KAPITEL 6    

Sigurd hev udmattet efter vejret, mens han spurtede hen ad gangen. Goblinerne kom stadig tættere på.

Pludselig kom noget ud ad en åben dør. Det var en tåget skygge med krop og hoved. En mund kom til syne og sagde høfligt: ”Kom endelig indenfor.”

Et spøgelse, tænkte Sigurd forbløffet. Hvad vil det med mig? Skal jeg gå med? Er det en fælde?

Men han havde ikke noget valg. Goblinerne var lige i hælene på ham.

Da han smuttede indenfor, vendte skyggen sig mod goblinerne. Munden blev til et enormt gab, der strittede af lange tænder.

”Tre gobliner i én mundfuld!” brølede skyggen.

Goblinerne flygtede skrigende.

Sigurd var lige ved at gøre det samme. Men det var for sent. Nu kom skyggen ind i rummet til ham.

”Så slap vi af med dem,” sagde skyggen med en kluklatter. ”Velkommen til biblioteket på Isengrim. Du er den første gæst her i årevis. En glædelig overraskelse, må jeg sige.”

”Hvad er … øh, hvem er du?” spurgte Sigurd. Han følte sig mere rolig nu, hvor det store gab igen var en mund i passende størrelse.

”Mit navn er Vidar,” svarede skyggen. ”Jeg passede bøgerne her i mange år. Det gør jeg for resten stadig. Ganske vist døde jeg for hundrede år siden, men jeg kan ikke løsrive mig fra stedet her. Al den viden, al den lærdom! Jeg har læst alle bøgerne herinde fra A til Z. Er der noget, du vil vide? Så bare spørg mig. Jeg finder svaret.”

”Ja, hvad er det, der foregår her på borgen?” spurgte Sigurd. ”Hvor kommer al den kulde fra? Og hvorfor er kongen ikke flygtet sammen med de andre?”

”Det er en lang og sørgelig historie,” svarede Vidar. ”Du kan læse om det i bogen dér.”

En tåget hånd pegede på en bog i den nærmeste reol. Bøgerne var halvvejs dækket af is, som Sigurd måtte skrabe væk.

Bogen handlede om Isengrims historie. Gennem årene havde mange forskellige skrivere noteret ned, hvad der skete.

Han slog om på den sidste side, der var skrevet på.

’Min hånd ryster af skræk, så jeg næppe kan holde pennen. Men jeg er nødt til at nedskrive den frygtelige hemmelighed, jeg har opdaget.

Kulden har lammet Isengrim. De fleste er allerede flygtet. Ingen forstår, hvad den skyldes. Kun jeg ved det.

Det er kong Arild, der frembringer den.

Han er ved at blive gammel. Alle ventede på, at han skulle stoppe som konge. Sådan har det altid været skik. Når kongen mister sine kræfter, udpeger skæbnen en dreng af folket. Han er den nye prins, der skal overtage kronen og magten.

Men kong Arild har udført Det Forbudte Ritual. Jeg så det en nat for nogle uger siden, da jeg tilfældigt kom forbi tronsalen. Det er en form for magi, der gør ham i stand til at suge varme og livskraft fra alt omkring sig. Således kan han forøge sine kræfter og holde sig i live i mange hundrede år.

Men prisen er frygtelig høj. Kulden er allerede ved at lamme Isengrim. Gradvis vil den brede sig til hele landet. Kong Arild vil måske herske evigt, men han bliver konge over et dødt rige.

Jeg har ikke fortalt dette til andre. Der er alligevel ingen, der vil tro mig. Men jeg tør ikke blive her længere. Så snart blækket er tørt, forlader jeg dette dødbringende sted.’

Sigurd lukkede bogen og rejste sig med et sæt.

Så det var derfor, Carvallo blev fanget, tænkte han. De tror, han er den udvalgte prins. Han er i fare. Men allerførst må jeg finde Sandra.

Han takkede Vidar for hjælpen og kiggede ud i gangen. Der var ingen gobliner at se. Så skyndte han sig tilbage til den trappe, hvor hans lillesøster havde gemt sig.