen ifølge hendes private mytologi: Faderen døde, da hun var otte, første selvmordsforsøg faldt, da hun var tyve, og det sidste, som lykkedes, da hun var tredve. Ti-tyve-tredive’.

Hvis jeg tæller rigtigt, skrev hun fireogtyve digte alene i oktober 1962. Hun var blevet forladt måneden før. Og tog livet af sig i februar 1963.

I sin husmoderiver besluttede hun endog, at hun ville slynge sin egen honning. (Det var, før hun blev alene). Alt skulle være hjemmelavet. Men måske ville hun også have bier, fordi bierne banede en vej tilbage i tid, til hendes far. Han var entomolog og udgav et værk om biernes liv.

Vi fjerner os fra huset, vi kan alligevel næsten ingenting se.

Klokkerne ringer stadig, da vi går ind i Spar for at købe en ost. Camilla opretholder et stramt budget, jeg får ikke nok at spise; det er hende, der sidder på pengekassen; hun fodrer mig til gengæld for min kørsel. Min økonomiske situation er noget blakket for tiden. Men måske ville det ikke gøre noget at komme et par kilo lettere hjem. Det synes Camilla heller ikke. Vi spiser på vores værelse, men det bryder værten sig tydeligvis ikke om – han har givet os en liste over spisesteder i området – og vi smugler affaldet ud hver morgen.

I Spar bliver en ældre mand erotisk betaget af Camilla, i brødsektionen. Jeg venter høfligt med hænderne bag ryggen på en lille pause i snakken om fiber, så springer jeg til og spørger, om landsbyen ikke har tilgodeset Sylvia Plath med en form for hæder – man kunne måske tænke sig et lille sted navngivet efter hende? En buste? Han kigger næsten forskrækket i retning af Ted Hughes’ anden kones hus og siger, at det forbyder hensynet til hende. Den anden. Så sent som forleden var der noget i radioen om Sylvia Plath, og det er frygtelig ubehageligt for den anden bestandigt at blive mindet om den første. Desuden boede Sylvia Plath der ikke ret længe, og hun var vist noget reserveret: ‘She probably wasn’t one who went out for a drink with the boys or talked to the local fishermen’.

Bimødet

Hvem er disse mennesker på broen som skal møde mig? Det er landsbyboerne –

Præsten, jordemoderen, graveren, biagenten.

I min ærmeløse sommerkjole har jeg ingen beskyttelse,

Og de er alle sammen i handsker og tildækkede, hvorfor var der ingen der sagde det til mig?

De smiler og tager slør frem hæftet til gamle hatte.

Jeg er nøgen som en kyllingehals, er der ingen der elsker mig?

Jo, her er biernes sekretær med sin hvide butikskittel,

Hun knapper ærmerne om mine håndled, og slidsen fra min hals til mine knæ.

Nu hvor jeg er vortemælkssilke, vil bierne ikke tage notits.

De vil ikke lugte min frygt, min frygt, min frygt.

Hvem er nu præsten, er det den mand i sort?

Hvem er jordemoderen, er det hendes blå frakke?

Alle nikker med et firkantet sort hoved, de er riddere i visir.

Brystplader af ostelærred knudret under armhulerne.

Deres smil og deres stemmer forandrer sig. Jeg føres gennem en bønnemark.

Strimler af stanniol blinker som mennesker,

Fjerkoste vifter med hænderne i et hav af bønneblomster,

Flødeagtige bønneblomster med sorte øjne og blade som plagede hjerter.

Er det blodklumper slyngtrådene slæber op ad den snor?

Nej, nej det er skarlagensrøde blomster som en dag bliver spiselige.

Nu giver de mig en smart hvid italiensk stråhat

Og et sort slør som former sig efter mit ansigt, de gør mig til en af deres.

De fører mig til skovfældningen, kredsen af bikuber.

Er det tjørnen der lugter så sygt?

Tjørnens golde krop der æterbedøver sine børn.

Er det en operation som skal finde sted?

Er det kirurgen mine naboer venter på,

Denne fremtoning i en grøn hjelm,

Skinnende handsker og hvidt jakkesæt.

Er det slagteren, købmanden, postbuddet, en jeg kender?

Jeg kan ikke løbe, jeg er rodfæstet, og tornebladet gør ondt

Med sine gule punge, sit spidse arsenal.

Jeg kunne ikke løbe uden at måtte løbe for altid.

Den hvide bikube er net som en jomfru

Den har forseglet sine yngleceller, sin honning, og summer stille.

Røg ruller og snor sig i skovhugningen.

Bikubens bevidsthed tror at dette er enden på alt.

Her kommer de, forriderne, på deres hysteriske
elastikker.

Hvis jeg står meget stille, vil de tro jeg er hulsvøb,

Et lettroende hoved uberørt af deres had,

Ikke engang nikkende, en personage i en hæk.

Landsbyboerne åbner kamrene, de jager dronningen.

Gemmer hun sig, spiser hun honning? Hun er vældig klog.

Hun er gammel, gammel, gammel, hun skal leve et år til, og hun ved det.

Mens de nye jomfruer i deres fingerledsceller

Drømmer om en duel de uundgåeligt vil vinde,

Et gardin af voks adskiller dem fra brudeflugten,

En morderskes flugt op mod en himmel som elsker hende.

Landsbyboerne flytter deres jomfruer der bliver ikke noget drab.

Den gamle dronning viser sig ikke, er hun så utaknemmelig?

Jeg er udmattet, jeg er udmattet –

En søjle af hvidt i et blackout af knive.

Jeg er troldmandens pige som ikke viger.

Landsbyboerne løsner deres forklædninger, de giver hånd.

Hvis er den lange hvide kasse i lunden, hvad har de fuldendt, hvorfor er jeg kold.

3. oktober 1962

Den engelske pubmad er klæg som bivoks, disse pies, halvt opløste brødskåle med et til smertepunktet hedt indhold, lige fra ovnen, serveret i ovnfast fad, og inden det lige fra fryseren, og inden det lige fra samlebåndet, for eksempel eal and ale-pie, ål og øl-pie, jeg kan få Camilla til at stønne af kvalme bare ved at sige det. Og til dessert en flad kage med tusind rosiner, i folkemunde en fluekirkegård kaldet. Ikke et måltid, der løfter ånden – men snarere fuldstændig fjerner den, ånden forlader det kvabsede, bøvede legeme under et hik. Vi har gjort ophold i Lyme Regis, på vej hjem. Vi har netop indtaget dette åndsudraderende måltid, udendørs, med udsigt til den mole, hvor den franske løjtnants kvinde (i bogen, i filmen af samme navn) stod og spejdede efter sin franske sømand. Maryl Streep, klædt i sort, udelukket fra det gode selskab, på grund af denne romance, hvis følge var befrugtning, hver dag ventende på et skib, kom tilbage kom tilbage, men fandtes han egentlig? Eller havde hun opfundet ham for at give sit triste liv et brændpunkt. Jeg kan ikke huske det. I hvert fald blev et barn født – og døbt Lalage, hvilket betyder ‘en pludrende bæk’ og passer godt til den første tids lyde. Foran os i bugten sopper fish’n chips-samfundslaget med opsmøgede bukser. En har ‘fuck’ tatoveret på ryggen. Fleres hår er gjort farveløst. Et par borde væk slår en overvægtig teenager sin far, fordi hun ikke må få to retter. Han holder menukortet op foran sit ansigt som værn. Men der falder ikke flere slag. Teenageren vælter sin stol og går ned på stranden, ud i havet. Stranden er hvid, skrænterne sorte. Tjeneren har et takket ar over struben. Vi kunne også besøge John Fowles’ hus, han har gjort byen berømt med sin franske løjtnants kvinde, men vi vil nøjes med at stirre på molen. Og de soppende, der, formentlig stopfodret med dårlig kvalitet, fra de første gang slog øjnene op, trods alt ser ud til at glædes ved vandet. En social dystopi, lyder det ikke som forstoppelse. Molen, hvor hun stod og ønskede sig noget storslået – hvor en tragedie var bedre end det flade liv.