1

Hvidsten Kro Tirsdag den 6. april 1943

VOLD OG YDMYGELSE. Død, lemlæstelse, fornedrelse. En krig, hvor soldater og uskyldige civile dør som ofre for en diktators bestræbelser på at underlægge sig frie og selvstændige nationer. Krænkelse af frihedsidealer; overalt i Europa fra øst til vest blev hele folkeslags ret til at leve et frit liv undertrykt.

Alt det var han imod med hver en fiber i sin krop.

Marius Fiil sad på en bænk foran kroens hvidkalkede bindingsværk og stirrede ud i aftenmørket, der føjede sig om ham som et stykke sort fløjl. Der var en mild brise og forår i luften, men han havde ikke blik for øjeblikkets skønhed. Dertil var hans tanker for dystre. Der var kun få gæster på kroen i aften, ikke flere end hans kone og datter sagtens selv kunne klare, og han trængte til at være alene med sine tanker og med alvoren.

Denne verdens ondskab var rykket uhyggeligt tæt på. Danmark var på vej til at forsumpe og blive opslugt af en kynisk besættelsesmagt, der i de sidste tre år havde holdt folket i et jerngreb. Men det værste var, at det så ud til at fortsætte. Samarbejdsregeringen solgte ud af selvstændigheden, folket lod sig tavse og resignerede binde på hænder og fødder, som om de allerede havde affundet sig med skæbnen. Alt for længe havde de tiet og samtykket. Han knugede hænderne sammen, så neglene skar sig ind i håndfladerne. Nej, hans nationale sindelag forbød ham at se passivt til. Det danske folk måtte gøre oprør, vise at friheden, viljen til at herske i eget hus, ikke lod sig knægte.

Og derfor havde han sagt ja til at være med.

Der var sket meget, siden den første nedkastning havde fundet sted for mindre end en måned siden, natten mellem den 11. og 12. marts. Og nu var den næste nedkastning på vej. I nat. Og for første gang var det hans ansvar, at alt forløb planmæssigt.

Aftenen var stille bortset fra vindens svage hvisken, og himlen var overstrøet med et ubegribeligt antal stjerner. Han lukkede øjnene i et langt minut og tænkte på den ufred, der fandtes ude i den verden. Menneskene havde den vidunderlige mulighed at elske hinanden, men alligevel vidste de åbenbart ikke bedre end at gøre hinanden fortræd. Og nu var han nødt til selv at blive en del af denne ondskab. Mere død og ødelæggelse. Mod aggressorerne. Hvor mange uskyldige ville det ramme? Sikkert adskillige. Men hvad var alternativet? Til evig tid at bære på et passivt folks medskyld. Nej, så var det bedre at handle.

”Det jeg gør er det rigtige,” sagde Marius flere gange til sig selv. Det er den eneste mulighed, hvis friheden engang skal sejre over ondskaben. Så åbnede han øjnene igen og så frem for sig. En sky gled for fuldmånen og efterlod i nogle øjeblikke landskabet i mørke. Han kneb øjnene sammen. Perfekte forhold. Dunkelt, men alligevel tilstrækkeligt klart til, at de kunne arbejde med containerne, skille dem ad, tømme dem for våben og sprængstoffer og bagefter skaffe faldskærmene og de tunge beholdere af vejen i mosen. Hvis alt vel at mærke gik efter planen.

For to timer siden, klokken18.15, var den første melding, kodesignalet fra BBC, gået igennem: ”Husk at lytte,” blev der sagt, selvom det var svært at høre for de tyske støjsendere. Men speakerens sidste ord i den dansksprogede udsendelse var gået nogenlunde tydeligt igennem: ”Lyt igen klokken 21.15.” Det betød, at en engelsk flyvemaskine ville kaste sin last ned samme nat mellem klokken 01 og 05, og at modtagegruppen skulle være parat. Hvis der da ikke kom en ny melding i 21.15-udsendelsen.

Marius Fiil var anspændt. Ville det gå godt også denne gang? Om et par timer ville hans folk begynde at samle sig på kroen, og han ville gøre alt for at berolige dem, beværte dem på bedste måde og fordele opgaverne blandt dem, der skulle med på nattens mission. Det var hans ansvar, at alt forløb efter planen. At våben og ammunition og sprængstoffer til modstandskampen kom sikkert ned, så det kunne fordeles i depoter og derefter blive transporteret ud til de modstandsgrupper, der som en spirende underskov var ved at opstå rundt omkring i landet. Og frem for alt at ingen af de ti mænd fra egnen, der frivilligt havde meldt sig, blev afsløret.

Det var med livet som indsats. Det havde han gjort hver enkelt helt klart, også hans egen søn, Niels, og svigersønnen, Peder, før de sagde ja. Selv Tulle – ja, hun var ganske vist døbt Kirstine, men blev aldrig kaldt for andet end Tulle – havde insisteret på at være med. Han så hende for sig. Hans 24-årige egenrådige ældste datter havde besvaret hans faste blik med et skuldertræk, da han forsøgte at tale hende fra det.

”Det er farligt, Tulle. Det her er ikke noget for unge piger. Der er nok andet at gøre herinde på kroen.”

”Og hvad så?” svarede hun trodsigt. ”Tror du ikke, jeg føler det samme som dig? Og som Niels og Peder, de er jo allerede med, ikke? Og så kan jeg vel også være til lidt hjælp!”

Det var et argument, han havde svært ved at imødegå.

Også Gerda, herregud, hun var jo kun seksten, havde været helt umulig at tale til fornuft. Begge hans døtre havde tilbudt at holde vagt ved landevejen over for nedkastningsområdet, så mændene kunne arbejde i sikkerhed.

Alt det havde fundet sted for cirka tre uger siden.

Marius’ spænding steg. I nat ville der også dale to faldskærmsfolk ned fra himlen. Han kastede et hastigt blik ud i mørket.

Så rejste han sig og gik ind i krostuen, hvor Tulle iført egnsdragt i det samme kom balancerende ud fra køkkenet med to rygende varme pander med flæskeæggekage, og hvor Gudrun var i færd med at servere øl til det lille selskab, der endnu sad tilbage. En tåge af tobaksrøg hang under loftet, og der lød munter snak og nu og da latter henne fra bordet. Marius standsede. Det var åbenbart ikke alle, der følte tidens alvor som snærende bånd. Selvfølgelig gjorde de ikke det. Eller også fortrængte de den bare og hengav sig til en aftens løssluppen munterhed? Hans kone så op og mødte kort hans blik. Hun vidste formentlig, hvordan han havde det netop nu. Selvfølgelig gør hun det, tænkte han, efter femogtyve års ægteskab. Hun havde jo også accepteret hans beslutning. Hun var medvidende og dermed medskyldig. Ligesom Niels, Peder, Tulle og Gerda. Og alle de andre. Det prikkede i hans hud. Han stod stille et øjeblik og så sig omkring.

Ilden blafrede lystigt i den murede kamin henne i hjørnet. På hylder stod velpudsede og skinnende kander, skåle og kobberpotter, og væggenes mørke egetræ gav den lave krostue et varmt og intimt skær. Han huskede tydeligt den dag, han havde hentet træet på herregården i Himmerland, hvis gulve skulle skiftes. Han havde købt det for næsten ingen penge, savet og banket i flere dage, og nu indrammede de gamle paneler krostuen på en særpræget, men smuk måde. Også de blyindfattede ruder havde sin egen historie. Dem havde han handlet sig til, da den gamle Discontobank i Randers fik nye vinduer.

Men det var jo før, den vanvittige diktator satte verden i brand.

Marius nikkede venligt til et par af gæsterne. Så gik han videre ud i køkkenet og satte sig på sin sædvanlige stol ved vinduet. Her sad han som regel, når han trængte til at slappe af midt i travlheden. Nu var køkkenet tomt og stille. Herude herskede Gudrun egenrådigt ved det gamle brændekomfur. Men nu var der kun få gæster tilbage sådan en ganske almindelig tirsdag aften. Der var i det hele taget blevet længere og længere mellem de besøgende, nu hvor sparetiderne for alvor kunne mærkes, varer var rationerede, og der var mangel på brændsel. Nu kom de ikke i busser og personbiler som i de ”gode gamle dage,” men på cykel eller i hestevogn. De sorgløse år var forbi. I næste måned bliver jeg halvtreds, tænkte han. Men er det noget at fejre? I et skammens år for Danmark? Nej, det, der betyder noget lige nu, er, at vi kan gøre en forskel. Og at det danske folk langt om længe vågner op af sin slumresøvn; som en bjørn af sit vinterhi. En dag vil solen atter skinne over Danmark. Måske?

Han kastede et hastigt blik op på uret over døren. Klokken havde lige passeret halv ni. Om mindre end en time ville han få sikkerhed. Hvis ikke der kom nye meldinger fra BBC, ville det engelske fly gå i luften med kurs mod Mustard Point.

Stoltheden steg i ham. Hans kro, hans familie, ja, hele egnen ville måske gå over i danmarkshistorien. Så vidt han vidste – i hvert fald efter hvad Ole Geisler, Jyllandschefen for SOE, havde sagt – var det første gang, det var lykkedes det engelske SOE, der støttede modstandsarbejdet i de tyskbesatte lande, at etablere en nedkastningsplads i Danmark.

Og de var parate. Alle var klar til at gøre deres pligt for fædrelandet. Nu i nat.

MARIUS FIIL VAR stolt af sin kro, hvis historie han kunne hudløst på fingrene. Den kunne føres helt tilbage til 1634. Og han var mindst lige så stolt af sin familie, der havde boet i landsbyerne omkring Hvidsten næsten lige så længe. I lige mandslinje kunne han føre sin slægt tilbage til Peter Fiil, der blev født i 1655 og døde i Hald kun 43 år senere. Men det var Marius’ bedstefar, Peder Nielsen Fiil, der som den første Fiil kom til Hvidsten i årene omkring 1840. Peder var nyudlært tømrersvend og skulle være med til at opføre nogle gårde på egnen, der var brændt ned. Den unge mand var fuld af energi, ikke kun som håndværkersvend om dagen, men også når han gik på pigesjov om aftenen. Og som det måtte ske, blev han hjælpeløst forelsket i Maren Rasmusdatter, en køn ung gårdmandsdatter. Men ak, han var jo kun en fattig tømrersvend, og Peder kunne ikke opnå sin tilkommendes fars tilladelse til at gifte sig med pigen, der – i modsætning til ham selv – var ud af en rig slægt. Gode råd var dyre.

På det tidspunkt var Steen Steensen Blicher præst i den nærliggende Spentrup kirke, og ved et tilfælde hørte han om det unge forelskede par, der ikke kunne få hinanden. Historien gjorde et dybt indtryk på ham. Han mente, at ægte kærlighed er ren og smuk uanset kår, så han tilbød de to unge, at de kunne møde op hos ham i præstegården allerede næste dag, hvor han ville vie dem i al hemmelighed.

Dagen kom, og de to forelskede unge mødte op i deres stiveste puds. I mellemtiden vågnede pigens far op af sin middagssøvn hjemme på Kirkemosegård i Hvidsten. Da hans datter var væk, anede han straks uråd og styrtede af sted til præstegården, hvor han rasende trådte ind ad døren, netop som pastor Blicher var ved at tage afsked med de nygifte. Og pigens far måtte nødtvungent acceptere det skete, da Steen Steensen Blicher højtideligt erklærede, at de to unge nu var mand og kone. Vielsen fandt sted i 1847, og året efter døde Blicher og blev begravet på Spentrup kirkegård.

Det nygifte par var lykkelige. De fik en søn, Niels Pedersen Fiil, som blev født i Hvidsten i 1858. Som 26-årig giftede Niels sig med Nicoline, og som bryllupsgave til parret købte gommens forældre Hvidsten Kro.

Niels og Nicoline lagde liv og sjæl deres nye hverv. De var nøjsomme og flittige krofolk, som til det yderste prøvede at efterleve det kongelige privilegium, der blev udstedt til dem i februar 1884 af kong Christian den 9., og som endnu hænger i krostuen. Deres valgsprog var: ”Alting med måde.”

Den 21. maj 1893 fik de sønnen Marius, der blev født i Hvidsten Kro. Her voksede han op under spartanske forhold og blev opdraget til flid og nøjsomhed. Men han blev også tidligt påvirket af de åndelige strømninger i det grundtvigianske miljø, som hans forældre færdedes i. Han hjalp sine forældre med at drive landbruget, der hørte til kroen – 24 tdr. land med køer, svin og høns – indtil han i 1914 kom på Vestbirk Højskole. Det var et højskoleophold, der kom til at præge den unge Marius resten af livet, idet det ikke alene dannede grundlag for hans nationale og kristne livsholdning, men også vakte hans interesse for Blichers digtning og jysk almuekunst. Han læste både Bjørnson og Grundtvig, men Blicher stod hans hjerte særlig nær.

I 1917 giftede Marius sig med Gudrun. Verdenskrigen kastede fortsat sine lange skygger ind over Europa, særlig på slagmarkerne i Frankrig. Både franskmændene og englænderne var dybt involveret. Men det var en krig, der rasede langt fra Danmarks grænser, og tyskerne så ud til at tabe slaget, hvad de fleste mente kun var rimeligt – også Marius. Selvom lunten var blevet tændt på Balkan, var det tyskerne, der var aggressorerne. Men disse begivenheder forstyrrede ikke det unge pars lykke.

Marius havde ved en ren tilfældighed mødt sin tilkommende fire år før, hvor hun tjente på en gård i Glud, som hans bror ejede. Siden havde de været sammen, så ofte pligterne tillod det. Gudrun var den næstyngste i en børneflok på seks, og hun lærte fra barnsben, hvad arbejde og sammenhold betød. Hun stammede fra Snejbjerg ved Herning, hvor forældrene drev en beskeden hedegård på den vestjyske, sandede jord, og hvor det var nødvendigt, at alle børnene gav en hånd med i det daglige arbejde. Her var nøjsomheden så stor, at børneflokken hvert forår, når solen kom tilstrækkeligt højt på himlen, måtte smide strømperne og gå med bare ben for at undgå unødigt slid. Hun var seks år, da hun første gang blev sat til at malke. Begge hendes forældre var ivrige grundtvigianere, og fra børnene var små, blev de om søndagen taget med i kirke og til grundtvigske møder.

De første par år efter at Marius og Gudrun var blevet gift, drev Marius en cykelforretning i Hvidsten og supplerede sine beskedne indtægter med en postrute, der indbragte ham fem kroner om dagen. Imens gik Gudrun sin svigermor, ”Kro-Line,” til hånde på Hvidsten Kro.

I 1925 døde Marius’ mor, og Gudrun og Marius flyttede ind på kroen. Nu var det Gudrun, der var krokone, og hun sled fra tidlig morgen til sen aften ved komfuret i det lave køkken og opdrog sammen med Marius sin børneflok på fem – fire piger og en dreng – i den grundtvigske ånd, samtidig med at de blev sat til at arbejde i mark og stald, krostue og køkken. Sammen lærte de børnene arbejdets og sammenholdets værdi.

Niels Pedersen Fiil – Marius’ far – så til med stigende bekymring, mens hans virksomme søn kastede sig ud i alle mulige aktiviteter, der ikke altid havde med krodrift at gøre. En dag sagde han til ham: ”Nu har Line og jeg kunnet leve i vor tid på det lidet, som landevejen bringer os ind ad døren, så kan I vel også!”

Det var i 1934, kort efter at han havde fejret sit 50-års jubilæum som kromand. Et usædvanligt jubilæum, der – så vidt han selv vidste – aldrig tidligere var overgået en dansk kroejer. Niels Pedersen Fiil var blevet 76 år, og han kunne se tilbage på et langt og virksomt liv. Et par dage senere kaldte han Marius og Gudrun ind til sig og overgav dem kroens papirer med formaninger om at leve i nøjsomhed og gudfrygtighed. Næste morgen var han død.

Kun et år i forvejen havde en ny stærk mand taget magten i Tyskland. Og hans hidsige taler gav genlyd langt uden for landets grænser. Hjemme i Tyskland blev han åbenbart betragtet som en ny Messias. Han ville hævne den sidste krigs forsmædelige nederlag, bringe stoltheden tilbage til det desillusionerede tyske folk og sørge for, at alle havde arbejde og brød. De nationalsocialistiske strømninger, der tydeligvis skyllede ind over nabolandet syd for grænsen, fik mange til at rynke brynene. Også Marius Fiil. Men for ham tegnede fremtiden lys og lykkelig. Hvis han havde vidst, hvad netop de begivenheder skulle komme til at betyde for ham selv, for hans familie, for egnen omkring Hvidsten, ja, for hele verden og Danmark, ville han have været langt mere foruroliget. Men lige nu handlede det om krodrift. Marius vidste, at hans livsbane for længst var blevet udstukket, og nu var han opsat på at vise, at han var opgaven voksen.

De danske landevejskroer blev oprettet efter kongelig befaling og med kongelige privilegier, der udsprang af Dronning Margrethe d. 1.’s forordning helt tilbage i 1396. Men det greb først for alvor om sig under Christian d. 4. Landet var efterhånden blevet bundet sammen med landeveje mellem byerne, og der skulle nu bygges en kro for hver fjerde mil, så de rejsende med dagvognen kunne få lejlighed til at strække benene og få en forfriskning samtidig med, at hestene kom i rejsestalden. I tilfælde af dårligt vejr havde kroerne pligt til at indlogere de rejsende om natten. Kromandens løn for at tage mod vejfarende var retten til at brænde brændevin, brygge øl og fritagelse for borgerlige ombud, herunder indkvartering af soldater. Den kongeligt privilegerede kro var kun for de vejfarende. Landsbyens beboere måtte, indtil 1912, ikke komme på kroen.

Men på den kro, som Marius og Gudrun overtog i 1934, var alle dog velkomne. Hvidsten Kro blev bygget 300 år tidligere – i 1634 – og var en af landets ældst bevarede. Den lå ved den gamle Mariager landevej ved kirkebyen Hald. Men der opstod en konflikt mellem kromanden og præsten på stedet, og da man få år senere rettede vejføringen ud, flyttede kroen med til Hvidsten. Det var i 1790. Men det var ikke nogen lukrativ forretning at være gæstgiver. Egnen var fattig, og rejselivet var begrænset. Der kunne gå dage, hvor omsætningen begræsede sig til et par kopper kaffe og en bid brød.

Men Marius Fiil ville det anderledes.

Den idérige og foretagsomme kromand skabte hurtigt en atmosfære og et miljø, der ikke fandtes på andre danske kroer, og han fik trukket stadig flere gæster til. Sammen med et københavnsk dagblad og et hotel i Randers fandt han på at lave rejser fra København til Jylland, hvor gæsterne skulle besøge kroen. Særlig julerejserne var populære. Gudrun serverede ”Recepten” for dem, en flæskeæggekage serveret på pande, sild, flæskesteg og hjemmelavet medister og koldt bord med pålæg og ost. Det blev en forrygende succes. I slutningen af 30’erne var det i højsæsonen ikke usædvanligt, at der kunne være mellem 800 og 1000 gæster om dagen. Og alle i familien hjalp til. De fire døtre lærte at servere, næsten fra de var store nok til at sætte fadene op på bordet. Og gæsterne – særlig dem fra de større byer – var fuldstændig betaget af de charmerende piger, når de vimsede rundt mellem bordene, altid smilende og iført deres klædelige egnsdragter. Det var i sandhed ægte jysk bondekultur. Den joviale kromand blev hurtigt en kendt skikkelse vidt omkring. Marius kendte ikke forskel på høj og lav. Når han gik rundt blandt sine gæster, talte han til alle på samme måde, hvad enten det var store, fine selskaber eller en enlig mand, der kom ind fra landevejen for at slukke tørsten med en øl. Så spurgte han på sit brede jyske sprog, om maden smagte, eller om øllen havde den rette temperatur.

Men ét kunne han være sikker på: Alle, der havde mødt ham, huskede Marius Fiil fra Hvidsten. Hvis ikke for andet så på grund af hans særprægede udseende: pilskaldet, et ansigt domineret af en krum høgenæse, der var som skåret i træ, og øjne så blå som en dansk sommerhimmel. Og så havde han dette lune, jyske gemyt.

Gennem sine studier af almuekunsten havde Marius fået interesse for antikviteter. Han elskede at handle med folk, og han drog ofte rundt til bønderne i sin gamle Ford eller sin lille hestevogn for at købe ”gamle ting og sager.” Og når det kom til prisen, sagde han som regel, med et glimt i øjet: ”Gudrun har kun givet mig den her med.” Så halede han en daler op af vestelommen. ”Men hvis det ikke rækker, har jeg måske selv én.” Det gjorde det for det meste.

Ind imellem sine mange gøremål fik han også tid til at sætte nogle sten op i den store krohave, hvor inskriptionerne vidnede om hans nationale sindelag. På en af dem stod:

’Et minde om at

Dannebrog kom halvvejen til

Dannevirke – 1920.’

Et kapitel for sig var ”Tulles Hus” lige syd for kroen. Bygget af ham selv som en bryllupsgave til hans og Gudruns ældste datter, Tulle, og deres eneste svigersøn, Peder Sørensen. Huset stod færdig til indflytning kort efter brylluppet i 1939 og var et produkt af Marius’ sans for almuekultur og kunst, opført af genbrugsmaterialer i bindingsværk og med felter af rødt tegl lagt i forskellige mønstre. Og med små vinduer og fyldningsdøre i mahogni med messinggreb. Alt sammen hentet i omegnen. Indvendig var huset præget af Tulles smag og fyldt med de mest værdifulde af de ting, hun og hendes far havde støvet op på lofter, i lader og udhuse under deres talrige ture i omegnen.

At huset snart skulle komme til at huse usædvanlige gæster og spille en afgørende rolle i familiens frihedskamp, havde han dengang ikke forestillet sig.

Ak ja, tænkte han, idet han kastede et blik ud ad køkkenvinduet, hvor nattemørket nu havde sænket sig helt, og et resigneret dybt suk undslap ham. Ingen aner, hvad fremtiden bringer. Heller ikke i nat.

KLOKKEN NÆRMEDE sig 21.15. Marius tændte for radioen, der stod på bordet i køkkenet, lænede sig lidt frem og lyttede anspændt til udsendelsen fra BBC. Sådan sad han længe. Den tyske støjsender hylede irriterende. Han skruede ind imellem på knappen, og til sidst gik lyden nogenlunde igennem. Der blev fortalt korte nyheder og sendt hilsner, der hver især måske betød noget for andre. Men ikke for ham. ”Hilsen til Tove, Lise, Frands og Olaf,” lød stemmen fra London. ”Hilsen til Katrine, Bachus, Carlo …”

Og pludselig kom de ord, han havde ventet på. Det var, som om de blev forstørret flere gange: ”Hilsen til Elias.” Kodesignalet. Det var den endelige bekræftelse. Så skulle de altså i aktion i nat. Marius mærkede sin puls stige. Eller var det adrenalinet, der allerede var begyndt at pumpe? RAF-flyet var gået i luften eller gjorde det snart. I nat ville det engelske fly, hvis alt forløb efter planen, stryge lavt ind over plantagens graner, vende i en sløjfe og lede efter lysene på jorden, og derefter kaste sin last ned. Han så det for sig. Som kæmpestore fugle ville faldskærmene folde sig ud og svæve gennem natten med containere fyldt med alt det, enhver modstandsmand så brændende ønskede sig. Og der var mere brug for det nu end nogensinde, hvis kampen mod den kyniske besættelsesmagt skulle vindes. Hvis Danmark overhovedet skulle have en chance. Marius drejede på afbryderknappen og rejste sig. Gennem de blåmalede, sprossede vinduer så han, at månen skinnede blegt. Stadig perfekte forhold.

I det samme kom Tulle ud i køkkenet med en stabel tallerkener på den ene arm og en pande i hånden, som hun begyndte at skylle af henne ved jernvasken. Marius fulgte hende med øjnene. Hvor så hun dog fortryllende ud i den lange mørkerøde dragt med blondekanter, hvide pufærmer og et hvidt forklæde bundet om sit slanke liv. Hun var slank uden at være spinkel, hendes blonde, skulderlange hår, der bølgede naturligt, indrammede et fintformet ansigt med let markerede kindben, og hele hendes fremtoning udstrålede en selvsikkerhed, som om hun var parat til at indtage hele verden.

Hun vendte sig om og mødte hans blik, smilede, men blev straks alvorlig. Hendes far havde dybe rynker i panden.

”Du ser så bekymret ud, far. Er der noget i vejen?” spurgte hun. Selvfølgelig vidste hun, hvad der tyngede ham. De andres ve og vel, ansvaret. Krigen, besættelsen.

Han svarede ikke, men lod i stedet tankerne flyve.

Hans ældste datter havde altid været en køn og livsglad pige, som satte pris på at være smart i den sidste mode. Han huskede hendes mange ture til Randers, hvor hun bagefter stolt viste sine tossede hatte og de sko frem, hun hver gang købte med hjem. Det var før krigen. I de sorgløse år. Det var brylluppet også, for fire år siden, da hun blev gift med Peder. Det var det store bondebryllup, hvor han havde indbudt hele Hvidsten by og folk fra egnen. Foråret lå på spring, og han havde været ude i Dyrby Krat efter grene og løv, så krosalen mindede om en nyudsprunget dansk bøgeskov.

Peder var en god mand for hende, trofast og hengiven. Det var sikkert og vist. Nu var motorcyklen staldet op, for der var ingen benzin at få, og hver dag cyklede han frem og tilbage til Randers for at passe sit arbejde på bryggeriet. I fritiden hjalp han både i marken og med kroens daglige regnskaber. Og i august sidste år blev lykken fuldkommen, da Tulle fødte deres lille pige. Marius var i det hele taget stolt af sine børn. Fællesskab og sammenhold var værdier, han satte højt. Og nu havde hans ældste datter gjort ham til bedstefar.

Men der måtte ikke ske hende noget, ingen af dem.

”Det er i nat, Tulle,” sagde han langt om længe og nikkede i retning mod radioen. ”Kodeordet og … ja, de andre kommer nok snart.”

Ordene fik hende til at stoppe midt i en bevægelse, men hun genvandt hurtigt fatningen og begyndte at tørre hænderne. ”I nat? Jaså,” sagde hun resigneret og gjorde et kast med hovedet hen mod døren, der førte ind til krostuen. ”Gæsterne er ved at gå. Mor klarer resten, så jeg får fat i Niels og Peder. Og så må vi vel hellere gøre os klar, ikke!”

”Men det er ikke noget for dig, Tulle,” forsøgte han igen. ”Du skal ikke …”

”Stop nu med det der, far,” afbrød hun. ”Det har vi jo diskuteret, ikke?”

Hun var hverken til at hugge eller stikke i. Han nikkede tavs.

I det samme blev Marius fjern i blikket. Gøre os klar. Det var, som om de tre små ord tændte for en indre kontakt. Hans tanker spolede lynhurtigt tilbage, og de standsede automatisk ved den dag, da det hele begyndte.

Der er øjeblikke, hvor livet ikke rigtig tilhører en selv, tænkte han og blev sentimental; når andre tager fat i én og får én til at gøre ting, man inderst inde ønsker, men som man ikke har fantasi til at forestille sig vil finde sted. Sådan et øjeblik var det den formiddag for lidt over tre uger siden, en ganske almindelig fredag formiddag, hvor en fremmed trådte ind på kroen og ændrede hans liv.

Måske for altid?