KAPITEL 7    

Monika så sig om i køkkenet. Det store rum virkede endnu mere tomt nu, hvor Sigurd og Sandra var gået.

”Skal jeg ikke gøre lidt rent herinde?” sagde hun til Hilda. ”Så kan du hvile dig imens.”

Og så kan jeg prøve at finde ud af noget mere om Stump, tænkte hun.

”Det er sødt af dig,” sagde Hilda. ”Mine ben er ikke, hvad de har været. Ak ja, sådan er det, når alderen trykker.”

Med et suk af lettelse satte hun sig i en stol og tog sit strikketøj frem. Stump havde travlt med at stable brænde op ad væggen.

Monika fandt en kost og begyndte at feje. Af og til kastede hun et blik over mod Hilda. Den gamle kone begyndte snart at gabe. Lidt efter faldt hun i søvn i stolen.

Det var den chance, Monika havde ventet på.

”Er det ikke ensomt at bo her?” sagde hun til Stump.

”Jeg har vænnet mig til det,” svarede han uden at se op.

”Stump er ikke dit rigtige navn, vel?” prøvede hun igen.

”Hvorfor spørger du om det?” sagde han vagtsomt.

”Ikke for noget,” skyndte hun sig at svare. ”Jeg er bare frygtelig nysgerrig. Det siger alle.”

Stump gik over til kaminen for at lægge mere brænde på ilden. Monika fulgte efter.

Da han tabte et stykke brænde, bøjede hun sig for at samle det op. Det samme gjorde han.

Deres hoveder strejfede hinanden, så kluden om hans pande blev skubbet løs og faldt af.

Monika stirrede med åben mund. I drengens hud sad et mærke, der lyste med et svagt skær. Et mærke af form som en kongekrone.

”Du må ikke røbe mig!” hviskede Stump med panik i stemmen.

”Selvfølgelig ikke,” sagde Monika. ”Jeg er din ven. Jeg vil i hvert fald gerne være det. Men så må du også fortælle mig, hvad du er bange for.”

”Dem,” svarede han. ”Kongen og goblinerne. De må ikke få at vide, hvem jeg er.”

”Hvem er du da?” spurgte hun forundret.

”Mit rigtige navn er Yngvar,” fortalte han. ”Det er mig, goblinerne er på jagt efter. For et par år siden begyndte de at strejfe rundt i landet. Ingen vidste rigtigt, hvad de lavede. Men der gik de særeste rygter om kongen. Folk sagde, at han havde taget en stor bande gobliner i sin tjeneste. Der blev hvisket om, at han ville fange den udvalgte prins og spærre ham inde. Det lød ikke rart, syntes både min mor og jeg. Men det kom jo ikke os ved. Troede vi.

En morgen vågnede jeg med dette mærke i panden. Det var tegnet på, at jeg var den nye prins. Det havde ingen af os drømt om. Min far var en fattig bonde, og min mor og jeg boede i en lille landsby. Men skæbnen går sine egne veje.

Nyheden spredte sig hurtigt, og folk kom strømmende for at se mig. Goblinerne hørte det også. En hel flok af dem besatte landsbyen og begyndte at gennemsøge den.

’Du er i stor fare,’ sagde min mor til mig. ’Dæk din pande til og flygt med det samme. De vil uden tvivl lede efter dig overalt. Der er kun ét sted, hvor du kan undgå dem. Tag til Isengrim. Ingen vil drømme om, at du gemmer dig dér.’

Hun bandt en klud om mit hoved og kyssede mig farvel. Uden for huset stod to gobliner vagt. Men de var mere optaget af at skændes med hinanden. Jeg sneg mig bag ryggen af dem og slap bort fra landsbyen.

Da jeg kom her til Isengrim, traf jeg Hilda. Alle andre var rejst. Hilda var lykkelig for at få selskab. Så nu lever jeg her som køkkendreng. Jeg frygter altid at blive afsløret. Men der er endnu ingen, der har opdaget, at jeg er prinsen. Hilda har ingen anelse om det. Du er den eneste, der ved, hvem jeg er.”

”Og jeg røber dig ikke,” sagde Monika. ”Men du må hellere dække panden igen, inden Hilda vågner.”

Hun lagde kluden om hans hoved og bandt den godt sammen bagpå.

”Hvor er jeg glad for, at du og dine venner kom hertil,” sagde han.

Stakkels Yngvar, tænkte hun. Helt alene og omgivet af fjender. Bare jeg kunne gøre noget for ham. Og for Carvallo. Mon Sigurd og Sandra har fundet ham? Hvorfor er de dog så længe om det?

”Jeg bliver nødt til at finde mine venner nu,” sagde hun til Yngvar. ”Pas godt på dig selv så længe.”

Hverken hun eller Yngvar lagde mærke til det grønne fjæs, der lurede på dem henne ved døren. Goblinen trak hovedet til sig og forsvandt, lige inden Monika forlod køkkenet.